Anmeldelse af “Vittu” af Iben Mondrup

Titel: “Vittu” Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 336. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Flere gange måtte hun have ham til at gå frem og tilbage og rykke sig den centimeter som gjorde hele billedet. Aldrig har hun været så optaget af noget, næsten besat”

Iben Mondrup har med “Vittu” givet os efterfølgeren til romanen “Tabita” der udkom i 2020. I “Tabita” bliver Vittu, sammen med sin søster Tabita, adopteret fra Grønland af et dansk par, men adoptionen forløber ikke som det danske par ønsker sig, og Vittu og Tabita adskilles. Mere vil jeg ikke røbe, hvis man ikke har læst bogen. Hvor “Tabita” primært er Tabitas historie er “Vittu” Vittus historie.

Vittus danske navn er Vitus, og han er fem år, da han bliver adopteret af den franske men dansk bosiddende fotograf Alice og hendes mand Stig. Alice er fascineret af Vitus’ grønlandske baggrund og hun har en drøm om at gøre en forskel for et trængende barn. Hun ønsker ikke selv at sætte børn i verden med sine familiemæssige rødder, man kun hører meget kort om. Alice knytter sig hurtigt til Vitus i en blanding af omsorg og fotografisk leg. Hun bruger ham som et led i sin kunst, imens ægtemanden Stig, der er embedsmand er bortrejst i hverdagene. Relationen mellem Alice og Vitus udvikler sig til et psykologisk spil om kærlighed med grænseoverskridende adfærd og svigt, og som årene går begynder Vitus at spekulere over sine egne grønlandske rødder.

Når man har læst “Tabita” længes man som læser efter at høre, hvordan det mon gik Vitus. Den historie giver Iben Mondrup os i “Vittu” Jeg var grebet af fortællingen fra start. Den er smuk, smertelig og grænseoverskridende at læse. Beskrivelsen af relationen mellem Alice og Vitus er stærk læsning. Iben Mondrup har ladet sig inspirere af henholdsvis Sally Mann og Irina Ionesco og deres kunstneriske arbejde i sin beskrivelse af Alices kunst med fotograferingen. Normalitet og afvigelse går hånd i hånd gennem bogen. Franske gloser, kunst, en maske, der betyder alt for Vitus er blot få af de greb Iben Mondrup gør brug af langt hen i bogen. Masken med dens flertydighed er en spændende måde at skildre Vitus’ indre. Omsorg, kærlighed, begær flyder sammen med tanker om, hvad der er rigtigt og forkert, når man ikke er knyttet sammen af blodets bånd. Den grønlandske fortid glimrer ved sit fravær langt hen i romanen, hvilket er med til at forstærke, hvor lidt betydning den tillægges af det danske adoptivpar. Men Grønland får det sidste ord i fortællingen, og Iben Mondrup binder på smukkeste vis romanerne “Tabita” og “Vittu” sammen.

“Vittu” udkommer i dag 3. januar 2022.

Anmeldelse af “De korte sætningers land” af Stine Pilgaard og Katrine Muff.

Titel: “De korte sætningers land – sangene fra Meter i sekundet” Forfattere: Stine Pilgaard og Katrine Muff. Sider: 92. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Det er hårdt at være lærer det er vigtigt at forstå men måske er faktisk lidt værre at se måbende, rådvilde på vi har levet som påhæng så længe vi har dinglet os halvvejs ihjel men hvor det, vi egentlig skal hænge sådan spørger vi ofte os selv.”

Sådan lyder første vers i den første sangtekst i bogen “De korte sætningers land” Komponist Katrine Muff har sat musik til sangene fra Stine Pilgaards roman “Meter i sekundet” der udkom sidste år og som har vundet Weekendavisens Litteraturpris og De gyldne Laurbær.

De korte sætningers land indeholder sangtekster med noder, og Stine og Katrine har sat ord på arbejdet med at skrive sangene og sætte melodi til. I bogen er der indlagt en cd, men hvis du som jeg ikke har en cd afspiller, kan du streame sangene på Spotify. Bogen henvender sig til alle de læsere, der har nydt “Meter i sekundet” og til særligt musikinteresserede, som ønsker musikteoretisk viden om sangene. Har du ikke læst “Meter i sekundet” kan du stadig nyde sangene i ord og melodi.

Den første sang “Slagsang for påhæng” er sigende for indholdet og humoren i romanen “Meter i sekundet” Stines ord skaber i høj grad billeder inde i hovedet, der kalder både smil, grin og eftertænksomhed frem. Da jeg stødte på sangen på side 40 i vidste jeg, at jeg sad med noget originalt, noget forunderligt, noget egenartet litteratur, og jeg blev ikke skuffet. Teksterne i “Meter i sekundet” og ikke mindst sangteksterne er helt vidunderlige. Der er identifikation i mange af sangene. Jeg har grinet mig igennem nogle og fældet en tåre til andre. At lytte til Katrine Muffs smukke smukke musikalske fortolkninger løfter Stine Pilgaards tekster et niveau højere op, selvom jeg ikke troede det muligt. Jeg overværede deres optræden sammen på Bogforum i år, hvor de præcis som i bogen “De korte sætningers land” samtalede om sangteksterne, musikken og deres venskab og arbejdsfællesskab, og Katrine Muff spillede og sang. Det var en af årets oplevelser. Der er sild og snaps og der er Stine og Katrine. Det er sæt, der for altid bør høre sammen, fordi de komplementerer hinanden på fineste vis.

Bogen går bag tilblivelsen af såvel sangtekster som melodier, og igen er der både humor og dybde i det skrevne. Der er en rørende ærlighed omkring processerne både hos Stine Pilgaard og hos Katrine Muff.

Siden sangen “Fortabt er jeg stadig” blev optaget i den nyeste udgave af højskolesangbogen (sammen med tre andre sange fra bogen) har jeg været helt forelsket i den. Jeg har sunget den så mange gange – også meget højt på højskole – og særligt den første linje; “Vi mødtes i sne” og når jeg så læser “De korte sætningers land” og får historien bag sangen ,elsker jeg den endnu højere, for præcis i det kapitel støder jeg ind i den Stine Pilgaard, der leverer humor på sjoveste vis. Næste gang jeg skråler med på “Fortabt er jeg stadig” vil jeg nok trække lidt ekstra på smilebåndet.

Jeg føler mig bedst klædt på til at skrive om ord og litteratur, fordi det er min hjemmebane mens jeg ikke har samme afsæt for at udtale mig om musikken, men jeg lyttet til sangene fra bogen et utal af gange fordi de er smukke og melodiøse. Der er højskolestemning over dem og de har siden jeg modtog bogen været en fast del af mit lydtapet herhjemme.

“De korte sætningers land” udkom 5. oktober 2021 og den får mine varmeste anbefalinger – måske årets jule-eller mandelgave sammen med “Meter i sekundet”

Anmeldelse af “Verdenshjertet” af Viggo Bjerring

Titel: “Verdenshjertet” Forfatter: Viggo Bjerring. Sider: 264. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Via min profil på Easyjobs sendte jeg dokumenterne retur. En uges tid senere gik der femhundrede eller et par tusinde kroner ind på min konto. Min rating på Easyjobs steg fra neutral til troværdig+. Det var, hvad en kandidatgrad i litteratur rakte til, men så langt ville den kun række få år endnu. Snart var korrekturlæsere også overflødige i Danmark. Forsinkelsen var kun et udslag af sprogområdets og dermed markedets størrelse. Ligesom taxachaufføren og bøfvenderen på burgerbaren ville den menneskelige korrekturlæser blive værdiløs og ubrugelig. Som en mønt i det kontantløse samfund.”

Mads er freelancer hos onlineportalen Easyjobs, hvor han korrekturlæser koreanske sæbereklamer, redigerer pressemeddelelser og har andre småjobs for at få til dagen og vejen. Der er ind i mellem langt mellem de gode opgaver, og Mads har fundet ud af, at der om natten er størst chance for at byde først ind på opgaverne, hvorfor han er vågen om natten og sover om dagen. Han lever af singlebananer, joints og af de få jobs han kan få. Endelig får han en opgave, der udløser et stort engangsbeløb. Han skal redigere et manuskript til en roman, der siden skal vise sig at blive en bestseller. Mads føler sig trods engangshonoraret snydt, da den ret anonyme forfatter tilsyneladende skovler penge ind på succesen, og han beslutter derfor at foreslå, at han kan skrive en efterfølger til succesromanen. Hvad Mads ikke ved er at forfatteren er noget helt andet end det han giver sig ud for, og at han gemmer på en helt særlig hemmelighed.

“Verdenshjertet” er en fremtids- og samtidsroman om ensomhed og et velfærdssamfund i opløsning. Her er de arbejdsløse blevet “De unyttige” Økokapitalismen har vundet frem, og algoritmer har overtaget meget af arbejdet. Bogen leger med fortælleren og fortællingen på flere niveauer, og man skal som læser ind i mellem holde tungen lige i munden for at følge med. Romanen er bygget op som en spændingsroman med et touch af sci-fi. Den er svær at lægge fra sig, når man først er startet på den, fordi den er fyldt med mystik og ubesvarede spørgsmål. Den er fyldt med eksistentielle spørgsmål og med humor men også med “det mærkelige” som søsteren, der forvandler sig til en kat og så selvfølgelig verdenshjertet, som findes i en kælder i Espergærde. Psykologen Erik, der ikke evner at lytte er belastende men ekstrem underholdende at læse om. Han skøjter rundt på overfladen og giver hurtige tips til Mads om hvordan han kan blive bedre til at slappe af. Herunder links til videoyoga, som jo er vores tids svar på alt i forhold til at blive groundede og finde ind til os selv. Mads slapper da også af til yogavideoerne, omend på en lidt anderledes måde end den kvindelige instruktør i lilla yoga outfit havde tænkt. Romanen er på samme tid realistisk og fuldstændig syret. Personligt kan jeg have det svært med sci-fi romaner, men når afsættet er så tæt på vores virkelighed eller en fremtid, man kan ane forude, så bliver det spændende læsning. I “Verdenshjertet” var jeg med lige indtil historien ændrede sig fra at handle om algoritmernes betydning i forhold til vores liv og romanredigering til at handle om verdenshjertet og søsteren der forvandles til en kat. Måske hænger det hele sammen, men det var kompliceret og lidt for surrealistisk læsning tilsidst for mit vedkommende. Jeg fik lidt samme fornemmelse, som når jeg ser på abstrakt kunst. Det kan være stor kunst, men jeg forstår det ikke helt. Jeg tror, det er en bog jeg vil genlæse, da den sprogligt og idémæssigt har meget høj kvalitet.

“Verdenshjertet” udkom 26. november 2021.

Anmeldelse af “Daggry” af Søren Staal Balslev.

Titel: “Daggry” Forfatter: Søren Staal Balslev. Sider: 312. Forlag: Dreamlitt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Dreamlitt.

“Rundt omkring ham sad et larmende mylder af unge mennesker med farvet hår og uren hud. De drak cappuccino og caffe latte og lo hjerteligt. Hvor de fik deres penge fra, havde han ingen idé om. Også de var fanget i denne umenneskelige maskine, der langsomt, men sikkert, gjorde det af med den sidste overlevelsestrang. Den sikre livmoder møjsommeligt varmet op af socialdemokrater og velfærdsfetichister trak tænderne ud på dens indbyggere. De slubrede svinedyre drikke i deres sarte legemer, imens de sygnede hen i en verden af degenereret selvfedme”

Frederik har alt: en smuk kone, en sund og selvfed teenager, succesfulde rødvinsvenner, en fremtidssikret tilværelse som IT-sikkerhedskonsulent og et middelklasseslot midt i Jægerspris… og han hader det. Til trods for bevidstheden om en alarmerende global fremtid fortsætter danskerne uanfægtet livet, som altid har været, bedøvet af småborgerlige problemstillinger, åndelig dovenskab og meningsløse pensionsdiskussioner. Men hvad kan en enkelt mand gøre for at vække livsgnisten i en hel nation? Frederik har en idé, og bevæbnet med sin viden om IT-infrastrukturen og et drabeligt gåpåmod påbegynder han det store arbejde – koste, hvad det vil.

Søren Staal Balslev har skrevet en roman, der i den grad prikker til det moderne menneskes livsførelse med klimaangst på den ene side og trangen til den ultimative livsnydelse på den anden. Med en meget skarp pen skaber han karakterer, som er mere end genkendelige, og som er helt tæt på os alle. Dog skal det siges, at særligt de velhavende får med pennen, da de i særlig udstrakt grad er centrum for hovedkarakteren Frederiks had og frustration. Bogen indeholder både et uhyggeligt element af den virkelighed, vi står overfor med en global klimatrussel hængende over hovedet på os og så helt almindelige dagligdags trivialiteter med familieliv og teenagebørn. Sønnen Vitus er et pragteksemplar på den generation, Frederik næsten ikke kan udholde, og det skrives vanvittigt godt frem i scener i mødet mellem den Counterstrike spillende søn og hans far. Frederik ønsker vitterligt at forandre verden, og med en klar vision om et nyt daggry starter han i det små med handlinger, der som bogen skrider frem udvikler sig og får fatale konsekvenser for hans nærmeste, for ham selv, lokalt, nationalt og globalt.

Bogen greb mig fra start, og jeg var med langt hen ad vejen, men på et tidspunkt taber den mig med for meget computerteknologi og de mange dialoger, der foregår på engelsk. Karakteren Frederik virker, efter min mening, langt hen ad vejen troværdig for til sidst at fremstå lidt for karikeret. Jeg havde personligt ønsket en lidt anden slutning, der for mig bliver for mærkelig. Det der gør bogen virkelig god og spændende er netop balancen mellem det gale og det geniale, som er tilstede i langt størstedelen af bogen, som også rejser spørgsmål af mere etisk karakter.

Søren Staal Balslev kan virkelig skrive, som i virkelig. Sproget er sprudlende flot og karakter- og miljøbeskrivelser sidder lige i skabet. Bogens budskab er ikke til at tage fejl af. Vi skal vågne op fra vores åndelige dovenskab, være sammen med vores nære og glemme alt om iscenesættelse og selvfedme. Det er ikke i Dubai og hos Audi-forhandleren at lykken findes.

“Daggry” udkom 5. november 2021.

Anmeldelse af “Forbrydelse og saft” af Peter Dyreborg

Titel: “Forbrydelse og saft” Forfatter: Peter Dyreborg. Sider: 56. Tegninger: Edith Zeuthen Dyreborg. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Peter Dyreborg.

“Før jeg blev far, vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke ønskede at blive far…….”

Peter Dyreborg har begået en digtsamling om at blive far. En digtsamling, der med humor, ømhed, ærlighed og ikke mindst stor kærlighed handler om hans oplevelse af at være blevet far. Digtsamlingen er baseret på sjove citater fra hans egen datter, som er 9 år, anekdoter fra familielivet og egne refleksioner over det at være far. Han ønskede egentlig ikke at blive far, da han mente, at der var flere gode grunde hertil, og at han i hvertfald aldrig ville blive en god far. Han opdagede dog, at det ikke var så skræmmende og svært, som han havde frygtet, og at det ikke behøver at være kedeligt at have barsel.

“Man bliver ikke mindre mand af at være god til skoleintra og legeaftaler. Måske tværtimod”

Jeg har grinet højt flere gange, mens jeg læste, og jeg har med et hjerte sprængfyldt med kærlighed, haft flash back til situationer, fra da mine egne børn var små. Situationer, der i dag forekommer nærmest vanvittige, men som på det tidspunkt forekom fuldstændig logiske og ikke mindst nødvendige. Som når Peter Dyreborg beskriver, hvordan hans datter kun kunne falde i søvn hvis hun hørte lyden af deres defekte larmende emhætte. Hvordan han af samme grund begyndte at elske emhætten og fotograferede den og satte billedet i glas og ramme, da datteren endelig begyndte at sove om natten. Udover det humoristiske mærker man også kærligheden, bekymringerne, smerten og ømheden. Med få ord fremkalder Peter Dyreborg nærmest en fysisk reaktion, når han skriver om hvor lettet man bliver, når det utrøstelige barn endelig falder til ro…

“…at intet kan sammenlignes med den lettelse, det er, når det langt om længe sker, når alt dét, man bare næsten ikke kan bære, lige pludselig ikke er der mere…”

Bogens titel refererer til en scene i digtsamlingen, hvor Peter Dyreborg meget seriøst fortæller sin datter om Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” og om fattigdom, som hun kort reflekterer over, hvorefter hun siger, at hun er glad for, at de ikke er fattige, men at hun ikke kan forstå hvorfor bogen hedder “Forbrydelse og saft” Det er selvfølgelig morsomt, men det sjove og fantastiske er, at Peter Dyreborg i første omgang snakker Dostojevskij med sin datter, ligesom han senere udfolder sig om Henrik Nordbrandt. Han møder sin datter ud fra eget ståsted som voksen og inviterer hende med ind i sit univers, præcis som hun inviterer ham ind i sit.

Digtsamlingen er bygget op med et skift mellem digte med datterens sjove bemærkninger og så refleksionerne over det at være far. Jeg er vild med at Peter Dyreborg har givet alle far-reflektionerne samme overskrift, nemlig FAR, mens digtene med datterens bemærkninger har tematiske overskrifter.

Hvis du har lyst til at grine og opleve ømhed i forhold til forældrerollen skal du læse denne digtsamling. Hvis du endnu ikke har børn kan du få en fornemmelse for hvor vigtigt det er, at man laver det fulde begravelsesritual for et salatblad, der har været tabt på gulvet, at man bliver tildelt de mørkhårede barbiedukker, at børn altid ønsker sig hunde, at man kun tildeles en sølvmedalje som forælder og at man fra børn og fulde folk skal høre sandheden.

“Forbrydelse og saft” der udkommer i dag den 19. november på mændendes internationale kampdag får mine varmeste anbefalinger og kan læses med stor fornøjelse af både mænd og kvinder.

Anmeldelse af “I ruiner” af Morten Pape

Titel: “I ruiner” Forfatter: Morten Pape. Sider: 604. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Jeg skælver let, mens jeg skriver denne anmeldelse. Af flere grunde. Jeg har netop vendt de sidste sider i en roman, der vækker så meget harme i mig. En roman, der får mit retfærdighedsgen til at være i højeste alarmberedskab overfor alt indenfor den finansielle sektor, og overfor alt hvad der vedrører hurtige smarte investeringer. Jeg skælver, fordi den beretter om et Folkemord, jeg kun alt for tydeligt husker, fordi jeg tilbage i 1994 havde kontakt med en familie i Rwanda, og hvor kontakten blev brudt, da nedslagtningerne begyndte. Jeg skælver, fordi Morten Pape er den forfatter, hvis bøger jeg ville redde, hvis der opstod brand i mit hjem, og hvordan formidler jeg min læseoplevelse i ord, når de ord jeg netop har læst er helt uovertrufne. Jeg skal forsøge…

“I ruiner” er Morten Papes længe ventede afslutning på Amager-trilogien bestående af “Planen” og “Guds bedste børn” Hvor de to første romaner tog afsæt i Urbanplanens udsatte unge, vold og kriminalitet blandt disse tager “I ruiner” afsæt i et parcelhuskvarter på Vestamager og i Amagerbankens krak i 2011.

Amalie, som er hovedkarakteren, vokser op på Ugandavej med sin far, mor, lillebror og en storesøster, der kommer og går efter behov. Alt er tilsyneladende håbløst normalt i den lille familie, men inde bag facaden lurer en række hemmeligheder. Amalies mor arbejder i Amagerbanken, og efter bankens dramatiske krak falder familien langsomt fra hinanden – stykke for stykke. En ulykkelig hændelse finder sted i familiens hjem. Forældrene bliver skilt og familien bliver spredt for alle vinde. Alle er mere eller mindre i opløsning. Amalie får job som facer for en humanitær organisation og lægger alle sine kræfter i dette arbejde, men hun bærer på en stor sorg, og kommer i den forbindelse i kontakt med en kvinde, der har overlevet folkemordet i hjemlandet Rwanda i 1994. Gennem denne kvinde får Amalie taget hul på at tale om sin sorg, men hun får også et nyt perspektiv på ondskab og på dens uendelige spændvidde. Hun opdager, hvordan ubærlige hemmeligheder i hendes familie siver ud. Hvordan der er blevet tiet og samtykket i flere år.

Morten Pape tager os læsere med på en historisk rejse på flere måder. Den barske del af historien omhandlende Amagerbankens Krak, Finansiel Stabilitets rolle i dette og hvad det betød for en lang række helt almindelige menneskers økomiske situation. Folkemordet i Rwanda og Frankrigs rolle i det ubeskrivelige blodbad. Men vi tages også med på en kulturhistorisk rejse med et helt uovertruffent tilbageblik på EM i 92, og hvor man ikke er i tvivl om, at Morten Pape kan sin fodboldhistorie. Scenerne med far og datter, der en søndag ser alle kampene på VHS bånd er eminent gode. Der er musik- og filmhistorie på den virkelig gode måde.

Morten Pape bedriver sprogperler gennem hele romanen. Smukt formulerede sætninger. En leg med sproget. Humor og udpenslet vold beskrives med samme elegance, og netop den udpenslede vold har Morten Pape også beskæftiget sig med i sin anden roman “Guds bedste børn” Volden er yderst brutal under folkemordet i Rwanda og virkelig ubehagelig at læse, men Morten Pape skriver aldrig for at skabe sensation. Han beskriver blot fakta. Fakta som vi bør kende til, og som vi, efter min mening, bør lade stå i vores erindring i håb om at det aldrig må ske igen, og at vi som mennesker må gøre alt hvad vi kan for at forholde os kritisk til magthavere verden over. I romanen “I ruiner” er der to meget forskelligartede katastrofer – Amagerbankens krak og folkemordet i Rwanda. Hører de til i samme fortælling? I min optik ja. Begge katastrofer handler om magt, om at tie og dermed samtykke i familien, i lokalsamfundet og på verdensplan.

Man kan sagtens læse “I ruiner” uafhængigt af de to første romaner i trilogien, men man skulle være et skarn, hvis man ville nægte sig selv denne oplevelse.

“I ruiner udkom den 7. oktober 2021.

Anmeldelse af “Ting jeg skrev mens du var på min telefon”

Titel: “Ting jeg skrev mens du var på min telefon” Forfatter: Jonas Gülstorff. Sider: 129. Forlag: Byens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Byens Forlag.

“Som en duel i en western trækker vi telefonerne op til notifikationer af ingenting vores savn efter dem er større end omverdens savn af os ingen har lagt mærke til vores fravær”

Digtsamlingen “Ting jeg skrev mens du var på min telefon” er skrevet af musiker, radiovært og forfatter Jonas Gülstorff. Digtene handler om skærmens betydning for vores relationer og hvad der sker, når skærmen bliver udgangspunkt for alt, vi foretager os? Der er en kronologi i digtene bygget op omkring et kærlighedsforhold fra det begynder og til det slutter.

“Jeg er ham til festen der er ældre end internettet

du tager min telefon finder dig selv trykker følg

du har aldrig haft fastnet kender ikke til en lednings begrænsninger”

Som læser bliver vi taget med gennem forelskelse, begær, tvivl, jalousi og brud. Alt sammen skrevet i det sprog, vi kender fra skærmen, og som er yderst relaterbart.

“Bruger timevis i et emoji-galleri må bevise at det jeg siger er sødt vi er på det orange hjerte nu men det nærmer sig et rødt

hvornår skal vi ses igen?

Det er ikke et ukompliceret forhold, hvilket antydes med drypvise ord og sætninger, der handler om smerte. Det kunne være en digtsamling blot om kærlighed, men den røde tråd i fortællingen er vores adfærd bag skærmen. Det er tankevækkende at læse på tryk, hvordan vi indleder forhold med søde ord og emojis, dyrker det erotiske med billeder og videoer, holder øje med hinandens gøren og laden på de sociale medier, for så til sidst at blokere hinanden, når nok er nok.

Jonas Gülstorff har skrevet en vedkommende digtsamling. Målgruppen kan spænde fra de helt unge som er vokset op med skærmen som en del af deres hverdag, til voksne, der måske efter et brud ønsker at finde kærligheden på ny men nu med helt andre (digitale) rammer. Kvaliteten af digtene svinger efter min mening en del. Nogle steder er de ekstremt stærke og sanselige, mens de andre steder kammer over i banalitet. Men på en måde symboliserer formen ret godt hvordan skærmen og skærmens sprog påvirker det dyrebareste – vores relationer.

“Ting jeg skrev mens du var på min telefon” udkom 20. oktober 2021

Anmeldelse af “Kvindehjerter” af Karin Michaëlis & Betty Nansen.

Titel: “Kvindehjerter” Forfattere: Karin Michaëlis & Betty Nansen. Sider: 178. Forlag: Alhambra. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Alhambra.

“Jeg slipper Dem ikke. Jeg trænger til Dem, jeg trænger til et menneske, med hvem jeg kan tale. Jeg må være ærlig engang. Mit stadige samvær med mænd har tvunget mig til at lyve bestandigt, den mand blev jo ikke født, der forstod en kvindes ord.”

“Kvindehjerter udkom for første gang i 1910 – fem år før grundloven blev ændret og kvinder fik stemmeret. Romanen vakte moralsk forargelse i en tid hvor kvinder helst skulle ses men ikke høres, og hvor deres seksualitet på ingen måde var noget, der blev talt om, hverken i det offentlige rum, i parforholdet eller mellem kvinder. Hvad kvinder følte i forhold til kærlighed og hvad kvinder havde lyst til seksuelt, var tabuiseret, og for mange også ganske uforståeligt. Romanen udkom anonymt, men i dag ved, man at den var skrevet af forfatteren Karin Michaëlis og skuespiller og teaterchef Betty Nansen.

“Kvindehjerter” er en brevroman. En korrespondance mellem to meget forskellige kvinder, Betzy og Maizia. Bag Betzy’s ord gemmer Karin Michaëlis sig og bag Maizia’s, Betty Nansen. Begge i ulykkelige forhold og på vej til at blive skilt. De skriver til hinanden om deres tanker og følelser og de flyver ind og ud af rollerne som hustru og elskerinde, martyr og magthaver, fastfrosset og fri. De har ikke altid den største forståelse for hinanden, og det er interessant at læse såvel deres omsorg for hinanden som deres foragt. Man fornemmer klart, hvor svært de har det med deres seksualitet, deres drifter og behov, som for dem er forbundet med såvel glæde som skam.

Forfatter Kristina Stolz har skrevet forord til denne udgave, og hun beskriver på formidabel vis, hvordan begge kvinder gennem deres liv og karriere har beskrevet kvindelivet og ønsket om at være elsket – om det er i sitrende begær eller i den trygge følelse af at høre til. På teatrene blev Betty Nansen hyldet som skaberen af et nyt kvindeideal på scenen, mens Karin Michaëlis i sit forfatterskab og i bogen “Den farlige alder” skabte rum for den modne kvindes seksualitet;

“Ingen har nogensinde højt sagt den sandhed, at kvinden for hvert år, der går – som mod sommer, når dagene længes – bliver mere og mere kvinde. Hun sløves ikke i det, der angår hendes køn, hun modnes langt hen i vinteren”

At bogen genudgives i 2021 er en gave. Den er evig aktuel. Vi diskuterer kvinders seksualitet, påklædning og fremtoning. Vi diskuterer kønskvoter og samtykkelov. Der findes mange bøger på markedet omkring kvinder, seksualitet og ligestilling. Det særlige ved denne bog er brevformen, som jeg holder meget af. Det at læse et brev til ende for så at læse den andens svar får mig til at være til stede og lytte. Sprogligt udfolder problematikerne sig for øjnene af mig i en langsommelighed, og jeg lærer langsomt de to karakterer at kende. Som læser står jeg udenfor de to kvinders dialog. Og netop det at stå udenfor sætter jeg pris på. Havde det været en dialog i dagpressen med læserbreve eller en dialog på de sociale medier havde jeg og mange andre kunnet blande os i debatten, hvilket på flere områder er givende, men også ind imellem forstyrrende. Her er der tale om to kvinder, der åbner op for følelser og tanker om kærlighed og begær i et smukt sprog uden indblanding og uden emojies.

“Kvindehjerter” udkommer i dag 28. oktober 2021

Anmeldelse af “Det er de oprørske der svigter” af Lise Ringhof og Erik Valeur.

Titel: “Det er de oprørske der svigter” Forfattere: Lise Ringhof og Erik Valeur. Sider: 571. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Hvornår fortæller I dem egentlig sandheden?” Hun kastede et blik på Erling i lænestolen overfor. “Var det ikke snart på tide?” Først da de stod alene i entréen, svarede han sin søster: “Du så Thomas bryde sammen ved fødselsdagbordet, lige pludselig, og sådan er de begge to. Derfor skal vi tænke os om”. Han tog sin frakke og halstørklæde på.” Tænke os om?” “Ja – når vi en dag fortæller dem…noget, så skal vi sikre os, at det ikke går grueligt galt.” Han åbnede hoveddøren ud til strandvejen. “Du synes, at alt i den nye frigørelses ånd skal på bordet, Ida, men du glemmer én ting… Han trådte ud i aften kulden. “Og hvad er det?” Hun stod lige i døren bag ham. “Hvad nu, hvis én af dem ikke kan leve med det?”

“Det er de oprørske der svigter” er andet bind i slægtsfortællingen om familien Brinch, som man følger i årene 1950-1990. Og den fortsætter hvor første bind “Det er de danske der flygter” sluttede. Brødrene Jakob og Thomas vokser op i skyggen af en familiehemmelighed i efterkrigstidens vejle. Deres indbyrdes relation er præget af uvenskab og rivalisering, der udvikler sig til et fjendskab, som tidligt i deres liv skiller dem ad. De udvikler sig i hver sin retning. Mens Thomas bygger en karriere op indenfor reklamebranchen og ender som selvstændig og meget succesfuld, arbejder Jakob indenfor bogbranchen og er i en lang periode også selvstændig forelægger. Familiehemmeligheden ligger hele tiden og lurer, og påvirker de to brødre og deres tanker, følelser og handlinger. Parallelt med de to brødres udvikling følger man slægten Brinch og også det danske ungdomsrør med idealisme om lighed og verdensfred. En idealisme, der ikke er uproblematisk, som bogens titel også lægger op til. Man får indblik i 60’erne og 70’erne med kvindernes kamp for ligestilling politisk, seksuelt og ikke mindst i forhold til familiestrukturer. Familiehemmeligheden afsløres hen ad vejen og handler om det gode, det onde og om tilgivelse.

“Men noget må være rigtigt – og noget forkert, ikke?” sagde Jakob efter en tid, hvor de havde fulgt de to pinde i vandet med øjnene. “Der findes jo onde mennesker i verden.” “Gør der?” Daniel stod ubevægelig ved hans side. “Jeg har aldrig mødt ét.”

Lise Ringhof og Erik Valeur har gjort det igen. Skrevet en fantastisk roman, hvor slægtshistorie og danmarkshistorie smelter sammen. Med et persongalleri, der i første omgang var ved at tage pusten fra mig, men som jeg, takket være en oversigt over disse først i bogen, fik overblik over, og som har været en fornøjelse at stifte bekendskab med. Jeg holder meget af de mange litterære referencer, der er med i bogen, som et stykke dansk litteraturhistorie parrallelt med de øvrige historier. I dette andet bind får man indblik i bogverdenen med familiens boghandel og med Jakobs arbejde indenfor forlagsbranchen, og det var en fryd at læse for en bogelsker. Jeg finder særligt tematikken omkring familiehemmeligheden spændende. Det gode, det onde og tilgivelse. Her rummer bogen noget eksistentielt og bliver flere steder nærmest filosofisk uden at det bliver forstyrrende, tværtimod.

Jeg havde store forventninger til bind to i slægtstrilogien, og mine forventninger blev indfriet til fulde. Jeg havde fornøjelsen af at læse og anmelde første bind i serien, og der skrev jeg, at det ikke skulle undre mig, hvis romanen på et tidspunkt blev filmatiseret. Sådan har jeg det stadig. Det er en stor fortælling og med karakterer, der ville gøre sig godt på film. Bind to slutter i 1990’erne og jeg glæder mig allerede til tredje og sidste bind, som tager fat på tiden derfra og frem til i dag.

“Det er de oprørske der svigter” udkom 19. august 2021.

Anmeldelse af “Gå til grunde” af Daniel Boysen.

Titel: “Gå til grunde” Forfatter: Daniel Boysen. Sider: 138. Forlag: Jensen & Dalgaard. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Jensen & Dalgaard.

“Efter fire år er der en streg mere, skal de samles i lykke, skal de bygge et liv og vokse ud af deres kroppe, skal de græde af glæde, skal de danse hele natten til lyden af deres egen latter, vokser solen ind i deres naive hjerter, er der en streg mere, er der…”

Der er tårer på mit tastatur, mens jeg skriver denne anmeldelse.

“Gå til grunde” er smuk og smertefuld læsning om fertilitetsbehandling. En lyrisk magisk realistisk roman om længslen efter at sætte liv i verden set og fortalt fra mandens perspektiv. Parallelle fortællinger om livets undergang og jordens undergang. Natur, klima, menneske og videnskab. Daniel Boysen skriver som vanligt smukt, bevægende og vedkommende.

Lys og mørke. En stjernestøvsuger, der har form som en prisme, bygget for at give byens mørke lys. Via et underjordisk system fordeles stjernelys over byen. Det har vendt op og ned på millioner af års udvikling. Solsortene flyver forbi hinanden i stedet for at parre sig og parret, der forsøger at flette celler sammen til nyt liv oplever, at det enten udebliver eller at “det” sidder forkert. I et magisk univers af stjerner og prismer følger man et par og deres længsel efter at blive forældre. Drømmene, de to streger på graviditetstesten, blødninger, indsprøjtninger, forventninger, håb og smerte. En begyndende definition af sig selv som forældre, som brister og hvad skal man så definere sig som? Naturen spiller en vigtig rolle i romanen. Den er givende og helende men selv udsat og måske på vej til at gå til grunde, hvis vi ikke passer på den.

Den magiske realisme, bekymringen og engagementet i klimaproblematikken er genkendelig i forhold til forfatterens tidligere værker, men denne gang skriver Daniel Boysen også autobiografisk, men på intet tidspunkt selvudleverende. Han bruger sin egen smertelige fortælling i kunsten og gør den vedkommende for alle, og måske især for mænd i samme situation som ham selv. Udover romanen har forfatteren lavet “Gå til grunde’ som EP. Seks numre, klaver og oplæsning. Man skal være lavet af sten, hvis man ikke berøres dybt af ordene og musikken…

“Jeg skriver dine usynlige fødder frem, de bevæger sig hen over gulvet, du griner og din latter fylder os med fred. Jeg skriver for at fortælle at vi ved du var her, at dit hjerte blinkede….” (Fra nummeret “Dine usynlige fødder” på EP’en) kan høres her: https://soundcloud.com/danielboysen/sets/ga-til-grunde

Det samlede værk er kunstnerisk, intelligent, smertefuldt, smukt og vedkommende.

“Gå til grunde” udkommer i dag 12. oktober 2021.