En nordjysk nobelprismodtager og et fantastisk museum.

Som nordjyde med passion for litteratur og med et ønske om at formidle, hvad der rører sig i Nordjylland på dette felt, er det svært at komme uden om den verdensberømte forfatter Johannes V. Jensen. Han voksede op i Farsø, men indtog det meste af verden og gennem sin litteratur formidlede han såvel lokale som internationale forhold.

Mest berømt er han for romanen “Kongens fald” og for sine “Himmerlandshistorier” Han modtog i 1944 Nobels Litteraturpris bl. a. med begrundelsen “Forfatterskabets sjældne frodighed og kraft”

Jeg stiftede selv bekendtskab med hans litteratur sent gennem en forelæsningsrække på Folkeuniversitetet og ligeledes gennem mit 1. semester på Danskstudiet. Jeg har læst “Kongens fald” og havde det lidt svært med romanen. Jeg synes, den var tung at komme igennem. Det gik lidt bedre med en lydbog. Jeg følte lidt, at jeg skulle læse romanen, fordi den også er kåret som det 20. århundredes bedste roman. Jeg blev mere grebet af nogle af Himmerlandshistorierne og af enkelte af hans digte. Jeg er ikke velbevandret i hans forfatterskab, men meget nysgerrig på det. Men hvorfor beskæftige sig med så gammel litteratur? Og er Johannes V. Jensen overhovedet interessant og aktuel i dag? For at finde ud af dette tog jeg på besøg på Johannes V. Jensen og Thit Jensen museet i Farsø. 

Museet er et dansk museum fokuseret på den danske forfatter Johannes V. Jensen. Museet har til huse i forfatterens fødehjem på Søndergade 48 i Farsø, Himmerland. Det åbnede for besøgende tilbage i 1991, og er gennem tiden blevet udvidet. I efteråret 2019 kunne museet indvie en ny tilbygning med plads til at udstille genstande fra den berømte søster, forfatter, foredragsholder og kvindesagsforkæmper Thit Jensen. Museets navn ændredes ved denne lejlighed til Johannes V. Jensen og Thit jensen Museet. I dette indlæg vil der kun være fokus på Johannes V. Jensen.

Jeg besøgte museet en regnfuld tirsdag først i august, og havde blot en forventning om at gå omkring på egen hånd, og lære hvad jeg kunne. Men jeg blev modtaget af en meget passioneret omviser med et enormt kendskab til Johannes V. Jensens liv og forfatterskab. Hun ledsagede mig rundt på museet, og jeg fik en uforglemmelig oplevelse og en hel masse spændende information, udover det jeg ville have kunnet læse mig til i selve udstillingen, som handler om Johannes V. Jensens barndom og ungdom, om familie, rejser og hans litterære klassikere.

Som besøgende træder man ind i barndomshjemmet og præcis i det rum, hvor Johannes V. Jensen er født. Her ses billeder af familie og venner, som alle har haft stor betydning for hans forfatterskab, men også flotte buster skabt af Johannes V. Jensen, som udover at være forfatter også var en dygtig skulptør, billedhugger og maler. Man ser flere af hans malerier og skulpturer på museet.

Et helt særligt rum på museet indeholdt en samling af værker, som havde tilhørt en ingeniør, før det blev skænket til museet. Han havde været passioneret samler siden sin barndom, og havde skabt en yderst kreativ og æstetisk måde at opbevare sin samling på med mapper i papir i forskellige farver. Alt organiseret til fingerspidserne. Indeni papirmapperne gemte der sig flere 1. udgaver af de mange værker. Derudover havde han lavet scrapbøger i samme materiale, med avisudklip omkring forfatterskabet.

Et helt særligt rum er den runde tilbygning med udstillingen “Arbejdets Rum”, en udstilling med effekter fra Johannes V. Jensens arbejdsværelse. Bygget op omkring det største enkeltudlån af genstande i Nationalmuseets historie. Her går man rundt i ring og ser på udstillingen, som er centreret i rummet, mens der på væggen hele vejen rundt ses erindringsdigtet “Som dreng skar jeg skibe” fra digtsamlingen “Om dansk mænd og kvinder” fra 1931. Jeg har desværre ikke et billede fra rummet, da det var svært at fotografere pga. lyset derinde, ligeledes at indfange helheden, fordi man skulle bevæge sig rundt for at få et samlet billede.

Overalt på museet er der montre med mange af værkerne, og i særdeleshed er der meget at se i forhold til Himmerlandshistorierne, hvilket giver god mening, når museet er fødestedet og beliggende i Himmerland. Ydermere er Himmerlandshistorier udkommet i mange forskellige oplag.


Der er så meget viden at hente om Johannes V. Jensens liv og forfatterskab, og jeg vil klart anbefale at booke en omvisning med en medarbejder. Jeg kan på ingen måde komme i nærheden af at fortælle om Johannes V. Jensens liv og forfatterskab her på bloggen, som et besøg på museet kan, og der findes meget litteratur og mange sider på nettet, der går i dybden med netop dette. Alligevel vil jeg på ydmyg vis kort forsøge at ridse hans liv op og fremhæve de mest kendte værker, så der er lidt til inspiration, hvis du selv ønsker at dykke ned i forfatterskabet.

Johannes V. Jensen blev født i Farsø 1873. Forældrene var praktiske folk og stærkt antireligiøse. Hans far Hans Jensen var dyrlæge. Han var meget optaget af såvel det naturvidenskabelige som det spirituelle. En dobbelthed, der også skulle komme til at kendetegne hele Johannes V. Jensens eget forfatterskab. Hans mor Marie Kirstine lærte bl.a. Johannes V. Jensen at læse ved at pege på ord og bogstaver i en bog. Herefter slugte Johannes V. Jensen både skolens og hjemmets læsebøger og efterhånden alle sin fars videnskabelige værker. Sammen med sine søskende modtog Johannes V. undervisning i hjemmet, og i to år gik han i den lokale skole for til sidst at blive forberedt til gymnasiet af en præst. I første omgang dumpede han til optagelsesprøven, men blev alligevel optaget, og i 1893 blev han student fra Viborg Katedralskole med en mådelig eksamen. Som student rejste han til København med 80 kr. på lommen for at læse medicin. Han bestod første del af lægestudiet i 1895, men levede derefter et bohemeliv som erklæret ateist. Frem til 1898 levede han af at være føljetonforfatter for magasinet “Revuen” under pseudonymet Ivar Lykke. Han blev betalt efter akkord og udviklede under arbejdet med spændingsromaner sin skrivestil og en hurtig produktionsform. For penge han tjente på sin første roman “Danskere” som udkom i 1896 besøgte han Amerika for første gang. I 1898 var han i Spanien som krigskorrespondent, efterfølgende besøgte han Ruhr, London og Paris, bosatte sig en tid i Norge og lod rejseaktiviteten kulminere med en jordomrejse 1902-03. Selvom det var hans første roman, der økonomisk gav ham muligheden for at starte på at se verden valgte han at slette den samt efterfølgeren “Einar Elkær” da han ikke mente, at de kvalitetsmæssigt passede ind i hans store forfatterskab.

Efter jordomrejsen giftede han sig med Else Marie Ulrich og slog sig ned på Frederiksberg. Tidligere havde han haft et erotisk forhold til sin gifte kusine i 6 år. Et forhold der skabte en voldsom splid mellem Johannes V. Jensen og hans søster Thit. Et forhold, der vedblev at være, så anstrengt at de ikke tålte hinandens tilstedeværelse. I sine modne år rejste han stadig dog mere moderat og han supplerede sit skønlitterære forfatterskab med en række essaysamlinger med udgangspunkt i den darwinistiske udviklingslære. Johannes V. Jensen var meget optaget af naturen og af naturvidenskaben, hvilket kommer til udtryk i alle hans værker og i hans malerier. Johannes V. Jensen opnåede en stigende anerkendelse gennem det tyvende århundrede. I 1929 blev han æresdoktor ved universitetet i Lund, og i 1944 modtog han Nobelprisen i litteratur, den højeste anerkendelse en forfatter kan få. Johannes V. Jensen døde i 1950 og ligger begravet på Bispebjerg Kirkegård i København.

Jeg stillede tidligere i indlægget spørgsmålet, om Johannes V jensen overhovedet er spændende og aktuel i dag, og til det kan jeg kun svare ja. Han liv og hans værker beskæftigede sig med naturen, med det moderne, med ny videnskab, og han søgte selv naturen. Han tilsluttede sig den kulturelle filosofiske naturvidenskabelige bevægelse vitalismen hvor Nietzsche var inspirationskilden. Bevægelsen omfattede sundhed, hygiejne, indretning, sport, friluftsliv og billedkunst. Særligt har naturen og den himmerlandske natur en meget stor plads i forfatterskabet. Denne søgen tilbage til naturen ser vi også i dag, flere dyrker naturen på forskellig vis eksempelvis gennem udendørs motionsformer, jagt, vandringer, havebrug mm. Hvis man vil have endnu mere natur kan man altså også finde den i litteraturen hos Johannes V jensen.

Jeg vil slutte med at fremhæve nogle af de mest kendte værker, og ellers opfordre dig til at besøge museet. Du kan ikke andet end blive begejstret.

  • “Kongens fald” – Bondesønnen Mikkel Thøgersen studerer i København i begyndelsen af 1500-tallet. En dag møder han tilfældigt kong Christian II og det bliver starten på et helt liv han kommer til at leve i nærheden af regenten. Igennem 1500-tallets voldsomme historie bliver de bundet sammen, igennem krig og fred.

  • “Himmerlandshistorier”  I 1898 udsendte Johannes V. Jensen (1873-1950) Himmerlandsfolk, det første af tre bind, der senere blev samlet under titlen Himmerlandshistorier. De to følgende bind kom i 1904 og 1910. Himmerlandshistorier blev Johannes V. Jensens første – og måske største – succes. De blev en væsentlig del af begrundelsen for i 1944 at tildele ham Nobelprisen. Det var historier fra et hjørne af Jylland, som dengang var fuldstændig ukendt for de fleste, et afsides og stærkt traditionsbundet bondeland. Der var fokus på naturen og på de menneskeskæbner og skæve eksistenser, der levede der. Det er i Himmerlandshistorierne vi møder den berømte karakter “Tordenkalven”

  • “Digte 1906” med kendte digte som “Interferens”, “Ved frokosten”, “Afsked” og “Det røde træ”

  • “Den lange Rejse” – er den samlede udgave af seks selvstændige romaner, hvori Johannes V. Jensen skildrer menneskehedens udvikling. Fra Det tabte land, der beskriver Norden før istiden og menneskets opdagelse af ilden, til fortællingen om Christopher Colombus, som efter forfatterens mening må være af nordisk afstamning og derfor besat af tanken om at finde det tabte land.

  • “Hvor smiler fager den danske kyst” eller “Danmarkssangen” er et dansk digt og sang med tekst af Johannes V. Jensen, som findes i højskolesangbogen. Den kendteste melodi er af Oluf Ring, men der er også en moderniseret udgave af Christopher – lyt eventuelt til den smukke udgave som afslutning på dette indlæg https://www.dr.dk/nyheder/kultur/christopher-synger-johannes-v-jensen



Hvorfor læse litteratur?

Først og fremmest hjertelig velkommen til Anettes litteratursalon, som har premiere i dag. Jeg håber I nød snigpremieren med anmeldelsen af “TÆNDT – Digte om sex, kærlighed og andre fusere” af Niklas Press.

Jeg glæder mig til at dele glæden omkring dansk litteratur med jer her på bloggen. Men hvorfor er det relevant med en blog om dansk litteratur? Og hvorfor overhovedet læse litteratur? For at svare på det er jeg dykket ned i forskelligt litteratur, for at se om jeg kan finde svaret. Nederst i indlægget finder I kilder på de værker, jeg henviser til.

Dan Ringgaard, lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet skriver i bogen “Litteratur” i serien “Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag 2015, at litteratur er sprogkunst, og at vi læser litteratur for at lære at leve. Han mener ikke, at litteraturen nødvendigvis gør os klogere på verden, men den viser os verden, som vi måske ikke kender den. Han er optaget af den udvikling, litteraturen har gennemgået, og han kan være bekymret for, om digital læsning kan være med til at hæmme vores evne til at læse lange, komplicerede og uforstyrrede skriftlige forløb. Jeg deler til dels hans bekymring, men ser også to forskellige tendenser. Hvis man hører lydbog og multitasker, kan det måske være svært at skifte til fordybelse i en roman, hvor man ikke foretager sig andet end at læse, men hvis man læser på en såkaldt “reader” eksempel Mofibo reader eller Kindle, er man også 100% koncentreret om teksten, så jeg er ikke bekymret for de digitale løsninger, men mere for vores behov for multitasking set i lyset af Dan Ringgaards tanker. Der er dog en væsentlig pointe, og det er, at lydbogen har fået mange til at læse, som måske normalt ikke ville, så er det ikke en gave i sidste ende? Jo flere tilbud, jo flere muligheder, der passer den enkelte.

Lars Theil Münster har skrevet bogen “Det læsende menneske” som udkom i 2019, hvori han bl.a. beskæftiger sig med, hvorfor vi læser litteratur.

Når vi læser, omgiver vi os med menneske skildringer, og vi møder et helt repertoire af menneskelige erfaringer. Vi får adgang til det indre liv hos andre mennesker, som jo er en umulighed i den virkelige verden. Nok kan vi fornemme ting, men vi ved aldrig helt, hvad et andet menneske tænker inderst inde. Ikke engang vores nærmeste. I følge Løgstrup kan litteraturen vise etiske konfliker og følelser i en mere ren form end i virkeligheden, fordi vi ikke er indspundet i en mangfoldighed af følelser, ønsker, ambitioner og bekymringer, når vi læser. Han mener, at vi som mennesker sjældent er i stand til at løfte blikket og betragte de konflikter og dilemmaer, vi indgår i på afstand, når vi står midt i dem, mens dette er muligt når vi møder selvsamme konflikter i litteraturen, hvilket måske kan give os forståelse for og redskaber til egne konflikter.

At læse litteratur er en måde at komme i kontakt med sig selv og sine følelser. Man bliver bevæget, når man læser og kan få en klump i halsen, tårer i øjnene eller ligefrem ondt i maven, og i de situationer mener Lars Theil Münster, at det kan være interessant at tænke over, hvorfor man netop bevæges lige der. Han mener, det måske kan lære os noget om, hvad der er betydningsfuldt for os og vigtigt for os i livet eller  burde være det. Litteraturen stimulerer os således til at reflektere over vores eget liv. 

Dette er ikke ny tænkning. Aristoteles skrev allerede om dette fænomen ca. 325 år f.Kr. i “Poetikken” Han beskæftigede sig med tragedien som genre og dens virkning på publikum og han brugte ordet “katharsis” om den virkning tragedien havde på publikum. Katharsis skulle forstås som en slags følelsesmæssig renselse. Tragedien skulle få folk til at være medlidende men ikke blot forstået som at have medlidenhed med menneskene på scenen, men at vi selv skulle lide med dem, forstået som at vi selv skulle føle lidelse som publikum. Aristoteles mente, at vi gennem denne lidelse ville bliver følelsesmæssigt renset og komme mere hærdede og forstående ud på den anden side.

Lars Theil Münster tager fat på det klassiske spørgsmål, om man bliver mere empatisk af at læse litteratur. Forsøg har dokumenteret, at litteratur godt kan mindske vores fordomme overfor mennesker, der er anderledes end os selv. Andre forsøg mener at kunne dokumentere, at litteraturlæsning faktisk fører til forandringer i måden, vi opfører os på i virkeligheden. Karaktererne vi læser om kan smitte af på vores selvbillede, vores indstilling til verden og vores handlinger, når vi lægger bogen fra os, men det er ikke dokumenteret, om det fører til større empati på sigt. I følge Lars Theil Münster er der ikke entydig kausalitet mellem at være god til at sætte sig i andres sted og så nødvendigvis at anlægge en mere etisk opførsel. Fra psykologiens verden ved vi også, at det at udvikle empati kræver et positivt og anerkendende samspil mellem barn og omsorgsgivere i de allerførste år. 

Argumenterne for litteraturens betydning for os som mennesker kan med andre ord ikke kun forlade sig på de gavnlige psykologiske effekter af læsningen. Litteraturen har som musik, dans, billedkunst, filmkunst og andre kunstneriske udtryk også en værdi, blot fordi den er til, og den er et vidnesbyrd om menneskets behov for at udtrykke sig æstetisk.

Der kan være mange grunde til at læse litteratur. Det kan være for undersholdningen og adspredelsens skyld. Det kan være for at blive klogere, og det kan være for at finde meningen med livet. Men det kan også være for ikke at føle sig ensom. Jeg tror, alle læsende kender følelsen af, nærmest at komme til at kende karakterne personligt, når man har været i stue med dem i en intens periode. Vi kender det, når en bog slutter, og vi siger farvel til karaktererne og deres miljø. Det kan føles helt tomt. Derfor holder mange af bøger, hvor man følger karakterne i flere bind. De  bliver lidt som familie og venner. Vi kender det også fra tv-serier.

Simona Zetterberg Gjerlevsen skriver i bogen “Fiktion” fra serien “Tænkepauser” fra Aarhus Universitetsforlag, at “Vi har grinet og grædt med forskellige karakterer gennem hele fiktionens historie” og dermed tager hun fat på, hvad det netop er, fiktion kan. Og hendes pointer ligner Lars Theil Münsters, nemlig at vi gennem fiktionen omgiver vi os med menneske skildringer, og vi møder et helt repertoire af menneskelige erfaringer. Vi får adgang til det indre liv hos andre mennesker gennem de fiktive karakterer. 

Hun mener også, at vi læser for at  blive klogere på verden på en anden måde end gennem traditionel videnskab. Eksempelvis skriver hun om fænomenet luft, som vi jo kan undersøge ved at slå ordet op i den danske ordbog eller ved at finde en fysisk formel for fænomenet, og hvor vi vil få en kort og præcis forklaring, men ved at læse et udsnit af det klassiske værk “Fru Marie Grubbe” af J. P. Jacobsen vil vi få en beskrivelse af fænomenet luft, der pirrer vores sanser og vores nysgerrighed, og det er det, som fiktionen kan. Den kan lære os noget om verden, om livet om det sanselige. 

“Hvis kunst og fiktion som romaner, film og maleri forsvinder og ikke længere kan berige og forfine vores følelser og tanker, har vi så ikke mistet en vigtig del af det, der gør os til mennesker?” spørger Simona Zetterberg Gjerlevsen, og jeg kan kun tilslutte mig vigtigheden af, at vi har adgang til kunst og dermed til litteraturen. Jeg tror på, at litteratur kan forandre mennesket og verden i det store billede, og i det små tror jeg, at litteratur kan fremme den enkeltes livskvalitet. Og jeg tror på, at litteratur og læseoplevelser skal deles. Således kommer min litteraturklub til champagne og kage i eftermiddag for at fejre starten på denne litteraturblog.

Følgende bøger har dannet afsæt for mit indlæg:

“Det læsende menneske” af Lars Theil Münster. 2019. Samfundslitteratur

“Litteratur” af Dan Ringgaard. 2014. Aarhus Universitetsforlag – Fra serien Tænkepauser

“Fiktion” af Simona Zetterberg Gjerlevsen. 2018. Aarhus Universitetsforlag – Fra serien Tænkepauser

“Poetikken” af Aristoteles. Oversat og udgivet af Niels Henningsen. 2017. Det lille Forlag.


Anmeldelse – “TÆNDT – Digte om sex, kærlighed og andre fusere” af Niklas Press

Titel: “TÆNDT” – Digte om sex, kærlighed og andre fusere. Forfatter: Niklas Press. Sider: 140 sider. Forlag: Zlotnik’s. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra Zlotnik’s

“TÆNDT – Digte om sex, kærlighed og andre fusere” En smuk, enkel, flødefarvet bog i lækker karton med svovl på forsiden og matchende brun skrift på siderne – øjnene forkæles. Titel og navn på forfatter finder man først, når man åbner bogen. Jeg faldt omgående for æstetikken, samspillet mellem titlen TÆNDT og det at man kunne stryge en tændstik på forsiden af bogen. Originalt og kreativt og ikke mindst smukt design af Tobias Røder.

Niklas Press, oprindelig uddannet journalist, har, med sin første digtsamling og sin debut som forfatter, skrevet en digtsamling, der handler om det moderne følelsesliv, hvor brug og smid væk kulturen har gjort sit indtog i kærlighedslivet. Flere af digtene kredser om et melankolsk digter-jeg, der oplever, at livet kan være svært, og man præsenteres for tanker om døden og en meta tilgang til digtningen til sidst, men det er digtene om kærligheden og smerten derved, der, efter min mening, står stærkest i samlingen, og jeg har i anmeldelsen valgt at fremhæve enkelte af dem.

Digtsamlingen er på en gang jordnær i sin poesi. Sprogligt er den let tilgængelig, mens den tager livtag med nogle af livets eksistentielle spørsmål, og netop det eksistentielle kommer enkelt men stærkt til udtryk i digtet “Enten ellers”

“Enten 

gider du

eller også

gider du ikke

ellers

gider jeg ikke”

Digtet leder tankerne hen på Kierkegaards “Enten eller” med det berømte citat:

 “Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele…..”

Valget er i den grad det moderne menneskets lod, og således også i kærlighedslivet.

 “Enten ellers” er blot et af de 58 lyriske digte, der handler om, hvor svært det er at opleve og fastholde kærligheden, og hvornår noget er sex, og hvornår noget er kærlighed, og hvornår de to ting smelter sammen. Det kan føles som en gråzone, når hjertet blander sig i den fysiske akt, som i digtet “Blottet”

“Som du ligger dér

med nakken blottet

og dit lange hår redt til side

af min hånd

og snorkende bugserer

din krop mod min

indtil vi falder i hak

for så omsider at falde

dybt i søvn

kan jeg ikke lade være

med at elske dig.

Også selv om det kun er for en nat”

Niklas Press lader kærligheden titte frem i et one-night stand i digtet, og rammer en tidsånd, hvor datingportaler vrimler med tilbud om dette, og hvor det enkelte menneske kan få dækket sit behov for fysisk nærvær og intimitet, men hvor det måske kan halte med kærligheden.

Kærligheden er svær og den lader sig oftest ikke styre af fornuft, men af følelser og begær, hvorfor den også kan være ond, grum og sårende. Således i digtet “ “På kanten af Møns Klint” hvor den forbudte kærlighed og begæret føles:

“Idet hoveddøren smækker bag mig og jeg vælter

ud i natten slår det mig

at sådan må det føles at køre ræs

i en stjålen smadderkasse

på kanten af Møns Klint

med den lokale landbetjent lige bag sig

og ruder så beskidte at alt man kan se

er blålys og mørke

og snavs

for hun var fuld

og gift

men jeg var liderlig

og ensom”

Mange digtere og forfattere har skrevet om den svære kærlighed, om begæret og om ikke at kunne få, den man elsker, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Tove Ditlevsen, når jeg læser disse digte, og særligt hendes berømte “De evige tre”

Tove Ditlevsen skrev om den svære kærlighed. Niklas Press skriver om den svære kærlighed. Det er et evigtgyldigt tema, uagtet hvilket årti vi lever i. Hjerte rimer på smerte. Kærlighed gør ondt, den går i stykker, men kan også repareres ind i mellem, hvilket digtet “Knust” beskriver på smukkeste vis:

“Bliver en kostbar vase knust

har japanerne tradition

for at klinke den med lim

iblandet guldstøv.

Ikke alene sætter det stumperne

sammen, det gør også

revnerne

hvor den har været slået

i stykker

til den mest værdifulde

del af vasen.”

Har man et forlist forhold bag sig, som man alligevel fik reddet skal man være lavet af sten for ikke at blive berørt af digtet “Knust” 

Således rammes man nok mest af digtsamlingen, hvis kærligheden kan føles svær. Og hvilket menneske oplever ikke dette gennem et livsforløb. Dermed henvender digtsamlingen sig til alle unge og voksne og til begge køn rent temamæssigt. Men det er også en digtsamling, der på grund af dens komposition er let tilgængelig lyrik og dermed tilgængelig for folk, som normalt ikke ville læse lyrik. Hvert digt er små fortællinger. Der er ikke en bestemt orden i digtene, men ind i mellem følger flere digte efter hinanden med samme tematik. Stroferne er forskelllige fra digt til digt men er alle kendetegnet ved brudte linjer, der gør, at man som læser lægger mærke til enkelte ord, som derved kommer til at stå skarpere.

Personligt blev jeg ramt og kunne mærke genkendelighed i flere af digtene. De kunne mærkes i kroppen. Jeg ville gerne bevæges yderligere, mærke endnu mere smerte fra digterens side, mere dvælen ved smerten, flere smukke ord. Det er en digtsamling som er aktuel, vedkommende og rammende for alle, der vil kærligheden, og så er den ubeskrivelig smuk i sit ydre. Jeg glæder mig til flere værker fra Niklas Press.

Bogen udkommer i dag onsdag den 29. juli 2020.

Niklas Press. Fotos: Natascha Thiara Rydval