Anmeldelse af “Urværk” af Ane Riel.

Titel: Urværk” Forfatter: Ane Riel. Sider: 232. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder. Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

Forlaget skriver følgende om bogen:

“Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds”

Min læseoplevelse har svinget undervejs. Bogen bærer præg af en langsommelighed og megen beskrivelse. Det krævede i starten tålmodighed for at fastholde læsningen for mit vedkommende. Men halvvejs inde i bogen greb den mig pludselig voldsomt og historien tog en helt anden drejning end forventet. Og fra at være en lidt halv sløv læseoplevelse kunne jeg pludselig ikke slippe bogen. Normalt ville jeg referere mere til handlingen i min anmeldelse, men det er mig en umulighed her, da handlingen og plottet i den grad er med til at læseoplevelsen er endt med at være unik. Tematikken om det at blive gammel. At være i sin sidste tid med de minder, man har, er smukt beskrevet. Ensomhed, livslyst eller mangel på samme ligeså. Når man er færdig med bogen sidder man tilbage med en følelse af, hvor vigtigt det er, at man omgiver sig med gode relationer, og at man får skabt sig det liv, man ønsker. Kærligheden spiller en central rolle i bogen, og den er både smuk og smertefuld, og kommer i mange former. Bogens titel “Urværk” er rammende for hele handlingen og også i overført betydning i forhold til hvordan vi bruger og forstår vores tid. Der var passager i bogen, hvor jeg fik fysisk ondt i maven mens jeg læste og et par gange måtte jeg også fælde en tåre.

Ane Riel har skrevet en smuk bog med et vildt overraskende plot om det at blive gammel og at skulle forberede sig på at dø. Der er en snert af magisk realisme over den, og det gør, at det eksistentielle i bogen træder tydeligere frem, end hvis det havde været 100% socialrealisme. Jeg giver ikke stjerner i mine anmeldelser, men jeg har alligevel lyst til at drysse stjernestøv ned over denne sensitive smukke fortælling.

“Urværk” udkommer i dag 3. juni 2021.

Anmeldelse af “Sommerferiedigte” af Nikolaj Zeuten.

Titel: “sommerferiedigte” Forfatter: Nikolaj Zeuten. Sider: 76. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“i morgen er vi på vej igen i bilen sammen med tusindvis af andre familier på vejene ville man teoretisk set kunne lave en samlet og komplet opgørelse over alt hvad der er blevet følt og udvekslet i Danmark i sommerferien? alle skænderierne, alle omfavnelserne, al latteren al frygten, al skammen, al inspiration håbet, tabene, kærligheden hvor forsvinder det alt sammen hen? hvad er det lavet af?”

Nikolaj Zeuten skriver om en sommerferie. I en lejet bil med kone og tre børn krydser han Danmark. Ferien begynder i hovedstaden med strandture og familiebesøg, så går turen til Vesterhavet, og på tilbagevejen er der stop i Århus og Fåborg. Med et digt for hver dag i sommerferiens seks uger tegner Nikolaj Zeuten et billede af Danmark og dansk sommer med det vejr, vi allesammen kender, med øjebliksbilleder af familieliv, der ikke kun er lutter idyl, besøg i forlystelsesparker, computerspil, ikeamøbler, spiseoplevelser, kortspil, op- og nedture.

“Sommerferiedigte” er så utrolig vidunderlig fin og ikke mindst genkendelig. De umiddelbare og nøgterne registreringer af natur, dagligdag og menneskers små udvekslinger med hinanden går rent ind i hele sanseapparatet. Man kan dufte og smage og fornemme stemninger gennem læsningen. Jeg grinede og krummede tæer flere gange, for Gud hvor kan jeg genkalde mange af de samme oplevelser på sommerferieture. Det er i høj grad læsning, der fremkalder minder. Den emmer af kærlighed og af virkelighed. For det er netop sådan, det er, når vi holder ferie med vores kære. Vi vil det bedste, og vi ønsker den bedste stemning og de bedste oplevelser i en virkelighed, hvor mange behov skal gå op i en højere enhed. Det gode ved digtsamlingen er, at den ikke forholder sig til det oplevede, men blot registrerer, at sådan er det at holde ferie.

Det er svært at fremhæve et digt, der siger mere end de andre, men sidste stop i Danland i Fåborg med de tyggesvære burgere, og den lidt akavede spisesitation i et ferieland, der to gange er kåret som årets Danland Feriecenter, fik mig virkelig til at grine. Been there done that!!!

“børnenes hovedret på restauranten er mislykket de har alle valgt burger som viser sig at være med skiver af oksesteg i stedet for fars og kødet er sejt slet ikke til at bide over med fortænderne bollen er enorm og gul Lise spiser halvdelen af sin burger de andre børn kun få bidder

tjeneren som også er kokken er oppustet i ansigtet og har udstående øjne han virker trist ikke oprigtig, ikke hjertelig

festmiddagen går alligevel fint jeg drikker en del vin mister selvkontrollen en enkelt gang hvor jeg begynder at spørge fødselaren hvordan det er at være halvfjerds og om man nogenside glæder sig til den sidste store søvn jeg henfører det til mig selv taler om at det er noget man kan tænke når man engang i mellem løber sur i gentagelserne og rutinerne at man ser frem og glæder sig til at det hele er overstået

de andre forstår ikke hvad jeg mener jeg kalder det en “for-sjov” tanke det bliver noget rod og jeg rødmer Lise rejser sig og går ned i den anden ende af bordet

Danland Fåborg er to gange kåret til årets Danland Feriecenter i 2012 og i 2016 kåringen er på baggrund af brugerundersøgelser”

Læs digtsamlingen FØR du tager på sommerferie. Den er ualmindelig skøn. “Sommerferiedigte” udkommer i dag 1. juni 2021.

Anmeldelse af “Kødets tid” af Lina Wolff.

Titel: “Kødets tid. Forfatter: Lina Wolff. Oversat af: Louise Ardenfelt Ravnild. Forlag: Grif. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Grif.

“Det skal hedde “Kødets tid”, sagde Ada. Jeg sagde, at jeg syntes, det lød som kiosklitteratur. “Det kan være lige meget,” sagde Ada. “Det skal det hedde. “Kødets tid”, Lucia. Det sagde din mor jo til dig, at livet var en kødets tid. Folk kan komme til os med deres problematiske kød, og så hjælper vi dem med at finde deres sjæl.”

Normalt anmelder jeg kun dansk litteratur, men med “Kødets tid” gør jeg en undtagelse, og hvilken vild læseoplevelse, det har været. Lina Wolff debuterede i 2009 og regnes i dag for en af Sveriges mest talentfulde og originale yngre forfattere.

Den svenske skribent Bennedith rejser til Madrid for at få inspiration til sit næste skriveprojekt. På en tilfældig bar møder hun manden Mercuro, der tror han bliver forfulgt af personerne bag det lyssky internetshow “Kødets tid”, som han har medvirket i for at få tilgivelse for sin utroskab. Han beder hende om husly, mod at han fortæller hende sin historie. Det bliver optakten til et møde mellem Bennedith og mirakelmageren Lucia – et møde, der ændrer skribents liv for altid.

“Kødets tid” er en psykologisk eksistentiel thriller med et drys af sort humor. Vanvittig intelligent plot med overvægt på vanvittigt. Den tager fat omkring menneskets behov for ånd i en åndløs so-me tid. Mercuro, der har været sin hjertesyge hustru utro bliver fanget i et livsfarlige spil, hvis det da er et spil. Det bliver man nemlig i tvivl om, mens man læser. Hvornår er det et “game” alle spiller med på, og hvornår er det virkelighed, og hvem kan man stole på. Bag showet står værterne Miss Pink og Mister Blue og mirakelmageren Lucia. Mercuro ønsker blot tilgivelse, og at få sin hustru tilbage. Bennedith ønsker, ved siden af sin job som skribent, at gøre det gode. Hun og Mercuro knytter stærkere og stærkere bånd, men deres relation bliver udsat for en udefrakommende trussel, som fører til kaos, opløsning og fængselsstraf.

Romanen er bygget op i to store dele. Første del “Mecuro” hvori man hører hans historie, og om en rejse de tager på sammen. Anden del “Lucia” som består af en brevveksling mellem Lucia og Bennedith og hvor Lucia fortæller sin historie om hvordan hun er endt som mirakelmager i internetshowet “Kødets tid”

“Kødets tid” præsenterer det moderne komplekse menneske , og et forskruet realityprogram, der gør sig til dommer over menneskers dilemmaer. Romanen minder mig om kultklassikeren “Terningemanden” af Luke Rhinehart og om filmen “The game” fra 1997 med Michael Douglas.

“Kødets tid” udkom 7. maj 2021.

Anmeldelse af “Pastorale – Krig og kærlighed” af Max Ulrich Klinker

Titel: “Pastorale – Krig og kærlighed” Forfatter: Max Ulrich Klinker. Sider: 600. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

“Så I det drenge?” Jack råbte af begejstring. “Så I, hvordan far her ramte det Hitlersvin?”………..”Nu er krigen endelig i gang. Nu er vi for alvor med………… “Hvad var det i grunden for et fly?” Jeg mener, at det var en Fieseler Stork. Et ordonnansfly. Måske et skolefly.” “Så havde det jo ingen våben til at forsvare sig med.”

“Vi har fået taget vores krigsmødom i dag. Er I klar over det drenge? Sådan skal det være i Royal Air Force, og hvor er det godt, at jeg er med i sådan en skidegod besætning”

“Pastorale er en roman om uskyld på flere plan. Den unge danske RAF-pilot Herman Andersen bliver som 18 årig optaget i Royal Air Force, hvor han sammen med sin eskadrille skal kæmpe mod tyskerne i 2. verdenskrig, der ligger lige rundt om hjørnet i 1939, hvor bogen starter, og hvor England forbereder sig på kamp. Bogen kredser om det maskuline miljø, der er blandt piloterne, om deres mod og angst i forbindelse med krigen, om kvinder, spirrende seksualitet og forelskelse, velhavende miljøer og smukke naturomgivelser. Læseren tages bl.a. med til England, Frankrig og Kenya. Churchill gæster bogen. Det samme gør Dennis Finch Hatton. Bogen er en æstetisk oplevelse rent sanseligt med beskrivelser af naturen oplevet både fra luften og på landjorden. Jeg tror også, at forelskelsen og den spirrende seksualitet og den første seksuelle erfaring, den unge Herman Andersen oplever er tænkt som æstetiske oplevelser fra forfatteren side, men det blev en anelse for trivielt og fortænkt og græsende til kvalmt for en moderne kvinde at læse – sorry! Der gik lidt for meget Mrs. Robinson fra “The graduate” og luder/madonna i den unge mands syn på kvinder, hvilket jeg nok skal tilskrive tiden romanen foregår i. Generelt er det lidt svært at læse ca. 600 sider med det kvindesyn, der fremstilles.

Sprogligt svinger bogen efter min mening mellem storslåethed, særligt når naturen beskrives og et til tider for banalt sprogbrug, særligt når samværet med kvinder og samværet mellem piloterne beskrives. Der er en trivialitet og forudsigelighed i bogen, som jeg havde det svært med, men er man til uniformer, muskuløse piloter, kvinder i rødt og langstilkede glas vil man elske bogen. Den har noget storhed over sig sammen med det trivielle. Og er du til filmen “Top-Gun” med Tom Cruise og filmen “Avatar” med Leonorado DiCaprio er du sikkert i målgruppen til denne bog.

Forfatter Max Ulrich Klinker er udover at være forfatter og jurist uddannet civilpilot.  Han har arbejdet for SAS og  andre luftfartsselskaber med bl. a. operationer i Afrika og som flyveinstruktør, hvilket gør at han kan beskrive det flyvetekniske og oplevelsesmæssige meget detaljeret og troværdigt. Han er forfatter til adskillige skønlitterære tekster, artikler og essays. 

Bogen udkom 9. april 2021.

Anmeldelse af “Den inderste kerne” af Lotte Kaa Andersen

Titel: “Den inderste kerne” Forfatter: Lotte Kaa Andersen. Sider:416. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Hvordan bliver jeg ligeså klog som dig far?” spurgte hun en aften. “Den kloge stiller spørgsmål. Hvordan og hvorfor er de vigtiste ord i det danske sprog” Han så fra hende til Harriet. “Spørg altid jer selv hvorfor”

Lotte Kaa Andersen har med “Den inderste kerne” skrevet en biografisk roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann, der blev verdens første kvindelige seismolog. Hun er kvinden, der opdagede jordens indre kerne. Før dette troede videnskaben på, at kernen var flydende, men ved at analysere seismogrammer kunne hun i 1936 fremsætte teorien om, at der i den flydende kerne lå en indre kerne, og at jorden dermed var tredelt og ikke todelt som hidtil antaget. Denne opdagelse møder stor modstand fra det naturvidenskabelige miljø, og særligt det danske, der er en lukket klub for mænd. Først i 1950’erne hvor hun inviteres til USA, får verden øjenene op for hendes enestående talent.

“Den inderste kerne” er en roman om at blive anerkendt som barn, for det væsen og de talenter man har, om at være kvinde og kæmpe for anerkendelse og respekt for sin faglighed både fra mænd og kvinder og om at turde træffe svære valg i livet for at forfølge sin passion eller måske rettere sit kald.

Lotte Kaa Andersen har ikke opbygget romanen kronologisk, men springer i tid fordelt over bogens fem dele. Som læser følger man den Lehmannske familie med far Alfred Lehmann, berømt professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet, mor Ida, der er limen i familien, søster Harriet, der er lys, let og udadvendt og som voksen vælger en karriere som teaterskuespiller og så mørke, blege Inge, der er optaget af tal og matematik i en grad, så mor Ida bekymrer sig mens Far Alfred begejstret opildner denne interesse. Man møder Inge som ung, der kæmper for at få lov til at uddanne sig, den voksne Inge, der kæmper for anerkendelse og respekt for sin opdagelse og sidst men ikke mindst den ældre og tilsidst døende Inge, der er mæt af dage.

Hovedtematikken i romanen er kvindens kamp for ligestilling i et mandsdomineret naturvidenskabeligt univers. Det er som sådan ikke en ny tematik, og ligeledes er der heller intet nyt i at skildre, hvilken pris det har, når man som kvinde vælger kærligheden og familielivet fra til fordel for at gøre karriere, i den periode romanen foregår i. Alligevel er det en yderst stærk og spændende fortælling, fordi Lotte Kaa Andersen igennem et enormt researcharbejde giver læseren mulighed for at komme helt tæt på nørdede forskningsprocesser omkring seismologi, og fordi der er en globalitet i fortællingen, der gør, at den rækker ud over en fortælling om dansk kvindekamp og -historie. Ydermere er der i bogens femte og sidste del en meget stærk skildring af, hvordan Inge Lehmann lever sin sidste tid. For mig nok den stærkeste del af bogen.

Biografiske romaner er populære for tiden. Og “Den inderste kerne” har lighedspunkter med Eva Tinds “Kvinden der samlede verden” Ligeledes er der fællestræk med kunstnerromanerne “Hvor lyset er” af Malene Ravn og “Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung Sung. Lotte Kaa Andersen har tidligere udgivet trilogien om livet på solsiden i Hellerup med romanerne “Hambros Allé 7-9-13”, “100 Dage” og “Syv sind” Med “Den inderste kerne” har Lotte Kaa Andersen betrådt en ny sti som forfatter med en biografisk roman, der har krævet enormt research og kæmpe respekt for dette. Det er en flot flot og virkelig god roman.Jeg er spændt på, hvor Lotte Kaa Andersen tager læserne med hen fremadrettet.

Anmeldelse af “Lysere dage” af Christina Andersen Reyn

Titel: “Lysere dage” Forfatter: Christina Andersen Reyn. Sider: 111. Forlag: Hexameter. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Der er aldrig nogen, der har fortalt mig, at to kan elske hinanden og alligevel ikke kunne få det til at fungere. At praktikaliteter kan gøre alting så svært, at kærligheden ikke kan få luft. Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig det? Fordi jeg ikke ville have troet dem alligevel. Mit hjerte ville aldrig have accepteret ideen om, at kærlighed kan knækkes af omstændigheder”

Der er ikke to forliste forhold, der er ens. Der er ikke to reaktioner på brudte forhold, der er ens. Men fælles for alle brud og skilsmisser er, at der følger en sorg med. Den sorg beskæftiger Christina Andersen Reyn sig med i “Lysere dage”

Hovedpersonen – en introvert maler flygter ud på landet med sit knuste hjerte efter et brud med sin mand. Hun vil være i fred med sin sorg, men det er en udfordring, for alle vil forsøge at lindre sorgen eller prøve at få den til at forsvinde. Hun kan ikke have sin sorg i fred. Manden rykker i hende, for at hun skal komme hjem til børnene. Hendes søstre inviterer sig selv og tror, at god mad, vin og en datingprofil er vejen frem for deres søster. Det er forbudt at græde, at være grim, at være indelukket, at være i sorg. Langsommelighed i hverdagen i landsbyen hun er flygtet til, en rar mand og en hund gør, at sorgen ændrer karakter, og at der er lysere dage forude.

“Lysere dage” er en fin fin bog om sorg, og om hvor svært det er for omgivelserne at acceptere, når det rammer ens nærmeste. Vi vil gerne have, at vi skal have det godt. Ja helst stræber vi efter lykken, men sorg er en naturlig del af livet, og ikke nødvendigvis noget man skal komme sig over, men måske snarere noget man skal lære at leve med. Den må ikke tage pusten fra os og forhindre os i at være livsduelige, men den må godt være der, og vi må godt være kede af det, græde og være indadvendte, når det er svært. Det er det forsvar, bogen handler om.

Christina Andersen Reyn skriver med smerte, med humor og med indsigt i sorgen. Hovedkarakteren, manden og børnene er navnløse, mens alle andre karakterer har et navn. Et fint greb, der på en måde forstærker problematikken til at være generel og ikke personlig. Ind i mellem er der sproglige passager, der bliver lidt for dagligdagsagtige, dette mest på handlingsniveauet, men på det refleksive niveau er sproget smukt.

“Hvis du kan miste gengældt kærlighed, så er intet sikkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve med, hvis det ikke er nogens skyld”

Det er en gave, at læse en bog om et brud, der ikke er forårsaget af et svigt i form af utroskab, men om et brud mellem to mennesker, der elsker hinanden, men som ikke skal leve deres liv sammen. Og det er ligeledes befriende at læse om et brud, uden at det skal handle om den midaldrende kvinde. Her er det sorgen, der er i fokus, og den kan ramme os alle uanset alder.

Bogen er, udover at have et usædvanligt smukt og symbolsk cover, en smuk læseoplevelse, og hvis man holder af Katrine Marie Guldager (måske særligt “Bjørnen) vil man også synes om Christina Andersen Reyns “Lysere dage”

“Lysere dage” udkom 21. marts 2021.

Anmeldelse af “Der hvor du ikke vil hen” af Astrid Saalbach.

Titel: “Der hvor du ikke vil hen” Forfatter: Astrid Saalbach. Sider: 416. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Lad være med at spilde Deres tid på at lege tandlæge, sagde han til Anna, da han sagde farvel for at rejse tilbage til fastlandet. – Find Dem en mand, og få nogle børn”

“Til Anna, min Elskede. Lysten brændte i hende stærkere end nogensinde, det ville være en lettelse, hvis man kunne skære den del af sig selv væk”

Astrid Saalbachs “Der hvor du ikke vil hen” er skrevet med udgangspunkt i gamle gulnede breve, hun for mange år siden fandt i sin mormors hus, da hun skulle rydde op i dette. Breve som hun først læste 30 år efter oprydningen, og som pludselig kastede et helt nyt lys over det liv, og det ægteskab hendes mormor havde haft og om hele familiens historie. Romanen er, i følge forfatteren, delvist skrevet på en vrede over alle de kvinder, der er blevet holdt tilbage gennem tiden i forhold til egene drømme og ønsker for livet. Det er en roman, der sætter vores tid og privilegier i perspektiv.

I romanen hører vi om Helene, der præcist som Astrid Saalbach finder et bundt breve og avisudklip, da hun rydder op i sin mormors hus, og derudfra går selve fortællingen, der handler om Sigrid, der vokser op i en velstående familie i Fåborg i begyndelsden af 1900-tallet. Hun er en stor beundrer af sin unge moster Anna. Anna bør, som citaterne fra bogen øverst oppe fortæller, finde en mand, men da hun finder ham, hun vil have, er han gift, og det fører til en ulykkelig kærlighedshistorie og til at Anna flygter til Grønland for at arbejde som tandlæge. Rejsen til Grønland bliver skelsættende for såvel Anna som for Sigrid, og deres skæbner vikler sig i usædvanlig og uhørt grad ind i hinanden.

Det er en roman om nære og svære familiebånd og om at blive offer for dem. Om kærlighed og handlinger med utilsigtede konsekvenser. Den fortæller dansk kvindehistorie. Om hvor svært det var for kvinder, at uddanne sig til det de gerne ville, til at arbejde med det de måtte have lyst til, til at være lidenskabelige og forelske sig i hvem det end måtte være. Astrid Saalbach har virkelig indarbejdet ikke blot kvindehistorien men Danmarkshistorien i romanen, og særligt Annas ophold på Tuberkolosesanatoriet vidner herom.

Det er en stærk roman, og efter endt læsning priser man sig som kvinde lykkelig for, at vi skriver 2021 og ikke 1921.

“Der hvor du ikke vil hen” udkom 23. april 2021.

Anmeldelse af musikken “Kapow Goodbye (tak & undskyld)

Der sker noget med ord, når der sættes musik til. Musikken kan ramme os på anden vis end når vi læser. Kapow Goodbye (tak & undskyld) er et album, der er blevet til på baggrund af Leonora Christinas to erindringsromaner “Den der lever stille” (2018) og “Hvis vi ikke taler om det” (2021). Kristina Holgersen har lavet musikken og klippet i teksterne i de to romaner, og det er der kommet et virkelig smukt og sanseligt album ud af. Line Felding, Mads Brinch Nielsen, Kasper Kaae, Mikkel Reumert Damgaard, Jens Hein og Jacob Funch medvirker på albummet mens Leonora Christina Skov selv synger kor.

Jeg modtog cd’en som en gave, men har ikke selv en cd-afspiller, da jeg streamer det meste musik eller køber det på old school vinylplader (Albummet udkommer også senere på vinyl) Jeg har derfor lyttet til musikken via Spotify, men har nydt alt det, der følger med en cd. Nemlig et smukt cover, masser af fotografier fra processen med indspilningen og selvfølgelig den lille bog med alle sangteksterne.

Lyt til den uden at lave andet og sug ordene ind, og fornem stemningen fra Leonora Christinas to romaner.

Albummet udkom den 7. maj 2021

Anmeldelse af “Kvinden der samlede verden” af Eva Tind.

Titel: “Kvinden der samlede verden” Forfatter: Eva Tind. Sider: 433. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Man risikerer at fortryde, hvis man ikke følger sit kald, siger Ole. Præcis Maries ord. Hun falder til ro. En idé har taget form. Inden hun rejser, vil hun hænge et kort op i køkkenet og indtegne sin rute. Så kan Ole og børnene følge med i, hvor hun er. Hun mærker noget varmt brede sig i brystet og føler sig både tung og let. Selvom Ole er en mand, der holder fast i sine privilegier, er han tro mod sit løfte. Og han har ret, det er nu eller aldrig. Hvis ikke man bruger sit liv på det, der har ens dybeste interesse, bliver man aldrig lykkelig. Hun er ikke i i tvivl: Hun ved, hun må afsted.”

“Marie henter en kasse i pulterrummet, hun spilder ikke tiden. Hun åbner den med det samme, roder rundt, hiver frem, papirer ligger spredt i store bunker overalt, breve, landkort, forskningsresultater, scrapbøger, rejsedagbøger, manuskripter og enkelte tegninger. Jeg vil ikke huskes som et rodehoved, tænker hun. Måske er der en dag en, der vil skrive min historie”

“Kvinden der samlede verden” er Eva Tinds biografiske roman om den danske zoolog Marie Hammer (1907-2002), der igennem 40 år rejser jorden rundt ene kvinde med ét formål: Hun vil bevise, at verdens kontinenter på et tidspunkt har været forenet. Samtidig har hun en drøm om en familie. Men stik i mod tidens normer insisterer hun på, at hendes mand aldrig må stille sig i vejen for hendes forskning. Som den første kvinde er hun med på Knud Rasmussens 7. Thule-ekspedition i 1932. Siden rejser hun selv midler til sine månedlange ekspeditioner, og doktordisputatsen skriver hun som ulønnet forsker hjemme fra køkkenbordet med fire børn omkring sig. Først 30 år efter sin første ekspedition ændrer Marie Hammer verdenshistorien. I kraft af sine vedholdende bestræbelser lykkes det hende at samle verden, men samtidig må hun erkende, at mens kontinenterne langsomt har samlet sig, har familien i hendes fravær har slået sprækker.

Eva Tind har begået en virkelig spændende og yderst velskrevet roman, der inviterer ind i en verden af naturvidenskab, kønsroller, familiedynamikker, passion og lidenskab. Det naturvidenskabelige fylder en del i bogen, og jeg havde nok ikke set det komme, at jeg ville have svært ved at lægge en bog fra mig, der indvier mig så grundigt i mosmidernes sammenhæng med kontinentaldriftteorien. Men min indre naturvidenskabelige nørd bliver fodret på samme tid med at min forkærlighed for store fortællinger med et historisk touch plejes. Bogen er fyldt med evigt vedkommende tematikker som forholdet mellem mand og kvinde, kønsroller og magtstrukturer, relationer mellem nære familiemedlemmer og forholdet til børn. Marie Hammer forfølger sin drøm om at leve et liv med forskning og med lange rejser lang væk hjemmefra i lange perioder af hendes og børnenes liv. Hendes mand Ole bakker op om hendes rejseaktiviteter, men forholdet lider under fraværet. Passionen for forskningen er skrevet stærkt frem i bogen, men også en lidenskab hos Marie Hammer, der meget let tiltrækkes af mændende omkring hende. Marie Hammer er fremstillet som en kvinde, der er drevet af passion og lidenskab på alle fronter. Hun må kæmpe for anerkendelse hos både mænd og kvinder og må tilsidst også se sig udnyttet af en mandlig forsker, der udnytter hendes talent og hendes forskning for egen vindings skyld, men Marie Hammer har sat sit spor i verdenshistorien, og Eva Tind har med denne roman trukket dette spor frem i lyset. En unik og meget spændende læseoplevelse.

Bogen udkom den 16. april 2021.

Læsefællesskaber

På billedet ses et lille udpluk af nogle af de bøger, vi har læst i min private litteraturklub gennem de sidste tre år.

For kort tid siden var jeg ambassadør for læsefestivallen “Vi læser sammen” Et læsefællesskab arrangeret af Aarhus Litteraturcenter. Formålet med læsefestivallen var bl.a at forebygge ensomhed og at dele læseglæden med andre på tværs af køn, alder, geografi og “læsebaggrund” Festivallen var kort sagt for alle. Folk bag festivalen havde udvalgt fem bøger man kunne stemme om og den bog, der fik flest stemmer skulle vi så læse og debattere sammen. Afstemningen fandt sted i januar og selve læsningen med debat og forskellige events fandt sted i marts. Der var ca. 380 tilmeldte i læse- og debatgruppen. I skrivende stund evalueres festivalen, som gentages næste år.

At læse er oftest noget man gør i eget selskab. Man er alene med historien og karaktererne, med mindre der er tale om højtlæsning, hvilket ofte er et privilegie, børn og ikke voksne nyder godt af. Litteraturen åbner op for problematikker, vi mere eller mindre kan spejle os i, og ind i mellem kan det være rart blot at have læseoplevelsen for sig selv, men ofte kan det være en virkelig god oplevelse at dele det læste med andre. Flere skrev til mig under læsefestivallen, at de savnede et læsefællesskab, men at de var i tvivl om, hvordan man kom ind i eksisterende læseklubber, eller hvordan man kunne starte sin egen. Det vil jeg forsøge at komme med lidt bud på her.

Jeg vil komme ind på egen erfaring med opstart af litteraturklub og dele de tips og tricks, vi selv gjorde brug af ved opstart. Og så vil jeg komme ind på de læseklubber bibliotekerne tilbyder.

For præcis tre år siden så jeg filmen “The Jane Austen Book Club” på Netflix. En total sukkersød amerikansk film, om kvinder, der starter en bogklub, og om hvad det betyder for deres liv og deres selvudvikling. Filmen satte et ønske om at starte en læseklub i gang, og ideen rumsterede lidt i baghovedet. Ca. to uger efter skrev en veninde, at hun havde set en film, der hed “The Jane Austen Bookclub” og at hun nu havde lyst til at starte en læseklub. Hvad er chancen for, at to veninder ser den samme overromantiske film, og derefter ønsker at “udleve” ideen. Vi var fyr og flamme. Aftalte at mødes på en café og brainstorme på ideer og koncept. Alt blev vendt og drejet i forhold til hvem vi ønskede skulle deltage, hvor mange vi skulle være, hvilke bøger (genrer) vi ønskede at læse, hvor møderne skulle afholdes, og hvad vi skulle indtage til disse møder. Ligeledes formaliteten omkring møderne og debatten om det læste. Vi gik opløftede derfra med en ny aftale om at mødes igen, hvor vi hver især skulle forberede bogforslag, medlemmer og ideer til et endeligt koncept. Da vi mødtes igen havde vi begge forslag med til medlemmer fra egen vennekreds samt lange boglister. Vi havde fundet inspiration i avisernes bogsektioner, hos bogbloggere, på bestsellerlister og i DR Romanklubben og lavede derudfra et udkast til en læseplan for det kommende halvår. Det er ikke noget, man laver på fem minutter. Vi brugte tid på at udvælge bøger, hvis længde passede ind med årets begivenheder og traditioner, således vi ikke skulle læse de tykkeste og tungeste bøger op mod jul mm. Derefter lavede vi et udkast til, hvordan vi kunne forestille os, at aftenerne skulle foregå. Vi havde besluttet, at det skulle foregå på skift hjemme hos os privat, og at værten skulle stå for en let anretning plus vand og vin. Nul kaffe og kage. Derudover ville vi have en “tovholder” som hver gang, udover at være ordstyrer, skulle være ansvarlig for at præsentere et forfatterportræt af den læste forfatter den pågældende aften samt de anmeldelser, der kunne findes omkring den læste bog. Vi fandt inspiration i artikler og på nogle biblioteker i forhold til, hvordan vi skulle gribe selve samtalen om bøgerne an, så det ikke blot blev en samtale om hvorvidt, det havde været en god eller en dårlig læseoplevelse, men en samtale om, hvad der netop havde gjort det til den ene eller den anden læseoplevelse. Vi ville gerne snakke om sproget i det læste, om karaktererne og deres troværdighed og om miljøbeskrivelserne mm. Aftenerne skulle være en blanding af skønt afslappet samvær og seriøse bogsnakke. Vi inviterede de tiltænkte medlemmer en aften og præsenterede konceptet, og alle ønskede at deltage. Vi besluttede, at vi ville være mere end en læseklub. Vi ville være en litteraturklub, fordi vi også ønskede at supplere konceptet med biograf- og teaterture, foredrag, bogmesser mm der kunne relateres til litteratur.

Her tre år efter kan jeg sige, at det lykkedes fuldt ud. Jeg holder umådeligt meget af vores litteraturklub. Det er mennesker, som betyder alverden for mig. Vores koncept holder ikke altid, men så prøver vi at dreje det hen på det oprindelige og så finjusterer vi hen ad vejen. Vi er langt fra altid enige i vores oplevelser af det læste, og det giver spændende snakke og masser af grin og ind i mellem skifter man mening, fordi man pludselig ser det læste i et andet lys. En enkelt har valgt at træde ud mens en ny trådte ind. Ligeledes har en haft pause, men er vendt tilbage. Det er utroligt dejligt. Herunder kan I se vores koncept nedskrevet fra start.

Vejledende guide til litteraturklubbens bogaftener

  • Aftenenes vært sørger for vin, vand samt let anretning.
  • Aftenens ordstyrer åbner aftenens samtale om bogen med en runde, hvor alle kan komme med deres umiddelbare oplevelse af bogen.
  • Ordstyreren kommer herefter med et forfatterportræt samt nogle få anmeldelser af aftenens bog.
  • Herefter “cafésnak” rundt om bordet med inspiration fra følgende punkter:
  • Hvad er bogens genre? (Historisk roman, fantasy, krimi, samtidsroman…..)
  • Hvilke temaer er der i bogen?
  • Hvordan oplever I personerne? Er de troværdige? Sker der en udvikling med dem igennem bogen? Hvad synes I om dem? Hvad er forfatterens hensigt med at fremstille dem sådan?
  • Hvordan er miljøskildringerne – spændende? Troværdige?
  • Hvordan er sproget? 
  • Perspektivering til andre bøger og hvilke tanker sætter bogen i gang hos jer?
  • Andet…..

Dette var omkring min private litteraturklub. Hvis man ikke ønsker det på denne måde, kan man henvende sig til landets biblioteker, som har flere typer af læsegrupper. Der er eksisterende grupper, man kan søge ind i eller man kan starte sin egen. Bibliotekerne er behjælpelig med udlån af bøger til læseklubberne og nogle steder er det også muligt at låne deres lokaler til læseklubaftener. Læs mere på dit lokale biblioteks hjemmeside eller spørg en bibliotikar. Bibliotekerne står også for DR Roman læseklubberne. Her læses og debatteres de seks bøger, der er nomineret til Dr Roman prisen hvert år, og hver læsegruppe indstiller de bøger, der bør gå videre til finalen og hvilken den bog, de mener bør vinde. Der kan være ventetid på at komme med i disse læsegrupper. Jeg var selv skrevet op i et års tid, før det lykkedes mig at komme med.

Der findes også flere online læseklubber. Bogblogger https://litfix.dk har en virkelig god online læsegruppe, hvor der hver måned læses en bog i fællesskab og som debatteres i en facebookgruppe for medlemmer af læsegruppen. Flere biblioteker har også i coronaperioden med nedlukning haft spændende liverrangemeneter, hvor man sammen debatterer en læst bog.

Læsefællesskaber kommer i mange former, men uanset form er det berigende at dele læseglæden med andre, så savner du et læsefællesskab er der mange muligheder for at finde lige præcis den form, der passer til dig.