Anmeldelse af “TRITONUS- En skærgårdsfortælling” af Kjell Westö

Titel: TRITONUS – En skærgårdsfortælling” Forfatter: Kjell Westö. Oversætter: Jesper Klint Kistorp. Sider: 414. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020

TRITONUS er en fortælling om den 58 årige berømte dirigent Thomas Brander, der ser sig selv som en mand i sine bedste år, men selvbilledet krakelerer lige så stille. Kunstnerisk er han gået i stå uden at han vil erkende det, og hans kærlighedsliv er ikke eksisterende efter at hans meget yngre musikerkæreste Krista er begyndt at ses med den jævnaldrende succesrige dirigent Kallasmaa. Krisen får Thomas Brander til at flytte ud i den finske skærgård, hvor han beslutter sig for at opføre et gigantisk stort luksus sommerhus, som han kalder TRITONUS. Pludselig er han en verdensmand i det lille lokalsamfund.

Her møder han naboen Reidar Lindell, som er skolepsykolog og amatørmusiker. Lindell er meget aktiv i lokalområdet og snart lærer Brander de fleste at kende på godt og ondt. Mens Brander beskæftiger sig med Mahler, Sibelius og hele den klassiske musiks verden har Lindell et lokalt band, der spiller covernumre til private fester og lokale arrangementer. Trods forskelligheden i deres musikalske universer finder de en fælles tone i omgangen med hinanden. Brander konfronteres med den sociale ulighed og med de problematikker, der er i lokalsamfundet, mens han på samme tid forsøger at holde fast i sin smuldrende karriere. Lindell kæmper både med sit band, med den unge utilpassede Jonas og med sit kærlighedsliv. Begge har de det til fælles, at de har svært ved at tale om deres udfordringer, hvilket kommer til udtryk i alle deres relationer og i særdeleshed i forhold til deres nærmeste.

I romanen tager Kjell Westö fat på aktuelle og globale problematikker som klimakrisen, #metoo-bølgen og fremmedhad, men bestemt også tematikker som social ulighed og kulturforskelle mellem storbyliv og provins, venskaber, berømmelse, forfald, kærlighed og ensomhed. Handlingen udspiller sig over et år og fortælles fra såvel Branders som Lindells perspektiv. Romanen emmer af musik, og selvom jeg ikke er kyndig ud i klassisk musik, så tror jeg 100% på det fortalte, når Kjell Westö slynger om sig med musikalske begreber og med en lethed skriver om den klassiske orkesterverden. Titlen på bogen TRITONUS som også er navnet på det luksus sommerhus, Brander lader opføre, er en musikalsk term, en slags dissonans kaldet djævleintervallet. Denne musikalske tern bliver et symbol på den pendlen der er i romanen mellem harmoni og dissonans i forhold til de forskellige problematikker.

Trods min manglende viden og indsigt i den klassiske musikalske verden, nød jeg virkelig at læse bogen. Ind i mellem måtte jeg have fat i en ordbog for at forstå nogle af termerne, men den passion for musikken som romanen er gennemsyret af smittede. Mahlers 2. symfoni nævnes mange gange, hvilket inspirerede mig til at lytte til den på Spotify. Det er vidunderligt, når litteraturen kan inspirere og endnu mere vidunderligt er det, når den inspirerer til en anden kunstart. Sprogligt var jeg begejstret fra start til slut. Det er ikke en pageturner i den forstand, at der en fart på handlingen, tværtimod. Der en langsommelighed og en dvælen ved problematikkerne, som er vidunderlig, men det skal passe til humør og temperament, og jeg tror bogen læses bedst, hvis man er forberedt på dette.

Kjell Westö (f. 1961) er en af Finlands førende og mest læste forfattere. Han har senest udgivet romanen “Den svovlgule himmel” I 2014 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris for “Luftspejling 38”

TRITONUS – En skærgårdsfortælling udkom 21. august 2020.

Anmeldelse – “Ud af slumreland” af Mikkel Mosen

Titel: “Ud af slumreland” Forfatter: Mikkel Mosen. Sider: 476. Forlag: Montagne. Udgivelsesår 2019

“Jeg ville ud af tungsindigheden og ind i glæden. Men var jeg andet end en desperat familiefar med verdensfjerne kunstnerdrømme på midlertidig udgang fra det uundgåelige voksenliv?”

Romanen “Ud af slumreland handler om Eik Enghoff, som lever et almindeligt liv med kone, børn og et godt job. De har taget springet fra et hektisk arbejdsliv i København med små børn til et liv på Ærø, hvor planen var, at de skulle få mere tid til at udleve deres drømme. Eiks kone lever drømmen med selvstændig virksomhed i udvikling. Hun designer og producerer lædervarer. Eik derimod arbejder mere end fuldtids på det lokale turistbureau for at tjene penge til familien og kan på ingen måde finde tid og entusiasme i forhold til at skrive den roman, han har drømt om at skrive i 16 år. Han føler sig fanget mellem job og livet som småbørnsfar, hvilket Mikkel Mosen beskriver på formidabel og ærligste vis;

“Selv om det måske er den største oplevelse i livet at blive far. Man støtter sin partner og ser sit barn blive født og ved, at alting er forandret, man er en familie. Men lige der tænker man ikke på, at det er de næste ti-femten år af ens liv, man virkelig er sat på prøve. Man er stadig ung, man har stadig drømme, men pludselig har man også mange udgifter. Man kan skifte bleer i blinde, man vænner sig til søvnunderskud, larm, gråd, rod og mad på gulvet, man går lange søvndyssende ture med barnevognen, man kommer for sent på arbejde efter at have afleveret et grædende barn i institution og chefen skuler til én, når man må gå til tiden for at hente barnet igen, inden institutionen lukker, og så kører man videre til legeaftaler og fritidsaktiviteter. Man køber ind hele tiden og laver mad, som børnene ikke vil spise. Man ved, hvad der kommer til at ske fra halv syv om morgenen til klokken otte om aftenen. Hver dag. Sådan ser ens liv ud nu”

En dag ringer Eiks gamle gymnasiekammerat Jasper Jastrau, der er kendt og berygtet som rebelsk gonzojournalist. Gensynet med den antiautoritære og frisindede journalist og forfatter Jasper bliver begyndelsen på et definitivt selvopgør, hvor Eik sætter sig for at genopdage ungdommens forsømte værdier og drømme. Jasper skal skrive om Ærø og om at udleve drømmen om et enklere liv med plads til drømmene, og han bosætter sig sig hos Eik og hans kone og bliver lynhurtigt populær blandt jetsettet på øen. Eik soler sig i skyggen af Jaspers enorme popularitet og begynder selv at leve livet lidt mere farligt. Han beslutter sig for at tage med Jasper på roadtrip. En tur med rock’n roll, stoffer, skrivefrihed, sex, og løgne. En tur, der kommer til at vende op og ned på Eiks drøm om at blive forfatter.

Bogen emmer af stemning og er fyldt med litterære henvisninger til Tom Kristensens “Hærværk” med den fordrukne journalist Ole Jastrau, til Ib Michael, til Karl Ove Knausgård, Peter Matthiesen og ikke mindst til Morten Sabroo, som spiller en stor og afgørende rolle i bogen. Det helt store forbillede for hovedpersonen Eik og Jasper og i virkelighedens verden for Morten Sabroe er den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thomsen, som blev kendt som skaberen af “gonzo” journalistikken, som er en delvis fiktionspræget stil, der inddrager journalistens egen person og reaktioner. Gonzojournalistikken og Hunter S. Thomsen har en stor plads i romanen.

Man fornemmer ligeledes Hemingway hele vejen igennem romanen med beskrivelsen af forfatterlivet, drømmene, moleskinsbøgerne og al den whisky, der indtages. Der er en snert af filmen “Midnight in Paris” over den, dog med en langt større seriøsitet, end der forekommer i filmen. Der ryges, der drikkes, der kneppes, og der skrives, og der er langt hen ad vejen dømt mandehørm, som man fascineres af og i et splitsekund ønsker at være en del af, hvis man bare et kort øjeblik i sit liv har haft et ønske om at leve forfatterlivet. Men bogen er så meget mere end det. Den har det helt simple budskab om, at livet er komplekst, og at der ikke findes nemme løsninger, og slet ikke i forfatterverdenen, men at der må arbejdes hårdt for ens drømme, at der er en hverdag for alle, også for berømthederne.

Et tema i bogen er også forskellen på at være almindelig og på at være noget særligt. Det særlige og det anderledes fremhæves som det spændende. Her er jet-settet på Ærø et godt eksempel. Det almindelige og det hverdagsagtige er bestemt ikke efterstræbsomt, når man har kunstnerdrømme. Familielivet og familieformer er ligeledes et omdrejningspunkt i romanen. I det hele taget handler bogen om livet, om det at skabe sammenhæng mellem hverdag, praktik og drømme og kærlighed.

Mikkel Mosen skriver i sin debutroman imponerende godt, uanset om det handler om hovedpersonens drøm om et forfatterliv eller om hans hverdag som småbørnsfar med et alt for presset arbejdsliv. Romanen afspejler en stor viden indenfor litteratur og en grundig research. Jeg er blæst bagover og har skænket mig en ren whisky, (som kun blev nippet til 😉 ) blot for at føle mig som en del af slænget i romanen, som jeg helt sikkert kommer til at genlæse på et tidspukt på grund af den helt særlige forfatterstemning.

Anmeldelse – “Hummerens skjold” af Caroline Albertine Minor

Titel: “Hummerens skjold” Forfatter: Caroline Albertine Minor. Sider: 296. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra Gutkind.

“Barndommen er en ø, der synker i havet. Før eller siden må man forlade den, og man bliver kun så klar, som man bliver”

Sådan lyder et citat fra bogen, der er en flerstemmig roman, hvori man primært hører om de tre søskende Ea, Sidsel og Niels, som lever meget forskellige liv. Ea bor i San Francisco, hvor hun bor sammen med fotografen Hector og hans datter Coco. Sidsel er enlig mor til Laura og arbejder som konservator på et museum i København. Niels lever et mere flagrende liv og uden fast bopæl. De har ingen særlig kontakt med hinanden, men forskellige situationer gør, at de får brug for hinanden, da Sidsel skal rejse til London i forbindelse med en arbejdsopgave og Ea har taget kontakt til en clairvoyant i håb om at få kontakt med deres afdøde mor.

“Hummerens skjold” er en fortælling om familiens mytologi. Om at svigte og yde omsorg, om brudte forbindelser og de forbindelse, der overskrider forventninger, formåen og ind i mellem livet selv.

Det har været en meget blandet læseoplevelse for mit vedkommende. Sprogligt har jeg været forført hele vejen igennem. Rent stilistisk er der kredset om hver enkelt sætning og konstruktionen af disse. Man er ikke i tvivl om, at det er en af tidens stærkeste prosaister, der har skrevet bogen. Temaerne i bogen er evigt gyldige – børn, der har haft en kompleks barndom, og som skal adminstrere denne kompleksitet i deres voksenliv i forhold til egen identitet og i relationen med andre. Selvom det er Ea, Sidsel og Niels, der er hovedkaraktererne i romanen, er der et stort og komplekst persongalleri, som jeg har haft svært ved at holde styr på. Det kunne have været en hjælp, hvis der har været en oversigt over disse personer i en indledning til romanen i forhold til overblik. Caroline Albertine Minor har valgt at lave en flerstemmig roman, og dermed skifter perspektiverne i bogen fra kapitel til kapitel. Det er et interessant greb i forhold til at se familiens mytologi fra flere perspektiver, men som med det store persongalleri oplevede jeg også perspektivskiftene som komplekse. Der er mange, som har stemmer i romanen.

Samlet set har jeg kunnet mærke sproget men ikke karaktererne i romanen. Jeg er ikke blevet berørt af dem og af handlingen i bogen. Måske skal den læses igen for at samle de mange tråde. Et er sikkert. Det handler om at holde tungen lige i munden for at bevare overblikket.

Udover “Hummerens skjold” har Caroline Albertine Minor (f. 1988) fået udgivet følgende værker:

“Pura Vida” 2013 (Debutroman)

“Velsignelser” (Novellesamling, der blev tildelt Michael Strunge Prisen, prisen Den svære To’er fra Danske Skønlitterære forfattere samt P. O. Enquist pris og blev desuden premieren af Statens Kunstfond)

“Hummerens skjold” udkommer i dag torsdag den 20. august

Foto nederst fra Forlaget Gutkind

Anmeldelse – “Står på tæer under vand” af Daniel Boysen

Titel: “Står på tæer under vand” Forfatter: Daniel Boysen. Sider: 89/Oplæst på Spotify 18,47 minutter. Forlag: Silkefyret. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra forfatteren.

“Vi bestiger

verdens højeste

bjerg

vi går rundt

og mærker det

som havbund under os”

Daniel Boysen har begået en digtsamling, som indskriver sig i klimalitteraturen. Hvordan ser vi naturen? Det er det helt afgørende spørgsmål, som klimalitteraturen på forskellig vis kredser om. Bekymringerne for klimaet tager til, hvilket også afspejles i litteraturen. Klimalitteraturen skaber et refleksionsrum i en virkelighed, hvor vi er ved at indse, at mennesket ikke er altings målestok..

“Står på tæer under vand” er en smuk smuk kunstnerrisk digtsamling med ord ledsaget af fotografier. Smuk, melankolsk og sanselig er de ord, der kommer til mig først, når jeg læser digtene, der kredser om en dystopisk fremtid, hvor verden er oversvømmet af vand. Titlen fremkalder alene en klaustrofobisk følelse af at drukne, og dermed en angst for det scenarie, som i en årelang klimadebat har været præsenteret i større eller mindre omfang.

“havene stopper

med at lytte

til kysten

bølgerne lægger sig

som højhuse

en fisk bor

øverst oppe

med udsigt

til vandet”

Digter jeg’et befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed og forholder sig til verden og ser ud over en virkelighed, hvor bjerge er ny havbund og fisk er naboer. Verden er vendt på hovedet, og vi efterlades som læsere med et behov for refleksion. Er det virkelig den verden og den fremtid, vi står overfor?

“drømte du

det her

er vi lysvågne

er vi her slet ikke”

Rent stilistisk er digtsamlingen bygget op over tre afsnit; 1. Havene æder alt. 2. Falder falder. 3. Solskin i den blindes stue. Titlen på sidste afsnit stammer fra titlen på et maleri af Anna Ancher fra 1885.

Lyset er der, men den blinde kvinde kan ikke se det – skal det ses som et symbol på, at vi i dag er blinde for “lyset” at vi stadig kan gøre en forskel i forhold til klimakrisen?

Der er også som det allerførste i digtsamlingen et citat fra sangen “It’s a jungle out there” af Randy Newman. En sang om en verden i kaos https://www.youtube.com/watch?v=BhKlBH2_dVY

Daniel Boysen leger både med klassisk dansk billedkunst og amerikansk musik i digtsamlingen, som jeg vil kategorisere som en mellemting mellem ren lyrik og lyrisk prosa. Hver strofe kan læses individuelt men bindes sammen til en helhed. Det virker stærkt, at hele digtsamlingen har et samlet tema og en samlet fortælling.

Jeg kan have det svært med lyrik. Det er ikke en nem tilgængelig genre for mig. Det fungerer alt andet bedre, når lyrik læses højt, og også dette har Daniel Boysen taget højde for. På Spotify finder du “Står på tæer under vand” oplæst af forfatteren selv og med musik af Martin Lau. Den oplevelse skal du unde dig selv. 18,47 minutters lyrik tilsat en smuk melankolsk undertone. Men er du til lyrik og er du æstetiker vil du elske digtsamlingen i bogform med dens dybblå omslag lavet af Maja Baadstorp, ordene og ikke mindst de meget smukke fotografier taget af Mariana Gil.

Jeg kendte ikke til Daniel Boysen før denne anmeldelse, men jeg er forført af ord, smukke billeder og kreativitet, så i skrivende stund har jeg bestilt hans anmelderroste “En vase i brystet”

Litteratur, der beskæftiger sig med verdensomspændende problematikker, er essentiel i forhold til, når der skal arbejdes på løsninger på problematikkerne. Min tidligere specialevejleder og professor i filosofi Finn Thorbjørn Hansen har inden for innovationsforskning udviklet et nyt begreb om ‘eksistentiel og undrings-dreven innovation, og på et foredrag sidste år fortalte han om, hvordan ide-generering og kreativitet kunne fremmes ved at starte processerne med højtlæsning fra litteratur eller ved at spille et stykke musik. På denne måde blev de involverede berørt forud for de kreative processer, og deres ideer syntes at have et mere humanistisk perspektiv. Derfor er Daniel Boysens digtsamling bl. a. et væsentligt bidrag i forhold til klimakrisen.

Daniel Boysen har flere værker bag sig:

“Alt kan samles igen” digte 2015

“Røntgen” Digte 2015

“Fordi ilden er vores”, roman i opbrud 2016

“En vase i brystet” Digte 2018 (Af Litteratursiden kåret som “En af årets bedste”

“På sit yderste” Roman 2019

Fotografier af Mariana Gil

Anmeldelse – “Det er de danske som flygter” af Lise Ringhof & Erik Valeur

Titel: “Det er de danske som flygter” Forfattere: Lise Ringhof & Erik Valeur. Sider: 528. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra Gutkind.

“Det er de danske som flygter” er første selvstændige bind i en romantrilogi om familien Brinch og danskerne i det 20. århundrede.

Vi møder skippersønnen Erling Brinch fra Fanø, hvis liv forandrer sig afgørende, da han som syvårig mister sin lillebror ved en drukneulykke. Kort efter møder han Hubert, en mærkværdig vanskabt dreng fra den lokale fattiggård. De indleder et hemmeligt meget nært venskab, alt imens verden omkring dem forandres.

Erling forlader sit barndomshjem i Sønderho og også Hubert, da han som ung tager ud at sejle. Han ender sin rejse i København, hvor han påbegynder og fordyber sig i lægestudiet. Han knytter nye venskaber blandt borgerskabet og forsøger at frigøre sig fra sin fortid og det fiskersamfund han kommer fra.

Udenfor raser Første Verdenskrig, og Erling bliver førstehåndsvidne til historiske begivenheder, mens han på samme tid forelsker sig hovedkuls i den oprørske Kate, der har viet sit liv til at rejse ud i verden og redde liv. I storbyen sker der gradvise sociale, kulturelle og politiske omvæltninger, og Erling flygter fra Kate og slår sig ned i Vejle, hvor han gifter sig med en af byens rigeste piger, som han får datteren Eva sammen med. Snart efter marcherer tyskerne ind i landet, og med besættelsen begynder et mørkt kapitel i Erling Brinch og danskernes liv.

“Det er de danske som flygter” er en roman, der er bygget op om fiktive karakterer, men med Danmarkshistorien som ramme for fortællingen. Det er en fortælling om slægters gang, krig og kærlighed, fremmedhad og venskaber og danskernes folkesjæl.

Lise Ringhof og Erik Valeur fik ideen til romanen på lange gåture langs kysten på Fanø, hvor de også er bosat en del af året. De ønskede at fortælle en stor samlet historie om danskerne samt beskrive en familie, der forgrener sig gennem landet, og på den måde lave forskellige historiske nedslag.

Det er efter min mening lykkedes til fulde og mere til. Mine forventninger til romanen var store, for der lå et tvist af storhed i netop det at ville fortælle Danmarkshistorie. Det har været så interessant at blive guidet gennem såvel litteraturhistoriske nedslag med Brandes, Herman Bang, Johannes V. Jensen, Agnes Henningsen og Thit Jensen som historiske nedslag som kvindernes stemmeret og 2 verdenskrige. Det helt unikke ved historien er karaktererne, som man lærer at kende og som man virkelig kommer til at holde af. De er beskrevet så levende og med så stor menneskelig indsigt, at man berøres dybt af deres oplevelser hver især. Især er relationen mellem den komplekse hovedperson Erling og hans ven Hubert særdeles stærk og rørende, og jeg har grædt flere gange gennem læsningen af romanen og ikke mindst til sidst. Der er ingen relationer i bogen, der forekommer nemme, men ej heller utroværdige. Dog er der et lidt klichefyldt greb, der bruges flere gange, nemlig de utilsigtede graviditeter hos kvinderne i historien, men netop graviditeterne er brugt som overgange til nye generationer, og da det er en slægtsroman køber jeg præmissen. Særligt stærkt er de mange tilbagevendende og ind i mellem svære samtaler, der finder sted under billedet “Vanessa” i barndomshjemmet. Et billede af den fuldriggede skonnert, som Erlings tipoldefar, og generationer efter ham har sejlet med, og som bliver en klar markør for de stærke traditioner og forventninger der er i familien, om at disse fortsættes.

Det er de fantastisk stærke karakterer, der sammen med et stykke Danmarkshistorie, der gør, at bogen er helt unik. Det er en stor bog. Der er storhed over den, og det er med største ydmyghed, at jeg skriver denne anmeldelse. Jeg glæder mig ubeskriveligt til de næste to bind i serien. Bind 2 og 3 udkommer i henholdsvis 2021 og 2022. Og lur mig om der ikke er nogen, der køber filmrettighederne til trilogien. Jeg vil i hvert fald sidde på de bedste pladser i biografen, hvis det skulle ske.

“Det er de danske som flygter” udkommer i dag torsdag den 13. august 2020

Fotos nederst fra forlaget Gutkind.

Anmeldelse – “TÆNDT – Digte om sex, kærlighed og andre fusere” af Niklas Press

Titel: “TÆNDT” – Digte om sex, kærlighed og andre fusere. Forfatter: Niklas Press. Sider: 140 sider. Forlag: Zlotnik’s. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar fra Zlotnik’s

“TÆNDT – Digte om sex, kærlighed og andre fusere” En smuk, enkel, flødefarvet bog i lækker karton med svovl på forsiden og matchende brun skrift på siderne – øjnene forkæles. Titel og navn på forfatter finder man først, når man åbner bogen. Jeg faldt omgående for æstetikken, samspillet mellem titlen TÆNDT og det at man kunne stryge en tændstik på forsiden af bogen. Originalt og kreativt og ikke mindst smukt design af Tobias Røder.

Niklas Press, oprindelig uddannet journalist, har, med sin første digtsamling og sin debut som forfatter, skrevet en digtsamling, der handler om det moderne følelsesliv, hvor brug og smid væk kulturen har gjort sit indtog i kærlighedslivet. Flere af digtene kredser om et melankolsk digter-jeg, der oplever, at livet kan være svært, og man præsenteres for tanker om døden og en meta tilgang til digtningen til sidst, men det er digtene om kærligheden og smerten derved, der, efter min mening, står stærkest i samlingen, og jeg har i anmeldelsen valgt at fremhæve enkelte af dem.

Digtsamlingen er på en gang jordnær i sin poesi. Sprogligt er den let tilgængelig, mens den tager livtag med nogle af livets eksistentielle spørsmål, og netop det eksistentielle kommer enkelt men stærkt til udtryk i digtet “Enten ellers”

“Enten 

gider du

eller også

gider du ikke

ellers

gider jeg ikke”

Digtet leder tankerne hen på Kierkegaards “Enten eller” med det berømte citat:

 “Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig, eller Du ikke gifter Dig, Du fortryder begge Dele…..”

Valget er i den grad det moderne menneskets lod, og således også i kærlighedslivet.

 “Enten ellers” er blot et af de 58 lyriske digte, der handler om, hvor svært det er at opleve og fastholde kærligheden, og hvornår noget er sex, og hvornår noget er kærlighed, og hvornår de to ting smelter sammen. Det kan føles som en gråzone, når hjertet blander sig i den fysiske akt, som i digtet “Blottet”

“Som du ligger dér

med nakken blottet

og dit lange hår redt til side

af min hånd

og snorkende bugserer

din krop mod min

indtil vi falder i hak

for så omsider at falde

dybt i søvn

kan jeg ikke lade være

med at elske dig.

Også selv om det kun er for en nat”

Niklas Press lader kærligheden titte frem i et one-night stand i digtet, og rammer en tidsånd, hvor datingportaler vrimler med tilbud om dette, og hvor det enkelte menneske kan få dækket sit behov for fysisk nærvær og intimitet, men hvor det måske kan halte med kærligheden.

Kærligheden er svær og den lader sig oftest ikke styre af fornuft, men af følelser og begær, hvorfor den også kan være ond, grum og sårende. Således i digtet “ “På kanten af Møns Klint” hvor den forbudte kærlighed og begæret føles:

“Idet hoveddøren smækker bag mig og jeg vælter

ud i natten slår det mig

at sådan må det føles at køre ræs

i en stjålen smadderkasse

på kanten af Møns Klint

med den lokale landbetjent lige bag sig

og ruder så beskidte at alt man kan se

er blålys og mørke

og snavs

for hun var fuld

og gift

men jeg var liderlig

og ensom”

Mange digtere og forfattere har skrevet om den svære kærlighed, om begæret og om ikke at kunne få, den man elsker, og jeg kan ikke lade være med at tænke på Tove Ditlevsen, når jeg læser disse digte, og særligt hendes berømte “De evige tre”

Tove Ditlevsen skrev om den svære kærlighed. Niklas Press skriver om den svære kærlighed. Det er et evigtgyldigt tema, uagtet hvilket årti vi lever i. Hjerte rimer på smerte. Kærlighed gør ondt, den går i stykker, men kan også repareres ind i mellem, hvilket digtet “Knust” beskriver på smukkeste vis:

“Bliver en kostbar vase knust

har japanerne tradition

for at klinke den med lim

iblandet guldstøv.

Ikke alene sætter det stumperne

sammen, det gør også

revnerne

hvor den har været slået

i stykker

til den mest værdifulde

del af vasen.”

Har man et forlist forhold bag sig, som man alligevel fik reddet skal man være lavet af sten for ikke at blive berørt af digtet “Knust” 

Således rammes man nok mest af digtsamlingen, hvis kærligheden kan føles svær. Og hvilket menneske oplever ikke dette gennem et livsforløb. Dermed henvender digtsamlingen sig til alle unge og voksne og til begge køn rent temamæssigt. Men det er også en digtsamling, der på grund af dens komposition er let tilgængelig lyrik og dermed tilgængelig for folk, som normalt ikke ville læse lyrik. Hvert digt er små fortællinger. Der er ikke en bestemt orden i digtene, men ind i mellem følger flere digte efter hinanden med samme tematik. Stroferne er forskelllige fra digt til digt men er alle kendetegnet ved brudte linjer, der gør, at man som læser lægger mærke til enkelte ord, som derved kommer til at stå skarpere.

Personligt blev jeg ramt og kunne mærke genkendelighed i flere af digtene. De kunne mærkes i kroppen. Jeg ville gerne bevæges yderligere, mærke endnu mere smerte fra digterens side, mere dvælen ved smerten, flere smukke ord. Det er en digtsamling som er aktuel, vedkommende og rammende for alle, der vil kærligheden, og så er den ubeskrivelig smuk i sit ydre. Jeg glæder mig til flere værker fra Niklas Press.

Bogen udkommer i dag onsdag den 29. juli 2020.

Niklas Press. Fotos: Natascha Thiara Rydval