Anmeldelse af “Evigheden i et siv” af Irene Vallejo

Titel: “Evigheden i et siv” Forfatter: Irene Vallejo. Sider: 510. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Bøger er en udryddelsestruet art, og på et tidspunkt i nær fremtid vil de forsvinde, opslugt af konkurrencen fra andre og dovnere former for underholdning og fra internettets kannibaliserende ekspansion……….”

Den spanske forfatter og filolog Irene Vallejo gør denne dommedagsprofeti til skamme med sin hyldest til bogen og dens historie i mesterværket (ja intet mindre) “Evigheden i et siv”. Bogen er en ældgammel opfindelse, og dens historie viser, at mennesket har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne, og at det er mere sandsynligt, at der i det toogtyvende århundrede er nonner og bøger end WhatsApp og tablets.

Som læsere inviteres vi i bogen med på en rejse gennem tiden, hvor vi følger bogens udvikling. Bogen starter med en prolog, hvor mænd omkring år 280 f.kr. er på jagt efter bøger til det legendariske bibliotek Alexandria i Ægypten. Et bibliotek, der skulle rumme værker af alle forfattere fra tidernes morgen og et bibliotek, der skulle blive verdens største. Her skulle al viden samles, for viden var magt. Men en bog var ikke en bog, som vi kender den i dag. Bogen var den skrøbelige papyrusrulle, der skulle transporteres og opbevares forsigtigt for ikke at gå til. Der var kun én udgave af hver rulle, og derfor skulle de skrives af i hånden, hvis de skulle kopieres, og det skulle de for at bevare og for at dele viden. Der fandtes således skrivere, der ikke beskæftigede sig med andet end at kopiere indholdet i de mange papyrusruller. Teksterne på disse var ikke som tekster i dag. Der var ikke mellemrum mellem ordene og der var ingen tegn. Alt sammen for at spare plads, så man kunne skrive mere. Ydermere mente man heller ikke, at det var nødvendigt, idet forfattere kun læste højt på denne tid og de kendte indholdet. Stillelæsning som en individuel aktivitet forekommer først langt senere.

Bøger var lig med viden og viden med magt og igennem bogen hører vi om hvor farlige, forbudte og provokerende de er, og hvilke umenneskelige handlinger, der er blevet udført for at forhindre bøgernes udbredelse. Men også om fuldstændig fantastiske værker, der har sat historiske spor gennem verdenslitteraturen.

“Evigheden i et siv” fortæller eventyret om alle de mennesker, der har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne; kopister, illustratorer, oversættere, skriftkloge, spioner, oprørere, nonner, munke, slaver og boghandlere. Og det er ikke kedeligt. Irene Vallejo skriver, så sanseligheden driver ned over siderne. Bogen virker som en historisk roman uden helt at være det. Hendes sprog er misundelsesværdigt smukt, og i den forbindelse skylder vi læsere også oversætter Rigmor Kappel Schmidt en stor tak. Man kan ikke læse denne bog uden at føle stor stor kærlighed til bøger og litteratur efterfølgende. Bogen er en kærlighedserklæring til det skrevne ord. Den er fyldt med intertekstualitet og vidner om en enorm litterær viden hos forfatteren. Hendes måde at beskrive Homers Illiade og Odyssé på giver mig flashback til 1980’erne i gymnasiet og faget oldtidskundskab. På det tidspunkt havde jeg lige fået min tandbøjle af, og havde mere travlt med at kysse end med at læse, men jeg ved nu at jeg er gået glip af stor litteratur. Det kan heldigvis indhentes og Irene Valljo guider på fineste vis os læsere igennem de helt store klassiske værker i verdenslitteraturen.

Min begejstring for denne bog skal ses i lyset af, at jeg elsker at læse, jeg elsker bøger og jeg elsker at læse om bøger. At få serveret så meget – usandsynlig meget viden på så sanselig en måde er den største gave. “Evigheden i et siv” er uden tvivl den største læseoplevelse, jeg har haft i år.

“Evigheden i et siv” udkom 25. august 2021.

Anmeldelse af “Syv lag” af Julie Sten-Knudsen

Titel: “Syv lag” Forfatter: Julie Sten-Knudsen. Sider: 120. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Når man har læst Julie Sten-Knudsens “Syv lag” og selv givet liv til tre børn, så er det svært ikke at få fysisk ondt i maven, når man læser digtene, der handler om at sætte et barn i en verden, der er ved at gå under. Digtene handler om moderskab, kejsersnit, feminisme, natur og klima.

Et øjeblik endnu er hun sig selv I lyset af hende virker civilisationen pervers Så glider hun ind og bliver en del af den Vi lærer hende ord: hårtørrer, bold, frikadelle

Med “Syv lag” prøver Julie Sten-Knudsen at bidrage til en gentænkning omkring vores forhold til naturen og forholdet kønnene imellem. Hun undersøger og beskriver i detaljer kejsersnittet og dets historie, og det er ikke for sarte sjæle, men det har forskning omkring lægevidenskab og medicin vel aldrig været. Det gør både ondt og godt at læse om kejsersnittes udvikling. Hvad kvinder ikke har lagt krop til gennem historien…

Der er noget meget smukt og stærkt over digtene på samme tid med voldsomheden. Sproget er poetisk og veksler mellem lethed og storhed. Treenigheden: barnet – naturen – kejsersnittet fungerer godt, og man fornemmer at hverdag og videnskabelighed flyder sammen i ordene. Digtsamlingens titel “Syv lag” refererer til at man ved kejsersnit skærer gennem syv lag: hud, fedtvæv, muskelsene, mavemuskler, bughinde, livmoder og fosterhinde. Syv lag refererer ligeledes til jordlag, historiske og arkæologiske lag.

Ingen hvide anemoner her Skoven er for ung og anemonen for konservativ

eller lidt hjælpeløs, kan ikke selv tage springet fra én skov til en anden, skyder kun langsomt sine stængler frem gennem jorden

Anemoner har brug for arbejdsro flere århundreders lag på lag af vissent løv flere århundreder uden forstyrrelser

“Syv lag” er en stærk digtsamling. En digtsamling hvor det sanselige, det poetiske og videnskab går hånd i hånd. En meget sjælden stærk oplevelse og et spændende greb. Bogens omslag i stærk rød og grøn er ret symbolsk for liv, død, håb. Det kan være svært at sætte en decideret målgruppe på. Men behøver man det? Digte er vel for alle, der ønsker at berøres poetisk og sanseligt.

“Syv lag” udkom 18. august 2021.

Anmeldelse af “Før vi ved af det vender lyset tilbage” af Sofie Due

Titel: “Før vi ved af det vender lyset tilbage” Forfatter: Sofie Due. Sider: 208. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Hvad gør man egentlig af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til ham?

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” er Sofie Dues debutroman, og en yderst velllykket af slagsen.

Romanen handler om Leah, der er opvokset i Odense med en barndom dybt forankret i Pinsekirken, men som flytter til København for at komme væk fra sit opvækstmiljø for at starte på en frisk. Her starter romanen, og som læser følger man Leah i denne nye tilværelse med roommates, venskaber, arbejde, fester, forelskelse, kropsbevidsthed og seksualitet. Barndommen i Odense og tankerne om Gud kredser hele tiden i hendes bevidsthed, og hun føler tvivl om, hvor hun hører til, og om den religiøse og den ikke religiøse verden kan forenes i hendes liv med venner, veninder og kæreste i København. Hun er tæt knyttet til sin morfar, der bor på Amager, og som hun ser jævnligt, ligetil han ikke længere er en del af hendes hverdag.

Romanen kan synes som en ungdomsroman, om identitet og om at finde sig selv, men den henvender sig ligeså meget til voksne, da spørgsmålene der rejses i romanen er af eksistentiel karakter – om tro og tvivl. Der er noget utroligt fint og smukt over den. Der er, som jeg læser den, ingen fordomme mod tro og kirke, men en nøgtern beskrivelse af det fællesskab men også forbundethed, der er forbundet med at vokse op med en tilknytning til en frikirke og en tvivl der kan følge i kølvandet på en løsrivelse. Med mange helsætninger og et enkelt sprog beskriver Sofie Due den komplekse oplevelse, det kan være at fjerne sig fra det miljø, man er vokset op i, og langsom finde en vej frem med både lettelse og tvivl som ledsagere.

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” udkommer i dag 18. august 2021.

Anmeldelse af ” Sfinx” af Daniel Dalgaard

Titel: “Sfinx” Forfatter: Daniel Dalgaard. Sider: 412. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Jeg vil gerne tro at det kun er en historie jeg fortæller. Men det forekommer mig at disse begivenheder udgør det rådne hjerte i det der viste sig at være mit liv. Jeg udgøres af denne fortælling. Der findes intet i mit liv som ikke indeholdes her, det er den perfekte fortælling, en rose af smadret spejl”.

“Sfinx” af Daniel Dalgaard er en fortælling i syv dele. Tidsmæssigt springer den frem og tilbage mellem besættelsestiden under 2. verdenskrig og til et nutidigt backpackermiljø. På bagsiden af romanen kan man læse, at det er en roman om forældre og børn, om turisme, krig, handicap, rygter, små samfund – de ting som former os, de ting som er svære at løbe fra, det som nogen ville kalde skæbnen. I romanen møder man forskellige karakterer, hvoraf to af dem har en gennemgående rolle.

Jan Schnecker er vokset op på Bornholm under 2. verdenskrig. Hans navn klinger lidt for tysk og han har også et meget karakteristisk udseende, der gør at han bliver udstødt i den lille by, han kommer fra. Han vil gerne væk fra byen, men krigen forhinder ham i dette. Først langt senere i livet kommer han væk fra byen, men på det tidspunkt har han været ramt af en hjerneblødning, og sidder i kørestol dybt afhængig af andre.

Thea er først i tyverne og rejser alene rundt i Sydøstasien. Hun vil skabe et dokumentarisk kunstværk om sin rejse, og samtidig forsøger hun at navigere i et backpackermiljø, hvor alle vil have noget af hinanden.

Jan og Theas veje krydses på et resort i Thailand, hvor hele det brogede persongalleri i romanen flettes sammen.

Rå poesi er de første ord, der falder mig ind efter at have læst bogen. Daniel Dalgaard er en sproglig ekvilibrist. Han balancerer hvert ord og hver sætning til det perfekte. Titlen “Sfinx” refererer til et fabeldyr fra den græske mytologi,hvor sfinxen er et væsen med kvindehoved og -bryster, løvekrop og ørnevinger, som blev sendt for at straffe befolkningen i Theben, som havde mishaget guderne. Hun åd alle, som ikke kunne løse denne gåde: “Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og så tre ben?” Ingen kunne løse gåden, før Ødipus indså, at svaret var et menneske, der som kravler som spæd, går på to ben som voksen, og bruger stok som gammel. Da Sfinksen hørte, at han havde løst gåden, kastede hun sig i døden. Der er klare og groteske referencer til denne mytologiske fortælling i romanen.

Fortællingens syv dele er fortalt i mol, i grå farvetoner, i melankoliens farve. Det er tristesse, der gennemsyrer den samlede fortælling. Der er ikke meget at smile ad ej heller at grine over. Der er en genialitet over fortællingernes indhold og opbygning, og et kunstnerisk touch, men indrømmet, så trængte jeg til at blive færdig med bogen, da jeg var godt halvvejs. Den er simpelthen ladet med for meget negativitet og groteske beskrivelser. Jeg kan have svært ved at pege på en eksakt målgruppe af læsere til romanen, men den vil helt sikkert falde i god jord hos læsere, der vægter det skæve, det sproglige og det kunstneriske højt i en roman, som udover indholdet også er pakket i et meget smukt næsten fløjlsblødt cover lavet af grafiker Simon Lilholt.

Sfinx udkom den 12. august 2021.

Anmeldelse af “Adam i Paradis” af Rakel Haslund-Gjerrild.

Titel: “Adam i Paradis” Forfatter: Rakel Haslund-Gjerrild. Sider: 303. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Jeg får lyst til at elske og til at købe blomster, til at omgive mig med kunst, men måske ikke til at blive virkelig gammel efter at have læst Rakel Haslund-Gjerrilds “Adam i Paradis”

AT SIGE, AT jeg har plukket blomster til dig, min haves flor af tulipaner, ranunkel, brudeslør og hortensia, i den buket, der møder dig, når du lukkes ind gennem hoveddøren, på skænken foran spejlet, der fordobler mængden af blomsterkroner, jerusalemkoralbær, kinesisk sankthansurt, solhat, høstanemone, og slynget om dem ranker fra min vildvin, og det er den dugt af tør sensommer, af æbler og kornmarker, der bages af solen til en duft så sød, at den lægger sig på tungen som sult, der får din mave til at knurre allerede i entréen, mens jeg hjælper dig af med frakken….

“Han har set, at jeg ser på ham. Men han skammer sig ikke, han bliver ikke flov. Jeg sveder. Jeg ryster pludselig på hænderne. Han stirrer på mig. Hans grin har knivskanter, hvad vil du? siger han med sine knive, blanke og rå. Der er en kløft imellem os. Hver linje i hans krop skærer rifter i øjet. Han spreder lårene et hårstrå, men når han trækker vejret igen, trækker han ikke lårene med sig, de bliver der – en anelse mere spredte. Paradiset siger: Kom og sæt dig i mit skød. Jeg lader øjet røre det hele.”

“Adam i Paradis” er en historisk roman om maleren Kristian Zahrtmann, om kunst og forbudt begær. 70 år gammel og på højden af sin karriere maler Kristian Zahrtmann et portræt af Adam, det første menneske, der emmer af begær og erotik. Året er 1913. Det moderne Gennembrud har prædiket fremskridt og progressive tanker, men hvad angår seksualitet er stien smal og konsekvenserne brutale. København har netop lagt scenen til to store retsforfølgelser af homoseksuelle.

Og midt i alt dette fragter Zahrtmann palmer, eksotiske blomster og bananklaser fra drivhusene i Botanisk Have til sin mondæne villa på Frederiksberg for at omdanne sit atelier til en jungle, for at male sin version af Paradiset.

Romanen emmer af sanselighed og smukke sætninger og ind imellem dette et brutalt billede af synet på homoseksuelle. Rakel Haslund-Gjerrild har anvendt et fantastisk greb til dette. Midt i alt det fiktive, som dog er baseret på virkelighed ses der breve, bilag og dokumenter, der vidner om hvor udstødte homoseksuelle var herunder forfatteren Herman Bang. Kunstneren selv Kristian Zahrtmann fremstilles som en mand, der føler sig rig i forhold til skønhed omkring sig men selv føler sig gammel og ensom. Der er særligt et par steder i romanen, der er skrevet helt unikt i forhold til dette:

“Jeg tæller mine pletter i stedet. Jeg dalmatineres. Gule og beige og rødlige plamager. Mine lår er landkort. Jeg har genkendt Møn og en plet, der kunne ligne Den Iberiske Halvø. Jeg rejser med fingrene fra ø til ø. Leverpletter og skønhedsmærker, fregner og ar og filipenser og tør, skabagtig hud, der som et hav i oprør slår flager af sig, der tages af vinden og drysses ud over mit gulv”

“Men jeg selv! 70 årigt forfald. Jeg kan ikke glemme mine leverpletter, min ånde, åh, mine tænder, når jeg maler ham. Jeg ledes ved mig selv”

Tematikkerne i romanen er kunst, forbudt begær og aldring. Romanen skriver sig ind i genren exo-fiktion, hvor forfattere, modsat i autofiktion, tager udgangspunkt i en reelt eksisterende person eller hændelse, men med fiktionen og sproglig leg som virkemiddel. Jeg er meget begejstret for bogen, og jeg synes den skiller sig markant ud i dens form i forhold til andre kunstnerromaner med de “grå sider” med breve, bilag og dokumenter. Ligeledes sidst i romanen, hvor Rakel Haslund-Gjerrild har valgt at lade et dokument fra den Hirschsprungske Samlings arkiv indgå vedr. afdøde Kristian Zahrtmanns indbo. I det hele taget vil jeg anbefale andre læsere i at tage et kig bagerst i romanen inden påbegyndt læsning, da der er et grundigt persongalleri, der kan være til hjælp under læsningen.

“Adam i Paradis” udkom 5. maj 2021.

Og vinderne er…….

I dag er det bloggens 1 års fødselsdag og efter en uge med Karen Blixen tema har jeg nu fundet de to vindere af konkurrencen, der har kørt på Instagram siden sidste søndag.

Tusind tak for jeres deltagelse og de mange spændende samtaler, vi har haft om Karen Blixen. Det har været en fornøjelse.

Jeg ville ønske, jeg kunne sende et eksemplar af bogen “Pagten” plus biograf billetter afsted til jer alle, men det er desværre ikke muligt. Vinderne er fundet via lodtrækning. Stort tillykke til Lise med Instagramprofilen etkapitelomdagen og til Mary med profilen mary_annesplace

Tusind tak til Gyldendal for at sponsere to eksemplarer af “Pagten”

Tak for denne gang.

Anmeldelse af “Pagten” af Thorkild Bjørnvig.

Titel: “Pagten” Forfatter: Thorkild Bjørnvig. Sider: 226. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Eget eksemplar købt på Karen Blixen Museet Rungstedlund.

Jeg måtte ikke have andre guder end hende og i følge pagten var jeg hendes og ingen andres

“Pagten” er Thorkild Bjørnvigs fortælling om sin relation til Karen Blixen. En relation, hvor magt og manipulation blev nøgleord for hans oplevelse af denne.

Thorkild Bjørnvig var en ung digterspire og en af kræfterne bag litteraturtidsskriftet tidsskriftet Heretica sammen med Ole Wivel, der foreslog at inddrage Karen Blixen i arbejdet med Heretica. Således kom Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen til at arbejde sammen om dette, men de skulle mødes på helt anden vis første gang.

Han blev i 1947 inviteret til Rungstedlund på den baggrund, at Karen Blixens niece var utrolig begejstret for hans digtsamling. Men det skulle vise sig at være en hvid løgn – det var i virkeligheden Karen Blixen, som ønskede at møde digteren Thorkild Bjørnvig.

Hendes ønske var egentlig, at han skulle skrive en bog om hende, men det blev ikke til noget dengang. Til gengæld udviklede mødet mellem dem sig til et utroligt venskab men også til et yderst komplekst forhold mellem den 62 årige kvinde og den 29 årige mand.

Det første besøg på Rungstedlund blev blot et af mange, og Karen Blixen lod ham vide, at hendes døre altid var åbne for ham og at han måtte forstyrre hende på hvilken tid af døgnet han end måtte ønske. De gik ture i parken sammen, lyttede til klassisk musik på den gamle grammofon, talte sammen om litteratur og drak te. Efter et foredrag Karen Blixen havde holdt blev Thorkild Bjørnvig så betaget af hende, at han skrev et brev til hende, hvori han tilkendegav at han ønskede at tjene hende, som hendes tjener Farah i Afrika havde gjort det.

“….Endelig har jeg truffet noget der er en mening i. Jeg har altid ledt efter nogen at tjene, men ingen funden. Jeg har drømt om at byde eller tjene, men egner mig næppe synderligt for nogen af delene. Lad mig da tjene Dem i den tid, der er igen. Det bliver nok første og sidste gang i mit liv, at noget sådant overgår mig.”…

Karen Blixen svarede ham således:

“Kære Thorkild Bjørnvig. De gjorde mig stor glæde med deres brev. Det er meget godt at vide at der er et menneske jeg kan stole på som jeg stolede på Farah. Derfor vil jeg nu lægge min kappe over Dem, ligesom Elias gjorde ved Elisa, til tegn på at jeg en gang vil lade de tre fjerdedele af min ånd blive hos Dem. Deres Karen Blixen.”

I følge Thorkild Bjørnvig kaldte hun siden dette for deres pagt og for stiftelsen af den.

Thorkild Bjørnvig blev af Karen Blixen mod eget ønske sendt til Paris for at arbejde. I Paris faldt han og pådrog sig en hjernerystelse, som han plagedes en del af. Han vendte derefter hjem til Danmark og flyttede på opfordring fra Karen Blixen ind i den grønne digterstue på Rungstedlund. Her kom han til kræfter og fik digtet, talt og diskuteret med Karen Blixen. Det var også her at hun med stor fornøjelse vedkendte sig sit forhold til djævelen og fortalte Thorkild Bjørnvig om sin sygdom i Afrika.

“Da det skete for mig, og der ingen hjælpe var at hente hos Gud, og De må forstå, hvor forfærdeligt det er for en ung kvinde ikke at have lov til at elske og favne, da lovede jeg djævelen min sjæl, og han lovede mig til gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulle blive til historier. Og de kan se, han har holdt sit løfte.”

Karen Blixen stillede i følge Thorkild Bjørn flere og flere urimelige krav. Hun ønskede at han skulle afstå fra et borgeligt liv. Hun foragtede hans ægteskab og opfordrede ham til utroskab, men i første omgang forblev han sin hustru tro. Han forelskede sig dog senere i en anden kvinde, men på det tidspunkt møder han ingen forståelse for dette hos Karen Blixen. Hun ville have ham helt for sig selv. Thorkild Bjørnvig brød efterfølgende “pagten”med Karen Blixen men de så stadig hinanden omend på helt andre vilkår. I fire år havde denne komplekse relation fundet sted.

“Pagten” er en fascinerende fortælling om Thorkild Bjørnvig og Karen Blixen, men interessant er det også at man i bogen hører om toneangivende mandlige forfattere og kunstelskere bl.a. forfatteren og forlæggeren Ole Wivel og Louisianas stifter, Knud W. Jensen. Interessant er det også, at Karen Blixen fremstilles som “skurken” mens Thorkild Bjørnvig fremstilles som offeret (min fortolkning) men at han faktisk svigter både sin hustru og sin elskerinde for egen vindings skyld.

Jeg er meget begejstret for bogen. Det er en spændende og anderledes fortælling om Karen Blixen end jeg har kendt til før. Jeg glæder mig til filmen, der har premiere den 5. august – et psykologisk drama med manuskript af Christian Torpe og med instruktion af Bille August.

Blixens Rungstedlund.

Rungstedlund var oprindeligt en kro med tilhørende landbrug. Karen Blixens far, Wilhelm Dinesen, købte i 1879 hele stedet, der omfattede Rungstedlund, Rungstedgård, Folehavegård og Sømandshvile. Her voksede Karen Blixen op med sine fire søskende, og det var her, hun vendte tilbage til i 1931 efter 17 år i Kenya. Karen Blixen overtog Rungstedlund i 1939, da hendes mor, Ingeborg Dinesen, døde.

Dette indlæg er en hyldest til Rungstedlund. Til museet for altid at have formidlet viden om Karen Blixens liv og forfatterskab. For gæstfriheden og for oplysningen. For at forene natur og kultur. Indlægget vil blot bestå af billeder, jeg har taget på mine seneste besøg i henholdsvis 2019 0g 2021. For at læse mere om Rungstedlund vil jeg anbefale at besøge deres fremragende hjemmeside her: https://blixen.dk/rungstedlund

Husets facade ud mod Strandvejen.
Glimt fra parken
Den grønne stue, hvor Blixen skrev og hvor hun har ført mange samtaler med bl.a Thorkild Bjørnvig og Aage Henriksen. Rejsegrammofonen var en gave fra Denys Finch Hatton, som vi kender det fra filmen “Mit Afrika”
De florlette gardiner ses flere steder i huset.
Karen Blixen holdt meget af at dække smukke borde til sine gæster.
Køkkenet
“Blomsterværkstedet” hvor Karen Blixens buketter genskabes.
Her er blevet ført mange samtaler. I dag foregår der ligeledes spændende forfattersamtaler i denne stue.
Karen Blixens soveværelse

Blixens pagt med djævelen.

Efter at Karen Blixen i sine år i Afrika havde fået konstateret syfilis erklærede hun følgende:

Da det skete for mig, og der ingen Hjælp var at hente hos Gud, og De maa kunne forstaa, hvor forfærdeligt det er for en ung Kvinde ikke at have Lov til at elske og favne, da lovede jeg Djævelen min Sjæl, og han lovede mig til Gengæld, at alt hvad jeg herefter oplevede skulde blive til Historier. Og De kan se, han har holdt sit Løfte“.

Djævelen tog hendes seksuelle liv fra hende, men gav hende evnen til at kunne forvandle sit liv og det, hun oplevede, til historier. Det var en pagt, hun havde indgået, mente hun.

Offentligt omtalte Karen Blixen sig som “storyteller”, mens hun over for en snæver kreds af unge litterater – bl.a. Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig – omtalte sig selv som Djævlens veninde og gav ham æren for sin evne til at omforme alt til historier.

Karen Blixens forståelse af djævelen skal, i følge museumsdirektør på Karen Blixen Museet – Rungstedlund – Elisabeth Nøjgaard, forstås som en ånd – at Gud og djævelen er to sider af samme sag. En ånd, der både er det gode og det onde. Således kommer det til udtryk i fortællingen “Den unge mand med nelliken” i “Vintereventyr” hvor det er Gud, der indgår en pagt om at påføre “ulykker” som kan omdannes til kunst.

Karen Blixen opgav sit seksualliv efter at have fået konstateret syfilis. Hun var ikke i stand til at få børn efter sygdommen, men intet taler for, at hun ikke kunne have været seksuel aktiv. Det har sandsynligvis været et fravalg fra hendes egen side. En nær ven fra hendes tid i Afrika beskriver hende også som det mest sanselige og sensuelle væsen men det mindst seksuelle væsen.

Hun valgte efter Afrika, at det helt store i hendes liv skulle være litteraturen og fortællingerne.

Unge mandlige forfattere opsøger hende på Rungstedlund, dybt betaget af hende og særligt Aage Henriksen og Thorkild Bjørnvig har siden sat ord på, hvordan de har været åndeligt forført og manipuleret af Karen Blixen og oplevet uforklarlige hændelser.

Karen Blixen ringede en søndag eftermiddag til litteraturprofessor Aage Henriksen i 1958. I mere end fem år havde han ligesom en række andre mandlige litterater i sin generation været i et særligt nært nærmest spirituelt forhold til hende. Men til sidst var det så krævende, og hun blev så manipulerende, at han måtte løsrive sig totalt fra hende. Hun ringede fordi hun var på sit yderste, og hvis han ville se hende en sidste gang inden hun døde, var det nu.

Da han ankom til Rungstedlund, lå hun i sin seng. Syg, bleg og afkræftet med sine 35 kilo. Aage Henriksen beskriver, at hun havde et skarlagenrødt skær omkring ansigtet, og en stærkt lysende plet bevægede sig frit inden for feltet. Et lys han har set hos hende tidligere. Han satte sig på sengen, og de talte, som de plejede, om litteratur og hendes universer, men efter nogle timer opstod, der en underlig tavshed mellem dem. Sådan sad de bare og så på hinanden, indtil Blixen brød stilheden med et “Kom så!” Han vidste ikke præcis, hvad der skulle ske, men han strakte hovedet frem mod hende, og med sine lange, hvide fingre tog hun ham om halsen og borede en finger så hårdt ind i nakken på ham, at det brændte ned langs rygsøjlen og hele underkroppen gik i kramper. Han ville sige noget, men hun bad ham gå.

Aage Henriksen fortæller mere end 50 år senere i dokumentarfilmen “Bag Blixens maske” at Karen Blixen havde rykket det andet nakkeled ud af sin placering, og at ingen kiropraktor har siden kunne få det tilbage på plads. Han har siden døjet med kroniske smerter.

I filmen “Bag Blixens maske” fortæller Aage Henriksen også om Karen Blixens forhold til månen, og hvordan hun identificerede sig med den. Dette kommer også til udtryk i fortællingen “En skibsdrengs fortælling” i “Vintereventyr” hvor månen har en væsentlig betydning.

Thorkild Børnvig, der efter Karen Blixens død har skrevet bogen “Pagten – Mit venskab med Karen Blixen” blev ligeledes indfanget i hendes “farlige” spil.

Han mødte Karen Blixen første gang i 1948. Han var 29 år. Hun var 63 år. Hendes ønske var, at han skulle skrive en bog om hende, men det blev ikke til noget på det tidspunkt. Til gengæld udviklede mødet mellem de to sig til et utroligt venskab og et nærmest platonisk kærlighedsforhold. De indgår en pagt, hvor hun lover at gøre ham til en stor kunstner mod at han lærer at leve og hvor han skal løsrive sig fra det borgerlige liv. Han opholder sig på opfordring af Karen Blixen i en periode i Paris for at skrive, beklager sig over opholdet til hende, hvorpå hun banker hårdt med fingrene i skrivebordet hjemme i Danmark. Kort tid efter får Bjørnvig en alvorlig hjernerystelse, og Karen Blixen tillægges djævelske kræfter og Bjørnsvigs kone er sikker på, at hun står bag dette. Efter en sygdomsperiode med hjernerystelsen bliver Thorkild Bjørnvig inviteret til at komme og bo på Rungstedlund for at komme til kræfter og få tid og ro til at digte i fred. Han flytter ind i den grønne digterstue på Rungstedlund og lytter til musik på den gamle rejsegrammofon. Han er produktiv og får digtet og ført mange berigende samtaler omkring litteratur med Karen Blixen. Der opstår et åndeligt fællesskab mellem dem men Karen Blixen forelsker sig også i den unge Thorkild Bjørnvig.

I 50’erne får pagten mellem de to et farligere indhold; Blixen ønsker ikke kun krav om troskab fra Bjørnvigs side, men også underkastelse. Dette ønsker Bjørnvig ikke – han vil have friheden til at være sig selv og bryder pagten og dermed forholdet.

I forholdet til såvel Aage Henriksen som til Thorkild Bjørnvig er Karen Blixen meget dominerende og kræver af begge parter, at de skal gøre op mod borgerlige værdier og det traditionelle familieliv. Hun foragter deres ægteskaber og pålægger dem begge at deres seksualliv skal foregå udenfor deres ægteskaber.

Det er således en meget anderledes Karen Blixen, end hende vi kender fra “Den afrikanske farm” der præsenteres i dokumentarfilmen “Bag Blixens maske” som kan ses på Filmstriben og i bogen “Pagten” af Thorkild Bjørnvig.

Lige nu er der på Karen Blixen Museet i Rungstedlund en udstilling om Blixens pagter, herunder også hendes pagt med djævelen. Der er lavet en podcast om denne pagt som kan høre her https://blixenspagter.podbean.com/e/blixens-fantastiske-fortælling-56/

At hun i følge sig selv indgik denne pagt med djævelen ses flere steder i hendes litteratur – særligt i bøgerne “Syv fantastisk fortællinger”, “Vintereventyr” og i “Pagten”

Blixens blomster.

Jeg synes at blomster i sig selv er et af tilværelsens mirakler, og at det i enhver form er herligt at give sig af med dem, men De ved nok, at det er min særlige passion at sætte dem i vand. Det er hver gang som malede man et blomstermaleri

Karen Blixens forhold til blomster er et kapitel helt for sig selv. Hun elskede blomster og gjorde en dyd ud af at arrangere smukke buketter, når hun ventede gæster på Rungstedlund. Hun havde et motto, der lød således:

“Hvis noget er værd at gøre, så er det værd at gøre det godt”

Og hun gjorde det ikke bare godt. Hun gjorde det formidabelt godt. Bogen “Karen Blixens blomster” vidner om dette, og det samme gør et besøg på Rungstedlund, hvor man i parken kan se Karen Blixens skærehave genanlagt, og hvor der i dag, som da hun levede, hentes blomster ind fra haven og hvor hendes buketter eller fortolkning af disse kan ses overalt i huset.

Bogen “Karen Blixens blomster” indeholder fire dele. Første del er skrevet af vennen og professoren Steen Eiler Rasmussen, som kom meget på Rungstedlund og som gennem årene havde taget mange billeder af blomsterbuketterne tilskyndet af Karen Blixen selv, der også ytrede ønske om, at Steen Eiler Rasmussen efter hendes død skulle lave en bog om hendes buketter. Første del er en smuk personlig skildring af Karen Blixens personlighed og hendes kærlighed til blomsterne. I anden del skildrer Frans Lasson, formand for Karen Blixen Selskabet og forfatter til bl.a. “Breve fra Afrika Karen Blixen som ung, der forsøger sig ud i billedkunsten med ønsket om at blive bildende kunster. Der er afbildet flere malerier i bogen, som Karen Blixen har malet. Blomsterkender Lisbeth Hertel giver i tredje del og bogens hovedkapitel en dybtgående karakteristik af de enkelte blomsterarrangementer, således som de ses på billederne. Fjerde og sidste del gør landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson rede for Karen Blixens tanker om den natur, haven og lunden, som omgav hendes hjem i Rungsted.

Jeg holder personligt meget af første del, hvori Steen Eiler Rasmussen bl.a. skriver følgende:

Buketterne kunne være ligeså forskellige af karakter som hendes fantastiske fortællinger. De spændte fra de store robuste, overdådige, der bugnede i den brede terrin med yppige gammeldags roser i forening med rødkålsblade, til de sært forfinede, med enkelte sarte blomster i et højhalset glas. At drøfte hvilke der bar prisen, ville være dumt. Hver var en sluttet komposition. Nogle var helt klassiske blomsterbilleder, som man skabte dem i det syttende og attende århundrede, vidnedsbyrd om en høj havekultur. Andre var aldeles uortodokse. Jeg husker en mageløs, jeg ville kalde den impressionistisk, buket i grønt og hvidt, sammensat af vildtvoksende vækster, som ingen havekunstner ville acceptere. Der var afblomstrede mælkebøtters luftige kloder bragt i hus med en utrolig omhu, dertil den vilde kørvels hvide blomsterstande i det fine løv, og endelig noget man straks ikke anede, hvad var, nemlig lindegrene og kviste befriet for alle lindeblade men med blomsternes vingepar bevaret. Det hele et kunstværk, der kun eksisterede et døgn. En trækvind i den store stue, og den skønne drøms hvide fnug var stille dalet ned

Bogen er sanselig og informativ og jeg holder uendelig meget af den. Jeg har den selv i to udgaver. En ældre indbundet 3. udgave fra 1. oplag fra 1983 og så en genoptrykt udgave af en 2. udgave fra 1992.

At skabe de samme buketter som Karen Blixen gjorde eller fortolkninger af disse er ikke det letteste, men det er til gengæld en givende proces. I går forsøgte jeg mig således med at genskabe en buket, jeg fandt meget smuk i bogen. Det lykkedes at få den hvide rose, stjerneskærm og funkis (hosta) i buketten mens jeg måtte erstatte blomstrende skvalderkål med vild kørvel og lammeøre med noget der blot lignede fundet i naturen. Roserne og stjerneskærm købte jeg som buketter på planteskole. Funkia blev klippet af plante i krukke på terrassen mens vild kørvel og det som lignede lammeøre blev fundet ved det søområde, hvor jeg bor. Det nærmeste jeg kom vasen på billedet var en vase, jeg har fået af min far. For at kunne arrangere blomster så de blot lignede arrangementet i bogen en smule brugte jeg oasis, som jeg lagde i vand en halv times tid før brug. For at buketten skal få et mere ægte Blixen udtryk skal den helst stå et par dage og gerne begynde at hænge en smule.

Min buket
Karen Blixens buket.