Anmeldelse af “Tjeneren og hans søster” af Dorrit Willumsen.

Titel: “Tjeneren og hans søster” Forfatter: Dorrit Willumsen. Sider: 217. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“I aften tager jeg hjem.” “Allerede.” “Jeg skal vande mit citrontræ.” “Du kan tage det med. Jeg kunne tænke mig at få lavet et drivhus, det vil stå meget bedre her.” Hun rystede på hovedet, og det var en lettelse at stige på toget. Men hun kom, når han kaldte. Det havde hun altid gjort”

“Tjeneren og hans søster” handler om en ældre kvinde, der blot bliver kaldt Søster. Hendes bror Alf er syg og netop udskrevet fra hospitalet. Søster kommer og passer og plejer sin dominerende bror sammen med hjemmeplejen. De har aldrig haft et tæt forhold til hinanden. Alf er udadvendt og eventyrlysten mens Søster er mere indadvendt og foretrækker et stille aleneliv i sin lejlighed med sit citrontræ. Alf vil have Søster med på krydstogt, når han bliver rask, men desværre går det i den forkerte retning og Alf dør. Og da Alf dør er Søster ikke kun Søster men Vera Sørensen, der modtager breve fra sin afdøde brors sagfører. Søster arver en formue fra sin bror, men fortsætter sit asketiske liv i sin lejlighed, rutiner hun trives med. Hun er tynget af alderdommen af kroppens forfald og af smerter, men hun lever og tænker tilbage på de kys hun har fået i livet:

“Og hvis hun skulle skrive dagbog lige nu kl. 3.07, ville hun skrive: “Jeg smurte mine slidte læber. Jeg vil have min mund tilbage. Mens jeg smurte, tænkte jeg på, hvad de læber har oplevet. De dybe smægtende tungekys var der kun få af. Men lette kindkys med løg, nougat og pebermynte husker jeg. Og far, der strejfede min kind med hvidløg, sprit og kamfer. Men jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, mens kyssene stod på. Det er mærkeligt, de ikke har bundfældet sig mere, når mit materiale er så begrænset, fordi jeg er det stille vand.”

En dag oplever hun en pludselig følelse af frihed. Hun køber en blå persianer pels, der pakkes i blåt silkepapir og blå pose og hun føler sig svævende, da hun forlader butikken for at tage toget hjem. På stationen glemmer hun sin taske på et toilet:

“Tasken. Hun står med posen i hånden, og tasken er på toilettet. Og i den taske er hele hendes liv, hendes nøgler. hende kort, hævekortet med hele Alfs hus, og hvis hun begynder at græde, ligger lommetørklædet i tasken.”

Hun reddes af en ung mand, der har adgang til de låste toiletter. Hun får sin taske og han inviterer på en kop cappuccino. En relation begynder at tage form.

Romanen handler om kærlighed og drømme. Om hemmeligheder og om at længes efter friheden. Men mest af alt handler den om livet, om alderdom, om hverdagen, og jeg knuselsker den. De mange flashbacks til både Alfs og Søsters liv. Jeg kunne gengive næsten hver eneste sætning i bogen, fordi de rummer så meget om det at leve. Mens jeg læste gik det op for mig, at jeg drages af de fortællinger, der kredser om det stille liv, som udadtil kan virke kedeligt og oplevelsesløst, men som alligevel er fyldt med små finurligheder og masser af oplevelser. Der er noget helt særligt (for mig) ved at læse om alderdom, at læse om den sidst fase i livet. Hvad man kan putte i det. Hvad man har indflydelse på og hvad man ikke har. Dorrit Willumsen skriver om dette på smukkeste vis, og jeg vil placere hendes roman i min bogreol ved siden af Lotte Kirkebys seneste roman “Hvis man ikke vidste bedre” der er skrevet med lidt samme stemme og som også på formidabel vis tegner et portræt af en ældre kvinde, der har levet det stille liv. Begger bøger vil blive genlæst flere gange. Det ved jeg.

“Tjeneren og hans søster” udkom 25. marts.

Anmeldelse af “Et sted at være mor fra” af Joakim Kruse Lykke.

Titel: “Et sted at være mor fra” Forfatter: Joakim Kruse Lykke. Sider: 144. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Helt tæt ind til hende i sengen, til bryst. Joakim, siger hun og jeg nikker. Jeg nikker og nikker og håber det er rigtigt, at vi ligner hinanden, og jeg håber at hendes død ikke vil slå mig ihjel, at hun ikke også forlader mine gener.”

“Et sted at være mor fra” er en søns rå og smertelige fortælling om en mors terminale sygdomsforløb. Fra øjeblikket, da sygdommen bliver kendt og skal formidles til familien – til børnene, selve sygdomsforløbet og slutteligt døden og tiden derefter.

Jeg-fortælleren Joakim er identisk med forfatteren, og det er et autobiografisk værk. Et ordknapt værk, som dog kaldes roman, skrevet som lyrisk prosa. Hvert ord indfanger alt det, der følger med et terminalt forløb – praktikken og følelserne. Det smukke og det smertelige.

“Mælken holder længer end mor, tænker jeg, jeg kigger på udløbsdatoen, jeg køber den og tager den med på hospice. Den dag, jeg drikker hele mælken den dag, og jeg drikker den, så den ikke skal være en dom i køleskabet. Mors liv skal fortsætte ud over mælkens.”

Joakim Kruse Lykke skriver om det, der er blevet døbt ventesorg. Sorg man gennemlever, mens man venter på, at et menneske skal dø. Et menneske, der i dette tilfælde er en mor. Han inddrager søskende og mormor i fortællingen, for de skal også også miste, og det er skrevet meget stærkt frem.

“Jeg vil tage det fra Julius, og jeg tænker, lad det kun være mig, tænker jeg, mig der mister hende.”

“Mor mærker det, stuen forandrer sig, da mormor siger hun vil tage væk for natten. Hun mærker det og siger, mor, siger hun, skal mor ikke blive, hun skal da være hos sit barn, siger hun, og mormor, hun er mor på stuen, lister til bage til sengekanten for at overleve sin datter.”

Romanen går helt tæt på kroppen og sorgen og på den særlige form for intimitet, der kan opstå i overgangen mellem liv og død. Men også i tiden efter. Hvor smukt det kan være at mindes og hvor frygteligt det kan være ikke at kunne huske. Alt sammen naturligt og en del af det at leve med sorg.

Jeg har for kort tid siden læst “Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson, der også har skrevet om ventesorg, og om at miste sin mor mens man er helt ung. “Et sted at være mor fra” og “Tænk ikke på mig” er helt unik litteratur for unge, der står samme sted, men det at miste er et fundamentalt livsvilkår og derfor kan bøgerne læses af alle. Bøgerne vil derudover være meget velegnede til guidet fælleslæsning i sorggrupper og på kurset narrativ medicin på lægestudiet.

“Et sted at være mor fra” er Joakim Kruse Lykkes debut. Han er uddannet billedkunstner fra Stockholm og til sommer bliver han færdig på forfatterskolen i København.

“Et sted at være mor fra” udkom den 1. april 2022 og den får mine varmeste anbefalinger.

Anmeldelse af “Litteraturland – En gps af Anne-Marie Mai.

Titel: “Litteraturland – En gps” Forfatter: Anne-Marie Mai. Sider: 443. Forlag: Hans Reitzels Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal

“Der skrives nærmest ubegribeligt meget god litteratur på dansk. Forfattere har i de seneste 50 år forsynet læserne med mange hyldemeter af skønne bøger. Der udgives stadig flere titler; siden 2010 er antallet af nye skønlitterære titler forøget med 74%. Folk har virkelig fået mod på at sende bøger på gaden, ofte for egen regning. Der er skidt og kanel i bjergene af titler, og fred være med det. Jeg hører ikke til dem, der advarer mod, at der udkommer for mange bøger. Men jeg hører til dem, der advarer mod, at vi glemmer de mange gode bøger, der burde være fast beholdning på vores mentale lager og en aktiv del af dansk kulturarv.”

Anne-Marie Mai har skrevet et værk om nyere dansk litteratur, der henvender sig til undervisere og studerende, men også til den almindelige læser, der gerne vil blive klogere på den danske litteraturscene og som gerne vil have inspiration til sin læsning. “Litteraturland – En gps” er en litterær gps og inspiration til al slags læsning af og skrivning om dansk litteratur gennem de sidste 50 år.

Hvis man kender til det samlede værk “Dansk Litteraturs Historie” vil man vide, at det er opbygget kronologisk i forhold til tid, og at der i hver tidsperiode præsenteres forfattere og aktuel litteratur for netop den periode. Anne-Marie Mai har valgt en anden tilgang. Nemlig gennem 9 tematiske overskrifter at sammenflette 157 værker fra det sidste halve århundrede, der på hver deres måde udtrykker noget om den valgte tematik. Dette gjort gennem “poetiske lister” fordi de i følge Anne-Marie Mai refererer til hendes opfattelse og oplevelse af bøgerne og deres kvalitet. Hun arbejder således med overskrifter, der slår en stemning an i forhold til de værker, der præsenteres. Eksempelvis er overskriften “Tyk af wienerbrød og portvin” når Vita Andersens værk “Tryghedsnarkomaner” fra 1977 præsenteres. “Ondskabens triumf” er overskriften på Christian Jungersens “Undtagelsen” fra 2004 og overskriften “Påhæng i vestjysk vind” tager os med ind i Stine Pilgaards “Meter i sekundet” fra 2020. Det at de forskellige værker på tværs af tid knyttes sammen tematisk forstærker, at det er god litteratur, og at tematikkerne er evigtgyldige og vedkommende. Det som også kendetegner klassiske værker.

Bogen er ikke en kanon men et uafsluttet værk om dansk litteratur, forstået på den måde, at der kunne have været flere bøger med og at værket med tiden kan udvides. Anne-Marie Mai udtrykker i bogen, at alle bøgerne ikke nødvendigvis er hendes yndlingsbøger, og at hun også har medtaget bøger, som er prist højt af andre. Hun har lyttet til, hvad der har fremkaldt gode læseoplevelser og bruger selv udtrykket at være “hooked” på bøgerne. Hendes lister er styret af hendes egen og andre læseres oplevelser af at være “hooked” på bøgerne, og det er disse bøger, der danner et litteraturlandskab, som vi som læsere får en gps til i bogen.

Anne-Marie Mai er forfatter og professor i dansk litteratur og man mærker sammensmeltningen mellem hendes enorme viden og hendes glæde ved litteraturen og det at læse, og det gør bogen til noget ganske unikt. Jeg er lykkelig for at den er landet på mit bord, og den vil være til stor inspiration i min videre læsning, både når jeg læser for mig selv og når jeg skal finde inspiration sammen med min litteraturklub.

“Litteraturland – En gps udkom 1. februar 2022.

Anmeldelse af “Mit navn er Jensen” af Heidi Amsinck.

Titel: “Jeg er Jensen” Forfatter: Heidi Amsinck. Sider: 390. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Krimimessen 2022 er netop afsluttet. En messe, hvor krimien som genre hyldes sammen med dens forfattere og dens mange læsere. “Mit navn er Jensen” tilhører krimigenren. Lad mig sige med det samme, at jeg ikke har gæstet krimimessen nogle år og ej heller læst krimier i en lang årrække, og da “Mit navn er Jensen” lå i min postkasse blev jeg overrasket. Først troede jeg, det var en oversat krimi, og lagde den derfor til side, da jeg helst beskæftiger mig med nye danske romaner og lyrik, men jeg fandt dog ud af, at forfatter Heidi Amsinck er dansk, men bosiddende i London, og at “Mit navn er Jensen” udkom på engelsk i 2021 i England og nu altså på dansk hos forlaget Gutkind. Derfor tænkte jeg, at den ville være oplagt at læse denne weekend, nu jeg ikke skulle besøge krimimessen. På denne måde ville jeg alligevel blive inviteret ind i krimiuniverset igen. Måske ville jeg blive grebet igen, som jeg var for flere år siden.

Dagbladets reporter Jensen snubler nærmest over et lig dækket af sne en tidlig morgen på vej på til redaktionen. En ung mand, dræbt af knivstik. Hun er netop hjemvendt efter femten år som udenrigskorrespondent i London, og har derfor ikke det store netværk i Danmark. Dog har hun haft en affære med kriminalkommissær Henrik Jungersen, og hun ringer derfor til ham som den første. Gamle følelser genoplives, men det er kompliceret, da Henrik stadig er gift og endnu mere kompliceret bliver det, da Jensens chefredaktør tager hende af sagen, fordi hun ikke har brugt sit førstehåndskendskab til sagen til at sikre Dagbladet forsidehistorien . Jensen tager sagen i egen hånd, godt hjulpet af Margrete Skovs nevø Gustav, som har brug for noget at beskæftige sig med. De forsøger at opklare mordet på den unge mand, men flere mord følger og pludselig er Jensen er Jensen så involveret i opklaringen, at hun udsætter både sig selv og Gustav for fare. Mere vil jeg ikke røbe i forhold til handlingen.

Krimien er skåret over den klassiske skabelon med en kvindelig reporter, der lever og ånder for sit job, og som er problematisk som medarbejder set med sin chefredaktørs øjne og så dyrker hun ikke de nære relationer. Så har vi kriminalkommissæren, der ikke kan opklare sagen selv, men som skal have hjælp af den kvindelige reporter, som han så også har haft en affære med. Set med de briller på er der ikke sket noget på krimifronten siden jeg læste Sara Blædel og Elsebeth Egholm tilbage i 2010’erne. Og det skuffede mig. Indrømmet så greb historien mig til allersidst, men jeg savnede alligevel noget nyt. Bogen kunne være skrevet og udgivet i 2010’erne. Der er ikke noget tidstypisk. Nogle tidstypiske nøgleproblemer. Det ville have løftet bogen for mig, hvis den havde taget mere fat i en samfundsmæssig konflikt parallelt med den personlige. Karaktererne bliver overbeskrevet – særligt kriminalkommissær Henrik Jungersen. Man er ikke i tvivl om, at han er glad for damer, når man har vendt sidste side. Jeg havde forventet mere. Men jeg har ikke det bedste sammenligningsgrundlag, da jeg som skrevet ikke har læst krimier i mange år, højst spændingsromaner. Måske skal man lade en erfaren krimilæser tale for bogen og ikke en læser med hang til romaner og lyrik.

“Mit navn er Jensen” udkom 23. februar og er første bind i en krimiserie.

Anmeldelse af “Den farlige alder” af Karin Michaëlis.

Titel: “Den farlige alder” Forfatter: Karin Michaëlis. Sider: 154. Forlag: Alhambra. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Alhambra.

“Der burde grundes en klosterorden, i stor og munter stil, for kvinder mellem fyrre og halvtreds. Et slags asyl for overgangsårenes ofre. For der kommer jo de år i enhver kvindes liv, da hun er bedst tjent med frivillig indespærring eller i hvertfald fuldstændig afspærring fra det andet køn”

Karin Michaëlis udforskede den modne kvindes identitet og seksualitet med sin roman “Den farlige alder” tilbage i 1910. En roman om at være kvinde og om at finde sig selv uden at være afhængig af mændenes syn på kvinder. Forlaget Alhambra har nu genudgivet romanen i anledning af Karin Michaëlis’ 150 års fødselsdag. Romanen er bygget op omkring breve og dagbogsoptegnelser.

“Den farlige alder” handler om Elsie Lindtner, der som 42 årig vælger at forlade sin mand efter 22 års ægteskab og flytte til en afsides ø, hvor hun kan være alene. For det er ønsket om at være alene – at være sig selv, der driver Elsie i sit valg om at forlade sin mand. Ikke at de har haft et dårligt ægteskab, nej tværtimod. Elsie skriver i et brev til sin søster, at hun nu går ud af “et fuldstændig harmonisk og lykkeligt ægteskab” og at hun “må leve alene” Aldrig har hun glædet sig til noget som dette “eneboerliv” Dog lever hun ikke helt alene på øen. Hun har taget tjenestepigen Jeanne og kokken Torp med sig. Gennem dagbogsnotater og breve får man som læser adgang til Elsies tanker og følelser om at være kvinde i overgangsaldseren, og det handler om krop og sind, om begær og lyst og om at være kvinde i et patriarkalsk samfund. Men romanen handler også om, at vi som mennesker er sociale af natur og har brug for hinanden, og derfor er det måske heller ikke drømmen for Elsie at leve alene som tiden går.

Da Romanen blev udgivet i 1910 skabte den straks skandale, men blev også en kæmpe succes. Karin Michaëlis insisterede på at give stemme til kvinder med “komplekse indre liv og stærke fysiske drifter” og det ca. 30 år efter sædelighedsfejden, som netop handlede om kønsmoralen. Indenfor lægevidenskaben antog man i 1800-tallet, at kvinder ikke fra naturens side havde en naturlig seksualitet, og at hvis de havde lyst til sex udover det reproduktive aspekt blev de anset for at være mentalt forstyrrede. Med dette in mente forstår man godt, at bogen vakte stor opmærksomhed i 1910. Men er den aktuel i dag? Ved vi efterhånden ikke godt, at kvinders seksualitet og lyst er tilstedeværende på lige fod med mænds og ved vi ikke også godt, at midaldrende kvinders seksualliv er alt andet end gået i dvale? Det tror jeg, men bogen kan også noget, som er helt aktuelt i dag, nemlig at diskutere om man føler sig egnet til ægteskab, til at binde sig til ét menneske eller om man kan være lykkelig ved at leve alene og have elskere til forskellige tider. Den tager fat på ensomhed, på forbundethed, på identitet. Problematikker, der er evigt gyldige og relevante. Det essentielle i bogen for mig er problematiken med både at være et jeg og et vi, som jo er en balancegang i alle relationer. Bogen fik mig til at tænke på romanen “Bjørnen” af Katrine Marie Guldager, som ligeledes beskæftiger sig med denne problematik.

“Den farlige alder” der har det skønneste og skarpeste forord af Sanne Søndergaard, udkom 15. marts 2022 og den får mine varmeste anbefalinger.

Anmeldelse af “Glasregn på Gold Street” af Torben Guldberg.

Titel: “Glasregn på Goldstreet” Forfatter: Torben Guldberg. Sider: 218. Forlag: Jensen & Dalgaard. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Jensen & Dalgaard.

“Den basale pengeenhed er ikke længere én krone, én dollar, én enhed af en valuta, men derimod en binær kode, en elektronisk størrelse. Denne kan udveksles lige så hurtigt som en hvilken som helst anden bid af simpel information, der håndteres af computere, og dette skift har resulteret i bl.a. højfrekvenshandel.”

Kunst, kapital og idealisme tilsat et virkelig spændende og ret tankevækkende plot er opskriften på Torben Guldbergs “Glasregn på Gold Street”

Forfatteren leger med tanken “Hvad nu hvis det var muligt at spærre alle verdens ledere og finansfolk inde og true med først at lukke dem ud, når de har løst verdensproblemerne”

Henrik Pingmann, indflydelsesrig finansmand debuterer i 2019 som kunstner med et spektakulært værk om penge. Men dagen inden ferniseringen og tre måneder inden han skal være vært ved en international konference om digital økonomi, blæser glasfacaden på hans penthouselejlighed i Manhattens finansdistrikt ud, og den regn af glas, der falder på Gold Street, er kun begyndelsen. Henrik Pingmanns kæreste Rebekka ved i en måned ikke, hvad der er blevet af ham, men da hun finder ud af det, står hun pludselig med ansvaret for hele verdens økonomi.

Romanen tager fat på økonomi og pengebegreber, for hvordan forstår vi penge vi ikke kan se, føle og fornemme, når de er blevet digitaliseret, og når der ikke er et loft for mængden af penge. Der er flere økonomiske begreber i romanen, men det er ikke forstyrrende for handlingen og spændingen, når man læser. Tværtimod er det yderst interessant og ja komplekst, og det er jo præcis sådan, det er i den virkelige verden. Torben Guldberg rejser med romanen kritik af verdens ledere i forhold til den økonomiske ulighed, der ses og i forhold til klimakrisen og mangel på handling. Alt sammen bygget ind i en virkelig spændende og actionfyldt roman, fyldt med overraskelser. Performancekunst, simulation, og en penthouselejlighed med en helt særlig indretning, der får ekstreme konsekvenser for Wall Street.

“Greed, for lack of a better word, is good” sagde Gordon Gekko i filmen Wallstreet fra 1987 i en scene, hvor der afholdes konference.“Greed is right” “Greed works” Præcis denne grådighed tager Henrik Pingman afstand fra (det samme tænker jeg, forfatteren gør), og han ønsker, at verden skal være et bedre sted at være, men Pingmanns idealisme fører til en situation, hvor balancen mellem terror og performancekunst er hårfin, og hvor man kan blive i tvivl om hvorvidt kunstneren og finansmanden Henrik Pingmann er gal eller genial.

Bogen er for læsere, der holder af spændingsromaner eller krimier, der også tager fat på samfundskritik. Jeg var godt underholdt, og særligt sidst i romanen kunne jeg mærke adrenalinen pumpe i kroppen. Jeg savnede dog nogle skarpere karakterer. Der er kredset meget for plottet og mindre for persongalleriet efter min oplevelse. Men igen skyggede det ikke for historien. Jeg gad godt se denne bog filmatiseret både på grund af plottet og på grund af tematikken.

“Glasregn på Goldstreet” udkom 10. marts 2022.

Bogudgivelse – “Læseglæde & Læsefællesskaber”

I dag udkommer min bog “Læseglæde & Læsefællesskaber” En personlig fortælling og guide til læseglæde og læsefællesskaber.

Jeg ønsker med bogen at smitte med læseglæde, at vise hvad læsning af skønlitteratur kan betyde for den enkelte i forhold til livskvalitet, og ikke mindst at læsning kan føre mennesker sammen i fællesskaber. Ingen behøver at være alene, hvis man læser. Det er min tanke med bogen. Der er lige nu et stort behov for fællesskabsfølelse. Vi har de seneste to år gennemlevet en global pandemi, og lige nu er der krig i Europa. Sammenhold og tryghed i fællesskaber har vi alle brug for. Nogle har let ved at finde ind i fællesskaber, mens andre kan have behov for støtte. Her kan bogen og det at læse være en håndsrækning. Bogen kan være bindeled i relationsdannelser. Biblioteker kan være behjælpelige med at introducere til læsefællesskaber, og flere boghandlere tilbyder også at arrangere læsekredse. Der findes digitale læsefællesskaber, så man kan være med, uanset hvor i landet man bor. Og så kan man starte eget læsefællesskab op. Alt dette skriver jeg om i bogen.

Bogen er i tre dele. Den første del har fokus på læseglæde, på, hvad læsning kan betyde for den enkelte læser, og på hvordan man kan komme i gang med at læse, udfordre og udvikle sin læsning.  Her er de forskellige kapitler ledsaget af reflekterende spørgsmål til læseren. 

 Den anden del har fokus på læsefællesskaber. Hvordan man bliver en del af eksisterende læsefællesskaber, hvordan man kan starte egen læsegruppe, og på hvordan man kan få mest muligt ud af at være med i en læsegruppe. 

Bogens tredje del er udformet med plads til notater til den enkelte læser og til læsegrupper. Det er tanken at bogen kan fungere som et praktisk læseværktøj hvor man kan samle sine læsegruppenotater.

I dag kl. 16 er jeg at finde hos Aalborg Boghandel, Østerågade 6, 9000 Aalborg. Kom forbi og sig hej og lad os tale om glæden ved at læse og om læsefællesskaber.

Kærlige læseglædehilsener

Anette Leonora

Anmeldelse af “Nøjsomheden” af Stine Askov.

Titel: “Nøjsomheden” Forfatter: Stine Askov. Sider: 366. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår. 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Hun holder øje med ham, følger hvert enkelt lille bevægelse i hans ansigt, hvert et smil, hver sitren i hans øjenlåg. Det er første gang, en drøm bliver virkelig, og så i så ydmygt et køkken i Nøjsomheden. Der sidder han, selv forslået er han appetitlig, selv uvasket har han den duft. – Er alt ok? Du stirrer. – Glosuppe, siger hun og peger på sine øjne. – Med kigboller.”

“Nøjsomheden” er en roman, der kan mærkes langt ind i hjertet og den forbliver der efter endt læsning.

Den unge Mona bor i ghettoen Nøjsomheden, hvor hun forsøger at finde sin vej i livet med en mildt sagt spraglet familie. Mor Mømmer, der er psykisk syg og samler ud i det ekstreme, moster Tut, der er farverig, handlekraftig men også terminal syg af kræft og fætter Frederik, der er kriminel og voldelig og bange for at se sin døende mor. Mona, der i starten af bogen arbejder for undertøjsfirmaet Triumph, drømmer sig væk i bøgernes verden og skriver små post-it anmeldelser på de brugte værker i Nøjsomhedens byttecentral ved vaskekælderen. Dette og med moster Tuts hjælp får Mona job i Lindas boghandel, hvor den unge litteraturstuderende Nikolaj en dag træder ind. Nikolaj åbner bøgerne ligeså nænsomt som Mona og selvom han er til Søren Ulrik Thomsen og Mona mere er til Tove Ditlevsen deler de læseglæden og kærligheden til litteraturen og de forelsker sig i hinanden. Men kærligheden er ikke let, når den ene kommer fra ghettoen Nøjsomheden og den anden fra Nationernes Allé, hvor alle de største villaer ligger.

Romanen tager med både humor og alvor fat på klasseskel, kærlighed, psykisk sygdom, kriminalitet og det at sige farvel til livet, men jeg læser også romanen som en hyldest til den almene passion for litteraturen sat overfor den fagligt videnskabeligt funderede tilgang. Stine Askov brillerer med litterære henvisninger gennem Monas kendskab og passion for litteraturen. Anmeldelserne på de små post-it er et genialt greb i forhold til en kærlig kritisk forholden sig til den eksisterende anmelderkultur. Karakteren Nikolaj som repræsentant for den videnskabelige og faglige tilgang til litteraturen og Mona som den almene passionerede læser. Begge gives stemme og den enes oplevelse af litteraturen er ikke bedre end den anden. Stine Askov lader disse to tilgange til litteraturen gå hånd i hånd, og åh hvor jeg dog elsker det og hilser det velkomment i en tid, hvor anmeldere på dagblade og bogbloggere (almindelige læsere) ind i mellem kriges i forhold til berettigelse i stedet for at se på, hvad det er vi hver i sær kan bidrage med i forhold til læseglæde. Der er præcis som i “Nøjsomheden” plads til os alle.

Stine Askov skriver som altid fremragende, når det kommer til det relationelle, og særligt de nære relationer. Hun har en særlig evne til at skabe karakterer, vi alle kender, og så give dem et tvist med humor, som også går igen i alle hendes tidligere udgivelser, senest “Katalog over katastrofer”. Ind i mellem kan troværdigheden til karaktererne betvivles, men kun i et splitsekund, for jeg tror de findes i os alle og rundt omkring. Jeg tror vi alle kender et boligområde som Nøjsomheden og de store villaer på Nationernes Allé. Og jeg tror, at psykisk sygdom, kriminalitet, kærlighed, død og passion for litteratur findes i alle miljøer og derfor bliver bogen også en bog for alle. Alle der lever livet.

“Nøjsomheden udkom den 4. marts 2022.

Anmeldelse af digtsamlingen “Berøringen af hud” af Pia Taftdrup.

Titel: “Berøringen af hud” Forfatter: Pia Taftdrup. Sider: 162. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Enhver er udstyret med sanser, for at vi skal mærke, vi ikke er robotter.

Enhver er udstyret med sanser, for at ingen skal tvivle på sin eksistens.

Enhver er udstyret med sanser, for at kunne navigere i kaos, gå med hjertet forrest.

“Berøring af hud” af Pia Tafdrup er digte om følesansen – om hænder, kærtegn og kamp, om at mærke nærvær og fravær, om de materialer, vi omgiver os med, og de elementer, vi udsættes for. Denne digtsamling er afslutningen på et storværk kaldet “DE FEM SANSER”, som er en undersøgelse af sanserne i poetisk form, og som består af digtsamlingerne “Smagen af stål”, “Lugten af sne”, “Synet af lys”, “Lyden af skyer” og denne “Berøringen af hud”

Jeg har ikke læst de øvrige digtsamlinger, men “Berøringen af hud” er interessant. Begrebet hudsult blev noget, vi alle talte om, da Danmark oplevede den første lockdown under coronakrisen i foråret 2020. En længsel efter at blive rørt ved – blidt, omsorgsfuldt, kærligt og erotisk. Hudsult og længslen efter berøringer findes hos mange, der lever alene, og hos mennesker, der føler sig ensomme. Digtsamlingen er meget sanselig, og ved at læse digtene om den menneskelige berøring, men også om berøring af materialer kan det føles som en fysisk berøring. Som om man kan mærke det på egen krop, mens man læser. Jeg tror mange kender fænomenet fra afspændingssessioner, hvor en person fysisk eller digitalt gennemgår hver enkelt kropsdel, mens man ligger afslappet med lukkede øjne – kropsscanning kaldes det også, og at man kan fornemme hver lille del af sin krop på denne måde, selvom der ikke er tale om direkte fysisk berøring. En sådan fysisk følelse fik jeg flere gange, mens jeg læste digtene, som også fik mig til at tænke på fænomenet “Gentle whispering” udviklet i USA. Her kan man på videoer på YouTube opleve kvinder hviske blide ord, mens de eksempelvis lader som de friserer dit hår. Jeg oplevede fænomenet første gang på højskole i 2019, før corona, og før jeg selv havde hørt ordet hudsult. Jeg syntes, det var dybt mærkeligt, næsten pornografisk, og jeg kan stadig ikke helt forholde mig til det, selvom jeg præcist ved, hvor dejligt det er, når jeg selv sidder i frisørstolen og mærker berøringen. Et af digtene handler også om gentle whispering.

Med digtene, der handler om berøringen af materialer, kunne jeg næsten fysisk fornemme disse genstande. At røre ved forfaldet på træer og mennesker, glaskuglen, glasset i mørket og bestikket ved måltidet.

Med et smukt billedligt sprog og med knækprosaen som form er jeg som læser blevet berørt. Både mentalt og næsten fysisk.

“Berøringen af hud” udkom 3. marts 2022.

Anmeldelse af “Billigbog og højkultur – Gyldendals Bekkasinbøger” af Felix Rothstein.

Titel: “Billigbog og højkultur – Gyldendals Bekkasinbøger. Forfatter: Felix Rothstein. Grafisk tilrettelæggelse: Malene Hald. Sider: 169. Forlag: Forening for Boghaandværk. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Forening for Boghåndværk.

Tænker du over, hvordan dine bøger ser ud?

Bag hver bogudgivelse, gemmer der sig dygtige grafikere og designere. I bogen “Billigbog og højkultur – Gyldendals Bekkasinbøger” bliver man som læser taget med på en historisk rejse både i forhold til bogdesign, og det som kaldtes billigbøger. Bogens fokus er på billigbøgerne Bekkasinbøgerne fra Gyldendal, som designmæssigt slog an på lige fod med møbeldesign i 60’erne og blev en kæmpe succes. Bøgerne leverede moderne litteratur af højeste kvalitet indpakket i en formgivning, der skrev sig ind i dansk designhistorie. I år fylder Bekkasinbøgerne 60 år. Og i den anledning har Forening for Boghaandværk valgt at udgive “Billigbog og højkultur – Gyldendals Bekkasinbøger af Felix Rothstein, som bl.a. er samler af Bekkasinbøgerne og cand.mag. i Litteraturvidenskab. Malene Hald har stået for den grafiske tilrettelæggelse.

Bogen er i to dele. I den første del bliver man klogere på selve begrebet billigbog, og hvad der gemmer sig bag dette fænomen, ligeledes af nedslag i den europæiske billigbogs historie og den udvikling, der gjorde, at vi i Danmark i 1960’erne fik et boom af billigbøger. Det er ikke kedelig læsning. Tværtimod. Felix Rothstein skriver, så man ikke kan lægge bogen fra sig. Vidste du for eksempel, at et forsinket tog i England på en sommerdag i 1934 ændrede bogmarkedet markant? En ung forlægger, på vej hjem efter et besøg hos krimiforfatter Agatha Christie, havde glemt læsestof til rejsen og fandt der på ideen til salg af billigbøger på togstationer. Et fænomen, vi i dag ser på tankstationer, i lufthavne og ja på togstationer.

I bogens anden del er der specifikt fokus på Gyldendals Bekkasinbøger. Her kan man læse om seriens litteratur og formgivning og om den legendariske designer bag Bekkasinbøgerne Austin Grandjeans. Der er fotos af de mange forskellige udgaver og der kan man blandt andet se, hvordan designet på bøgerne udviklede sig fra forskellige abstrakte kunstneriske udtryk til en mere streng minimalistisk formgivning med striber. Bekkasinbøgerne udkom i perioden 1962-1968.

Også Gyldendals Trane- og Uglebøger bliver præsenteret, som billigbøger, der lå forud for Bekkasinerne. Det er vanvittig spændende læsning, når man får præsenteret, hvordan billigbøger får salget til at eksplodere, og hvordan det er med til at skabe nye læsere, fordi adgangen til bøger bliver billigere. Eksempelvis sælger en bog som hardback 1.500 eksemplarer, men samme bog i billigbogsdesign sælger op mod 80.000 eksemplarer. Det er den kommercielle del. Men også tankerne bag, hvilken litterær kvalitet, der skulle være i Bekkasinbøgerne er spændende. Sidst men ikke mindst gør forfatteren sig tanker om hvordan e-bøger og lydbøger fremadrettet vil have indflydelse på dansk bogdesign.

Min begejstring er ikke svær at spore i anmeldelsen og jeg oplever, at jeg med denne bog, får fyldt endnu mere på den boginteresse og den bogkærlighed, jeg kan mærke, der, sideløbende med at være almindelig læser, vokser frem hos mig.

“Billigbog og højkultur – Gyldendals Bekkasinbøger” udkom den 14. februar. Normalt oplyser jeg ikke, hvor bøger kan købes, men i dette tilfælde gør jeg en undtagelse, da bogen kun sælges i Forening for Boghaandværks webshop på boghaandvaerk.dk