Blixens blomster.

Jeg synes at blomster i sig selv er et af tilværelsens mirakler, og at det i enhver form er herligt at give sig af med dem, men De ved nok, at det er min særlige passion at sætte dem i vand. Det er hver gang som malede man et blomstermaleri

Karen Blixens forhold til blomster er et kapitel helt for sig selv. Hun elskede blomster og gjorde en dyd ud af at arrangere smukke buketter, når hun ventede gæster på Rungstedlund. Hun havde et motto, der lød således:

“Hvis noget er værd at gøre, så er det værd at gøre det godt”

Og hun gjorde det ikke bare godt. Hun gjorde det formidabelt godt. Bogen “Karen Blixens blomster” vidner om dette, og det samme gør et besøg på Rungstedlund, hvor man i parken kan se Karen Blixens skærehave genanlagt, og hvor der i dag, som da hun levede, hentes blomster ind fra haven og hvor hendes buketter eller fortolkning af disse kan ses overalt i huset.

Bogen “Karen Blixens blomster” indeholder fire dele. Første del er skrevet af vennen og professoren Steen Eiler Rasmussen, som kom meget på Rungstedlund og som gennem årene havde taget mange billeder af blomsterbuketterne tilskyndet af Karen Blixen selv, der også ytrede ønske om, at Steen Eiler Rasmussen efter hendes død skulle lave en bog om hendes buketter. Første del er en smuk personlig skildring af Karen Blixens personlighed og hendes kærlighed til blomsterne. I anden del skildrer Frans Lasson, formand for Karen Blixen Selskabet og forfatter til bl.a. “Breve fra Afrika Karen Blixen som ung, der forsøger sig ud i billedkunsten med ønsket om at blive bildende kunster. Der er afbildet flere malerier i bogen, som Karen Blixen har malet. Blomsterkender Lisbeth Hertel giver i tredje del og bogens hovedkapitel en dybtgående karakteristik af de enkelte blomsterarrangementer, således som de ses på billederne. Fjerde og sidste del gør landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson rede for Karen Blixens tanker om den natur, haven og lunden, som omgav hendes hjem i Rungsted.

Jeg holder personligt meget af første del, hvori Steen Eiler Rasmussen bl.a. skriver følgende:

Buketterne kunne være ligeså forskellige af karakter som hendes fantastiske fortællinger. De spændte fra de store robuste, overdådige, der bugnede i den brede terrin med yppige gammeldags roser i forening med rødkålsblade, til de sært forfinede, med enkelte sarte blomster i et højhalset glas. At drøfte hvilke der bar prisen, ville være dumt. Hver var en sluttet komposition. Nogle var helt klassiske blomsterbilleder, som man skabte dem i det syttende og attende århundrede, vidnedsbyrd om en høj havekultur. Andre var aldeles uortodokse. Jeg husker en mageløs, jeg ville kalde den impressionistisk, buket i grønt og hvidt, sammensat af vildtvoksende vækster, som ingen havekunstner ville acceptere. Der var afblomstrede mælkebøtters luftige kloder bragt i hus med en utrolig omhu, dertil den vilde kørvels hvide blomsterstande i det fine løv, og endelig noget man straks ikke anede, hvad var, nemlig lindegrene og kviste befriet for alle lindeblade men med blomsternes vingepar bevaret. Det hele et kunstværk, der kun eksisterede et døgn. En trækvind i den store stue, og den skønne drøms hvide fnug var stille dalet ned

Bogen er sanselig og informativ og jeg holder uendelig meget af den. Jeg har den selv i to udgaver. En ældre indbundet 3. udgave fra 1. oplag fra 1983 og så en genoptrykt udgave af en 2. udgave fra 1992.

At skabe de samme buketter som Karen Blixen gjorde eller fortolkninger af disse er ikke det letteste, men det er til gengæld en givende proces. I går forsøgte jeg mig således med at genskabe en buket, jeg fandt meget smuk i bogen. Det lykkedes at få den hvide rose, stjerneskærm og funkis (hosta) i buketten mens jeg måtte erstatte blomstrende skvalderkål med vild kørvel og lammeøre med noget der blot lignede fundet i naturen. Roserne og stjerneskærm købte jeg som buketter på planteskole. Funkia blev klippet af plante i krukke på terrassen mens vild kørvel og det som lignede lammeøre blev fundet ved det søområde, hvor jeg bor. Det nærmeste jeg kom vasen på billedet var en vase, jeg har fået af min far. For at kunne arrangere blomster så de blot lignede arrangementet i bogen en smule brugte jeg oasis, som jeg lagde i vand en halv times tid før brug. For at buketten skal få et mere ægte Blixen udtryk skal den helst stå et par dage og gerne begynde at hænge en smule.

Min buket
Karen Blixens buket.

Karen Blixens Afrika – Bøgerne og filmen.

“I Afrika kaldte de hende The Lioness. Hun ankom i januar 1914 med store drømme om et nyt og frit liv og forlod kontinentet ribbet for alt i 1931. I de 17 år, hun boede i Kenya, var hun gift med – og skilt fra – den svenske baron Bror Blixen-Finecke, der smittede hende med syfilis. Hun havde en lidenskabelig affære med den engelske adelsmand Denys Finch Hatton, og i ti år var hun direktør for Karen Coffee Company, en stor kaffefarm med flere hundrede ansatte.”

Således skriver Tom Buk-Swienty i bogen “Løvinden” som udkom i august 2019. Tom Buk-Swienty har læst i familiens brevvekslinger, og det er netop her, det kommer frem, at det i virkeligheden var hendes onkel, Aage Westenholz, der ejede det meste af Karen Coffee Company. Karen var i virkeligheden administrerende direktør i cirka ti år, da ægteskabet med Bror Blixen var gået i opløsning. Hun var en dygtig forretningskvinde, men hun havde tiderne imod sig, men hendes yderst velhavende onkel Aage holdt hånden over farmen og ydede det ene lån og tilskud efter det andet.

“Løvinden” giver et spændende og anderledes billede af Karen Blixen, et måske mere ægte billede af hendes liv i Afrika, og især alle de økonomiske problemer, der tårnede sig op, og familiens store økonomiske investering i farmen. Alt dette blev der gået lettere henover i bogen “Den afrikanske farm” og i filmen “Mit Afrika” “Løvinden” tegner også et mere ægte billede af forholdet mellem Karen Blixen og Denys Finch Hatton.

Sådan kender vi Karen Blixen og Denys Finch Hatton fra filmen “Mit Afrika” eller “Out of Africa” med Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne. Smukke smukke personer og med en romantik, der driver ned af væggene. Hun er også i virkeligheden håbløs forelsket i ham og måske er det gengældt, men hvor hun ønsker ægteskab og at være sammen for altid ønsker han frihed og retten til at komme og gå som han vil. Det er smerteligt for Karen Blixen. Han er og bliver hendes store kærlighed i livet, også efter hans død. I bogen “Breve fra Afrika” lyser glæden og forelskelsen ud af ordene, Karen Blixen skriver til primært sin mor og sin bror Tommy. Som læser kommer man helt tæt på Karen Blixen og hendes inderste tanker omkring opholdet i Afrika. Den tegner et virkelig godt portræt af hende og af de familiære forhold og ikke mindst alt det, der vækker glæde og bekymring i forhold til livet på farmen.

I bøgerne “Den afrikanske farm” og “Skygger på græsset” er der en helt særlig sanselighed i måden hvorpå Karen Blixen skriver om det afrikanske folk og kontinent med dets vilde dyr. Det fylder langt mere end i filmen selvom der er meget smukke scener. I bøgerne oplever man virkelig kærligheden og den oprigtige interesse for naturen, for dyrene og de lokale og ikke mindst til de, som stod hende meget nær. Karen Blixen skildrer sig selv som læge flere gange og skriver en del om, hvordan hun behandlede de syge. “Skygger på græsset” er som “Den afrikanske farm” et erindringsværk og det sidste værk, Karen Blixen skriver mens hun lever.

Karen Blixens liv og forfatterskab.

Et udvalg af min samling af bøger af Karen Blixen.

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er Karen Blixen ekspert. Ej heller har jeg læst hele hendes forfatterskab, men jeg er som mange andre dybt fascineret af hendes liv og forfatterskab.

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Karen Blixen, da jeg for mange år siden som ca. 20 årig arbejdede i Stormagasinet Sallings parfumeafdeling og i den forbindelse blev sendt på kursus på Dragsholm Slot. Jeg blev indlogeret på et smukt værelse, og på sengen lå der udover en badekåbe bogen “Babettes gæstebud” Bogen var en gave på kurset fordi vi om aftenen skulle trakteres med menuen fra Babettes gæstebud. Det var og er nok stadig den største kulinariske oplevelse jeg har haft i mit liv. Jeg husker stadig smagen af sherry til skildpaddesuppen, blinis demidoff, små vagtler i butterdej og den overdådige kage baba med frugt. Det var ubeskriveligt. Bagefter dansede vi lancier og om natten læste jeg bogen, og så var min kærlighed til Karen Blixen født.

Efterfølgende så jeg filmen “Den afrikanske farm” som jeg siden har set et utal af gange og helst en gang om året. For mig var Meryl Streep indbegrebet af Karen Blixen, og jeg blev nysgerrig og ville vide mere for jeg syntes, at Karen Blixens liv i Afrika var fantastisk spændende og ret romantisk trods det hårde liv, hun også levede. Jeg har sikkert læst noget af hende tilbage i gymnasiet i 80’erne men det husker jeg intet om.

Jeg valgte derfor at starte på “Syv fantastiske fortællinger” som jeg havde arvet efter min farmor. Men jeg blev skuffet. Det var svær læsning og jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på fortællingerne. Jeg havde også arvet bogen “Breve fra Afrika” så den kastede jeg mig over i stedet, og den ikke blot fangede mig, men den gav mig også et nyt indtryk af såvel Karen Blixen som af hendes ophold i Afrika. Bogen Blixens blomster blev også en bog jeg kom til at holde meget af. Jeg begyndte at besøge hendes hjem Rungstedlund, der i dag er museum og hvor hun også ligger begravet, så ofte jeg kunne når jeg besøgte familie i København. Mine besøg der har for hver gang gjort mig klogere på hendes liv og hendes forfatterskab. Derfor er min præsentation af hendes liv og forfatterskab fundet på Rungstedlunds hjemmeside og blot omskrevet en smule. En stor tak til Rungstedlund for den altid meget spændende formidling.

Karen Blixen, der oprindelig hed Karen Christentze Dinesen blev født i 1885. Hun havde en privilegeret barndom på Rungstedlund sammen med sine forældre, storesøster, lillesøster og to mindre brødre. Rungstedlund var på det tidspunkt et stort landbrug med dyrehold og mange ansatte. Hun holdt af at sidde nede i det store køkken og høre på historier. Hendes far, der gik meget op i jagt, tog hende gerne med på ture rundt i området. Han lærte hende fuglenes navne og videregav sin dybe glæde ved naturen til hende. Hendes far, som også led af depressioner tog sit eget liv, da hun var bare ni år gammel. Det blev et traume for Karen Blixen.

Hendes brødre kom i skole, mens de tre søstre havde privatlærerinder. Også mormor, moster Lidda og moster Bess, der boede på Folehavegård, underviste de tre piger. Niveauet var højt. Søstrene morede sig med at kappes om at lave vrøvlevers, og allerede som otteårig skrev Karen sine første historier og fortalte løs for veninder og søstre. Da hun var 11 år begyndte hun at skrive skuespil, som hun opførte sammen med sine søskende og venner, og som 15-årig tegnede hun illustrationer til blandt andet “En skærsommernatsdrøm” af William Shakespeare.

Som ung var Karen i perioder dybt deprimeret. Hun kunne ikke forlige sig med at følge den slagne vej for velhaverdøtre og ende som rigmandsfrue. Ikke alene ville hun være noget i sig selv, hun ville også udrette noget som sin far og opleve det store i livet. Lillebror Thomas blev hendes fælle. Da hun var 23 og han 15 år, indgik de en pagt om at tjene “Det store i livet. Det, der ligger i et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve”.

Familien ansporede hende til at blive forfatter. Moster Bess mente, at hun var en helt særlig litterær begavelse og sendte en af hendes fortællinger, “Eneboerne”, til det velansete litterære tidsskrift Tilskueren. Redaktøren antog “Eneboerne”, og Karen debuterede som forfatter i 1907 under pseudonymet Osceola. To andre fortællinger blev også offentliggjort, men de litterære cirkler åbnede sig ikke.

Karen blev sekretær i Rungsted Hockey Klub, hun red, lærte at sejle sammen med sin bror Thomas og deltog i festivitas på Frijsenborg Gods og andre herregårde. Men sommeren 1912 kom hun hjem fra et tre måneder langt ophold i Rom hos bedsteveninden Daisy og var mere fortvivlet end nogensinde. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sit liv. 

I 1912 blev hun således forlovet med sin grandfætter, baron Bror von Blixen-Finecke, som hun kendte fra ballerne på Frijsenborg Gods. Bror var den tredje søn ud af en svensk adelsfamilie og skulle ifølge traditionen hverken blive godsejer eller officer, men selv vælge sin vej. Han havde forpagtet en gård under familiegodset Næsbyholm. Parret syntes, at de var “alt for levende til at vokse fast på den”, berettede Karen Blixen sidenhen. De så deres fremtid ligge et sted ude i verden og overvejede Sumatra og Argentina. Brors onkel, grev Frijs, foreslog Britisk Østafrika (vore dages Kenya). Bror rejste derned og købte en kaffefarm på 1800 hektar, der lå 15 kilometer fra Nairobi. Karens mor og morbror, Aage Westenholz, indvilligede i at investere omtrent ti millioner nutidskroner og stiftede The Karen Coffee Company Ltd.

I begyndelsen af december 1913 forlod Karen Blixen Danmark. Rejsen til Mombasa varede seks uger, og dagen efter sin ankomst blev hun viet til Bror. Hun kunne nu kalde sig baronesse von Blixen-Finecke. Efter champagnen til brylluppet begav selskabet sig ud på den 18 timer lange togrejse til Nairobi. Da de ankom til farmen, stod 1000 afrikanske landarbejdere parate for at tage imod. I Afrika kom Karen Blixen til at opleve “Det store i livet”.

Blot et år efter vielsen måtte Karen Blixen dog rejse hjem og blive behandlet for syfilis på Rigshospitalet. Hun blev helbredt, men fortsatte med behandlingerne, og bivirkningerne var ødelæggende for hendes helbred.

I 1918 mødte Karen Blixen den engelske adelsmand og storvildtjæger Denys Finch Hatton ved et middagsselskab, og hun forelskede sig på stedet. Han var den mest intelligente mand, hun havde mødt, og han var en god lytter, når hun læste højt af de fortællinger, som hun skrev. Fra 1923 boede Denys jævnligt på farmen.

Økonomisk var Bror Blixen meget uansvarlig, og farmen gav underskud år efter år. Allerede i 1921 rejste onkel Aage Westenholz ned for at sælge farmen. Det endte dog med, at han afskedigede Bror og gjorde Karen Blixen til direktør. Efterfølgende pålagde han Karen Blixen at lade sig skille fra Bror, hvilket var hende meget imod.  Dog blev de skilt i 1925. Til sidst stod det klart, at der var for koldt i området til at dyrke kaffe, og at farmen aldrig ville kunne give overskud. Da bestyrelsen for The Karen Coffee Company Ltd. sagde stop i 1931, havde onkel Aage og familien alt i alt investeret og tabt omtrent 100 millioner nutidskroner.

I løbet af sit sidste år i Afrika blev Karen Blixen mere og mere fortvivlet. Hvad skulle hun stille op, når hun mistede sin stilling som direktør og måtte forlade farmen? Hun begyndte at skrive på en bog, som hun håbede, hun kunne skrive færdig efter sin hjemkomst til Danmark. Hendes mor gav tilsagn om at understøtte hende. Få måneder inden Karen Blixens afrejse styrtede Denys Finch Hatton ned med sin flyvemaskine og mistede livet.

Den dag i august 1931, da Thomas Dinesen stod på kajen i Marseille og tog imod sin søster, så han “en skygge af en kvinde”. Karen Blixen var syg på krop og sjæl efter tabet af Denys Finch Hatton og farmen. Men efter et par dages hvile ved Genève-søen læste hun to historier op for Thomas fra den bog, hun var begyndt at skrive. Han blev dybt bevæget over hendes fortællekunst.

Hjemme igen på Rungstedlund skrev Karen Blixen bogen færdig under pseudonymet Isak Dinesen. Isak betyder “den der ler” på hebraisk, og Dinesen er hendes pigenavn. Manuskriptet var på engelsk, og hun sendte det til flere forlæggere i USA. Det kom retur, og efterfølgende vendte hun selv bitterligt skuffet tilbage fra London uden at kunne finde en forlægger. Det blev moster Bess’ veninde, den amerikanske forfatterinde Dorothy Canfield Fisher, der gav manuskriptet til sin forlægger, Robert Haas. Han antog det.

“Seven Gothic Tales” blev valgt til “Book of the Month Club” og udkom i 60.000 eksemplarer i USA. De amerikanske anmeldere mente, at “Seven Gothic Tales” var “et genis værk”. Ved udgivelsen i London skrev Evening Standard, at “Seven Gothic Tales tilhører selskabet af verdens vægtigste bøger”. Karen Blixen gendigtede selv fortællingerne på dansk. “Syv fantastiske fortællinger” fik en blandet modtagelse i Danmark. Berlingske Tidendes indflydelsesrige kritiker Frederik Schyberg skrev, at bogen var “et stykke blændende kunstnerisk simili af en begavet, men forskruet forfatterinde”.

Mens Karen Blixen boede på farmen i Kenya, foreslog hun Gyldendal og siden Flensborg Avis at skrive rejseskildringer fra Afrika, men fik afslag. Hun arbejdede vedholdende videre gennem årene, og i 1936 lykkedes det. “Magasinet”, Politikens søndagstillæg, trykte erindringsessayet “Sytten år i Afrika”. Nogle måneder senere sendte hun et nyskrevet kapitel til sin nye forlægger i London, og han svarede straks, at “der er aldrig før skrevet noget som dette”.

“Den afrikanske Farm” fik en ovenud positiv modtagelse i både Danmark, England og USA. Den britiske forfatter Vivienne de Watteville, som også deltog i middagen i 1928, da Prinsen af Wales var på besøg på farmen i Afrika, og som Karen Blixen derfor kendte fra Kenya,  skrev til Karen Blixen, at “De har set Afrika med kunstnerens øje og poetens hjerte”. Litteraturhistorikeren Hakon Stangerup anførte, at Karen Blixen er en “strålende artist og et menneske så klogt, at det næsten gør ondt”.

I 1939 blev Karen Blixen tildelt finanslovens livsvarige ydelse og sagde til Ekstra Bladet, at “det varmer mig om hjertet”. Følelsen af ikke at være accepteret og fuldgyldigt at høre til i Danmark nagede hende dog mange år frem. Karen Blixen blev også hædret med Tagea Brandts Rejselegat og genoptog sin gamle plan om at tage på pilgrimsfærd til Mekka sammen med sin afrikanske hushovmester Farah Aden og hans mor. Hun kom dog ikke afsted, fordi anden verdenskrig brød ud i 1939, men også hendes dårlige helbred med voldsomme mavesmerter stod i vejen for rejsen.

“Jeg rejser med frygt og bæven, især med ængstelse for mine egne evner”, skrev Karen Blixen i et brev, umiddelbart inden hun i begyndelsen af marts 1940 rejste til Berlin i fire uger for Politiken og en norsk og en svensk avis. Efterfølgende skulle hun til Paris og London, men det måtte aflyses på grund af den tyske besættelse af Danmark den 9. april. Af samme grund blev det først efter krigen, at hendes kloge og rammende iagttagelser i “Breve fra et Land i Krig” kunne udgives.

For at “Winter’s Tales” kunne udkomme i England og USA, opnåede Karen Blixen i 1941 tilladelse fra den tyske besættelsesmagt til at rejse til neutrale Stockholm med manuskriptet. Først efter krigens afslutning modtog hun “nyheden” om, at Winter’s Tales i Book of the Month-udgaven var blevet solgt i 280.000 eksemplarer. New York Times’ anmelder skrev, at “som litterær stilist har hun næppe en nulevende rival”.

Flere af Karen Blixens venner var med i modstandsbevægelsen, og hun lod dem vide, hvor husnøglen til Rungstedlund lå, så de kunne skjule sig der for en stund. I 1943 huserede hun jødiske familier, som var på flugt til Sverige. Til Ole Wivel sagde hun, at “vi burde være stolte af at være danske, så længe vi havde tyskere i haven og jøder inden døre”.

I krigsårene voksede Karen Blixens berømmelse. Hun udgav romanen “Gengældelsens Veje” under et nyt pseudonym, Pierre Andrézel, og benægtede at være forfatteren. Det skyldtes især, at hun ikke mente, at den var på niveau med hendes øvrige forfatterskab. Efterhånden førte Karen Blixen også en meget omfattende korrespondance, idet mange skrev til den berømte forfatter. Andre opsøgte hende på Rungstedlund, herunder en gruppe unge danske digtere, som blandt andre talte Ole Wivel og Bjørn Poulsen. Efter krigen grundlagde de tidsskriftet Heretica og fir Karen Blixen med som bidragsyder. Deres ambition var at genskabe billedet af mennesket og det menneskelige efter verdenskrigens gru og umenneskelighed.

Thorkild Bjørnvig blev redaktør af Heretica i 1948. Han var en af krigsgenerationens mest begavede digtere og uhyre belæst. Karen Blixen så ham som den ideelle samtalepartner, og selv skrev Thorkild Bjørnvig sidenhen: “at færdes med hende var en fuldstændig åbnende og grænsesprængende oplevelse”. Han tilbød at tjene hende i et og alt, hun lovede til gengæld at være hans beskytter og betegnede det som deres pagt. Igennem nogle år var de dybt forbundne i et platonisk kærlighedsforhold. “Det var en fuldendt lykkelig tid, og hvad der end hændte, følte jeg, at ‘det var kærlighed alt sammen’”, skrev Thorkild Bjørnvig. Karen Blixen kunne dog ikke tøjle sin besidderiske side, og Thorkild Bjørnvig måtte bede om sin frihed.

Der gik 13 år, før det igen lykkedes Karen Blixen at udgive en bog. Gang på gang blev hun indlagt på hospitalet, og ved en større operation i 1955 fik hun fjernet en del af mavesækken. Resten af sit liv havde hun store vanskeligheder med at spise og led af underernæring.

I 1952 udkom Babettes Gæstebud i en udgave til bare halvanden krone. En del af oplaget forærede Karen Blixen som gavebog til abonnenterne på det nystartede Fremads Folkebibliotek. I maj 1957 udnævntes Karen Blixen til æresmedlem af The American Academy of Arts. “Hendes forfatterskab har en uovertruffen kompositorisk opfindsomhed forbundet med den varmeste, mest omfattende menneskelighed”, lød begrundelsen.

“Sidste Fortællinger” udkom samtidig på ti sprog i november 1957 og i næsten en halv million eksemplarer i alt. Forventningerne var store, men modtagelsen blev ikke lige så overvældende som ved “Vinter-Eventyr”.

Et af de mest interessante interviews med Karen Blixen bragte New York Times Book Review sidst i 1957. Den danske journalist Bent Mohn stod som forfatter. I virkeligheden havde Karen Blixen selv skrevet det, fordi det ikke var lykkedes Bent Mohn at skrive en tilfredsstillende tekst. På spørgsmålet “Kan De sige, at De har været lykkelig?” svarede hun: “Ja, og af hele mit hjerte”. På spørgsmålet “Hvad var det, der gjorde Dem så lykkelig?” lød svaret: “Jeg tror på en måde, at den eneste virkelig sande lykke, man kan tale om her, er den rene livsglæde, en art triumferen over at være til. Og jeg har været så heldig at være godt udrustet hertil”.

Karen Blixen nærede et stort ønske om at rejse til Amerika og bad Gyldendals direktør, Otto B. Lindhardt, om at arrangere et ophold. I januar 1959 rejste han og Karen Blixens sekretær, Clara Selborn, med til New York som ledsagere. Karen Blixen skulle blandt andet deltage i filmoptagelser og holde festforelæsning ved The American Academy of Arts’ årsfest. Invitationerne blev ved med at strømme ind. I næsten tre måneder blev Karen Blixen feteret som ingen anden og deltog i arrangementer fra morgen til aften med en ufattelig energi. Hun havde altid følt, at hendes amerikanske læsere tog hende mere til hjertet end de danske. Da vægten viste 33 kilo, og hendes tilstand var livstruende, måtte hun en uge på hospitalet. “Jeg har alligevel haft en prægtig tid her”, sagde hun bagefter om sit ophold i Amerika. 

Om “Skygger paa Græsset”, Karen Blixens sidste værk, skrev Tom Kristensen, at det var “En livsens taknemmelig og trofast bog”. Karen Blixen dikterede de sidste rettelser til bogen fra en hospitalsseng og arbejdede videre på flere fortællinger, deriblandt “Ehrengard”, som blev udgivet efter hendes død. I 1961 var hun igen indstillet til Nobelprisen i litteratur uden at få den.

Den sidste sommer var der som altid mange gæster på Rungstedlund. Karen Blixens gode ven, den amerikanske pianist Eugene Haynes, var en af dem. En eftermiddag i august på verandaen sagde han til hende: “De sagde i “Den afrikanske Farm”, at De ikke ville slippe livet, før det havde velsignet Dem, men derefter ville De gerne slippe det”. “Livet har velsignet mig”, svarede hun.

Den 7. september 1962 sov Karen Blixen stille ind i sin seng på Rungstedlund, omgivet af sine nærmeste. Hun blev begravet under et stort, gammelt bøgetræ ved foden af Ewalds Høj i Fuglereservatet på Rungstedlund. 

Fødselsdag, Blixen tema og Giveaway.

Den 1. august 2021 fylder Anettes Litteratursalon 1 år. Det skal fejres. Jeg vil gerne sige tusind tak til alle, der har fulgt med og som har bakket op om ideen fra start. Stor tak til jer, der har deltaget i samtalerne omkring den danske litteratur. Det har været et yderst berigende år. Det er blevet til næsten 100 indlæg med anmeldelser, litteraturindlæg og en julekalender. Tak til følgere, til forfattere og til forlag.

Jeg har valgt at fejre fødselsdagen med et Karen Blixen tema, som vil køre fra i dag og frem til næste søndag, hvor selve fødselsdagen løber af stablen. Hver dag vil der her på bloggen og på Instagram være et indlæg omhandlende Karen Blixen. I den forbindelse har jeg indgået et samarbejde med forlaget Gyldendal, som har sponseret to eksemplarer af bogen “Pagten” af Thorkild Bjørnvig. En bog, der er blevet filmatiseret og instrueret af Bille August, og som har premiere i biograferne den 5. august. Jeg smider selv to biografbilletter efter hver bog, så der således er mulighed for både at vinde bogen og se filmen.

Konkurrencen vil foregå på Instagram på min profil https://www.instagram.com/anetteslitteratursalon/ hvor I også kan læse mere om vilkårene for at deltage. Jeg trækker to vindere søndag den 1. august om aftenen.

Kærlige litteraturhilsener

Anette Leonora Andersen

Anmeldelse af “Svindleren” af Mikkel Guldager.

Titel: “Svindleren” Forfatter: Mikkel Guldager. Sider: 238. Forlag Brændpunkt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

“Du hævder, at du er uskyldig, men du indrømmer, at du har begået lovovertrædelserne. Er det ikke lidt paradoksalt? – Det synes jeg egentlig ikke. Jeg erkender fuldt ud, at jeg i mine opture har begået disse forbrydelser. Men i den tid var jeg ikke mig selv. Jeg var en anden. Du må sidestille det med at være skizofren. Giver det mening?”

Jeg har netop vendt sidste side i romanen “Svindleren” af Mikkel Guldager, og sidder med en besynderlig følelse i kroppen. Jeg har netop været vidne til, at en mand har begået økonomisk kriminalitet, har svindlet i skat for millionbeløb og er sluppet afsted med det uden straf på grund af dokumentfalsk. Altså at man har svindlet sig til frifindelse. Hvordan skal jeg forholde mig til dette velvidende, at svindlen er blevet begået af en person, der lider af en bipolar affektiv lidelse?

“Svindleren” er en autofiktiv roman bygget op i tre dele. I første del “Paradis” møder vi Mikkel i samtale med en kvindelig psykolog – Johanne, der skal udrede Mikkels psykologiske tilstand i forbindelse med retsagen. Vi hører her om den unge Mikkel. Vi hører om hans opvækstvilkår med en frisindet kreativ alenemor og en ikke-eksisterende heroinmisbrugende far. Vi hører hvordan vold hele tiden er tæt på ham, uden at han selv er direkte involveret. I anden del “Inferno” møder vi Mikkel og partneren Joe Huxley, som driver ikke helt lovlige millionforretninger, og som lever det vilde og hæsblæsende og søde liv med kokain, smukke kvinder og dyrt design, indtil det løber af sporet for dem og Mikkel står alene tilbage og bliver anklaget for at have begået økonomisk kriminalitet, mens Joe er taget til London. Tredje del “Purgatorium” handler om angeren, eftervirkningerne, retssagen og samtaler med psykiateren, der slår fast, at svindlen er begået på baggrund af psykisk sygdom.

Mikkel Guldager skriver som det sidste i sin bog:

“Det var nødvendigt at nedfælde mine tanker, og måske få svar på dét spørgsmål, som i mange år havde fløjet ubesvaret rundt i mit sind: Hvor lang skal min straf være, før jeg kan sige, at jeg ikke er, men var, en svindler?

Bogen rejser en væsentlig problematik om, hvorvidt der er sammenhæng mellem psykisk sygdom og kriminalitet. I dette tilfælde fastslår psykiateren at, svindlen er begået på baggrund af psykisk sygdom. Men temaer som skyld, anger og tilgivelse er væsentlige temaer, når der skal samtales om denne bog.

Sprogligt svinger bogen en del. Fra meget dagligsdagstale til meget smukt sprogbrug. Handlingen kan til tider være svær at finde rundt i. Både fordi den økonomiske kriminalitet og forretningerne omkring denne er kompleks, men også fordi handlingen ikke foregår kronologisk. Det er et godt greb, at lade historien blive fortalt gennem samtaler med henholdsvis psykolog og psykiater. Dog blev dialogerne ind i mellem utroværdige.

Der er ingen tvivl om at Mikkel Guldager kan fortælle historier. Jeg blev grebet af historien. Indtil videre er det hans tredje bog. Alle med afsæt i oplevelser fra eget liv.

“Svindleren” udkom 10. juni 2021.

Lydbøger

Lydbøger er ikke det område jeg har mest erfaring indenfor, men jeg er meget nysgerrig på det, så jeg satte mig for at undersøge fænomenet, og har i det følgende skrevet om lydbogen med inspiration fra antologien “Litteratur mellem medier” fra Aarhus Universitetsforlag og afsnittet om lydbøger skrevet af Iben Have og Birgitte Stougaard Pedersen.

En lydbog er et elektronisk bogformat, som høres i stedet for at blive læst i traditionel forstand. Længe før e-bøger blev tilgængelige, har litteratur optrådt som lydbøger i elektroniske og digitale formater. Historisk er lydbogen blevet beskrevet som en slags biprodukt af den trykte bog og som en service for læsere, der af forskellige grunde har svært ved at læse trykte bøger.

Det har ændret sig med fremkomsten af digitale medier. For det første er lydbogen ikke længere et biprodukt. I dag er markedet for lydbøger så stort, at de ofte udkommer samtidig med den trykte bog og e-bogen, hvilket allerede på udgivelsesdagen giver fleksible læsemuligheder. Den digitale lydbog appellerer i dag til en langt bredere gruppe end tidligere. 

Lydbogens mobilitet og dermed muligheden for at vi som læsere kan tilegne os litteratur samtidig med at vi eksempelvis motionerer eller pendler til og fra job passer godt ind i den moderne livsstil.

Teknologisk og materielt har lydbogen ikke noget til fælles med den trykte bog. I stedet deler den teknologi og formater med musik. Det var med kassettebåndene i 1970’erne at man begyndte at bruge betegnelsen ”lydbog” om de indlæste bøger. I 1980’erne begyndte cd’en langsomt at overtage markedet for lydbøger. I dag formidles lydbøger primært via internettet som downloads eller streaming. 

Selvom lydbøger rent teknisk og materielt intet har til fælles med den trykte bog, så kræver den netop en forudgående eller samtidig trykt bog og en institutionaliseret litterær kontekst i form af forfattere, forlag, boghandlere og biblioteker.

Ved at definere lydbøger som en lydoptagelse af en skønlitterær bog, der læses højt, typisk af professionelle oplæsere eller forfattere selv, forstår vi lydbogen som det der kan kaldes en remediering af bogen. Denne lydlige remediering af litteraturen tilfører værket nye komponenter. Fortællingen og dens strukturelle opbygning er den samme, men måden den fremtræder på og dermed opleves på ændrer sig radikalt med lydbogen.

I et historisk perspektiv trækker lydbogen tråde helt tilbage til traditionen omkring mundtlige fortællinger og højtlæsning af romaner længe før litteratur opstod som et institutionelt begreb.

Men kan man tale om, at man læser en lydbog, når man i virkeligheden lytter til en oplæser?

 At lytte og at læse er ikke det samme. Det ene er en visuel oplevelse mens det andet er en auditiv og dermed er formidlingen af historien forskellig, og det er måske en vigtigere pointe, end om vi kalder det at lytte til eller læse en lydbog.

Når jeg taler med folk, der både læser trykte bøger og lytter til lydbøger, taler vi sjældent om mediet men mere om selve historien.

Stemmen er det medie, der tydeligst peger på forskellen på den trykte bog og på lydbogen. Stemmen leverer en fortolkning af teksten og bliver herved et nyt medie for litteraturen. Oplæsere af lydbøger kan være årsag til at man opgiver en valgt lydbog, eller de kan være medvirkende til at man fremadrettet vælger bøger efter netop en præcis oplæser. Flere og flere forfattere vælger selv at indlæse deres værker. Det er interessant på flere måder. Forfatteren kender sin historie og kan formidle den præcis som den var tiltænkt. Men dermed ikke være sagt, at forfatteren er den bedste oplæser, men det er klart en spændende tilgang til formidlingen. Kombinationen af den specifikke teknologi, læsesituationen og oplæserstemme er med til at definere læseoplevelsen.

Forskning viser, at lydbøger gør noget ved vores oplevelse af tid. Lydbogslæsning tilfører vente- og spildtid et positivt element ved at tilføje et ekstra mentalt oplevelseslag til cykelturen, gåturen eller på vej på job i bilen, så vi føler, vi udnytter tiden bedst muligt. Forskning viser ligeledes, at lydbogslæsere typisk også læser mange trykte bøger og derfor ikke erstatter de trykte bøger med lydbøger men derimod skaber nye rutiner for læsning i situationer, hvor de ikke kan læse med øjnene.

Der har været tendens til at betragte lydbogen som en distræt og overfladisk form for læsning og litteraturtilegnelse, men når lydbogslæsere beretter om, at de får spildtid til at gå hurtigt ved at læse lydbøger, så handler det i virkeligheden om, at der gives tid til fordybelse.

Som den trykte bog kan lydbogen læses med forskellige grader af opmærksomhed, og som ved læsning af en fysisk bog kræver det også øvelse at læse en lydbog koncentreret, at forstå og leve med i den strøm af ord, der møder øret i et fast tempo.

Kom godt i gang med lydbøger.

  1. Vælg udbyder og udstyr.
  2. Kom godt i gang som nybegynder ved at skabe ro og fordybelse i starten når du lytter. Når du har vænnet dig til formen, kan du lytte mens du foretager dig andre ting som at køre bil, cykle, strikke mm.
  3. Træn dine ører op. At lytte til lydbøger er en anden læseoplevelse. Du skal lige vænne dig til at læse med ørene. Lyt evt. i korte intervaller på 10 minutter ad gangen i starten og skru så op. Tænk også over hvilken bog du starter med. Noveller eller plotstyret litteratur hvor det er nemt at følge med i historien.
  4. Den rigtige stemme – giv oplæseren en chance. På mange streamingtjenester kan man også skrue op eller ned for indlæsningshastigheden.
  5. Lydbøger i din hverdag –  kend dit behov – find ud af hvordan passer det ind.
  6. Downloade eller streame lydbøger?

Downloader du en lydbog betaler du et engangsbeløb for at eje lydbogen ligesom hvis du købte en fysisk bog. Lydbøger til download kan købes hvor du normalt køber bøger og musik på nettet.

Streamer du en lydbog sker det typisk gennem en streamingtjeneste, hvor du betaler månedligt for et fast abonnement. Der er mange forskellige streamingtjenester på markedet med varierende priser og udbud (ingen nævnt ingen glemt, da dette ikke er reklame). Husk at streaming kræver internetforbindelse mens downloads ikke gør.

Lydbøger behøver ikke kun være for den enkelte. Det kan være en fælles oplevelse hvis lydbogen sættes til højtalere.

Anmeldelse af “I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” af Alexandre Nsoni

Titel: “I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” Forfatter: Alexandre Nsoni. Sider: 118. Forlag: Vilakazi Publishing. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Vilakazi Publishing.

Besøg”

Kommunen på besøg huset rengjort som var det dronningen der kom forbi til en kop kaffe soveværelset duftede mere af frisk luft end af urin vi sad i stuen som nikkedukker iført hvide skjorter og tandpastasmil vi skulle sige de rigtige ting ikke hvad vores hjerter bar rundt på

“I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd” er en barsk selvbiografisk digtsamling af Alexandre Nsoni. Forlaget skriver følgende:

Det er en digtsamling om flugten fra Den Anden Congokrig over Angola til Danmark. Det er historien om mødet med Danmark og danskerne, om at være anderledes og fremmed, og om en krig, der kaster lange skygger.

Det er vold, omsorgssvigt og mangel på kærlighed, der ødelægger et lille barn, og som betyder, at Alexandre ikke selv kan holde på kærligheden, når den endelig viser sit sande ansigt. Selvdestruktionen, selvmordstankerne og sindssygen kvæler livet, indtil en pige forveksler et par liderlige sms’er med digte og introducerer forfatteren for poesien og muligheden for selv at gribe pennen. Med den som våben kæmper Alexandre Nsoni nu mod en fast plads i psykiatrien, og han smider samtidig en bombe ind i sin familie.

Nsoni skåner ingen, hverken danskerne, pædagogerne, sine forældre eller sig selv, i denne rå, ærlige og vigtige fortælling om en ung flygtnings skæbne – en skæbne, der alt for tidligt gør ham til en ung veteran i sit eget liv.

Poesiens dør”

Jeg sendte hende et par liderlige sms’er som hun mente var digte og spurgte efter flere hun inviterede mig på biblioteket hun spurgte ind til min person jeg fortalte og hun lyttede efter en stund spurgte hun hvorfor jeg ikke skrev digte hun rakte mig Vita Andersens Tryghedsnarkomaner jeg læste bogen og fandt trygheden i poesien jeg mærkede ordenes sørgmodighed senere stødte jeg ind i Strunges kamp og Hassans genstridighed der vækkede min jeg meldte mig ind i krigen sammen med krigerne uden våben troede jeg

Digte kommer i mange former, og disse har karakter af lyrisk prosa. En smuk og smertelig og ikke mindst tilgængelig fortælling. Krig, omsorgssvigt, kærlighed eller mangel på samme siver ud gennem Alexandre Nsonis pen med en skarphed, der ikke er alle debutanter forundt. Jeg blev følelsesmæssigt berørt og litterært forført.

“I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” udkom 28. juni 2021.

Anmeldelse af “Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos af Amalie Langballe.

Titel: “Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos” Forfatter: Amalie Langballe. Sider: 170. Forlag: People’s. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People’s.

Amalie Langballe har begået et mesterværk. En størrelsesmæssigt lille bog på 11,5 x 18,3 cm men indholdsmæssigt så stor, at den burde have en plads i alle bogreoler, eller måske nærmere i vores tasker, vi bærer rundt med os, for den er vedkommende, og indholdet er vigtigt for alle.

Hun indleder bogen med et personligt forord om hvilke kriser og hvilket kaos, hun har oplevet siden 2016, og det er dybt tankevækkende og foruroligende men på samme tid præsenteret med et tvist af en formidabel humor. Der er allerede i forordet lagt i kakkelovnen til noget tragisk komisk. Storbritanniens farvel til den Europæiske Union, hendes mors dødsfald, Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus, et seksuelt overgreb, sommeren 2018, der var unaturlig varm, og som fik græs til at gå fra grønt til gult til dødt, Stram Kurs i dansk politik og så Coronapandemien.

“Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos” er en samtalebog. Samtaler om nogle af de bevægelser – gode og dårlige – der præger vores samtid. Amalie Langballe er i samtale med ni forskellige præster i ni kapitler, og sammen forsøger de at finde ud af, hvordan håb ser ud i en kaotisk tid. Jeg vil i det følgende gengive lidt af indholdet.

Der samtales om, at vi som mennesker lever i et slaraffenland, når det kommer til muligheder og valg, men at dette har ført til retningsløshed og en manglende fælles fortælling. De eksistentielle valg og de mere dagligdags valg står i kø og kræver beslutningsparathed fra det enkelte individ, som så selv må leve med de valg, der bliver truffet, og dermed med de skuffelser og den skyld der kan forekomme, når man oplever at have valgt forkert.

Vi er “overskudsramte” og har med udviklingen prøvet alt undtagen at dø. I gennemsnit er alt blevet bedre gennem de sidste mange mange år, og så kom Coronaen pludselig til verden, og satte alt på pause og gav os mulighed for refleksion. Mange søgte mod naturen, hvor man måske tidligere ville have søgt mod troen.

Vi arbejder meget og arbejdet bliver for mange en stor del af identiteten. Vores selvforståelse knytter sig til vores arbejde, men det er sundt med hvile. At komme hvile- og helligdagen ihu er en måde at tænke, at der er andet i livet end arbejde.

Vi er blevet mere og mere selvstændige og har ikke brug for hinanden som tidligere i parforhold og ægteskab. Vi kan og vi vil selv, men ingen forlanger at vi skal kunne alt. Det er legalt at have brug for hinanden og bede om hjælp. Man kan – selvom tusindvis af kærlighedssange og romantiske komedier har lært os det modsatte – leve uden hinanden. Det er både det skønne og det smertefulde. At elske og ære i medgang og modgang er at anerkende det uperfekte, noget vi ikke er gode til når det kommer til udvælgelsen af partnerne på de forskellige datingapps. Man kan være bange for at brænde inde med kærlighed, men kærligheden vil finde vej, når blot der er mennesker i vores liv, vi holder af.

Internettets stemmevrimmel – Hvordan finder vi ud af hvilke stemmer, vi skal lytte til? Stemmerne er oftest højtråbende. Det er ikke en stille hvisken, der høres, men vi bør øve os i at lytte til den stille hvisken og ikke blot til dem, som råber højest.

Når vi møder det meningsløse, leder vi efter en mening. Vi skal helst opdage at vi lærte noget tilsidst, så det ikke var helt meningsløst. Men det er at overdrive med ideen om læring. Nogle gange skal man blot være i det meningsløse uden at der skal komme noget ud af det. Vi skal undgå at kvalificere liv. At noget er det gode liv mens andet er det dårlige liv. Alt liv er liv. Man bliver fraværende, hvis man hele tiden tænker på, at øjeblikket blot skal overstås, og at alt bliver bedre om lidt.

Vi skal værne om det rum, hvor ting ikke går op, hvor kaos kan være, og hvor det ikke lige bliver “fikset” Hvor håb og håbløshed kan eksistere i lige mål.

“Forsøg udi HÅB – hvad præster ved om kaos” udkom 16. juni 2021.

Anmeldelse af “Helbredende digte” af Sternberg.

Titel: “Helbredende digte” Forfatter: Sternberg. Sider:80. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Jeg er fremmed overfor mig selv og forundret over at være til

jeg er endeløs

der kommer ikke noget godt ud af det her

min egen skygge tynger mine fødder

og mit hjerte er som vinden langt til havs

det er en lettelse når jeg ikke er her

og lader en krop uden krop gøre arbejdet

det er alligevel ikke mit ansvar at kontrollere og dirigere

jeg deltager jo heller ikke i mit eget indre liv

Sternberg har skrevet en digtsamling med et formål og med en nytteværdi. “Helbredende digte” hedder digtsamlingen, som rummer et utal af smukke ord og smukke sætninger. I disse år både tales der om, og anvendes der prosa og poesi i forbindelse med terapeutiske forløb. Oftest er litteraturen ikke skrevet med dette for øje, men bringes i anvendelse fordi, litteraturen kan vise os sider af den menneskelige psyke og sider af os selv, som vi kan genkende. Sternbergs digte er derimod, i følge forfatteren selv, skrevet for rent faktisk at have en helbredende virkning på læseren.

“Digte kan synes uanseelige, men de forandrer menneskers liv. Læseren bliver ført længere ud og i bedste fald kognitivt omskabt. Det er ikke sundhedsvæsenets definition på helbredelse, der her er tale om. Poesien er måske det mægtigste medie, som findes” (Sternberg)

Jeg har læst digtsamlingen to gange, men berøres ikke følelsesmæssigt af de smukke ord og sætninger. Ingen tvivl om at Sternberg kan noget rent sprogligt, og at digtene vil berøre læsere på forskellig vis alt efter hvor man er i sit liv, og hvilke udfordringer man kæmper med. Jeg savner mere smerte og kraft i digtsamlingen, når den læses som helhed. Det er i de enkelte linjer, at det stærkeste findes. At den er skrevet med helbredelse for øje får alt til at stritte på mig, idet jeg synes, det er stik imod litteraturen og kunstens tanke. Jeg læser den også anderledes og med en forventning om noget bestemt i stedet for blot at lade mig flyde med ordstrømmen.Litteraturen har sin plads i terapeutiske sammenhænge, og plukkes der i digtsamlingen vil der måske være sætninger, der med Sternbergs ord vil føre læseren længere ud og i bedste fald kognitivt omskabt.

Jeg er enig med Sternberg i, at digte og litteratur kan være medvirkende til at mennesker kan forandre sig. Mødet mellem mennesker og litteratur er jo relationelt, og det er i mødet med andre at vi får mulighed for at se på os selv og vores væren i verden.

Oprindeligt blev syv af digtene udgivet som serie i “Øverste Kirurgiske” og Sternberg har derudover lagt musik til en række af digtene, som ligger på Soundcloud (https://soundcloud.com/sternbergs) .

“Helbredende digte” udkom 11. juni 2021.

Anmeldelse af “I kærlighedens navn” af Karima Bouylud.

Titel: “I kærlighedens navn” Forfatter: Karima Bouylud. Sider: 336. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Hvis du bare havde en flig af skam og samvittighed, ville du ikke sidde her med halen mellem benene, men kæmpe for at få din datter hjem. Din datter, ha, hun er mere min datter, end hun er din. Hvor mange har jeg ikke skullet trøste hende, fordi du ikke kunne finde ud af at opføre dig som en mor bør? En tæve er en bedre mor for sine hvalpe end dig.”

“I kærlighedens navn” er historien om tre generationer af dansk-marokkanske kvinder, og deres kamp for at finde sig selv og hinanden på ny, da den 13- årige Miriam bliver anbragt fra den ene dag til den anden. Miriam er bindeleddet mellem moren, Nadia, og mormoren, Mimount. Anbringelsen tvinger Nadia til at forholde sig til en fortid, som hun har kæmpet for at fortrænge, og som hendes kæreste Gabriel, ikke ved noget om. Uden Miriam som mægler bryder Nadia og Mimounts anspændte forhold ud i lys lue, og gamle reaktionsmønstre truer med at ødelægge dem alle tre.

Forfatter Karima Bouylud fortæller selv følgende om bogens tilblivelse:

“Siden jeg var lille pige, har jeg skrevet tanker og følelser ned i min dagbog. Da jeg for 12 år siden befandt mig i en situation, der gav mig følelsen af at være en dårlig datter, mor og kvinde, ønskede jeg at søge en form til det kaos, der var i mit liv. Derfor skabte jeg et univers med karakterer, der gennemlevede de problematikker, om blandt andet kvindefrigørelse, alkoholmisbrug og vores anbringelsessystem, som jeg kæmpede med i mit virkelige liv.”………….”Drivkraften med romanen har været at tage ansvar for de handlinger, der har medvirket til, at min voksne datter i dag stadig er påvirket negativt ovenpå traumatiske oplevelser. Men mit ærinde har også været at skabe grobund for en nuanceret debat om blandt andet kulturel forskellighed, familierelationer og generationsopgør”

Karima Bouylud har skrevet en meget stærk bog om smerte. En smerte knyttet til kærlighed, til fællesskaber og samhørighed. Om svigt fra et system, der skal passe på vores nærmeste, når vi af uransaglige årsager ikke selv er i stand til det. Der er flere uadskillelige tematikker i bogen – kærlighed, fællesskab, frigørelse, generationsforskelle og kulturel forskellighed. Bogen er bygget op omkring mormor Mimount, mor Nadia og datter Miriam. Alle har de hver deres stemme fordelt på hver deres kapitler. Som læser inviteres man ind i deres liv med alle deres nærmeste, hvilket kan være udfordrende at holde styr på i starten af læsningen, indtil man lærer karakterne at kende. Der er ingen entydigt onde eller gode. Intet er sort hvidt. Sympatien tilfalder dem alle. Dog havde jeg det svært med at læse om pædagogerne, der skal tage vare på Miriam på institutionen Sirius, hvor hun anbringes. Måske på grund af egen baggrund som pædagog og cand. pæd. blev jeg yderst provokeret over den misforståede frihedopfattelse og retten til selvbestemmelse, institutionen repræsenterer og arbejder ud fra i arbejdet med de unge på institutionen. Jeg vil kalde det professionelt omsorgssvigt og ansvarsfraskrivelse. Jeg blev mest ramt, når jeg læste om netop dette. De kulturelle forskelle mellem såvel mænd som kvinder og generationer kender man som læser godt fra litteraturen, men Karima Bouylud formår i høj grad at at skrive, så man næsten fysisk mærker, hvor svært det er, når man skal kæmpe for værdier, der er modstridende og ikke mindst når man kæmper for sin personlige frihed på samme tid, som man ønsker at være elsket og en del af fællesskabet.

“I kærlighedens navn” er en stærk læseoplevelse. Bogen udkom 7. maj 2021.