Anmeldelse af “I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” af Alexandre Nsoni

Titel: “I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” Forfatter: Alexandre Nsoni. Sider: 118. Forlag: Vilakazi Publishing. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Vilakazi Publishing.

Besøg”

Kommunen på besøg huset rengjort som var det dronningen der kom forbi til en kop kaffe soveværelset duftede mere af frisk luft end af urin vi sad i stuen som nikkedukker iført hvide skjorter og tandpastasmil vi skulle sige de rigtige ting ikke hvad vores hjerter bar rundt på

“I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd” er en barsk selvbiografisk digtsamling af Alexandre Nsoni. Forlaget skriver følgende:

Det er en digtsamling om flugten fra Den Anden Congokrig over Angola til Danmark. Det er historien om mødet med Danmark og danskerne, om at være anderledes og fremmed, og om en krig, der kaster lange skygger.

Det er vold, omsorgssvigt og mangel på kærlighed, der ødelægger et lille barn, og som betyder, at Alexandre ikke selv kan holde på kærligheden, når den endelig viser sit sande ansigt. Selvdestruktionen, selvmordstankerne og sindssygen kvæler livet, indtil en pige forveksler et par liderlige sms’er med digte og introducerer forfatteren for poesien og muligheden for selv at gribe pennen. Med den som våben kæmper Alexandre Nsoni nu mod en fast plads i psykiatrien, og han smider samtidig en bombe ind i sin familie.

Nsoni skåner ingen, hverken danskerne, pædagogerne, sine forældre eller sig selv, i denne rå, ærlige og vigtige fortælling om en ung flygtnings skæbne – en skæbne, der alt for tidligt gør ham til en ung veteran i sit eget liv.

Poesiens dør”

Jeg sendte hende et par liderlige sms’er som hun mente var digte og spurgte efter flere hun inviterede mig på biblioteket hun spurgte ind til min person jeg fortalte og hun lyttede efter en stund spurgte hun hvorfor jeg ikke skrev digte hun rakte mig Vita Andersens Tryghedsnarkomaner jeg læste bogen og fandt trygheden i poesien jeg mærkede ordenes sørgmodighed senere stødte jeg ind i Strunges kamp og Hassans genstridighed der vækkede min jeg meldte mig ind i krigen sammen med krigerne uden våben troede jeg

Digte kommer i mange former, og disse har karakter af lyrisk prosa. En smuk og smertelig og ikke mindst tilgængelig fortælling. Krig, omsorgssvigt, kærlighed eller mangel på samme siver ud gennem Alexandre Nsonis pen med en skarphed, der ikke er alle debutanter forundt. Jeg blev følelsesmæssigt berørt og litterært forført.

“I Afrika fødes der ikke drenge kun mænd” udkom 28. juni 2021.

Anmeldelse af “Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos af Amalie Langballe.

Titel: “Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos” Forfatter: Amalie Langballe. Sider: 170. Forlag: People’s. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People’s.

Amalie Langballe har begået et mesterværk. En størrelsesmæssigt lille bog på 11,5 x 18,3 cm men indholdsmæssigt så stor, at den burde have en plads i alle bogreoler, eller måske nærmere i vores tasker, vi bærer rundt med os, for den er vedkommende, og indholdet er vigtigt for alle.

Hun indleder bogen med et personligt forord om hvilke kriser og hvilket kaos, hun har oplevet siden 2016, og det er dybt tankevækkende og foruroligende men på samme tid præsenteret med et tvist af en formidabel humor. Der er allerede i forordet lagt i kakkelovnen til noget tragisk komisk. Storbritanniens farvel til den Europæiske Union, hendes mors dødsfald, Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus, et seksuelt overgreb, sommeren 2018, der var unaturlig varm, og som fik græs til at gå fra grønt til gult til dødt, Stram Kurs i dansk politik og så Coronapandemien.

“Forsøg udi HÅB – Hvad præster ved om kaos” er en samtalebog. Samtaler om nogle af de bevægelser – gode og dårlige – der præger vores samtid. Amalie Langballe er i samtale med ni forskellige præster i ni kapitler, og sammen forsøger de at finde ud af, hvordan håb ser ud i en kaotisk tid. Jeg vil i det følgende gengive lidt af indholdet.

Der samtales om, at vi som mennesker lever i et slaraffenland, når det kommer til muligheder og valg, men at dette har ført til retningsløshed og en manglende fælles fortælling. De eksistentielle valg og de mere dagligdags valg står i kø og kræver beslutningsparathed fra det enkelte individ, som så selv må leve med de valg, der bliver truffet, og dermed med de skuffelser og den skyld der kan forekomme, når man oplever at have valgt forkert.

Vi er “overskudsramte” og har med udviklingen prøvet alt undtagen at dø. I gennemsnit er alt blevet bedre gennem de sidste mange mange år, og så kom Coronaen pludselig til verden, og satte alt på pause og gav os mulighed for refleksion. Mange søgte mod naturen, hvor man måske tidligere ville have søgt mod troen.

Vi arbejder meget og arbejdet bliver for mange en stor del af identiteten. Vores selvforståelse knytter sig til vores arbejde, men det er sundt med hvile. At komme hvile- og helligdagen ihu er en måde at tænke, at der er andet i livet end arbejde.

Vi er blevet mere og mere selvstændige og har ikke brug for hinanden som tidligere i parforhold og ægteskab. Vi kan og vi vil selv, men ingen forlanger at vi skal kunne alt. Det er legalt at have brug for hinanden og bede om hjælp. Man kan – selvom tusindvis af kærlighedssange og romantiske komedier har lært os det modsatte – leve uden hinanden. Det er både det skønne og det smertefulde. At elske og ære i medgang og modgang er at anerkende det uperfekte, noget vi ikke er gode til når det kommer til udvælgelsen af partnerne på de forskellige datingapps. Man kan være bange for at brænde inde med kærlighed, men kærligheden vil finde vej, når blot der er mennesker i vores liv, vi holder af.

Internettets stemmevrimmel – Hvordan finder vi ud af hvilke stemmer, vi skal lytte til? Stemmerne er oftest højtråbende. Det er ikke en stille hvisken, der høres, men vi bør øve os i at lytte til den stille hvisken og ikke blot til dem, som råber højest.

Når vi møder det meningsløse, leder vi efter en mening. Vi skal helst opdage at vi lærte noget tilsidst, så det ikke var helt meningsløst. Men det er at overdrive med ideen om læring. Nogle gange skal man blot være i det meningsløse uden at der skal komme noget ud af det. Vi skal undgå at kvalificere liv. At noget er det gode liv mens andet er det dårlige liv. Alt liv er liv. Man bliver fraværende, hvis man hele tiden tænker på, at øjeblikket blot skal overstås, og at alt bliver bedre om lidt.

Vi skal værne om det rum, hvor ting ikke går op, hvor kaos kan være, og hvor det ikke lige bliver “fikset” Hvor håb og håbløshed kan eksistere i lige mål.

“Forsøg udi HÅB – hvad præster ved om kaos” udkom 16. juni 2021.

Anmeldelse af “Helbredende digte” af Sternberg.

Titel: “Helbredende digte” Forfatter: Sternberg. Sider:80. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Jeg er fremmed overfor mig selv og forundret over at være til

jeg er endeløs

der kommer ikke noget godt ud af det her

min egen skygge tynger mine fødder

og mit hjerte er som vinden langt til havs

det er en lettelse når jeg ikke er her

og lader en krop uden krop gøre arbejdet

det er alligevel ikke mit ansvar at kontrollere og dirigere

jeg deltager jo heller ikke i mit eget indre liv

Sternberg har skrevet en digtsamling med et formål og med en nytteværdi. “Helbredende digte” hedder digtsamlingen, som rummer et utal af smukke ord og smukke sætninger. I disse år både tales der om, og anvendes der prosa og poesi i forbindelse med terapeutiske forløb. Oftest er litteraturen ikke skrevet med dette for øje, men bringes i anvendelse fordi, litteraturen kan vise os sider af den menneskelige psyke og sider af os selv, som vi kan genkende. Sternbergs digte er derimod, i følge forfatteren selv, skrevet for rent faktisk at have en helbredende virkning på læseren.

“Digte kan synes uanseelige, men de forandrer menneskers liv. Læseren bliver ført længere ud og i bedste fald kognitivt omskabt. Det er ikke sundhedsvæsenets definition på helbredelse, der her er tale om. Poesien er måske det mægtigste medie, som findes” (Sternberg)

Jeg har læst digtsamlingen to gange, men berøres ikke følelsesmæssigt af de smukke ord og sætninger. Ingen tvivl om at Sternberg kan noget rent sprogligt, og at digtene vil berøre læsere på forskellig vis alt efter hvor man er i sit liv, og hvilke udfordringer man kæmper med. Jeg savner mere smerte og kraft i digtsamlingen, når den læses som helhed. Det er i de enkelte linjer, at det stærkeste findes. At den er skrevet med helbredelse for øje får alt til at stritte på mig, idet jeg synes, det er stik imod litteraturen og kunstens tanke. Jeg læser den også anderledes og med en forventning om noget bestemt i stedet for blot at lade mig flyde med ordstrømmen.Litteraturen har sin plads i terapeutiske sammenhænge, og plukkes der i digtsamlingen vil der måske være sætninger, der med Sternbergs ord vil føre læseren længere ud og i bedste fald kognitivt omskabt.

Jeg er enig med Sternberg i, at digte og litteratur kan være medvirkende til at mennesker kan forandre sig. Mødet mellem mennesker og litteratur er jo relationelt, og det er i mødet med andre at vi får mulighed for at se på os selv og vores væren i verden.

Oprindeligt blev syv af digtene udgivet som serie i “Øverste Kirurgiske” og Sternberg har derudover lagt musik til en række af digtene, som ligger på Soundcloud (https://soundcloud.com/sternbergs) .

“Helbredende digte” udkom 11. juni 2021.

Anmeldelse af “I kærlighedens navn” af Karima Bouylud.

Titel: “I kærlighedens navn” Forfatter: Karima Bouylud. Sider: 336. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Hvis du bare havde en flig af skam og samvittighed, ville du ikke sidde her med halen mellem benene, men kæmpe for at få din datter hjem. Din datter, ha, hun er mere min datter, end hun er din. Hvor mange har jeg ikke skullet trøste hende, fordi du ikke kunne finde ud af at opføre dig som en mor bør? En tæve er en bedre mor for sine hvalpe end dig.”

“I kærlighedens navn” er historien om tre generationer af dansk-marokkanske kvinder, og deres kamp for at finde sig selv og hinanden på ny, da den 13- årige Miriam bliver anbragt fra den ene dag til den anden. Miriam er bindeleddet mellem moren, Nadia, og mormoren, Mimount. Anbringelsen tvinger Nadia til at forholde sig til en fortid, som hun har kæmpet for at fortrænge, og som hendes kæreste Gabriel, ikke ved noget om. Uden Miriam som mægler bryder Nadia og Mimounts anspændte forhold ud i lys lue, og gamle reaktionsmønstre truer med at ødelægge dem alle tre.

Forfatter Karima Bouylud fortæller selv følgende om bogens tilblivelse:

“Siden jeg var lille pige, har jeg skrevet tanker og følelser ned i min dagbog. Da jeg for 12 år siden befandt mig i en situation, der gav mig følelsen af at være en dårlig datter, mor og kvinde, ønskede jeg at søge en form til det kaos, der var i mit liv. Derfor skabte jeg et univers med karakterer, der gennemlevede de problematikker, om blandt andet kvindefrigørelse, alkoholmisbrug og vores anbringelsessystem, som jeg kæmpede med i mit virkelige liv.”………….”Drivkraften med romanen har været at tage ansvar for de handlinger, der har medvirket til, at min voksne datter i dag stadig er påvirket negativt ovenpå traumatiske oplevelser. Men mit ærinde har også været at skabe grobund for en nuanceret debat om blandt andet kulturel forskellighed, familierelationer og generationsopgør”

Karima Bouylud har skrevet en meget stærk bog om smerte. En smerte knyttet til kærlighed, til fællesskaber og samhørighed. Om svigt fra et system, der skal passe på vores nærmeste, når vi af uransaglige årsager ikke selv er i stand til det. Der er flere uadskillelige tematikker i bogen – kærlighed, fællesskab, frigørelse, generationsforskelle og kulturel forskellighed. Bogen er bygget op omkring mormor Mimount, mor Nadia og datter Miriam. Alle har de hver deres stemme fordelt på hver deres kapitler. Som læser inviteres man ind i deres liv med alle deres nærmeste, hvilket kan være udfordrende at holde styr på i starten af læsningen, indtil man lærer karakterne at kende. Der er ingen entydigt onde eller gode. Intet er sort hvidt. Sympatien tilfalder dem alle. Dog havde jeg det svært med at læse om pædagogerne, der skal tage vare på Miriam på institutionen Sirius, hvor hun anbringes. Måske på grund af egen baggrund som pædagog og cand. pæd. blev jeg yderst provokeret over den misforståede frihedopfattelse og retten til selvbestemmelse, institutionen repræsenterer og arbejder ud fra i arbejdet med de unge på institutionen. Jeg vil kalde det professionelt omsorgssvigt og ansvarsfraskrivelse. Jeg blev mest ramt, når jeg læste om netop dette. De kulturelle forskelle mellem såvel mænd som kvinder og generationer kender man som læser godt fra litteraturen, men Karima Bouylud formår i høj grad at at skrive, så man næsten fysisk mærker, hvor svært det er, når man skal kæmpe for værdier, der er modstridende og ikke mindst når man kæmper for sin personlige frihed på samme tid, som man ønsker at være elsket og en del af fællesskabet.

“I kærlighedens navn” er en stærk læseoplevelse. Bogen udkom 7. maj 2021.

Anmeldelse af “Urværk” af Ane Riel.

Titel: Urværk” Forfatter: Ane Riel. Sider: 232. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Tiden er ved at rinde ud for Alma. Nu forbereder hun sig på at gå i stå sammen med det bornholmerur, som har fulgt hende igennem årtiers sorger og glæder. Et uventet møde med en lille dreng puster nyt liv i den gamle kone, og samtidig ruskes der op i mindet om ægtemanden Otto og det, der skete med ham. Kun Alma kender sandheden, og den kan hun ikke altid huske.

Forlaget skriver følgende om bogen:

“Urværk er en kærlig skildring af et menneske, som forsøger at finde en fredfyldt afslutning på et langt liv. Det er svært, når nu Otto blev som han blev og Alma gjorde som hun gjorde. Og det bliver ikke lettere af, at både livet, døden og tiden spiller Alma et puds”

Min læseoplevelse har svinget undervejs. Bogen bærer præg af en langsommelighed og megen beskrivelse. Det krævede i starten tålmodighed for at fastholde læsningen for mit vedkommende. Men halvvejs inde i bogen greb den mig pludselig voldsomt og historien tog en helt anden drejning end forventet. Og fra at være en lidt halv sløv læseoplevelse kunne jeg pludselig ikke slippe bogen. Normalt ville jeg referere mere til handlingen i min anmeldelse, men det er mig en umulighed her, da handlingen og plottet i den grad er med til at læseoplevelsen er endt med at være unik. Tematikken om det at blive gammel. At være i sin sidste tid med de minder, man har, er smukt beskrevet. Ensomhed, livslyst eller mangel på samme ligeså. Når man er færdig med bogen sidder man tilbage med en følelse af, hvor vigtigt det er, at man omgiver sig med gode relationer, og at man får skabt sig det liv, man ønsker. Kærligheden spiller en central rolle i bogen, og den er både smuk og smertefuld, og kommer i mange former. Bogens titel “Urværk” er rammende for hele handlingen og også i overført betydning i forhold til hvordan vi bruger og forstår vores tid. Der var passager i bogen, hvor jeg fik fysisk ondt i maven mens jeg læste og et par gange måtte jeg også fælde en tåre.

Ane Riel har skrevet en smuk bog med et vildt overraskende plot om det at blive gammel og at skulle forberede sig på at dø. Der er en snert af magisk realisme over den, og det gør, at det eksistentielle i bogen træder tydeligere frem, end hvis det havde været 100% socialrealisme. Jeg giver ikke stjerner i mine anmeldelser, men jeg har alligevel lyst til at drysse stjernestøv ned over denne sensitive smukke fortælling.

“Urværk” udkommer i dag 3. juni 2021.

Anmeldelse af “Sommerferiedigte” af Nikolaj Zeuten.

Titel: “sommerferiedigte” Forfatter: Nikolaj Zeuten. Sider: 76. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“i morgen er vi på vej igen i bilen sammen med tusindvis af andre familier på vejene ville man teoretisk set kunne lave en samlet og komplet opgørelse over alt hvad der er blevet følt og udvekslet i Danmark i sommerferien? alle skænderierne, alle omfavnelserne, al latteren al frygten, al skammen, al inspiration håbet, tabene, kærligheden hvor forsvinder det alt sammen hen? hvad er det lavet af?”

Nikolaj Zeuten skriver om en sommerferie. I en lejet bil med kone og tre børn krydser han Danmark. Ferien begynder i hovedstaden med strandture og familiebesøg, så går turen til Vesterhavet, og på tilbagevejen er der stop i Århus og Fåborg. Med et digt for hver dag i sommerferiens seks uger tegner Nikolaj Zeuten et billede af Danmark og dansk sommer med det vejr, vi allesammen kender, med øjebliksbilleder af familieliv, der ikke kun er lutter idyl, besøg i forlystelsesparker, computerspil, ikeamøbler, spiseoplevelser, kortspil, op- og nedture.

“Sommerferiedigte” er så utrolig vidunderlig fin og ikke mindst genkendelig. De umiddelbare og nøgterne registreringer af natur, dagligdag og menneskers små udvekslinger med hinanden går rent ind i hele sanseapparatet. Man kan dufte og smage og fornemme stemninger gennem læsningen. Jeg grinede og krummede tæer flere gange, for Gud hvor kan jeg genkalde mange af de samme oplevelser på sommerferieture. Det er i høj grad læsning, der fremkalder minder. Den emmer af kærlighed og af virkelighed. For det er netop sådan, det er, når vi holder ferie med vores kære. Vi vil det bedste, og vi ønsker den bedste stemning og de bedste oplevelser i en virkelighed, hvor mange behov skal gå op i en højere enhed. Det gode ved digtsamlingen er, at den ikke forholder sig til det oplevede, men blot registrerer, at sådan er det at holde ferie.

Det er svært at fremhæve et digt, der siger mere end de andre, men sidste stop i Danland i Fåborg med de tyggesvære burgere, og den lidt akavede spisesitation i et ferieland, der to gange er kåret som årets Danland Feriecenter, fik mig virkelig til at grine. Been there done that!!!

“børnenes hovedret på restauranten er mislykket de har alle valgt burger som viser sig at være med skiver af oksesteg i stedet for fars og kødet er sejt slet ikke til at bide over med fortænderne bollen er enorm og gul Lise spiser halvdelen af sin burger de andre børn kun få bidder

tjeneren som også er kokken er oppustet i ansigtet og har udstående øjne han virker trist ikke oprigtig, ikke hjertelig

festmiddagen går alligevel fint jeg drikker en del vin mister selvkontrollen en enkelt gang hvor jeg begynder at spørge fødselaren hvordan det er at være halvfjerds og om man nogenside glæder sig til den sidste store søvn jeg henfører det til mig selv taler om at det er noget man kan tænke når man engang i mellem løber sur i gentagelserne og rutinerne at man ser frem og glæder sig til at det hele er overstået

de andre forstår ikke hvad jeg mener jeg kalder det en “for-sjov” tanke det bliver noget rod og jeg rødmer Lise rejser sig og går ned i den anden ende af bordet

Danland Fåborg er to gange kåret til årets Danland Feriecenter i 2012 og i 2016 kåringen er på baggrund af brugerundersøgelser”

Læs digtsamlingen FØR du tager på sommerferie. Den er ualmindelig skøn. “Sommerferiedigte” udkommer i dag 1. juni 2021.

Anmeldelse af “Kødets tid” af Lina Wolff.

Titel: “Kødets tid. Forfatter: Lina Wolff. Oversat af: Louise Ardenfelt Ravnild. Forlag: Grif. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Grif.

“Det skal hedde “Kødets tid”, sagde Ada. Jeg sagde, at jeg syntes, det lød som kiosklitteratur. “Det kan være lige meget,” sagde Ada. “Det skal det hedde. “Kødets tid”, Lucia. Det sagde din mor jo til dig, at livet var en kødets tid. Folk kan komme til os med deres problematiske kød, og så hjælper vi dem med at finde deres sjæl.”

Normalt anmelder jeg kun dansk litteratur, men med “Kødets tid” gør jeg en undtagelse, og hvilken vild læseoplevelse, det har været. Lina Wolff debuterede i 2009 og regnes i dag for en af Sveriges mest talentfulde og originale yngre forfattere.

Den svenske skribent Bennedith rejser til Madrid for at få inspiration til sit næste skriveprojekt. På en tilfældig bar møder hun manden Mercuro, der tror han bliver forfulgt af personerne bag det lyssky internetshow “Kødets tid”, som han har medvirket i for at få tilgivelse for sin utroskab. Han beder hende om husly, mod at han fortæller hende sin historie. Det bliver optakten til et møde mellem Bennedith og mirakelmageren Lucia – et møde, der ændrer skribents liv for altid.

“Kødets tid” er en psykologisk eksistentiel thriller med et drys af sort humor. Vanvittig intelligent plot med overvægt på vanvittigt. Den tager fat omkring menneskets behov for ånd i en åndløs so-me tid. Mercuro, der har været sin hjertesyge hustru utro bliver fanget i et livsfarlige spil, hvis det da er et spil. Det bliver man nemlig i tvivl om, mens man læser. Hvornår er det et “game” alle spiller med på, og hvornår er det virkelighed, og hvem kan man stole på. Bag showet står værterne Miss Pink og Mister Blue og mirakelmageren Lucia. Mercuro ønsker blot tilgivelse, og at få sin hustru tilbage. Bennedith ønsker, ved siden af sin job som skribent, at gøre det gode. Hun og Mercuro knytter stærkere og stærkere bånd, men deres relation bliver udsat for en udefrakommende trussel, som fører til kaos, opløsning og fængselsstraf.

Romanen er bygget op i to store dele. Første del “Mecuro” hvori man hører hans historie, og om en rejse de tager på sammen. Anden del “Lucia” som består af en brevveksling mellem Lucia og Bennedith og hvor Lucia fortæller sin historie om hvordan hun er endt som mirakelmager i internetshowet “Kødets tid”

“Kødets tid” præsenterer det moderne komplekse menneske , og et forskruet realityprogram, der gør sig til dommer over menneskers dilemmaer. Romanen minder mig om kultklassikeren “Terningemanden” af Luke Rhinehart og om filmen “The game” fra 1997 med Michael Douglas.

“Kødets tid” udkom 7. maj 2021.

Anmeldelse af “Pastorale – Krig og kærlighed” af Max Ulrich Klinker

Titel: “Pastorale – Krig og kærlighed” Forfatter: Max Ulrich Klinker. Sider: 600. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Brændpunkt.

“Så I det drenge?” Jack råbte af begejstring. “Så I, hvordan far her ramte det Hitlersvin?”………..”Nu er krigen endelig i gang. Nu er vi for alvor med………… “Hvad var det i grunden for et fly?” Jeg mener, at det var en Fieseler Stork. Et ordonnansfly. Måske et skolefly.” “Så havde det jo ingen våben til at forsvare sig med.”

“Vi har fået taget vores krigsmødom i dag. Er I klar over det drenge? Sådan skal det være i Royal Air Force, og hvor er det godt, at jeg er med i sådan en skidegod besætning”

“Pastorale er en roman om uskyld på flere plan. Den unge danske RAF-pilot Herman Andersen bliver som 18 årig optaget i Royal Air Force, hvor han sammen med sin eskadrille skal kæmpe mod tyskerne i 2. verdenskrig, der ligger lige rundt om hjørnet i 1939, hvor bogen starter, og hvor England forbereder sig på kamp. Bogen kredser om det maskuline miljø, der er blandt piloterne, om deres mod og angst i forbindelse med krigen, om kvinder, spirrende seksualitet og forelskelse, velhavende miljøer og smukke naturomgivelser. Læseren tages bl.a. med til England, Frankrig og Kenya. Churchill gæster bogen. Det samme gør Dennis Finch Hatton. Bogen er en æstetisk oplevelse rent sanseligt med beskrivelser af naturen oplevet både fra luften og på landjorden. Jeg tror også, at forelskelsen og den spirrende seksualitet og den første seksuelle erfaring, den unge Herman Andersen oplever er tænkt som æstetiske oplevelser fra forfatteren side, men det blev en anelse for trivielt og fortænkt og græsende til kvalmt for en moderne kvinde at læse – sorry! Der gik lidt for meget Mrs. Robinson fra “The graduate” og luder/madonna i den unge mands syn på kvinder, hvilket jeg nok skal tilskrive tiden romanen foregår i. Generelt er det lidt svært at læse ca. 600 sider med det kvindesyn, der fremstilles.

Sprogligt svinger bogen efter min mening mellem storslåethed, særligt når naturen beskrives og et til tider for banalt sprogbrug, særligt når samværet med kvinder og samværet mellem piloterne beskrives. Der er en trivialitet og forudsigelighed i bogen, som jeg havde det svært med, men er man til uniformer, muskuløse piloter, kvinder i rødt og langstilkede glas vil man elske bogen. Den har noget storhed over sig sammen med det trivielle. Og er du til filmen “Top-Gun” med Tom Cruise og filmen “Avatar” med Leonorado DiCaprio er du sikkert i målgruppen til denne bog.

Forfatter Max Ulrich Klinker er udover at være forfatter og jurist uddannet civilpilot.  Han har arbejdet for SAS og  andre luftfartsselskaber med bl. a. operationer i Afrika og som flyveinstruktør, hvilket gør at han kan beskrive det flyvetekniske og oplevelsesmæssige meget detaljeret og troværdigt. Han er forfatter til adskillige skønlitterære tekster, artikler og essays. 

Bogen udkom 9. april 2021.

Anmeldelse af “Den inderste kerne” af Lotte Kaa Andersen

Titel: “Den inderste kerne” Forfatter: Lotte Kaa Andersen. Sider:416. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Hvordan bliver jeg ligeså klog som dig far?” spurgte hun en aften. “Den kloge stiller spørgsmål. Hvordan og hvorfor er de vigtiste ord i det danske sprog” Han så fra hende til Harriet. “Spørg altid jer selv hvorfor”

Lotte Kaa Andersen har med “Den inderste kerne” skrevet en biografisk roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann, der blev verdens første kvindelige seismolog. Hun er kvinden, der opdagede jordens indre kerne. Før dette troede videnskaben på, at kernen var flydende, men ved at analysere seismogrammer kunne hun i 1936 fremsætte teorien om, at der i den flydende kerne lå en indre kerne, og at jorden dermed var tredelt og ikke todelt som hidtil antaget. Denne opdagelse møder stor modstand fra det naturvidenskabelige miljø, og særligt det danske, der er en lukket klub for mænd. Først i 1950’erne hvor hun inviteres til USA, får verden øjenene op for hendes enestående talent.

“Den inderste kerne” er en roman om at blive anerkendt som barn, for det væsen og de talenter man har, om at være kvinde og kæmpe for anerkendelse og respekt for sin faglighed både fra mænd og kvinder og om at turde træffe svære valg i livet for at forfølge sin passion eller måske rettere sit kald.

Lotte Kaa Andersen har ikke opbygget romanen kronologisk, men springer i tid fordelt over bogens fem dele. Som læser følger man den Lehmannske familie med far Alfred Lehmann, berømt professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet, mor Ida, der er limen i familien, søster Harriet, der er lys, let og udadvendt og som voksen vælger en karriere som teaterskuespiller og så mørke, blege Inge, der er optaget af tal og matematik i en grad, så mor Ida bekymrer sig mens Far Alfred begejstret opildner denne interesse. Man møder Inge som ung, der kæmper for at få lov til at uddanne sig, den voksne Inge, der kæmper for anerkendelse og respekt for sin opdagelse og sidst men ikke mindst den ældre og tilsidst døende Inge, der er mæt af dage.

Hovedtematikken i romanen er kvindens kamp for ligestilling i et mandsdomineret naturvidenskabeligt univers. Det er som sådan ikke en ny tematik, og ligeledes er der heller intet nyt i at skildre, hvilken pris det har, når man som kvinde vælger kærligheden og familielivet fra til fordel for at gøre karriere, i den periode romanen foregår i. Alligevel er det en yderst stærk og spændende fortælling, fordi Lotte Kaa Andersen igennem et enormt researcharbejde giver læseren mulighed for at komme helt tæt på nørdede forskningsprocesser omkring seismologi, og fordi der er en globalitet i fortællingen, der gør, at den rækker ud over en fortælling om dansk kvindekamp og -historie. Ydermere er der i bogens femte og sidste del en meget stærk skildring af, hvordan Inge Lehmann lever sin sidste tid. For mig nok den stærkeste del af bogen.

Biografiske romaner er populære for tiden. Og “Den inderste kerne” har lighedspunkter med Eva Tinds “Kvinden der samlede verden” Ligeledes er der fællestræk med kunstnerromanerne “Hvor lyset er” af Malene Ravn og “Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung Sung. Lotte Kaa Andersen har tidligere udgivet trilogien om livet på solsiden i Hellerup med romanerne “Hambros Allé 7-9-13”, “100 Dage” og “Syv sind” Med “Den inderste kerne” har Lotte Kaa Andersen betrådt en ny sti som forfatter med en biografisk roman, der har krævet enormt research og kæmpe respekt for dette. Det er en flot flot og virkelig god roman.Jeg er spændt på, hvor Lotte Kaa Andersen tager læserne med hen fremadrettet.

Anmeldelse af “Lysere dage” af Christina Andersen Reyn

Titel: “Lysere dage” Forfatter: Christina Andersen Reyn. Sider: 111. Forlag: Hexameter. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Der er aldrig nogen, der har fortalt mig, at to kan elske hinanden og alligevel ikke kunne få det til at fungere. At praktikaliteter kan gøre alting så svært, at kærligheden ikke kan få luft. Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig det? Fordi jeg ikke ville have troet dem alligevel. Mit hjerte ville aldrig have accepteret ideen om, at kærlighed kan knækkes af omstændigheder”

Der er ikke to forliste forhold, der er ens. Der er ikke to reaktioner på brudte forhold, der er ens. Men fælles for alle brud og skilsmisser er, at der følger en sorg med. Den sorg beskæftiger Christina Andersen Reyn sig med i “Lysere dage”

Hovedpersonen – en introvert maler flygter ud på landet med sit knuste hjerte efter et brud med sin mand. Hun vil være i fred med sin sorg, men det er en udfordring, for alle vil forsøge at lindre sorgen eller prøve at få den til at forsvinde. Hun kan ikke have sin sorg i fred. Manden rykker i hende, for at hun skal komme hjem til børnene. Hendes søstre inviterer sig selv og tror, at god mad, vin og en datingprofil er vejen frem for deres søster. Det er forbudt at græde, at være grim, at være indelukket, at være i sorg. Langsommelighed i hverdagen i landsbyen hun er flygtet til, en rar mand og en hund gør, at sorgen ændrer karakter, og at der er lysere dage forude.

“Lysere dage” er en fin fin bog om sorg, og om hvor svært det er for omgivelserne at acceptere, når det rammer ens nærmeste. Vi vil gerne have, at vi skal have det godt. Ja helst stræber vi efter lykken, men sorg er en naturlig del af livet, og ikke nødvendigvis noget man skal komme sig over, men måske snarere noget man skal lære at leve med. Den må ikke tage pusten fra os og forhindre os i at være livsduelige, men den må godt være der, og vi må godt være kede af det, græde og være indadvendte, når det er svært. Det er det forsvar, bogen handler om.

Christina Andersen Reyn skriver med smerte, med humor og med indsigt i sorgen. Hovedkarakteren, manden og børnene er navnløse, mens alle andre karakterer har et navn. Et fint greb, der på en måde forstærker problematikken til at være generel og ikke personlig. Ind i mellem er der sproglige passager, der bliver lidt for dagligdagsagtige, dette mest på handlingsniveauet, men på det refleksive niveau er sproget smukt.

“Hvis du kan miste gengældt kærlighed, så er intet sikkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve med, hvis det ikke er nogens skyld”

Det er en gave, at læse en bog om et brud, der ikke er forårsaget af et svigt i form af utroskab, men om et brud mellem to mennesker, der elsker hinanden, men som ikke skal leve deres liv sammen. Og det er ligeledes befriende at læse om et brud, uden at det skal handle om den midaldrende kvinde. Her er det sorgen, der er i fokus, og den kan ramme os alle uanset alder.

Bogen er, udover at have et usædvanligt smukt og symbolsk cover, en smuk læseoplevelse, og hvis man holder af Katrine Marie Guldager (måske særligt “Bjørnen) vil man også synes om Christina Andersen Reyns “Lysere dage”

“Lysere dage” udkom 21. marts 2021.