Titel: “Kvinde set fra ryggen” Forfatter: Jesper Wung Sung. Sider:384. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.
“Hun må lægge øre til sin nakke. Den er snart mere portrætteret end nogen konge eller dronning. Når Ida har håret løst eller samlet i en fletning, giver folk udtryk for deres skuffelse. De vil se Københavns mest kendte nakke. Den nakke har jo vinger. Den skal udstilles i London, og den går som varmt brød. Den er blevet verdensberømt i deres lille kreds af mennesker. Vilhelm, der aldrig har kunnet sælge noget, har med den nakke ramt en mindre guldåre. Ida hader det, når nogen sniger sig om bag hende for at tage dagens helt i øjesyn. Dette smalle undseelige bindeled mellem krop og hoved. Hvad er der med den nakke? Der er kvinder, som kan finde på at løfte op i hendes hår, og Ida har lyst til at sparke bagud som en hest”
Da jeg har vendt sidste side i “Kvinde set fra ryggen, er jeg rørt, dybt rørt. Over Idas histoire og over, at Jesper Wung Sung har givet hende en stemme. Det smukke og det smertelige forenes i denne historie, der handler om kunst, kærlighed og kompromisløshed. Der er få bøger, jeg kan mærke i kroppen blot ved at se på ryggen af dem i min bogreol. Denne bliver en af dem.
Forlaget skriver om bogen: Vilhelm Hammershøi er den dyreste og måske største danske kunstner nogensinde. Hammershøis værker sælges for tocifrede millionbeløb, ligesom millioner af museumsgæster har beundret kvinden på lærredet, men de færreste ved, hvem hun er. Ida Ilsted. Ida Hammershøi. “Kvinde set fra ryggen” er en roman om dette menneske. Et forsøg på at vende hende mod verden og give hende en stemme”
Bogens handling starter i 1890, hvor Idas storebror Peter vender hjem til Stubbekøbing på sommervisit. Han har taget sin unge ven og malerkollega Vilhelm Hammershøi med sig. Inden sommeren er ovre er Ida og Vilhelm forlovede. En forlovelse, der ikke påskønnes af hverken Idas ellers Vilhelms mor. Idas mor er flere gange indlagt på sindsygehospitalet Oringe, og er absolut ingen støtte for Ida. Vilhelms formuende mor har altid dyrket Vilhelm som et vidunderbarn, og hun mener, at Ida er i vejen for Vilhelm kunstnerkarriere. Ida træder usikkert ind i en ukendt verden af museer, kunstnerkredse og udlandsophold. De rejser efter motiver. De flytter ind i gamle lejligheder, yderst minimalistisk indrettede og hvis formål er, at de skal tjene som rum for malerierne. Ida er gift med et menneske, der kun vil én ting her i tilværelsen: at male. Hun bliver Vilhelms livsledsagerske og foretrukne model. I maleri efter maleri, år efter år, står og sidder hun model for sin mand.
Der er stærke passager i bogen, om hvordan Ida fysisk lider under at sidde model for sin mand, og om hendes tanker om sig selv og det liv, hun lever. Jeg kom gennem hele mit følelsesregister, mens jeg læste bogen. Hvor har jeg været forarget og vred på Vilhelm Hammershøi ind i mellem, og tænkt, at han var den største egoist, for så præcis som Ida at føle ømhed kort efter. Kærligheden mellem dem er så stærk på trods af at den fremstår ligeså minimalistisk som Vilhelm Hammershøis malerier.
Det er en helt unik historie fortalt af Jesper Wung Sung. Sproget er smukt, enkelt og helt igennem en nydelse at læse, og så er bogens cover en fryd for øjet med Hammershøis motiv “Interiør med ung kvinde set fra ryggen -1903-1904”
I Mads Damsøs roman “Solitaire” tager historien afsæt i, at de sociale medier er årsag til, at mennesker bliver ensomme. Hovedpersonen Mads beslutter sig for at hive stikket og undersøge en alternativ behandlingsform mod ensomhed. Han vil frivilligt lade sig isolere i en bunker i et år i håb om, ved at udsætte sig selv for ekstrem ensomhed, at han på sigt vil genfinde lysten til at indgå i det digitale samfund. Han sælger sin ide til en TV-station, der indvilger i at lave hans eksperiment til et realityprogram, hvor alle kan følge med. Hvad hovedpersonen Mads imidlertid har undladt at fortælle er, at han har en kæreste derhjemme, og at flugten ind i bunkeren er den sidste mulighed han har for at redde sit vanskelige forhold. Kun hans redaktør ved, at han har en kæreste, og redaktøren indvilliger i, at Mads hver dag skriver et postkort, som redaktøren forpligter sig til at viderebringe til kæresten. Kæresten vil på sin side også dagligt skrive et postkort til Mads, men han kan først få dem at se, når han kommer ud af bunkeren.
Bogen består af 730 postkort – 365 fra Mads til kæresten og 365 retur.
Indholdet af postkortene spænder fra beskrivelser af Mads’ trivielle hverdag i bunkeren, kærestens hverdag derhjemme samt fortællinger fra begges fortid. Barske og overrumplende fortællinger, som de aldrig tidligere har fortalt hinanden om. Som bogen og postkortene skrider frem afsløres flere og flere sider af begge karakterer.
Ikke siden jeg læste “Terningemanden” af Luke Reinhardt har jeg læst så vanvittig en bog. Konceptet med historien og med postkortene er intet mindre end genialt. Formen er udfordrende at læse, idet man som læser skal holde styr på to parallelle historier. Øverst på siderne over stregen læses Mads´ historie og hans postkort. Nederst på siden under stregen kærenstens historie og hendes postkort (se billede øverst til højre). Når den ene historie blev mere spændende end den anden, kunne det være svært at læse kronologisk, som man normalt ville gøre. Ville det have givet en anden læseoplevelse, hvis Mads og hans kæreste havde haft hver deres kapitler? Ja måske, men det er netop denne vanvittige form, der gør at bogen adskiller sig fra andre værker. Det, at man som læser ved, at kæresten kan læse alle Mads’ postkort men at han ikke kan læse hendes gør, at man bliver ligeså frustreret som kæresten, fordi deres postkort aldrig bliver til en dialog mellem dem, men tværtimod to monologer. Det er et spændende greb, idet Mads og hans kæreste netop har haft problemer med at kommunikere tydeligt og åbent med hinanden i deres forhold.
Men formen gør ikke en bog alene. Der skal være en historie. Og historien udviklede sig i en retning, som jeg hverken brød mig om at læse eller som jeg kunne relatere til. Den stak simpelthen af for mig og blev FOR vanvittig. Historiens udvikling og det at formen med postkortene krævede ret meget koncentration gjorde, at jeg var fanget i bogens første halvdel. Derefter stod jeg af. Jeg synes, det er svært, at komme med én samlet læseoplevelse. Jeg kan blive i tvivl om hvem jeg skal anbefale bogen til, hvilken målgruppe, den er tiltænkt. Rent litterært en virkelig spændende læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til at læse mere af Mads Damsø, men selve historien kom til at irritere mig for meget.
Følgende indlæg handler om den frivillige litteraturformidling, som bogbloggere repræsenterer. En formidling, der kan være truet af nye skatteregler på området for bloggere, og som kan betyde, at mange bogbloggere fremadrettet må takke nej til anmeldereksemplarer, da de skal betale skat af disse svarende til bøgernes markedsværdi. Bogbloggernes litteraturformidling handler om læseglæde, fællesskab samt formidling af litteratur bred som smal, herunder anmeldelser. Der vil i indlægget primært være fokus på anmeldelsesdelen på baggrund af de nye skatteregler.
I dag formidles litteraturen af mange og på mange platforme. Der er de traditionelle omtaler og anmeldelser af litteratur i dagbladene, i ugeblade og magasiner. Der er bogprogrammer på tv, podcasts og så er der blogs, instagramprofiler, youtube kanaler og vigtigt bibliotekerne. Der findes private initiativer, der svarer til intimkoncerter men blot med forfattere, der er i samtale med en facilitator og hvor et mindre publikum er inviteret med. Der er bog- og litteraturmesser og forskellige events rundt omkring i landet. Derudover ser vi kendte tv-værter reklamere for lydbøger på tv. Der sker helt sikkert litteraturformidling på flere områder, end dem jeg har nævnt. Der er lønnet litteraturformidling, og så er der den frivillige litteraturformidling. Jeg repræsenterer den sidstnævnte.
“Det danske bogmarked og formidlingen af litteratur er under hastig forandring i disse år. De traditionelle mediers litteraturformidling er trængt, mens influencere og bogbloggere vinder stadig større indpas og dermed også forlagsbranchens opmærksomhed. Men er bogbloggerne ved at overhale aviserne, når det gælder litteraturformidling?” (Lars Brix “Kulturmonitor.dk” 3. juni 2020)
Et interessant spørgsmål. I dag eksisterer de side om side, hvor såvel anmeldere ved dagbladene som bloggere modtager litteratur fra forlagene til anmeldelse.
Bogpanelet, der hører under Slots- og Kulturstyrelsen, og som har til opgave at følge udviklingen på bogmarkedet, tog initiativ til et digitalt seminar om bogbloggernes rolle i Danmark 17. juni 2020. På seminaret ville de se nærmere på blogkulturen og boginfluencere fra forskellige synsvinkler. Her medvirkede forsker i sociale medier Gry Høngsmark Knudsen og presseansvarlig for forlaget Modtryk Marie Hastrup Sørensen samt fire bloggere, der repræsenterer hver deres form for litteraturformidling i forhold bred som smal litteratur. I samtale med Anne-Marie Mai, professor ved Institut for Kulturvidenskaber på SDU og formand for Bogpanelet blev der diskuteret netop ovenstående spørgsmål, og hos såvel formanden for Bogpanelet som de øvrige deltagende var der bred enighed om, at der er forskel på litteraturformidlingen på flere parametre, men at litteraturformidlingen hos dagbladene og hos bloggerne supplerer hinanden godt, fordi de netop gør noget forskelligt og henvender sig til forskellige målgrupper.
At forlagene vælger at samarbejde med bogbloggere og sender dem anmeldereksemplarer, er i min optik, et signal om, at bogbloggere har deres berettigelse,t og at de anerkendes for deres frivillige arbejde. Hvorfor ellers indgå i samarbejde med dem?
Forfatter Ib Michael udtalte tilbage i november 2019 til kulturmonitor.dk, at han er positiv over, at bogblogging vinder frem. Bloggerne kommer nemlig med noget andet end dagbladenes anmeldere, mener han.
“Dem, der skriver om bøger på blogs – ganske almindelige læsere – de skriver med hjertet. De oplever bogen i den eneste rimelige kontekst, nemlig fra bog til læser. De behøver for min skyld ikke være uddannede akademikere, men de afspejler det allerbedste i bogkulturen. Nemlig fascinationen personer kan få, når de læser en bog… De skriver meget fordomsfrit om bøger, og jeg elsker den der bog-til-hjerte-tilgang.”
Han har også et vigtigt argument for bloggernes eksistens. Nemlig at de små forlag kan have svært ved at få deres bøger anmeldt i dagbladene. Han fremhæver antologien “Den rullende kanon”, som han udgav sammen med forfatterkollegaen Thomas Boberg tilbage i 2017. Bogen udkom på forlaget Arabesk og blev kun omtalt på bogblogs, og ikke i den etablerede presse. Han mener selv, det skyldtes, at bogen udkom på et lille og mere ukendt forlag.
“Det er blot ét eksempel på, hvad bogblogging kan for branchen” mener han.
Ib Michael er ikke den eneste forfatter, der mener, at bogbloggere har en væsentlig betydning for udbredelsen af litteraturen. Forfatter Sara Blædel mener, at bogbloggere er vigtige som litteraturformidlere.
“Bloggerne spiller så vigtig en rolle i at få udbredt litteraturen, som i forvejen får mindre og mindre spalteplads i medierne” (Sara Blædel til B.T. 22. februar 2021)
Ovenstående er vigtige argumenter i forhold til, at bogbloggere har en væsentlig plads i litteraturformidlingen side om side med formidlingen fra de etablerede medier. Der skal være plads til os alle, fordi vi kan noget forskelligt og fordi vi tilbyder noget forskelligt. Flere stemmer er bedre end få, som Ib Michael så rigtigt siger:
“Bøger er ikke en absolut størrelse. Den bog, der for den ene er ligegyldig, kan for den anden være et ganske stort værk. Forfattere kan ikke servicere alle, og derfor er en anmeldelse også kun udtryk for én af flere observanser. Derfor er det også godt, at der er flere stemmer.”
Titel: “Det var ikke planen at købe kålroer” Forfatter: Anders Haar Rasmussen. Sider: 142. Forlag: Ekbátana. Utgivelsesår: 2018. Anmeldereksemplar: Forlaget Ekbátana.
“Amanda går på opdagelse i køleskabet. Hun finder hvidkål og marvkål. Hun leder videre. “Hvad gemmer der sig i den her lille slikpose? Halløjsa, dem havde jeg da helt glemt”. Hun vender tilbage med blomkålsblade og lidt grønkål, to løg og en gulerod. Guleroden er delvis dækket af mug. “Den kan reddes”, siger Amanda og skærer de rådne stykker væk. På nuværende tidspunkt har hun ovnen fuld af tre squash, side om side, og ovenover et fad fuld af kål. Temperaturen er sat til nøjagtig 190 grader. “Hvilket er for varmt til kålen og ikke varmt nok til squashen. Det er socialisme. Alt skal ødelægges lige meget. For lighed er bedre end lykke””
“Det var ikke planen at købe kål” er en kogebogsroman med vegetariske opskrifter. Den handler om Amanda, som er først i trediverne. Hun bor alene i Brooklyn. Hendes liv drejer sig mest om kål, linser og krydderiblandinger, mens kærester, veninder og arbejde kommer i anden række. Amanda har svært ved at komme sig over bruddet med sin ekskæreste Josh, og hun kan ikke helt finde rundt i det nye forhold med Ryan eller at få skrevet den ph.d. afhandling om “Det ydre rum som politisk felt”, som hun er i gang med, færdig. Madlavningen er en flugtvej, et frirum, men også et sted, hvor hun giver sig lov til at reflektere over alt fra Foucault og opvæksten til parforhold og krydderier. Hun bruger også løb som en flugtvej og som et redskab til at kontrollere sig selv, når der er ubalance i såvel indre som ydre. Hun går op i genbrug, i at undgå madspild og i at spare penge. Grøntsagsrester og skræller bliver til bouillon for at spare ressourcer, men så shopper hun billig is, for at få mere for pengene.
Romanen handler dybest set om det moderne komplekse menneske, der gerne vil leve politisk korrekt ift. bæredygtighed og miljø. Den vegetariske reflekterende akademiker, der tager afstand fra alt der er politisk ukorrekt men som selv gang på gang falder i, fordi det nu en gang er svært at overholde egne strenge krav. Men bogen handler også om, hvor svær kærligheden kan være og relationer generelt, og med maden som flugtvej behøver Amanda ikke være i nuet, men kan nøjes med at reflektere om netop kærlighed og venskaber. Det gør hun så også i en grad, så det er skræmmende, men det er igen et billede på det tænkende menneske, det moderne reflekterende menneske, der er optaget af sig selv og som tænker mere end det handler.
I det følgende uddrag er Amanda ved en fejl kommet til at købe en to-liters mælk, for det gjorde hun altid, da hun var sammen med Johs…
“Jeg må heller se at komme i gang med den her kæmpe mælk”, siger Amanda og hælder dobbelt så meget mælk i kaffen som hun plejer. “Det er sådan nogle latterlige ting, der driver mig til vanvid.” Resterne” “Overalt” “Åndsvage steder, som er komplet meningsløse”. “Jeg står jo bare og køber mælk” Hun tager en tår. “Det er satme en god kop mælk med kaffe i”
Det er slemt både at være ramt af kærestesorg, og at skulle forholde sig til madspild.
Det er en virkelig velskrevet, humoristisk og tankevækkende roman. Formen har stor betydning for historien her, da hvert kapitel indledt med en opskrift og så dissekerer Amanda ellers sig selv og verden, når hun i køkkenet taler højt med sig selv i forhold til den gældende opskrift.
Bogen udkom første gang i 2018, men er netop genoptrykt i 3. oplag og er omend endnu mere aktuel i 2021 end den var i 2018 med dens temaer. Bogen er, efter min mening, et spændende eksempel på, hvordan man kan læse skønlitteratur fremfor selvhjælpslitteratur, når det moderne overtænkende politisk korrekte menneske skal holde spejlet op foran sig selv.
Spændende, anderledes og meget positiv læseoplevelse.
Charlotte Weitze har begået en eventyrlig videnskabelig botanikroman, hvor menneske- og planteriget får held med at bestøve og befrugte hinanden, så blandingsvæsener opstår. Det er en slægsfortælling over seks generationer fortalt i tre dele, og hvor en særlig rose bliver dominerende gennem alle slægstsled.
Første del foregår i Zartidens Rusland, hvor et søskendepar – bror og søster flygter fra krigen og ud i skoven. En skov, hvor også zaren går på jagt. Søster og bror har kun hinanden og som årende går udvikler deres seksualitet sig og søster bliver gravid. Hun bliver mere og mere en del af det organiske liv i skoven og udvikler sig til at blive en hybrid mellem et menneske og en plante. Søskendeparret bliver skilt fra hinanden, og søsteren findes af Zarens søn, der er meget interesseret i botanik og meget betaget af søster som væsen. Søster føder drengen Johannes.
Anden del foregår i 60’erne i København, hvor Johannes, der er botaniker føler sig helt forkert i sin krop, og langsomt udvikler sig til Johanne, da han under dække af at være kvinde rejser med Magister Steen til sydamerika for at undersøge planternes sjæleliv. Menneskets seksualitet og identitet smelter sammen med videnskaben om planternes opdeling i køn, deres formering og deres sjæleliv. Uden at røbe for meget udvikler historien sig vildt i denne del. Tvillingerne Viola og Lilly bliver født, og det er et meget utraditionelt forældreskab, der præsenteres her.
Tredje del foregår både i Danmark og i USA i fremtiden. Viola og Lilly har været adskilt i mange år, men mødes i USA for at fejre Johannes 100 års fødselsdag, men da de ankommer er Johanne væk. De søger mod skoven, for at lede efter hende. Lillys datter Marie og hendes datter Fine involveres også i historien her. Fine har en særlig forbindelse til sin oldemor Johanne og til den rose, der har særlige egenskaber, og som har haft betydning for deres slægt gennem de hundrede år romanen udspiller sig over.
Det er en meget usædvanlig roman. Videnskab, et poetisk smukt sprog, fantasi og eventyrlighed og ikke mindst en hyldest til planter som levende væsener forenes i en spændende og medrivende fortælling. Der er hints i romanen til klimaproblematiken, men det er ikke klimaet der er på dagsordenen, men en respekt for planternes liv, deres egenskaber og deres magt. Det er en roman, hvor menneske og natur indgår i en mere organisk sammenhæng.
Det har været en ubeskrivelig fantastisk læseoplevelse. Særligt 1. og 2. del greb mig. Min indre nørd er blevet fodret med videnskabelig stof om et område, jeg finder yderst interessant. De tre dele i bogen bindes sammen på så kreativ vis, at det er ubegribeligt, hvor den fantasi kommer fra. Sproget er smukt og poetisk. Min æstetiske sans er overstimuleret med den smukkeste indbinding. Jeg har lyst til at tapetsere en væg med det print, der findes bag indbindingen, som også set på fotoet øverst. Det har været en eventyrlig oplevelse at læse bogen, og en rose vil aldrig mere blot være en rose efter endt læsning.
Titel: “Spillekort med digte af 34 forfattere” Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Ekbátana.
Litteratur kommer i mange former, og kreativiteten blomstrer. Forlaget Ekbátana udgav i 2020 disse spillekort, som er blevet revet væk, genoptrykt og revet væk igen og igen. Kortene blev fremstillet i forbindelse med udstillingen DRØMMEBØGER på Den Sorte Diamant i efteråret 2020, hvor 13 mikroforlag gik sammen om at udstille de smukkeste, vildeste og meget kreative udformede bøger. Kortene er påtrykt digte fra 34 forskellige forfattere kendte som ukendte. På ovenstående billede har jeg valgt et lille udpluk af digtene. Det er sjovt, rørende og underholdende og så er billedkortene lavet af kunstner og grafiker Rakel Thorning-Vater så utrolig smukke.
Forfattere, der har bidraget til digtene på kortspillet er:
Anders Schmidt Thorsen, Andreas Morgenrødt, Anne Kierkegaard, Asger Schnack, Aya Benedikte Kor, Camilla Hjørnholm Olsen, Carsten René Nielsen, Cindy Lynn Brown, Connie Udsen, Hans Karup, Ida Monrad Graunbøl, Ida Emilia Nørgaard, Jens Carl Sanderhoff, Jens Peter kaj Jensen, Jeppe Mørch, Jonas Reppel, Julie Kastberg Rasmussen, Kim Sindberg, Lars Emil Foder, Lisa Smidt, Louise Juhl Dahlsgaard, Marie Louise Pedersen, Maya Salonen, Mette Norrie, Mette Reinhardt Jakobsen, Mikael Ostenfeld Krog, Morten Søndergaard, Nicolaj Stockholm, Pia Juul, Piet B, Rikke Oberlin Flarup, Rikke Ruby, Signe Kierkegaard Cain og Søren R. Fauth.
Lige nu er der vinterferie i størstedelen af landet og det fortsætter i næste uge for os, der bor højt mod nord. Hvad er mere oplagt end at finde kort frem og spille sammen, bygge et korthus eller lægge en kabale.
Kærligheden er en kompleks størrelse, og efter at have læst Lone Franks “Størst af alt” er denne kompleksitet for alvor slået fast. Lone Frank stiller sig selv spørgsmålet – Hvad er kærlighed? efter at hendes kæreste dør af kræft, og hun står tilbage med en følelse af, at nu er der intet levende menneske, der elsker hende, og der er ingen hun elsker.
“Størst af alt – Om kærlighedens natur” er en mosaik, hvor Lone Frank, med afsæt i eget liv og egne kærlighedserfaringer i samtale med en psykolog, forsøger at kortlægge kærlighedens natur med brikker fra naturvidenskab, psykologi og kulturforskning.
Lone Frank fortæller om sin barndom og om kærligheden til og fra sin far, der har præget og reddet hende gennem livet, fordi der har været tale om en tryg tilknytning . Men hun beskriver også faderens alkoholisme og fraværet af kærlighed til sin mor og bror.
Hun fortæller om forældrenes skilsmisse, moderens tidlige død og faderens senere. Hun fortæller om sine møder med mænd, om utroskab, om en depression, udløst af ulykkelig kærlighed, og om det fravalg af at få børn, der skyldes en manglende lyst, en grundlæggende frihedstrang samt det faktum, at Lone Frank med egne ord uvægerligt ser sig selv som nogens barn og ikke som nogens mor.
Hun tager fat i begrebet tilknytning, og tilknytningsteorier, der kan fortælle os om hvordan vi som mennesker tilknytter os forskelligt. Tilknytningsmønstre grundlagt i barndommen, som har stor betydning for, hvor let eller svært vi som voksne har det med at tilknytte os et andet voksent menneske, som vi ønsker at indgå i et kærlighedsforhold sammen med. Hvor åbne vi er eller det modsatte. Om vi tør stole på den anden part eller ej.
Enhver tidsalder har forsøgt at forstå kærligheden, med sine redskaber, og et af nutidens redskaber er hjerneforskning. Hvor psykologien kan beskrive subjektive følelser og adfærd kan biologien beskrive hvilke kemiske og måske genetiske forskelle, der kan forme, hvordan det enkelte menneske oplever virkeligheden. Det handler bl.a. om hvad oxytocin, dopamin og vasopressin gør ved vores hjerner og dermed ved vores kærlighedsrelationer.
Lone Frank afliver myten om den stærkt promiskuøse mand, der blot ønsket at sprede sin sæd og den monogame kvinde, der smægter efter ømme følelser. Hun påpeger, at visse psykologiske kønsforskelle, har biologisk rod:
“Det første, man kan slå fast, er, at vi allesammen uafhængigt af køn er promiskuøse – og monogamt indstillede. Fordi vores psyke indeholder flere uafhængige drifter eller motivationssystemer”
“Vi har en sjæl, der længes efter noget evigt, og samtidig en krop, der bare avler og er indstillet på at kneppe nogle nye”
De to ovennævnte citater bed sig virkelig fast hos mig, for det er jo her den store store udfordring ligger, når vi som mennesker indgår i forhold med andre. Her kommer Lone Frank ind på jalousi. En egenskab, der findes hos mennesket, der vanskeliggør, at vi bare kan udleve vores behov uden at såre hinanden. Hun adskiller begreberne forelskelse, begær og kærlighed, og forklarer hvad der er på spil rent videnskabeligt i forhold til alle tre.
Hun kommer ind på polyamori, romantisk kærlighed, netdating og soulmate-forestillingen og forestillingen om den eneste ene, samt om, hvordan sidstnævnte præger vores tilgang til kærligheden. Vi har alle en forståelse og forventninger til kærlighed som er lagret i mentale skemaer, og hvis vores oplevelser afviger fra disse skemaer, bliver det svært for os.
Når man læser bogen føles det både som om man læser en roman og noget faglitteratur, og jeg er meget begejstret for koblingen. Det er en vanvittig god og klog bog, der burde stå på alles hylder, hvis man vil blive lidt klogere på kærlighedens natur.
For at starte med selve begrebet blogger opstod det i 90’erne da de første danske blogs kom frem. Det blev muligt for alle, at oprette gratis hjemmesider, hvor man kunne skrive personlige tekster om alt mellem himmel og jord. På det tidspunkt fandtes begrebet influencer ikke, og langt de fleste skrev om deres interesser. Det ændrede dog hurtigt karakter, da firmaer så et potentiale i at samarbejde med bloggerne. Siden er det gået stærkt og i dag, er der flere, der lever af at blogge. I dag er begrebet blogger også blevet mere flydende, da samme betegnelse bruges om personer, der har deres egen YouTube kanal, deres Instagramprofil og i det hele taget skriver på diverse platforme om bestemte emner.
Der er en hårfin grænse mellem begreberne blogger og influencer og måske hænger det sammen med antal følgere. Det er ikke helt gennemskueligt, når man ønsker at blive klogere på dette.
For mit eget vedkommende startede jeg min blog i august sidste år på baggrund af et ønske om at kunne skrive længere tekster om litteratur, end det er muligt på Instagram, hvor jeg i forvejen delte min læseglæde omkring dansk litteratur. Jeg havde også et ønske om at dele læseglæden, networke mere med andre læsere, bloggere, forfattere og forlag og dermed gøre min interesse til en lidt mere seriøs del af min hverdag.
Men er det så en hobby eller et job for mig?
Hvis I havde spurgt mig, da jeg startede min blog ville jeg have svaret, at det var 100% hobbybaseret. Det var før, jeg vidste, hvor mange timer og hvor meget energi jeg ville komme til at lægge i det. For nu kommer der lidt om, hvad det er en bogblogger (jeg) laver…
1. Jeg kontakter selv forlag, jeg ønsker at indgå samarbejde med og der er stor forskel på hvordan samarbejdet fungerer. Nogle forlag sender regelmæssigt nyhedsbreve/kataloger ud med kommende bøger, som jeg så kan melde tilbage på ift. hvilke bøger, jeg ønsker at læse og anmelde. Andre forlag sender blot bøger baseret på dem niche, jeg har valgt – i mit tilfælde dansk litteratur. Forlag, jeg ikke har et fast samarbejde med, kontakter mig ift. forespørgsler på kommende bøger, og vi indgår aftale omkring enkeltstående bøger. Det samme gælder forfattere, der udkommer på mindre forlag, hvor det altid er forfatterne selv, der kontakter mig og ikke forlagene. Her gælder det samme, at vi indgår aftaler ift. enkelte bøger. Ovenstående betyder, at der er mailkorrespondance hver uge, der skal håndteres.
2. Når bøgerne modtages orienterer jeg mig omkring udgivelsesdato. Er det en bog, jeg modtager før den udgives arbejder jeg på at få den læst og have en anmeldelse klar på udgivelsesdagen. Det kræver lidt logistisk planlægning ift. hvor mange bøger, jeg vælger at modtage, så jeg ikke pludselig ligger inde med en stor stak ulæste bøger, der skal anmeldes. Det er mit eget valg at gøre det på denne måde. Mange bloggere gør det anderledes og modtager rigtig mange bøger og anmelder løbende, som de får tid.
3. Så skal bøgerne læses, og det er en anderledes læseoplevelse, når jeg ved, at der skal skrives en anmeldelse. Der tages notater løbende og der bøjes hjørner under læsningen, når jeg støder på passager og citater, der opsummerer bogens pointer eller har særligt interessant litterært indhold, som jeg ved, jeg vil fremhæve i anmeldelsen.
4. Efter endt læsning (som jo varierer timemæssigt alt efter om bogen er på 200 eller 800 sider) skal der skrives anmeldelse, og det er ikke blot at gengive et referat af bogen. Ud over selve bogen researcher jeg på forfatteren og tidligere værker for at få så meget med i min anmeldelse som muligt. Det kan selvfølgelig variere meget alt efter, hvilken bog, jeg anmelder. Til anmeldelsen skal der også tages billede(r). Jeg poster mine anmeldelser her og på instagram og på min private Facebookprofil. Det tager tid, for alle tre platforme er forskellige ift. hvordan indhold bedst deles. Jeg mailer også til de forlag, jeg samarbejder med og sender links til mine anmeldelser (når jeg husker det!)
5. Når man blogger om bøger, skal man også sætte sig ind i den lovgivning, der er på området, og det er bl.a. markedsføringsloven og skatteloven. Det er tidskrævende, og det har været meget uigennemsigtigt. Det er ikke noget forlagene oplyser noget om, når man indgår samarbejde, men det kan blive en dyr omgang for en blogger, hvis reglerne ikke overholdes. Det handler om “skjult reklame” ift. markedsføringsloven. Derfor skal jeg hver gang jeg poster et opslag eller laver en story på Instagram, som IKKE ER EN ANMELDELSE af en bog, men hvor bogen indgår på et billede skrive “Reklame” tydeligt og i starten af et indlæg eller fået billede. Selve anmeldelsen af bogen ses ikke som reklame, da anmeldelsen betragtes som “kulturformidling” Som bogblogger modtager jeg ikke betaling for at anmelde bøger for forlagene. Jeg modtager bogen og får lov til at beholde den, og min bogreol er derfor blevet fyldt godt op i det forgangne år. Når en blogger modtager et produkt fra et firma, hvor der ligger en aftale/forventning om omtale af produktet er produktet skattepligtigt, og skal indberettes som B-indkomst. Skattereglerne har været meget uigennemsigtige på området, og der er ofte debat om emnet mellem bogbloggere. Skal vi betale skat af de modtagne bøger eller ej. Bogbloggere er i tvivl, og der tolkes meget på ordlyden hos SKAT. Forlagene nævner det ikke i samarbejdet, men SKAT er ikke i tvivl. Jeg har talt med SKAT flere gange nu og flere personer uafhængigt af hinanden. Der SKAL betales skat af de modtagne bøger. Beløbet, der skal svares skat af er bogens udsalgspris. Således har jeg også brugt tid på at skabe et overblik over bøger modtaget i 2020 og skal indberette beløbet til SKAT, når der kan ændres i årsopgørelsen for 2020 i marts måned. Ligeledes har jeg lavet et estimeret beløb i forhold til bøger, jeg vil modtage i 2021 til min forskudsopgørelse for 2021. Dette kan kun være et skøn beregnet på antallet af bøger modtaget i 2020 fra august set i forhold til årets 12 måneder.
6. Udover ovenstående skal man som bogblogger oprette, vedligeholde og udvikle sin blog, hvilket også kan være tidskrævende, når eksempelvis WordPress (som jeg arbejder i) opdaterer den version, man skriver i.
7. Derudover følger man som bogblogger med hos andre bloggere og hos de følgere, man har. Der skal likes og kommenteres og deles, hvis man skal bidrage til fællesskabet.
8. Jeg kunne sikkert nævne mere, men ovenstående fortæller lidt om, hvad jeg som bogblogger laver, og den tid jeg bruger på det. At blogge om bøger er først og fremmest en stor personlig interesse og et ønske om at dele læseglæden med mange. Dernæst et ønske om at lære mere, at få erfaring med hele “boguniverset” og i sidste ende måske komme til at arbejde professionelt med litteratur på sigt.
Jeg tror, at der kommer til at ske en udvikling på området over de kommende år. Der er en del debat om bloggere og aflønning og om hvordan denne produktaflønning skal ses i lyset af den arbejdsmodel vi har i Danmark. Indtil det sker nyt på den front, fortsætter jeg med art blogge under de betingelser, der er i dag.
Titel: “Pigen fra det store hvide skib. Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa. Sider: 394. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.
“Man kan aldrig være sig selv. I en mellemstor by som Odense er der øjne overalt. Hvis jeg boede på landet, ville der være færre, men til gengæld ville de alle sammen kende mig. Det ville være endnu værre, for de ville vide, hvad jeg var engang. De ville aldrig lade mig glemme det”
Den 23. januar 1951 lægger hospitalsskibet Jutlandia fra kaj i København. En humanitær indsats fra Danmark i Koreakrigen. Ombord er den unge Molly Dahl, som er en af de toogfyrre sygeplejersker, der skal arbejde ombord på skibet. Forinden har Molly arbejdet som operationssygeplejerske i Odense, hvor hun på dagen for Danmarks befrielse kommer på overarbejde med døende og hårdt sårede skudofre. Krigen skulle være slut, men der opstår voldsomme kampe mellem modstandsfolk og tyskere. Skud og eksplosioner brager gennem gaderne, og det har grusomme følger. Befrielsen har også givet Molly barske og tunge personlige oplevelser med i baggagen, som hun gang på gang konfronteres med og skal forholde sig til på sin rejse med Jutlandia. På hospitalsskibet følger man Molly og tre andre sygeplejesker i deres udfordrende arbejde, og i de venskaber de knytter. Vi er på havet og som bølgerne går livet også op og ned hos Molly og de øvrige karakterer. Alle følelser er i spil. Der er kærlighed og had. Der er de gode og de onde. Kvinderne fremstilles langt stærkere end mændende. De er heltene.
Sideløbende med fortællingen om Molly hører vi om Yun fra Korea. Yun er 11 år gammel, da hun mister sine forældre i krigen. Mens napalmflammerne æder hendes hjem, hende familie og den landsby i Nordkorea, hvor hun er vokset op, flygter hun sammen med to andre børn mod syd. En flugt lige ind i helvede, og hvor hun gået grueligt meget igennem før hun på mirakuløs vis reddes af…… ja Molly. Hvordan deres skæbner flettes sammen vil jeg ikke afsløre.
Bogens to spor fungerer rigtigt godt. Molly og besætningen på Jutlandia, der er på vej mod Korea, og Yun, der flygter fra Korea. Der er lagt i kakkelovnen til et møde. At der er to forfattere på bogen fornemmes ikke rent sprogligt. Det flyder ensartet og godt hele vejen igennem. Interessant er det, at det er to mandlige forfattere, der skriver helt fantastisk i forhold til de tanker Molly har og måden, hvorpå der fortælles om de fire gennemgående sygeplejerskeres venskaber. Om yun, den 11 årige pige, der flygter. Det er mænd, der skildrer følelser og tanker hos det modsatte køn, og de gør det fabelagtigt, hvilket får mig til at tænke på den debat, der kører i forhold til, om skuespillere kan/bør spille en karakter med eksempelvis en anden seksualitet end deres egen. Det er en debat, der er interessant, og som der sikkert ikke er et endegyldigt svar på, men for mig at se er det netop en gave at forfattere og skuespillere kan skildre og fremvise karakterer og forskellige identiteter uanset eget ståsted. Det er det, deres fag handler om. Det er det, som er kvaliteten ved kunsten.
“Pigen fra det store hvide skib” er trods barske skildringer af en virkelighed en feel-good roman. Og den har en snert af lægeroman over sig, hvilket kunne virke plat, men her virker det godt. At blive beriget med et stykke verdenshistorie pakket ind i en fiktiv fortælling af denne karakter er en gave, og god underholdning.
Det blev Lotte Garbers, der løb med sejren i konkurrencen om, hvilken bog, vi skal læse sammen til festivalen “Vi læser sammen” i marts måned. Stort tillykke til Lotte garbers.
“Løbeklubben i Saudi” handler om danske Maiken, der er rejst til Saudi-Arabien fra et rodet liv i Danmark. Hun skal arbejde som antropolog for et medicinalfirma, der ønsker at sælge slankeprodukter til overvægtige arabiske kvinder. Her møder hun en kvindelig løbeklub, der vender op og ned på hendes forestillinger om kvinder i den arabiske verden.
Jeg glæder mig meget til at læse og diskutere bogen sammen med alle, der har lyst til at deltage, og jeg tør godt garantere, at det ikke bliver kedeligt.
Jeg informerer lidt nærmere om forløbet, når vi er et stykke inde i februar måned. Allerede nu er det muligt at melde sig ind i en Facebookgruppe, som vil være et af de fælles “mødesteder” omkring læsningen https://www.facebook.com/groups/450075862671529
