Anmeldelse af “Solitaire” af Mads Damsø

Titel: “Solitaire” Forfatter: Mads Damsø. Sider: 400. Forlag: Forlaget Forår. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Forår.

Kan ensomhed kureres med isolation?

I Mads Damsøs roman “Solitaire” tager historien afsæt i, at de sociale medier er årsag til, at mennesker bliver ensomme. Hovedpersonen Mads beslutter sig for at hive stikket og undersøge en alternativ behandlingsform mod ensomhed. Han vil frivilligt lade sig isolere i en bunker i et år i håb om, ved at udsætte sig selv for ekstrem ensomhed, at han på sigt vil genfinde lysten til at indgå i det digitale samfund. Han sælger sin ide til en TV-station, der indvilger i at lave hans eksperiment til et realityprogram, hvor alle kan følge med. Hvad hovedpersonen Mads imidlertid har undladt at fortælle er, at han har en kæreste derhjemme, og at flugten ind i bunkeren er den sidste mulighed han har for at redde sit vanskelige forhold. Kun hans redaktør ved, at han har en kæreste, og redaktøren indvilliger i, at Mads hver dag skriver et postkort, som redaktøren forpligter sig til at viderebringe til kæresten. Kæresten vil på sin side også dagligt skrive et postkort til Mads, men han kan først få dem at se, når han kommer ud af bunkeren.

Bogen består af 730 postkort – 365 fra Mads til kæresten og 365 retur.

Indholdet af postkortene spænder fra beskrivelser af Mads’ trivielle hverdag i bunkeren, kærestens hverdag derhjemme samt fortællinger fra begges fortid. Barske og overrumplende fortællinger, som de aldrig tidligere har fortalt hinanden om. Som bogen og postkortene skrider frem afsløres flere og flere sider af begge karakterer.

Ikke siden jeg læste “Terningemanden” af Luke Reinhardt har jeg læst så vanvittig en bog. Konceptet med historien og med postkortene er intet mindre end genialt. Formen er udfordrende at læse, idet man som læser skal holde styr på to parallelle historier. Øverst på siderne over stregen læses Mads´ historie og hans postkort. Nederst på siden under stregen kærenstens historie og hendes postkort (se billede øverst til højre). Når den ene historie blev mere spændende end den anden, kunne det være svært at læse kronologisk, som man normalt ville gøre. Ville det have givet en anden læseoplevelse, hvis Mads og hans kæreste havde haft hver deres kapitler? Ja måske, men det er netop denne vanvittige form, der gør at bogen adskiller sig fra andre værker. Det, at man som læser ved, at kæresten kan læse alle Mads’ postkort men at han ikke kan læse hendes gør, at man bliver ligeså frustreret som kæresten, fordi deres postkort aldrig bliver til en dialog mellem dem, men tværtimod to monologer. Det er et spændende greb, idet Mads og hans kæreste netop har haft problemer med at kommunikere tydeligt og åbent med hinanden i deres forhold.

Men formen gør ikke en bog alene. Der skal være en historie. Og historien udviklede sig i en retning, som jeg hverken brød mig om at læse eller som jeg kunne relatere til. Den stak simpelthen af for mig og blev FOR vanvittig. Historiens udvikling og det at formen med postkortene krævede ret meget koncentration gjorde, at jeg var fanget i bogens første halvdel. Derefter stod jeg af. Jeg synes, det er svært, at komme med én samlet læseoplevelse. Jeg kan blive i tvivl om hvem jeg skal anbefale bogen til, hvilken målgruppe, den er tiltænkt. Rent litterært en virkelig spændende læseoplevelse, og jeg glæder mig meget til at læse mere af Mads Damsø, men selve historien kom til at irritere mig for meget.