Anmeldelse af “Størst af alt- Om kærlighedens natur” af Lone Frank

Titel: “Størst af alt” Forfatter: Lone Frank. Sider: 280. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Kærligheden er en kompleks størrelse, og efter at have læst Lone Franks “Størst af alt” er denne kompleksitet for alvor slået fast. Lone Frank stiller sig selv spørgsmålet – Hvad er kærlighed? efter at hendes kæreste dør af kræft, og hun står tilbage med en følelse af, at nu er der intet levende menneske, der elsker hende, og der er ingen hun elsker.

“Størst af alt – Om kærlighedens natur” er en mosaik, hvor Lone Frank, med afsæt i eget liv og egne kærlighedserfaringer i samtale med en psykolog, forsøger at kortlægge kærlighedens natur med brikker fra naturvidenskab, psykologi og kulturforskning.

Lone Frank fortæller om sin barndom og om kærligheden til og fra sin far, der har præget og reddet hende gennem livet, fordi der har været tale om en tryg tilknytning . Men hun beskriver også faderens alkoholisme og fraværet af kærlighed til sin mor og bror.

Hun fortæller om forældrenes skilsmisse, moderens tidlige død og faderens senere. Hun fortæller om sine møder med mænd, om utroskab, om en depression, udløst af ulykkelig kærlighed, og om det fravalg af at få børn, der skyldes en manglende lyst, en grundlæggende frihedstrang samt det faktum, at Lone Frank med egne ord uvægerligt ser sig selv som nogens barn og ikke som nogens mor.

Hun tager fat i begrebet tilknytning, og tilknytningsteorier, der kan fortælle os om hvordan vi som mennesker tilknytter os forskelligt. Tilknytningsmønstre grundlagt i barndommen, som har stor betydning for, hvor let eller svært vi som voksne har det med at tilknytte os et andet voksent menneske, som vi ønsker at indgå i et kærlighedsforhold sammen med. Hvor åbne vi er eller det modsatte. Om vi tør stole på den anden part eller ej.

Enhver tidsalder har forsøgt at forstå kærligheden, med sine redskaber, og et af nutidens redskaber er hjerneforskning. Hvor psykologien kan beskrive subjektive følelser og adfærd kan biologien beskrive hvilke kemiske og måske genetiske forskelle, der kan forme, hvordan det enkelte menneske oplever virkeligheden. Det handler bl.a. om hvad oxytocin, dopamin og vasopressin gør ved vores hjerner og dermed ved vores kærlighedsrelationer.

Lone Frank afliver myten om den stærkt promiskuøse mand, der blot ønsket at sprede sin sæd og den monogame kvinde, der smægter efter ømme følelser. Hun påpeger, at visse psykologiske kønsforskelle, har biologisk rod:

“Det første, man kan slå fast, er, at vi allesammen uafhængigt af køn er promiskuøse – og monogamt indstillede. Fordi vores psyke indeholder flere uafhængige drifter eller motivationssystemer”

“Vi har en sjæl, der længes efter noget evigt, og samtidig en krop, der bare avler og er indstillet på at kneppe nogle nye”

De to ovennævnte citater bed sig virkelig fast hos mig, for det er jo her den store store udfordring ligger, når vi som mennesker indgår i forhold med andre. Her kommer Lone Frank ind på jalousi. En egenskab, der findes hos mennesket, der vanskeliggør, at vi bare kan udleve vores behov uden at såre hinanden. Hun adskiller begreberne forelskelse, begær og kærlighed, og forklarer hvad der er på spil rent videnskabeligt i forhold til alle tre.

Hun kommer ind på polyamori, romantisk kærlighed, netdating og soulmate-forestillingen og forestillingen om den eneste ene, samt om, hvordan sidstnævnte præger vores tilgang til kærligheden. Vi har alle en forståelse og forventninger til kærlighed som er lagret i mentale skemaer, og hvis vores oplevelser afviger fra disse skemaer, bliver det svært for os.

Når man læser bogen føles det både som om man læser en roman og noget faglitteratur, og jeg er meget begejstret for koblingen. Det er en vanvittig god og klog bog, der burde stå på alles hylder, hvis man vil blive lidt klogere på kærlighedens natur.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.