Anmeldelse af “BOB” af Helle Helle

Titel: “BOB” Forfatter: Helle Helle. Sider: 157. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gutkind

Bob, bob, bob…..

Min anmeldelse af Helle Helles “BOB” falder mig lidt svær. Svær fordi den er overdrysset med stjerner og rosende ord i dagspressen og hos flere bloggere. Jeg kedede mig bravt gennem hele bogen, og havde virkelig svært ved at læse den til ende trods de blot 157 sider. Men lidt om handlingen.

Bob flytter med sin forfatterkæreste (som også er romanens unavngivne anonyme, fortæller, og som ikke forstår den kæreste hun fortæller om) fra Lolland til København en gang i midten af 1980’erne. Hun skal studere på universitetet. Han skal ikke noget specielt i byen, egentlig heller ikke i livet, han følger bare med. Han får nogle afløsningsvagter på Sømandshotellet, indretter deres nye etværelses lejlighed i Vanløse og fortaber sig i Københavns gadenavne. Kort fortalt forsøger han blot at slå tiden ihjel, på samme tid som han drømmer om en fremtid med børn og familie med sin kæreste. Men tiden går, og langsomt hensygner den ellers så levende Bob. Han, der før stod tidligt op, sover nu dagen væk. Deler ikke længere sine tanker. Gør rent, laver mad, tjener næsten ingen penge. Går i ring om Damhussøen. Venter og venter på kæresten. Som historien skrider frem, ender Bob i en næsten depressiv tilstand, men ender med at pakke 4 sække med vasketøj og flytte, dog uden at man som læser er sikker på hvorhen. 

Kæresten- fortælleren er hovedpersonen fra Helle Helles seneste roman “De” hvori Bob også har en mindre rolle. Jeg har ikke læst romanen, men jeg valgte at lytte til den første tredjedel for at opleve sammenhængen med romanen “BOB” Jeg lærte dem ikke at kende. Til gengæld har jeg læst “Rødby Puttgarten” og jeg genkender tematikken, karaktertyperne og ikke mindst formen Helle Helle skriver i i romanen “BOB”

Helle Helle er en sand mester ud i det minimalistiske og sætningerne er konstrueret uden det mindste fyld. Alt er nøje udvalgt, og der er klippet og klistret i en redigeringsproces, jeg kun har hørt hende fortælle om, og den handler netop om at arbejde med ordene ned i mindste detalje. Hun er også fænomenal til at arbejde med karakterer. Man ser dem helt tydeligt for sig og det samme med miljøbeskrivelserne. Man føler, at man er tilbage i 80’erne. Særligt madbeskrivelserne. På overfladen virker bogen let og karaktererne ukomplicerede, men der gemmer sig en masse psykologi mellem linjerne. Om det at være ung og på vej ind i voksenlivet, om samhørighed og ikke mindst om identitet. Men hvorfor kedede jeg mig så igennem læsningen? Hvis sproget er fænomenalt og der er gode karakterer og miljøbeskrivelser. Burde det ikke være nok til, at det blev en god læseoplevelse? For at få svar på dette vil jeg vende tilbage til et tidligere indlæg, jeg skrev om den gode læseoplevelse og anvende en model i forhold at se på min læsning af Helle Helles “BOB”

Hvis jeg ser på de forskellige punkter, så er der særligt to områder, jeg vil slå ned på. Nemlig det underholdende og det lærende. Det er netop her, jeg savner noget i bogen. Jeg er virkelig begejstret for den minimalistiske skrivestil, som forfatteren Tine Høeg også mestrer, men modsat Tine Høeg så fænger Helle Helles form for humor mig ikke. Jeg bliver heller ikke rørt, når jeg læser om BOB, og jeg bliver ikke underholdt på en måde, der får mig til at vende hver side af ren begejstring eller spænding. Det er alt for monotont for mit vedkommende. Lærer jeg så noget af bogen? Nej ikke i forhold til tematik og form. “BOB” er som flere af Helle Helles bøger. Jeg overraskes ikke. Måske er det netop genkendelsen mange godt kan lide. Jeg ville hellere opleve nyt fra Helle Helles side. Nyt stof. En anden tid end 80’erne. Det almindelige og hverdagsagtige. Når en forfatter har de gaver hun har, så jeg gerne noget nyt fra hendes hånd. Men det er måske med forfattere som med musikere. Det fungerer bedst med salget og med tilskuerne, hvis de vedvarende spiller deres gamle hits.

“BOB” udkommer i dag.

Foto: Gutkind

4 meninger om “Anmeldelse af “BOB” af Helle Helle”

  1. Endelig en anmeldelse jeg er enig i! Jeg havde glædet mig helt vildt til at læse bogen, og jeg har været glad for flere af Helle Helles andre bøger. Men. Jeg kedede mig simpelthen så meget hele vejen igennem og jeg grinede ikke én eneste gang. Jeg har læst flere anmeldere skrive at bogen er morsom, og det er som jeg ikke har læst den samme bog som anmelderne:-) Da jeg læste Stine Pilgaards “meter i sekundet” grinte jeg flere gange højlydt, men måske jeg bare ikke forstår Helle Helles humor. 2 stjerner fra mig.

  2. Tusind tak for din kommentar. Jeg tror, vi er meget alene med vores oplevelse. Når det så er sagt, har jeg fået private henvendelser fra folk, der deler vores mening, men som ikke ønsker at udtrykke den offentligt af forskellige grunde, og fuld respekt for det. Jeg kan dog undre mig over, at kritikken er så enesartet. Det ses ikke hos andre forfattere.

  3. Enig, desværre. Jeg mangler helt at kunne identificere mig med Bob (eller fortælleren). Jeg gav op efter kap. 13. Helles andre bøger har derimod givet mig mange tanker til reflektion.

  4. Tak for din kommentar. Ingen tvivl om at Helle Helle kan skrive på en helt unik måde, men personligt synes jeg også, at en forfatter i hendes liga burde forpligte sig til at gå nye veje og tage aktuelle nationale eller globale problematikker op i stedet for at forblive i samme spor i 80’erne. Hun er en stor stemme. Hun kunne bruge den anderledes.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.