23. December – Mikkel Guldager.

Mikkel Guldager skriver om eksistenser som lever på kanten af samfundet.
Han debuterede i foråret i år med romanen “Yatzy” en 24 timers identitetskritisk skildring af et psykisk sygt liv. Han skriver ærligt og ligefremt om livet fra sit eget perspektiv som bipolar og maniodepressiv forfatter.

I oktober måned udkom han med bogen “Nostalgi” En roman med fokus på hjemløshed. I kan læse min anmeldelse af romanen her: http://anetteslitteratursalon.dk/?p=357 Lige nu arbejder han på sin tredje roman “Svindleren” som I kan læse mere om i de nedenstående svar.

Mikkel Guldager er uddannet cand. mag. i engelsk ved København Universitet og i gang med at færdiggøre sin ph.d.

Nedenfor kan I læse Mikkel Guldagers svar på de seks gennemgående spørgsmål i julekalenderen.

  1. Hvad er dit forhold til december og til jul?

Mit forhold til december og julen er præget af tanken om næstekærlighed. Det gør mig glad, når jeg ser andre give til hinanden og til de svagere stillede i samfundet. Jeg tror og håber, at folk er lidt mere gavmilde overfor for eksempel de hjemløse her i juletiden. Omkring selve julen er jeg et kæmpe julemenneske, som lapper både årstiden, nisserne, andestegen og julesalmerne i mig med største velbehag.

2. Hvad arbejder du med/på i øjeblikket?

For tiden arbejder jeg på to projekter. Dels færdiggør jeg min ph.d.-afhandling i engelsk sprogvidenskab, og dels gennemskriver jeg min tredje roman Svindleren, som udkommer på Brændpunkt til efteråret 2021. Svindleren handler og psykisk sygdom og økonomisk kriminalitet i grum forening, og det bliver en autofiktiv roman på noget der ligner 300 sider. Den bliver hurtig, dyb og levende, og så gør det autofiktive element i den også, at skriveprocessen er den klart mest omfattende, jeg endnu har oplevet.

3. Hvad har været dine største litterære oplevelser i 2020?

2020 har budt på mange gode læseoplevelser, men et genbesøg i den ejegode Yahya Hassans første digtsamling var nok mit højdepunkt. Jeg elsker originalitet i skrivestil, sprog og tanke. Det er netop Yahyas originalitet, mener jeg, som berettiger ham til at være på listen over de absolut største i dansk litteratur inden for det sidste årti. Herudover var Askeblomster af Patrick Modiano også enfremragende læseoplevelse og et eksempel på, hvor legende let og elegant sproget kan folde sig ud. 

4. Er der særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu og hvor tror du den bevæger sig hen i de kommende år?

Den danske litterære scene er virkelig spændende for tiden. Nye forlag brager frem og med dem også store talenter. Det virker til, at lysten til at skrive samfundsskitserende litteratur også er stor, og det, håber jeg, vi får mere at se af i fremtiden. Fra min egen hånd vil jeg i hvert fald biddrage med skæbnefortællinger om dem, som lever på randen af konventionerne og samfundet. 

5. Hvordan ser dit 2021 ud?

2021 bliver et spændende år. Jeg ser meget frem mod at udgive Svindleren, da jeg i den forbindelse har indgået et samarbejde med en ny agent. Hvad det bliver til, ved jeg ikke, men det skal nok blive interessant.

Desuden har jeg flere oplæsninger rundt omkring. Jeg skal blandt andet læse op fra min skæbnefortælling, Nostalgi, som handler om Leon og om hjemløshed i København. En af oplæsningerne kommer til at foregå ved et arrangement på Onkel Dannys Plads i marts, og den ser jeg meget frem til. Alt i alt bliver det forhåbentligt et formidabelt år, hvor jeg også begynder på min fjerde roman.

6. Hvilke bøger vil du give til andre i julegaver i år?

Uden at afsløre for meget kan jeg røbe, at Tom Kristensen og Michael Strunge kommer under træet.