Anmeldelse af “I mangel af alting” af Carsten Dahl.

Titel: “I mangel af alting” Forfatter: Carsten Dahl. Sider: 59. Forlag: Forlaget Fly. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Carsten Dahl og Maiken Ellegaard Madsen.

Når jeg ser på nøgne træer så ser jeg mest baggrunden den dunkle grå vinterhimmel med dens utydelige formationer så tænker jeg: Sådan føler vi mennesker os ofte når vi opdager at vi glemte os selv i et forsøg på at vokse ind i himlen.

Sådan lyder et af digtene af Carsten Dahl fra digtsamlingen “I mangel af alting” som indeholder et udvalg af digte skrevet fra 1982 og frem til i dag. Digtene kredser blandt andet om angst, tab og kærlighed. I digtene sættes der ord på livets yderligheder i en bevægelse mellem mørket og lyset.

Jeg sidder i skumringen og skriver denne anmeldelse. I tiden mellem lys og mørke, det passer godt til digtsamlingen. Der hvor der skulle have været kærlighed har der været svigt. Svigt der har gjort noget ved et menneske. Sorg, skyld, angst, mangel på troen på sig selv, tanker om selvmord omsat i smuk gribende poesi som i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Nogle dage tænker jeg jeg må hjem til Faderen i himlen hjem til Gud op ad Jakobsstigen jeg hører ikke til her. På min gravsten skal der stå: “Jeg har ikke råd til at være her”

Der er flere referencer til Gud og tro og ikke mindst til håbet. Særlig digtet, der er udformet som en bøn rørte mig meget:

Lysets mester, du som befæster alt det skabte i denne verden giv mig inderlighed og klogskab nok til at bære uskyldens drik fra dit bundløse bæger.

Hjælp mig til at forstå og mærke at der er mening med min ubærlige smerte vis mig lyset fra din uudslukkelige ånd og lad mit virke bæres frem af din hånd.

Giv mig troen tilbage på det simple og smukke lad den fine blomst i mig oplukke så jeg hver dag ser din mening med livet og aldrig tager denne indsigt for givet.

Dette digt er skrevet på rim, og det er mange af digtene. Jeg får associationer til Tove Ditlevsens digte og til Barndommens Gade med de samme genkendelige temaer og den samme rytme i digtene. Det er ubeskrivelig god og stærk poesi, som præcis som Tove Ditlevsens digte er let tilgængelige rent sprogligt, smukke og fyldt med nærvær. Men også digte fyldt med smerte, svigt og overgreb, så man også får associationer til Yahya Hassans digte. Men Carstens Dahls digte er helt hans egne. De er også fyldt med blomster, sommerfugle og fugle, der symboliserer det frie, det naturlige. Det er en meget smuk poetisk oplevelse.

Smerte kommer ofte til udtryk gennem kunsten. Det er ikke et nyt psykologisk fænomen. Carsten Dahl udtrykker det således i nedenstående uddrag fra et af digtene:

Jeg er ingenting mere andet end det tomme hylster der sidder fast i det spindelvæv min mor spandt så jeg helt forsvandt. Suget ud, tygget, sunket og fordøjet nu gemt bag en kunstners beskyttende kappe med store lommer og dybt forløjet.

Der skrives mange autobiografiske romaner om svigt i opvæksten. Jeg har læst for få digte til at vide, hvor meget det fylder i digterkunsten. Jeg kan heller ikke udtale mig, om denne digtsamling er autobiografisk, da jeg ikke kender forfatterens baggrund, dog er der et stærkt digter-jeg bag ordene i digtsamlingen. Forsidebilledet er et selvportræt af Carsten Dahl, hvilket også kunne pege på det autobiografiske. Mit ærinde er at dele min læseoplevelse, og den er mere end positiv. Jeg er blevet rørt følelsesmæssigt og beriget poetisk og litterært. “I mangel af alting får mine varmeste anbefalinger”

Forfatter Carsten Dahl (f. 1967) er jazzpianist, billedkunstner og digter. “I mangel af alting” er han debut. Digtsamlingen udkom 23. september 2020.

Foto: Kasper Kristoffersen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.