
Foto: Petra Kleis
Det slår mig, da jeg begynder at researche lidt til indlægget her, at jeg faktisk har læst næsten alt, hvad Lotte Garbers har skrevet og altid været helt vild med hendes bøger. Hun debuterede i 1999 med romanen “For egen vinding” efterfulgt af “Hun har det hele” i 2001 og “Pendul” i 2005. Hun har desuden skrevet interviewbogen “Vær her nu – hvad præster ved om lykke”, den erotiske novellesamling “Prøverummet” Hun har desuden udgivet flere noveller.
Hun er aktuel med romanen “Løbeklubben i Saudi” der udkom i august i år. I romanen bliver hovedpersonen Maiken gang på gang konfronteret med sine egne fordomme om muslimer og kvinder i muslimske lande. Det er en roman, der skildrer et kultursammenstød mellem danske Maiken og de saudiarabiske kvinder, hun møder i løbeklubben, men det er også en roman, der skildrer de mange ligheder mellem kulturerne. Jeg har netop modtaget bogen, og glæder mig meget til at skulle læse den.
Nedenfor kan I læse Lotte Garbers svar på de seks gennemgående spørgsmål i julekalenderen.
- Hvad er dit forhold til december og til jul?
Jeg tror, jeg er usentimental mht. jul og traditioner, så jeg tror, jeg tidligt i mine voksenår plukkede det, jeg ville og glemte det besværlige. De sidste år har jeg været geografisk langt væk i december, og det er jeg også, mens jeg skriver dette, og jeg går med bare tæer og har kun en skrabekalender som julepynt her. Til gengæld giver jeg den så max. gas, når jeg lander i DK lige inden jul med lys, kugler, gæster, fester, gaver. Det glæder jeg mig til. Jeg føler mig meget rig i min nærmeste familie og dejlige venner. Jeg føler lidt, jeg glemmer, at der er mange, der er i klemme i julen. Det kunne jeg godt tænke mig, at jeg var bedre til at favne.
- Hvad arbejder du med/på i øjeblikket?
Jeg er endelig dykket helt ned i nyt romanprojekt, og denne her fase er ret fed: Jeg finder på, og jeg finder på, og der er ingen grænser for, hvad det kan blive til, og hvad jeg kan, og Only The Sky Is The Limit. Det går desværre snart over, og så skal der strammes til og være struktur og retning, men hold op jeg nyder det efter tre måneders boglancering i Danmark.
- Hvad har været dine største litterære oplevelser i 2020?
Under corona røg jeg helt ned i #metoo-problematikken. Det begyndte med “Tre kvinder” af Lisa Taddeo, som ikke behandler emnet specifikt, kun perifært, men det var hele dette her med, hvad det gør ved en at få overskredet sine grænser – og hvor lidt skal der til for at ødelægge et menneske, egentligt? Så gik jeg videre til “Klubben” af Mathilda Gustavsson om det svenske akademi, så autobiografien “Samtykket” af Vanessa Springora om det franske forfatter- og forlagsmiljøs accept af ja, pædofili, så videre til romanen “Min mørke Vanessa” af Kate Elizabeth Russell, som er en moderne Lolita-historie, skrevet fra den unge piges synsvinkel. Finalen blev genlæsningen af “Lolita” af Vladimir Nabokov, 3. gang, tror jeg, og jeg læste den før, Gyldendal udgav den i en skamløst smuk udgave.
- Er der særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu og hvor tror du den bevæger sig hen i de kommende år?
I forbindelse med udgivelsen af min roman “Løbeklubben i Saudi” kom jeg godt ind i varmen hos alle de vidunderlige bogbloggere, vi har i Danmark. Og ved at følge dem har jeg med egne øjne set mangfoldigheden i udgivelserne og tendenserne, og ja, vi læser stadig mange krimier, autobiografi-stof, men vi læser også alt muligt andet. Det gør det nemmere at være forfatter at få det indblik. Det er ikke vigtigt, hvilken slags bog man skriver, men at man “bare” skal skrive en god bog, så er der også læsere til den.
- Hvordan ser dit 2021 ud?
Hvis corona stadig hærger, så laver jeg ikke flere foredragsaftaler eller andre ekstroverte ting og sager, end jeg allerede har i kalenderen, og så kryber jeg i skrivehi i min dejlige hule i Algeriet med mand og middelhav. Jeg har for en gangs skyld fået deadline på den nye roman, og det er noget af det bedste, der er sket mig. Den deadline kræver arbejdsdisciplin, og den er jeg med på!
- Hvilke bøger vil du give til andre i julegave i år?
Selvfølgelig “Lolita” i den smukke nye udgave fra Gyldendal, i butikkerne her i december. Og så skal ALLE i verden læse “Størst af alt” af Lone Frank. Med hendes modige personlige vinkel udlægger hun kærlighedens væsen, fordi hun først opdagede, hvad kærlighed var, da hun mistede den. Man bliver klog på det psykologiske, det evolutionære, hjerneforskningen og al den sexede statistik om kærlighed, dating, drifter og omsorg. Den er en lille bibel, og jeg vil gerne afsløre, at jeg formodentlig kommer til at takke hende i min næste bog….