Anmeldelse af “Hvordan man redder en lemming” af Nikoline Werdelin

Titel: “Hvordan man redder en lemming” Forfatter: Nikoline Werdelin. Sider: 415. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Hans er en nyskilt fyringstruet biolog, der som de fleste pattedyr holder af at blive i sit habitat – i dette tilfælde lejligheden på Frederiksberg. Han er stærkt optaget af sin potens, kvinden han aldrig fik og lemmingen, den vævre orangegule gnaver, som han elsker for dens accept af sit enkle ydmyge liv: Den spiser, formerer sig og undviger døden. For så vidt ligesom Hans. Alt imens sneen smelter i de norske fjelde og truer lemmingens livsgrundlag, vikler fire fremmede og vidt forskellige mennesker sig ind i Hans’ tilværelse og forandrer den for altid.

Nikoline Werdelin, som har begået tegneserier som “Laura og Nugga”, “Café” og “Homo Metropolis” været brevkasseredaktør og skrevet flere teaterstykker har nu også skrevet sin første roman. En roman, der handler om livet, om ensomhed, kærlighed og om mulighederne i det tilfældige møde. Men også om klimakrise og aldring. En roman, der kunne blive en spændende og ny samtidsroman med de nævnte temaer, men som for mit vedkommende skuffer.

Udover Hans møder vi Gunhild, der er sufflør på teatret, sorgramt og som ofte tænker på selvmord. Nicolas, den unge familiefar, der er udfordret ift. sin psykisk syge hustru og sit arbejdsliv som selvstændig med en insektfarm, han deler med to venner. Den enlige mor Heidi, som arbejder som sosuassistent og som må betale husleje med regelmæssige blowjobs til udlejer. Inge, ensom og pensioneret læge. Alle disse personer lærer vi at kende og som romanen skrider frem flettes deres liv sig ind i hinanden, men netop som de sammenflettes vælger Nikoline Werdelin at afslutte bogen med lette “happy endings” hvor jeg kunne have ønsket mig, at se netop sammenfletningerne foldet mere ud. Der drysses lidt klimakrise nedover romanen løbende og lemmingens liv beskrives, men igen savner jeg argumentation for dette og sammenhæng i historien.

Karakterene forekommer flade og uden udvikling. De får hver især tildelt kapitler, men de fylder ikke lige meget i historien, som i det hele taget forekommer lidt søgt. Jeg kan ikke helt finde ud af, hvad det er for en historie Nikoline Werdelin har ønsket at fortælle. Lidt groft sagt virker det som om at målet mere har været at ville skrive en roman end det at have en historie på hjerte. Når det er sagt er der ingen tvivl, om at der er tale om en garvet skribent/forfatter. Sproget flyder og jeg nød den genkendelige humor, jeg forbinder Nikoline Werdelin med. Hendes styrke forud for romanen har netop været at arbejde med karakterer og deres identitet. Jeg havde nok blot højere forventninger. Bogens cover er utroligt smukt med mønster inspireret af den engelske afdøde kunstner Wiliam Morris, og bag coveret den skønneste lyserøde bog. En drøm for enhver med hang til æstetik. Jeg håber, at næste roman fra Nikoline Werdelin har mere “kant”, men hvor hendes uvurderlige humor stadig vil være at finde.

“Hvordan man redder en lemming” udkom 2. oktober 2020.

Billedet er fra Gyldendal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.