Anmeldelse af “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” af Ida Marie Hede.

Titel: “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” Forfatter: Ida Marie Hede. Sider: 322. Forlag: Forlaget Basilisk. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren

Du tænker: Hvorfor skulle du have noget at klage over? Er der nogen, der generer dig? Er livet i landsbyen ikke okay? Så hvorfor skulle du have noget at udsætte på dit nye hjem? På overfladen består Landsbyen af de mest velplejede kvarterer, fineste subkulturer, multietniske småsamfund og regnbuefamilier; i sprækkerne belønnes kun de hvide velnærede indbyggere, deres børn og katte og et lille udvalg af brogede gadekryds. Du er hvid og velnæret, fødedygtig og leveringsdygtig udi et moderat antal børn. Du er underkastelsesparat og konfliktsky, sød og rasende, kun milliarder af lysår fra at betale topskat, kun milliarder af lysår fra et virkelig udsat liv – så hvorfor i alverden skulle du klage?

Lad mig sige det med det samme. Det er smal litteratur, vi er ude i her, og ikke årets mandelgave, men læs den hvis du vil opleve noget eksplosivt litterært.

I Ida Marie Hedes roman flytter hovedkarakteren, en jeg-fortæller (der senere døbes Lille Glimmerhætte af sine veninder) fra brokvartererne med sin mand og deres børn ud i landsbyen kaldet Den usikre og Megalomane Landsby. I landsbyen overvåges kvinders reproduktion ved daglige tests, og kvinder er reduceret til fødemaskiner, der sprøjter børn ud. Livet i landsbyen keder hovedkarakteren, så hun tager sig en elsker og bliver skilt. Hun oplever sorg, savn og praktik. Hendes rolle som mor, hustru, tidligere hustru, elskerinde, veninde og som apparat for reproduktion gøres til genstand for hendes egne tanker og fantasier sammen med omverdenens fordømmelse af hendes utroskab. Problematikker taget ud af virkelighedens verden suppleret med problematikker som klimakrise og migration, men så stopper det virkelige også for hold nu op en roman…

Kropssafterne flyder fra alle åbninger, som penetreres eller stimuleres konstant af mænd, kvinder og børn. Af lyst, af nød, af tvang. Kvinders krop, seksualitet og moderrolle er på dagsordenen i romanen. Vrede og sårbarhed. Lyst og begær. Sex og sexisme. Kærlighed. Magt og underkastelse. Er det erotisk? Nej. Er det sanseligt? Ja. Er det frastødende? Ja. Er det dragende? Ja. Teksten og ordene er på en måde større end indholdet, som isoleret set er et ret almindeligt plot i et fremtidsscenarie. Men Ida Marie tryllebinder og hypnotiserer med sine sætninger, som er fyldt med ovenstående følelser og dilemmaer. Aldrig har jeg lavet så mange æselører for at fastholde ord og sætninger. Originaliteten er så vild. “Kontoret for HOR OG FLAMMENDE BOGSTAVER” en afdeling i kommunen, som står for at udvikle, producere og tildele et H for HORE i en velouræske til dig, hvis du har begået hor. Et H, der skal bæres til de såkaldte skafotevents, hvor du udstilles, hvis du har været utro. Og så er der Ravsneglen, en parasit, Ida Marie Hede lader indgå i romanen, hvis livscyklus hun sammenligner med livets rå og voldelige cyklus.

Har du egentlig nogensinde hørt om ravsneglen? Den er for syg. Der lever den her parasitære orm i ravsneglens krop, som besætter dens øjenstilke, så øjnene skifter farve og bevæger sig i et kålormeagtigt discomønster. Det gør at fuglene får øje på sneglen og straks spiser dens øjne! – inklusive den her lille lurendrejer af en orm, som så lægger æg i fuglens tarme. Til sidst bliver ormen skidt ud af fuglen og ravsneglen, hvis øjne er vokset ud igen, spiser lorten og det hele starter forfra. Min pointe er, at livets cyklus er mere voldelig og rå, end noget, du nogensinde kommer til at streame. Don’t forget.

Landsbyens navn “Den Usikre og Megalomane Landsby, hvor megalomani jo betyder en psykisk tilstand, hvor man har vrangforestillinger om at man er mere betydningsfuld og har større evner end man i virkeligheden har. En slags storhedsvanvid, er så genialt tænkt til hele det univers, romanen udspiller sig i. Alt er gennemtænkt og gennemarbejdet. Intet er tilfældigt. Jeg har ikke læst noget lignende. Det tætteste jeg kommer, er Kaspar Colling Nielsens “Det Europæiske Forår” som jeg valgte at opgive, da jeg var halvvejs. Ida Marie Hedes værk tåler ingen sammenligning. Det er ikke blot en læseoplevelse. Det føles som litterær installationskunst. Som læser er jeg trådt ind i et rum, hvor kunstneren, her Ida Marie Hede, forfører med ord og billeder om nærværende og vedkommende problematikker. Jeg uddeler ikke stjerner i mine anmeldelser, men “Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer” burde lamineres i stjernefolie og overdrysses med priser, for det er i sandhed et unikt værk. Bogen udkom 8. oktober 2020. Tak til Ida Marie Hede for anmeldereksemplar og hjemmelavet bogmærke.

Ida Marie Hede har tidligere bl.a. udgivet den anmelderroste “Bedårende” som blev nomineret til Kritikerprisen i 2017

Billedet er fra Forlaget Basilisk taget af Tine Bek

Her tænker du på “Anmeldelse af “Suget eller Vasker du vores fuckfingre med dine tårer” af Ida Marie Hede.”

Lukket for kommentarer.