Anmeldelse af “Nostalgi” af Mikkel Guldager

Titel: “Nostalgi” Forfatter: Mikkel Guldager. Sider: 124. Forlag: Brændpunkt. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Hør her, samfundet er et parallelsamfund. Det her er den rigtige verden for mig. For os. For slænget. Det her er min verden. Vi er mange, som ingen stemme har. Jeg kan ikke skrive eller læse ordentligt, mand. Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie? Ressourceforløb efter nedslidning og så meget arbejdsprøvning, at du kan tørre dig i røven resten af livet med deres arkiver på mig. Sindsyg. Nidkær. Hvad fanden er jeg? Verden farer forbi, mens vi alle subsistensløse bare sidder i rendestenen og fordærver langsomt til tonerne af kapitalismens velsmurte maskine.”

Mikkel Guldager har med “Nostalgi” ønsket at skrive en samfundskritisk fortælling om hjemløshed og samfundssvigt baseret på virkelige hændelser, som filtreres gennem jeg-fortælleren og vennen Krølle. Gennem dialoger med Krølle og miljøet af hjemløse på den lokale plads skildres den drikfældige og til tider udadreagerende Leon, til hvem bogen er tilegnet. Leon har i årevis kæmpet for at komme på ret fod, efter han har mistet sin lejlighed til kreditorer og pantefogeden, men det er svært for ham. Han hænger ud med “slænget” som sin faste omgangskreds, men det holder heller ikke i længden, og Leon ender ud med at bo i en campingvogn i Dragør. I romanen får man som læser hints om svigt fra samfundets side helt tilbage i Leons barndom, som er alt andet end tryg og omsorgsfuld, hvilket er med til at give en forståelse for den mistillid, han nærer til “systemet”

Mikkel Guldager har selv været i det miljø, han beskriver, og han har valgt at lave denne fortælling om hjemløshed ved at fortælle Leons historie. Leon og Krølle er således ikke fiktive karakterer. De øvrige karakterer er i følge Mikkel Guldager en “broget potpourri” som er sammensat af forskellige virkelige personer fra forskellige steder i landet. Miljøet er ligeledes fiktivt men baseret på virkelige hændelser. Man kan ikke tale om, at det er en autobiografisk fortælling, idet fortællingen og bogen er tiltænkt Leon, og Krølles karakter er også meget neutralt fremstillet i fortællingen. Han er den, som lytter til Leon, og som spørger ind for at få fortællingen frem. I epilogen fremgår det, at Leon har været med til at redigere bogen, omend ikke i fuldt omfang, men i et omfang han kunne klare i forhold til sine læsevanskeligheder. I det hele taget er der meget information om bogens tilblivelse i epilogen, og at det har været Leons ønske med bogen, at få formidlet sine frustrationer omkring det danske velfærdssystem.

Fortællingen er virkelig god og nærværende, og sproget er levende som uddraget først i indlægget også viser. Relationerne og konflikterne i “Slænget” er ligeledes utrolig godt beskrevet, hvilket jeg godt tør skrive trods min manglende erfaring i miljøet. Det samfundskritiske ligger som en svag undertone hele vejen igennem, og som læser kunne det være interessant at få nogle af de svigtende instanser og personer skrevet mere ind i fortællingen eksempelvis socialrådgiverne, lægerne og mentorerne. Men da fortælingen er Leons er det imidlertid troværdigt, at der ikke fortælles mere, da det at skulle gengive brevveksling og møder med de ovennævnte instanser med deres fagsprog kan være svært for langt de fleste, og ikke mindst hvis man som Leon også ofte er påvirket af alkohol og hash. Og som han også siger i uddraget “Jeg er arbejder. Ikke alt det der kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie?” Og det har Mikkel Guldager så gjort med “Nostalgi”.

Bogens smukke cover med maleriet af Leon er lavet af Casper Zen Pedersen. Bogen udkommer i dag 10. oktober.

Mikkel Guldager har tidligere på året udgivet romanen “Yatzy” en personlig beretning om at det at leve med et maniodepressivt/bipolart sind.

Billedet er fra forfatteren.