Titel: “Selveste Gyldendal” Forfatter: Pernille Stensgaard. Sider: 471. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Gyldendal.
Vidste du, at over 90% af de værker, der indgår i dansk litteraturhistorie er udgivet af forlaget Gyldendal? Og vidste du at de på forlaget i 70’erne havde et “sygerum” som til daglig skulle være et personalegode, hvis man fik ondt i hovedet eller blev svimmel, men at det blev brugt som “bollerum”
“Selveste Gyldendal” er historien om det 250 år gamle forlag, som har været med til at skrive litteraturhistorie igennem ligeså mange år. I følge et interview med Pernille Stensgaard har ca. 90% af de værker, der er nævnt i dansk litteraturhistorie været udgivet på forlaget Gyldendal og netop det er med til at fastslå Gyldendals status som det forlag, der har udgivet den fineste og mest lødige litteratur set med litteraturvidenskabelige øjne. Pernille Stensgaard udtaler i et interview, at da hun fortalte, at hun var blevet spurgt om hun ville skrive en bog om Gyldendals historie udbrød folk: “Selveste Gyldendal” som om det var Kongehuset hun skulle skrive om. Og dermed fortæller titlen på bogen også noget om det syn mange har på forlaget. Pernille Stensgaard blev hyret af Gyldendal til at skrive bogen i anledning af forlagets 250 års jubilæum.
Forlaget blev grundlagt i 1770 af nordjyden Søren Gyldendal og har siden 1787 haft hovedsæde i ejendommen Klareboderne 3 i Indre by, København. Pernille Stensgaard tager læseren med på en rejse, der starter i 1952, da ostegrosseren og rigmanden Knud W. Jensen bliver hovedaktionær i Gyldendal. Knud W. Jensen er lidenskabeligt interesseret i litteratur og kunst, og da han sælger sin virksomhed til USA, køber han først Gyldendal i 1952 og siden Museet Louisiana i 1958. Selvom historien tager sit afsæt i 1952, er der tilbageblik til vigtige perioder og til personligheder med magt og indflydelse, der har præget forlagets historie. Det er så omfattende et persongalleri, at jeg ikke vil nævne dem her, men det er spændende personligheder med saft og kraft, så alene af den grund er bogen interessant.
Et væsentligt tema, der går igen gennem hele bogen er balancen mellen profit og prestige. Gyldendal var det forlag, der prioriterede at udgive smalt selvom det kostede dem dyrt. De ville udgive “lødig” litteratur af store forfattere og de ville for alt i verden ikke fremstå kommercielle. Men det smalle skulle jo finansieres, hvilket det således blev gennem uddannelseslitteraturen. Hvor mange af os har ikke haft Gyldendals røde ordbøger til at stå i bogreolen, eller mødt nogle lærebøger i folkeskolen eller i gymnasiet. Her tjente Gyldendal penge, så de havde råd til de smalle udgivelser. Man talte om og gør det stadig med begrebet “Den Gyldendalske forpligtelse” hvilket skal forstås som, at Gyldendal med sin status som kulturinstitution er forpligtet til at udgive litteratur af stor kvalitet uanset om der er kunder i butikken. Således måtte og må Gyldendal finde veje til at finansiere denne såkaldte forpligtelse. Dette gøres som skrevet gennem uddannelseslitteraturen men også gennem datterselskaber. Forlaget Rosinante var et datterselskab og Pretty Ink var et datterselskab af Rosinante. Bestselleren “Fifty shades of Grey” udkom i 2012 på Pretty Ink og sikrede dermed økonomien i moderselskabet Gyldendal på samme tid med, at de ikke lagde navn så “ulødig” litteratur. I det hele taget, er det noget af det mest interessante ved bogen, hvis du spørger mig. Den definitionsmagt der ligger i, at bestemme hvilken litteratur der er lødig, og hvilken der ikke er. Det er en meget kendt diskussion, der ofte tages op i forskellige litterære sammenhænge.
Bogen beskæftiger sig med forlagets historie, og det er på ingen måde kedeligt. Den er fyldt med intriger, magt og sexchikane i et omfang, så debatten om me-too blegner ved siden af. Det er skræmmende læsning set i et kønsperspektiv, og overraskende at Pernille Stensgaard i den grad har fået lov til at skrive om det, som hun gør, hvilket vidner om, at Gyldendal har overholdt aftalen om at give hende fuld skrivefrihed.
Bogen er bygget op kronologisk med kapitler, der beskæftiger sig med hver sin periode fra 1939 til 2020. I hvert kapitel er der tilbageblik til forskellige nedslag i historien, og det kan gøre det lidt svært at bevare overblikket, ligeledes er der ikke sammenhæng mellem teksten på de enkelte sider og de billeder, der er valgt, hvilket forekommer mærkværdigt. Der er et kæmpe persongalleri at holde styr på, og det kunne have været rart med en oversigt over de forskellige ejere i de forskellige perioder, når de dukker op gang på gang i de forskellige perioder. Der er passager, hvor det bliver lidt langtrukkent at læse, da der kan være tale om gentagelser af tidligere passager MEN der er saft og kraft i bogen, og jeg er fuldstændig vild med den. Den er så interessant i forhold til hele boguniverset. Til samarbejdet med forfattere og til konkurrencen med øvrige forlag. Til hele problematikken omkring hvilken litteratur der “bør” udgives og hvilken der “skal” udgives set i et økonomisk perspektiv. Og så har jeg, som bogblogger en særlig interesse i hele den udvikling forelagsbrancen er en del af, da jeg jo selv er med til at “markedsføre” litteratur for forskellige forlag, selvom det er et frivilligt og ulønnet arbejde drevet af ren passion.
Jeg kan på det varmeste anbefale “Selveste Gyldendal” af Pernille Stensgaard. Bogen udkom 26. marts 2020.
