Titel: “Det danmark du kender” Forfatter: Peder Frederik Jensen. Sider: 275. Forlag: People’sPress. Udgivelsesår 2020. Anmeldereksemplar: People’sPress.
“Velfærd. Et ord, han ikke har tænkt over før. Men det nytter ikke noget at hælde penge ud over bunden, det har han forlængst indset”
“Det Danmark du kender” tegner et portræt af et Danmark, hvor uligheden vokser og fællesskabet er i opløsning. Med udgangspunkt i en alvorlig bilulykke i første kapitel kædes fire personers skæbne sammen. Fire personer fra hver deres del af landet – fra Udkantsdanmark til Christiansborg. Vi møder den socialdemokratiske borgmester Morten, som har store ambitioner om at forandre landet, men som har personlige problemer på hjemmefronten. Der er måske en plads til ham i den kommende regering. Han har netop været til møde med bl.a. statsministeren. Det er nat og han er fuld. Hans liv er i opløsning. Mens han kører bil, ringer han til sin elskerinde Sigrid, en kvinde der tjener styrtende på boligspekulation og som han har gjort gravid, men i det samme påkører han avisbudet Niels med højreradikale ideer og en mor, der prostituerer sig for at tjene til dagen og vejen. Niels kommer alvorligt til skade. Lastvognschaufføren Frank, der kører med gods, er netop på vej hjem fra en tur, da han bliver vidne til ulykken.
Vi følger de fire personer i hver deres kapitel, og deres liv og sociale status udpensles i detaljer. Peder Frederik Jensen har lånt det socialdemokratiske slogan fra valgkampen i 2015 til sin titel, og det er interessant. Et valg med fokus på “Udkantsdanmark” Socialdemokratiet havde netop i deres valgprogram fokus på at øge velfærden og på at “få alle med” noget som Peder Frederik Jensen med denne roman forholder sig kritisk til.
Formen med at indlede med et kapitel hvor alle fire personers skæbne flettes sammen for så at udfolde deres karakterer i hvert sit kapitel fungerer godt og stærkt. Ligeledes at det flettes sammen igen i sidste kapitel. Sproget flyder, og dialogerne virker troværdige. Jeg savner dog et større indblik i det politiske arbejde, som kunne have været fortalt gennem borgmesteren Morten. Der er en underliggende samfundskritik, og en kritik af det socialdemokratiske ansvar gemt i de meget hardcore beskrivelser af særligt Niels og Franks livssituationer. Realismen er måske troværdig med dens udpenslethed. Underklassen, der skildres med druk, stoffer, rå og uromantisk sex og prostitution. Eliten med ambitioner om at gøre en forskel, rødvin og utroskab. Uanset social status er man i hvertfald ikke i tvivl om, at alle har brug for at skide og onanere. Peder Frederik Jensen har begået en vild samfundskritisk roman, der bør skabe politisk debat.
Peder Frederik Jensen debuterede i 2007 med romanen “Her står du” I 2011 udgav han kortprosabogen “Udsigter” som i 2012 blev fulgt af romanen “Læretid” I 2014 kom novellesamlingen “Banedanmark” Sidstnævnte også med fokus på ulighed i Danmark. Udover at være forfatter har Peder Frederik Jensen også været ansat som taleskriver for miljøminister Lea Wermelin fra Socialdemokratiet i perioden november 2019 – juni 2020
“Det Danmark du kender” udkom den 28. august 2020.
Her tænker du på “Anmeldelse af “Det Danmark du kender” af Peder Frederik Jensen”
Lukket for kommentarer.