“Det handlede slet ikke om fisk. Det handlede om at høre til. I en stund oplevede jeg en forbundethed til naturen, som på én gang gjorde mig lille bitte og uendelig stor.”
Mikkel Frey Damgaard skriver i “Fiskejournal – En begynders bekendelser” om hvordan lystfiskeri går fra at være et nostalgisk barndomsminde til at blive næsten en besættelse. En mørk novembereftermiddag får forfatteren øje på en mand med en fiskestang, og det får ham til at huske tilbage på sin barndom med fiskestunder. Han køber med det samme en fiskestang, og han oplever i den kommende tid, at fiskeriet giver ham et tiltrængt pusterum i en anspændt tilværelse og det giver ham i første omgang en ny form for fred i sindet. Men fiskeriet udvikler sig til en slags besættelse, som sluger al hans tid og og optager alle hans tanker.
Bogen har flere lag. Et videnskabeligt lag med beskrivelser af fiskearter og deres habitater. Et teknisk lag med billedlige beskrivelser af fiskeudstyr. Et psykologisk lag, hvor Mikkel Frey Damgaard beskriver, hvordan hans fars selvmord har påvirket ham psykisk og så et litterært lag med referencer til klassikere som Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” og til Jan Grünwalds “Laks” og en kærlig hilsen til Hemingway, der også dyrkede lystfiskeriet.
Jeg har netop selv læst Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” som tog mig med storm rent sprogligt. Derfor var jeg også ret spændt på Mikkel Frey Dams “Fiskejournal – En begynders bekendelser” I begge bøger faldt det videnskabelige mig lidt for svært at få hold på ved blot én gennemlæsning og med et minimalt kendskab til lystfiskeri, mens naturbeskrivelserne i begge bøger er smukke og sanselige. “Den fuldkomne fisker” er skrevet helt tilbage i 1653 og den udkom på dansk i 1943. Altså er den skrevet i en tid, hvor manden ikke talte højt om sine følelser og slet ikke om at have det svært følelsesmæssigt. Det gør Mikkel Frey Damgaard til gengæld på blændende vis ved at beskrive, hvordan hans fars selvmord, som forfatteren oplevede som 8 årig, har sat sit præg på hans tilværelse. Det psykologiske lag ligger latent gennem hele bogen, men har også sine helt egne tydelige afsnit. Der er en god balance mellem netop det psykologiske og så alle beskrivelserne omkring fiskeriet.
Jeg får lyst til at lære at fiske, når jeg læser bogen. Til at lære teknikken. Til at være i naturen. Der er noget tiltalende ved den langsommelighed og fordybelse, der følger med lystfiskeri, men også det adrenalinkick der opstår, når man mærker, at det rykker i linen. Forfatter Victor Boy Lindholm er netop udkommet med sin roman “En del af hjertet går ud af kroppen” som jeg endnu har tilgode, men det er en roman, der handler om tanker om at være mand, at blive far, og også i den bog og hos forfatteren er lystfiskeriet en passion. Mænd har fisket i mange hundrede år, men ikke åbenlyst delt deres tanker og følelser i ligeså mange. Det har heldigvis ændret sig. Hvis jeg skal forholde mig kritisk til netop dette i et litterært øjemed, så gælder det at dele tanker og følelser generelt for mænd og kvinder i vores tid. Jeg’et har fået en stor plads i litteraturen. Og ind i mellem lidt for meget efter min mening. Mange nutidige værker har et autobiografisk touch. Det hænger meget fint sammen med vores individorienterede måde at være i verden på som moderne menneske. Mikkel Frey Damgaard balancerer dette rigtigt godt i bogen. Jeg’et fylder ikke for meget og den personlige historie smelter utroligt fint sammen med de videnskabelige og de sanselige beskrivelser af lystfiskeriet.
Bogen, som er en æstetisk oplevelse i sig selv i sit blotte ydre udkom på Gads Forlag i april måned i år.