Anmeldelse af “Pigen med sherifstjernen” af Birgitte Bregnedal.

“Jeg vågner, når det bliver lyst, også om sommeren, og står op sammen med far. Det gør min mor og Mille ikke. De sover længe, meget længe, de vågner først, når det har været lyst i mange timer. Egentlig hedder min storesøster Kamilla, men det kunne jeg ikke sige, da jeg var lille. Derfor hedder hun Mille. Engang var vi Mille og Lille, selvom jeg hedder Line. Men så blev jeg stor og vildere end Mille. Nu er vi Mille og Vilde. I morgen skal jeg begynde at gå i skole, og i næste uge bliver jeg seks år.”

Sådan starter “Pigen med sherifstjernen” af Birgitte Bregnedal. Et barn, Line, fortæller, og stemningen ligner umiddelbart noget fra Astrid Lindgrens verden. En familie. Landlig idyl med dyr og natur. Men så stopper det også her, for allerede på de første sider fornemmer man som læser, at her er noget galt. Noget som bagsideteksten på bogen også vidner om. Gæld, øl og et jagtgevær. Noget, der ligger langt fra Astrid Lindgren universet. “Pigen og sherifstjernen” foregår over et døgn i 1970’erne, og handler om omsorgssvigt, men det begreb kender Line ikke og heller ikke indholdet af det. Hun fortæller nøgternt, hvordan hun køber øl til sin far, hvordan han drikker dem i bilen mens hun drikker sodavand, og hvordan han lærer hende at bruge et jagtgevær. Alt sammen noget Line har sammen med sin far. Flashbacks til livet på landet med dyr, der skal slagtes, kastreres eller aflives er udpenslet, så man får ondt i maven af at læse, hvad Line og hendes søster Mille har været vidne til. For dem en normalitet i deres hverdag. Omsorgssvigt for os der læser. Både fra en mor og en far. Bogens handling er bygget op med en rolig indledning, men adrenalinet kan mærkes i kroppen, jo længere, man kommer i sin læsning, for det fornemmes, at det ikke ender godt. Jeg vil ikke røbe mere af handlingen.

Birgitte Bregnedal har valgt at lade jeg fortælleren være barn, og det gør, at romanen er ekstra stærk læsning. Lines oplevelse eller mangel på samme i forhold til hvad der er normalitet og hvad der er afvigelse i en opvækst for et barn er bogens styrke. I min bogreol står flere “opvækstromaner” (mit udtryk) hvor omsorgsvigt af forskellig karakter er omdrejningspunktet bl.a. “Planen” af Morten Pape, “Den der lever stille” af Leonora Christina Skov og “Grundvold” af Rachel Röst. Alle autobiografiske. “Pigen med sherifstjernen” er, så vidt jeg kan læse mig til, ikke autobiografisk, men dog inspireret af forfatterens egen opvækst. Forfatter Birgitte Bregnedal er vant til at skrive børne- og ungdomsbøger med 26 udgivelser, og det børnebogsagtige går også igen i “Pigen med sherifstjernen” i forholdt til det sproglige. Det er en letlæst bog, men en bog, man får ondt i maven af at læse. Bogen anbefales til læsekredse i lektørudtalelsen. Jeg kan dog godt savne noget debatskabende i bogen, hvis den skal læses i læsekredse. Dertil er indholdet, efter min mening, lidt for snævert. Til gengæld vil jeg, med min pædagogiske baggrund, anbefale bogen til eksempelvis guidet fælleslæsning i de ældste folkeskoleklasser og gymnasier med børn og unge, der som Line måske vokser op med grænseoverskridende adfærd fra voksne, men hvor man tror, det er normaliteten. Eller på pædagogiske uddannelsesinstitutioner, hvor man efter endt uddannelse måske vil møde familier som Lines og hvor grænsen mellem normalitet og omsorgssvigt skal kendes.

“Pigen med sherifstjernen” udkom 30. august 2021.