Anmeldelse af “Pigedyr” af Cecilie Lind.

Titel: “Pigedyr” Forfatter: Cecilie Lind. Sider: 185. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Sytten år og gennemsigtig. Han kan så godt lide, at jeg er så lille. Han kalder mig sit lille dyr. Han elsker at ae mig. Aes over håret, ryggen, ballerne. Ville spinde, hvis jeg kunne. Siger jeg til ham. Skyder ryg, står på alle fire, svajer så, så vælter han mig rundt. Han vil spise mig. Æde . Rosas fars hår er stort og mørkt”

Begær, lidenskab, lyst, magt, kontrol, voksne mænd, purunge piger, forældreskab, ungdom, venindeskaber, ensomhed, krop, svigt og en søgen efter anerkendelse og kærlighed. Romanen “Pigedyr” har det hele. Den er smuk, den er afskyvækkende, den er dragende og den er grusom. Mest af alt er den vanvittig godt skrevet med jeg-fortælleren Sara, der indvier os læsere i en helt ung piges tanker, om det at gå fra at være barn til at blive voksen med den bagage hun selv har med i rygsækken. Romanen er fyldt erotiske scener mellem Sara som purung, og voksne mænd, der begærer hende og den balancerer flot mellem det lystfyldte og det afskyvækkende. Som læser bliver man trukket med ind i det erotiske, fordi Sara langt hen ad vejen ikke gør sig til offer for de voksne mænds begær. Hendes eget begær, lyst og nydelse kunne ligeså godt være en voksen kvindes. Det afskyvækkende handler om vores syn på den voksne mand, der måske – måske ikke udnytter en ung piges desperate søgen efter kærlighed, om angsten for kontroltab, om ikke at ville være voksen, måske fordi, det er nemmere at være elsket hvis man er barn. Freud ville have klappet i hænderne, hvis han læste med. En purung pige med en kompleks forældrerelation og tab af sin far gør jo at vi med hans briller på forstår, hvorfor Sara kaster sig over de voksne mænd, men så “simpelt” har forfatteren ikke tænkt, og det er det, som gør romanen god. Den “fucker” med vores normer og forforståelser. Romanen “Pigedyr” handler om at være stærk og svag. Smuk og grim. God og ond. Den handler om pigen og hendes magt og afmagt.

Mens jeg læste den tænkte jeg på Suzanne Brøggers selvbiografiske “Creme Fraiche” hvor tematikken om den purunge pige på blot 14 år og den voksne elsker og seksuel eksperimenteren også er en tematik, og hvor man følger den purunge Suzanne frem til hun bliver 34. En vidunderlig og vild bog om elskov, passion men også om livets store eksistentielle spørgsmål.

Ligeledes Marguerite Duras’ selvbiografiske “Elskeren” der handler om den 15 årige Margurites møde med en 12 år ældre, velhavende kinesiske elsker. Den tematiserer rig, fattig, svære familieforhold, kærlighed og begær.

Alle tre bøger er fyldt med en blanding af lyst og smerte på samme tid. Og de prikker til vores normer omkring køn, krop, aldersforskelle, begær, kærlighed og magt på samme tid. Alle tre bøger med eksistentiel karakter.

“Pigedyr” af Cecilie Lind udkom 28. april 2022.