Anmeldelse af “Tjeneren og hans søster” af Dorrit Willumsen.

Titel: “Tjeneren og hans søster” Forfatter: Dorrit Willumsen. Sider: 217. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“I aften tager jeg hjem.” “Allerede.” “Jeg skal vande mit citrontræ.” “Du kan tage det med. Jeg kunne tænke mig at få lavet et drivhus, det vil stå meget bedre her.” Hun rystede på hovedet, og det var en lettelse at stige på toget. Men hun kom, når han kaldte. Det havde hun altid gjort”

“Tjeneren og hans søster” handler om en ældre kvinde, der blot bliver kaldt Søster. Hendes bror Alf er syg og netop udskrevet fra hospitalet. Søster kommer og passer og plejer sin dominerende bror sammen med hjemmeplejen. De har aldrig haft et tæt forhold til hinanden. Alf er udadvendt og eventyrlysten mens Søster er mere indadvendt og foretrækker et stille aleneliv i sin lejlighed med sit citrontræ. Alf vil have Søster med på krydstogt, når han bliver rask, men desværre går det i den forkerte retning og Alf dør. Og da Alf dør er Søster ikke kun Søster men Vera Sørensen, der modtager breve fra sin afdøde brors sagfører. Søster arver en formue fra sin bror, men fortsætter sit asketiske liv i sin lejlighed, rutiner hun trives med. Hun er tynget af alderdommen af kroppens forfald og af smerter, men hun lever og tænker tilbage på de kys hun har fået i livet:

“Og hvis hun skulle skrive dagbog lige nu kl. 3.07, ville hun skrive: “Jeg smurte mine slidte læber. Jeg vil have min mund tilbage. Mens jeg smurte, tænkte jeg på, hvad de læber har oplevet. De dybe smægtende tungekys var der kun få af. Men lette kindkys med løg, nougat og pebermynte husker jeg. Og far, der strejfede min kind med hvidløg, sprit og kamfer. Men jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, mens kyssene stod på. Det er mærkeligt, de ikke har bundfældet sig mere, når mit materiale er så begrænset, fordi jeg er det stille vand.”

En dag oplever hun en pludselig følelse af frihed. Hun køber en blå persianer pels, der pakkes i blåt silkepapir og blå pose og hun føler sig svævende, da hun forlader butikken for at tage toget hjem. På stationen glemmer hun sin taske på et toilet:

“Tasken. Hun står med posen i hånden, og tasken er på toilettet. Og i den taske er hele hendes liv, hendes nøgler. hende kort, hævekortet med hele Alfs hus, og hvis hun begynder at græde, ligger lommetørklædet i tasken.”

Hun reddes af en ung mand, der har adgang til de låste toiletter. Hun får sin taske og han inviterer på en kop cappuccino. En relation begynder at tage form.

Romanen handler om kærlighed og drømme. Om hemmeligheder og om at længes efter friheden. Men mest af alt handler den om livet, om alderdom, om hverdagen, og jeg knuselsker den. De mange flashbacks til både Alfs og Søsters liv. Jeg kunne gengive næsten hver eneste sætning i bogen, fordi de rummer så meget om det at leve. Mens jeg læste gik det op for mig, at jeg drages af de fortællinger, der kredser om det stille liv, som udadtil kan virke kedeligt og oplevelsesløst, men som alligevel er fyldt med små finurligheder og masser af oplevelser. Der er noget helt særligt (for mig) ved at læse om alderdom, at læse om den sidst fase i livet. Hvad man kan putte i det. Hvad man har indflydelse på og hvad man ikke har. Dorrit Willumsen skriver om dette på smukkeste vis, og jeg vil placere hendes roman i min bogreol ved siden af Lotte Kirkebys seneste roman “Hvis man ikke vidste bedre” der er skrevet med lidt samme stemme og som også på formidabel vis tegner et portræt af en ældre kvinde, der har levet det stille liv. Begger bøger vil blive genlæst flere gange. Det ved jeg.

“Tjeneren og hans søster” udkom 25. marts.