Anmeldelse af “Den farlige alder” af Karin Michaëlis.

Titel: “Den farlige alder” Forfatter: Karin Michaëlis. Sider: 154. Forlag: Alhambra. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Alhambra.

“Der burde grundes en klosterorden, i stor og munter stil, for kvinder mellem fyrre og halvtreds. Et slags asyl for overgangsårenes ofre. For der kommer jo de år i enhver kvindes liv, da hun er bedst tjent med frivillig indespærring eller i hvertfald fuldstændig afspærring fra det andet køn”

Karin Michaëlis udforskede den modne kvindes identitet og seksualitet med sin roman “Den farlige alder” tilbage i 1910. En roman om at være kvinde og om at finde sig selv uden at være afhængig af mændenes syn på kvinder. Forlaget Alhambra har nu genudgivet romanen i anledning af Karin Michaëlis’ 150 års fødselsdag. Romanen er bygget op omkring breve og dagbogsoptegnelser.

“Den farlige alder” handler om Elsie Lindtner, der som 42 årig vælger at forlade sin mand efter 22 års ægteskab og flytte til en afsides ø, hvor hun kan være alene. For det er ønsket om at være alene – at være sig selv, der driver Elsie i sit valg om at forlade sin mand. Ikke at de har haft et dårligt ægteskab, nej tværtimod. Elsie skriver i et brev til sin søster, at hun nu går ud af “et fuldstændig harmonisk og lykkeligt ægteskab” og at hun “må leve alene” Aldrig har hun glædet sig til noget som dette “eneboerliv” Dog lever hun ikke helt alene på øen. Hun har taget tjenestepigen Jeanne og kokken Torp med sig. Gennem dagbogsnotater og breve får man som læser adgang til Elsies tanker og følelser om at være kvinde i overgangsaldseren, og det handler om krop og sind, om begær og lyst og om at være kvinde i et patriarkalsk samfund. Men romanen handler også om, at vi som mennesker er sociale af natur og har brug for hinanden, og derfor er det måske heller ikke drømmen for Elsie at leve alene som tiden går.

Da Romanen blev udgivet i 1910 skabte den straks skandale, men blev også en kæmpe succes. Karin Michaëlis insisterede på at give stemme til kvinder med “komplekse indre liv og stærke fysiske drifter” og det ca. 30 år efter sædelighedsfejden, som netop handlede om kønsmoralen. Indenfor lægevidenskaben antog man i 1800-tallet, at kvinder ikke fra naturens side havde en naturlig seksualitet, og at hvis de havde lyst til sex udover det reproduktive aspekt blev de anset for at være mentalt forstyrrede. Med dette in mente forstår man godt, at bogen vakte stor opmærksomhed i 1910. Men er den aktuel i dag? Ved vi efterhånden ikke godt, at kvinders seksualitet og lyst er tilstedeværende på lige fod med mænds og ved vi ikke også godt, at midaldrende kvinders seksualliv er alt andet end gået i dvale? Det tror jeg, men bogen kan også noget, som er helt aktuelt i dag, nemlig at diskutere om man føler sig egnet til ægteskab, til at binde sig til ét menneske eller om man kan være lykkelig ved at leve alene og have elskere til forskellige tider. Den tager fat på ensomhed, på forbundethed, på identitet. Problematikker, der er evigt gyldige og relevante. Det essentielle i bogen for mig er problematiken med både at være et jeg og et vi, som jo er en balancegang i alle relationer. Bogen fik mig til at tænke på romanen “Bjørnen” af Katrine Marie Guldager, som ligeledes beskæftiger sig med denne problematik.

“Den farlige alder” der har det skønneste og skarpeste forord af Sanne Søndergaard, udkom 15. marts 2022 og den får mine varmeste anbefalinger.