Anmeldelse af “Ly” af Emma Bess.

Titel: “Ly” Forfatter: Emma Bess. Sider: 240. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Linda ser hen på Sal. Sal ser ind i skærmen, som om hun har besluttet sig for ikke at lade sig distrahere, lige meget hvad Linda finder på. Linda bider i sin underlæbe. Den er allerede blevet tør, dette klima, hun får en flage lirket af med tænderne. Hun trækker sit ærme ned over sin håndflade og lader diskret en dråbe spyt og det lille stykke hud glide ned på stoffet. Tanken om Sals håb har gjort hende fortvivlet, Linda føler sig igen frossen og ubevægelig. Tænk, at Sal fik lov at se et dybt ønske udfolde sig lige foran sine øjne, og at se sin mor pludseligt opfyldt af noget, der for Sal kun kunne være, simpelthen måtte være omsorg. Og så var det i virkeligheden bare en trang, som kom fra at cykle, ikke noget med Ada, i det hele taget ikke noget med kærlige følelser for barnet Ada, i det hele taget ikke nogen kærlige følelser, for hvor skulle de komme fra – men en trang til at cykle hen ad en vej, få fart på og suse ind i den lysende luft.

“Ly” handler om Linda, som er kunstfotograf og som rejser fra sit hjem i London til Danmark, hvor hendes far ligger for døden. Hun indlogerer sig hos sin datter Sally, der bor i rækkehus med sin mand og to børn. Da Sally var barn var hun motiv for Lindas fotografier, men siden har hun distanceret sig fra sin mor. Romanen foregår foregår over en dag men med mange flash back til fortiden. Linda og Sally har et fjernt og dysfunktionelt forhold til hinanden, og de mange flash back vidner om, at Linda også har haft en svær relation til egne forældre, især sin far som nu ligger for døden.

Romanen sætter fokus på de nære men svære relationer. En tematik der i denne roman er vævet ind i et sprog, der for mit vedkommende tog pusten fra mig. Sproget overtog fortællingen. Jeg holder af smukke sætninger og gerne lange sætninger, men her føltes det, som om jeg skulle smage på hver eneste sætning i stedet for at nyde dem mere spredt. Det blev for tung en læseoplevelse for mit vedkommende. Jeg er dog sikker på, at læsere af “Hummerens skjold” af Caroline Albertine Minor vil finde bogen mere end interessant. Forfatter Emma Bess har før denne roman skrevet den prisvindende novellesamling “Mødre, døtre, søstre”

“Ly” udkom 9. februar 2022.