Anmeldelse af “SUPER” af Marie-Louise Hansen

Titel: “SUPER” Forfatter: Marie-Louise Hansen. Sider: 390. Forlag: Forlaget Republik. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Republik.

Jeg modtager en ualmindelig smuk og meget tung bog til anmeldelse. Bogens cover er rosa og fløjsblødt mens siderne indeni er kridhvide og blanke med sort tekst i skrifttypen Comic Sans. Coveret er nærmest foldet rundt om bogen, så den ligner en æske. Det er en meget sanselig oplevelse at sidde med bogen i hånden, men den er ikke let at læse, og det gælder på flere plan.

I “SUPER” møder man seks forskellige mennesker i fem fortællinger. Stine, Smølfeskæg, Mathias, Zack, Leif og Birgit. Alle præget af en vis dysfunktionalitet. Mad, sex og krop og perfektionisme fylder meget i bogen. I næsten groteske beskrivelser lærer man karakterne at kende, og så alligevel ikke. Man kommer ikke ind under huden på karaktererne og man oplever som læser ingen udvikling. Det føles lidt som at gå ind på et kunstmuseum og kigge gennem et hul, hvor kunstneren har installeret seks karakterer og deres adfærd i et tidsbestemt interval, som man så kan se på udefra. Fungerer det? Både ja og nej. Forfatter Marie-Louise Hansen skaber rent sprogligt nogle ret fantastiske billeder af karakterne og situationerne, som jeg sporadisk fandt underholdende. Sporadisk fordi nogle af karakterne kunne jeg lettere le af og med end andre. Jeg ville dog ikke ane, hvem jeg skulle anbefale bogen til. Jeg har svært ved at se, hvilken målgruppe, den er skrevet til. Mest af alt fordi den minder mere om en kunstinstallation end om en bog. I det følgende har jeg valgt nogle udpluk fra bogens fortællinger, fordi jeg synes, den rent sprogligt kan noget i forhold til at skabe billeder hos læseren.

“Hun tænkte, at hvis han var uden på hendes chokoladekaldender, ville hun ikke æde alt indholdet på en gang og lukke lågerne til. Hun kunne ikke nænne at åbne en eneste låge, og hendes mor ville være stolt af hende, fordi hun kunne gemme ting og styre sin lyst”

“Han riggede til, og hun rystede som et espeløv, hun kunne jo for fanden høre, hvad han lavede. Han fandt sin Thomas Winding stemme frem og hentede en lunken klud i badeværelset. “Bare nyd det” Han rensede forsigtigt den mintgrønne maske af, men nu rystede hun så meget, at det irriterede ham, der kom creme i sengen. Han bed tænderne sammen og skreg fucking kælling et par gange, til det føltes, som om hovedet eksploderede af at holde lyden inde. Og med Winding-røst bad han hende lukke øjnene helt op, lige så forsigtigt. Hun lå klar med kuglerunde skovsøer. Helena Christensen kunne godt gå hjem og lægge sig. Hans pik stod op ad maven, den hurtige rejsning gjorde næsten ondt.”

“Birgit bed tænderne sammen for hver lyd af en gren der knækkede, og nu stod den med store åbne huller, der hvor den var blevet voldtaget. “Det er måske et lidt stærkt udtryk at bruge,” sagde Leif, og hvis ikke køkkenskabene havde været med touch, havde hun smækket med dem. I stedet klirrede hun så godt, hun kunne med porcelænet og lod med vilje hans kaffekop skvulpe over. “Tror du måske, at de erstatter vores hæk.” Hun gav sig ikke, og Leif blev ved med at bedyre, at det nok skulle vokse ud igen, alting vokser ud igen. Hun hælder godt op med frøskaller i Margrethe-skålen og får tændt lidt for kraftigt for hanen, der ryger skaller og vand op på vinduet, og hun siger “PIS” alt for højt.”

“SUPER” udkom 18. november 2021.