Anmeldelse af “Dafnesyndromet” af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Titel: “Dafnesyndromet” Forfatter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Sider: 219. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Han skiller hendes læber med tungen, og mens han trænger ind i hende, suger han den saftige, bitre mund. Mavesækken revner, og en tynd rod vrikker ud mellem organerne i et sprøjt af saltsyre og pepsin. Han støder igennem, mærker det tykne, mærker det vride sig i kroppens rør. Laura folder grenene om ham. Så brister de sorte knopper. Så ved han ikke længere, hvor han ender og træet begynder.”

Siri Ranva Hjelm Jacobsen skriver sig med “Dafnesyndromet” ind i cli-fi genren og krydrer den med græsk mytologi gennem tre fortællinger baseret på myten om nymfen Dafne, som jeg kort vil redegøre for i forhold til forståelsen af min anmeldelse af bogens tre dele.

Dafne er en nymfe, fuldstændig hengiven til natur. Hun er smuk og har mange bejlere. Hun afviser dem alle og vil kun være fri og nyde naturen. Hendes far beder hende om at gifte sig, fordi han ønsker sig børnebørn. Dafne har imidlertid ikke det samme ønske. Således beder hun ham om at tillade hende at være leve alene for evigt, ligesom gudinden Artemis. Hendes far accepterer, men advarer hende om, at det ikke vil være let at holde hendes forskellige bejlere væk fra hende. Dafne bliver indblandet i et skænderi mellem guderne Apollon og Eros. Apollon fornærmer Eros, der som hævn affyrer to pile: Én der rammer Apollon og gør ham besat af Dafne, og én der rammer Dafne og sikrer, at hun i hvert fald ikke vil have noget at gøre med Apollon. Apollon jager Dafne; Dafne flygter. Og lige da Apollon er ved at fange hende, så bønfalder hun om at slippe for den voldtægt, der er under opsejling. ”Den her krop, som har voldt mig så meget besvær – skil mig af med den!” Så forvandler hendes far hende til et laurbærtræ. Nu er Dafne forvandlet til et træ. Men hjertet banker stadigvæk bag barken og hun har stadig sin nymfede bevidsthed. Hun kan bare ikke længere handle eller bevæge sig. Og oven i købet beslutter Apollon at gøre hende stedsegrøn, altså underforstået: Sådan skal hun stå fanget til evig tid.

I “Dafnesyndromet” er der tre fortællinger.

Den første fortælling handler om teenageren Miki, der starter på efterskole. Skolen ligger i smukke landlige omgivelser med planter voksende vildt omkring bygningerne, der tidligere fungerede som ramme for en drengeanstalt. Miki har et komplekst forhold til sin mor, der er som besat af hvid i sin påklædning og sin boligiondretning, og som han forsøger at frigøre sig fra, men det er svært, da moderen søger hans kontakt. Miki forelsker sig i Laura, og sammen udforsker de seksualiteten og naturen omkring dem, og natur og menneske smelter sammen, som ses i det indledende citat i min anmeldelse.

Den anden fortælling handler om Vibeke, Mikis mor. Hun interviewes af forskere, da hun som menneske har udviklet fysiske egenskaber, der aldrig tidligere har været set. Hun er 173 år gammel og har udviklet et perlemorsfarvet skelet uden på huden. Hun fortæller sin livshistorie, og herigennem får man som læser svar på nogle af spørgsmålene omkring hendes og Mikis relation, og hvorfor hun er draget af den hvide farve. Hun fortæller om sin relation til Mikis far og om hendes ønske eller mangel på samme i forhold til at være mor. Der er i denne fortælling tydelige træk til Dafnemyten, og Dafnes ønske om at forblive barnløs.

Den tredje og sidste fortælling er meget anderledes rent formsmæssigt. Hvor de to første fortællinger er prosa er den sidste fortælling lyrik. Her digter Siri Ranva Hjelm Jacobsen videre på dafnemyten, og giver Dafne stemme efter hun er forvandlet til et træ. Interessant er det, at forfatteren skriver “man kaldte mig Laura/Dafne” og med det binder hun bogen første og sidste fortælling sammen.

“Dafnesyndromet” er en ganske særlig læseoplevelse. Jeg holder af bøger, der skærper min nysgerrighed og som kræver at jeg ikke bare læser men også bliver undersøgende undervejs i min læsning. Jeg måtte undersøge Dafnesyndromet og den viden jeg fandt, gjorde at jeg blev mere analytisk i min læsning end hvis jeg ikke havde opsøgt den viden. Jeg synes bogen er interessant som et værk, der kan analyseres i forhold til fagene dansk og psykologi. Og så er det en bog for alle, der er til litteratur, der beskæftiger sig med klima og natur. Og selvfølgelig til alle, der læser sci-fi litteratur. Har man læst “Rosarium” af Charlotte Weize vil man også være i målgruppe til denne bog.

Jeg er imponeret over ideen bag bogen og dens sprog er yderst billedskabende. Ind i mellem når jeg læser får jeg en fornemmelse for at det er kunst jeg sidder med mellem hænderne, sådan havde jeg det helt klart med “Dafnesyndromet”

Bogen udkom den 2. september 2021.