Adventsalon 2 – Mød forfatteren Anne Cathrine Bomann.

Glædelig 2. søndag i advent. I dag gæster forfatter Anne Cathrine Bomann adventsalonen.

Anne Cathrine Bomann er uddannet psykolog og arbejder som psykolog og forfatter. Hun debuterede med digtsamlingen “Hjemløs” i 1999, der blev efterfulgt af “Fald” i 2004. Debutromanen “Agathe” udkom i 2017. Den er blevet solgt til 17 lande og vandt den internationale litteraturpris Scrivere per Amore i 2019. Anne Catherine Bomann er lige nu aktuel med romanen “Blå toner” der handler om et dansk medicinalfirma, som har udviklet verdens første pille mod sorg. I Aarhus er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler den nye medicin. Men en psykologiprofessor får mistanke om, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning. Han allierer sig med to af sine studerende, der skriver speciale om sorg. Sammen forsøger de at komme til bunds i, hvad der egentlig er på spil, før pillen mod sorg bliver sendt ud på markedet.

Bogen er en fængslende spændingsroman om sorg, videnskab og kærlighed. Den rejser en vigtig diskussion omkring sorg, og om hvordan vi som mennesker skal være i sorg og håndtere den. Om den er tidsbegrænset og noget vi skal komme os over, eller om vi kan og skal leve med sorgen som et livsvilkår, selvom den kan være smertelig.

Julen kan være en svær tid i forhold til sorg. Jeg fik lov til at stille Anne Cathrine Bomann nogle spørgsmål i den forbindelse. I det følgende kan I læse hendes svar.

Hvad er dit forhold til december og til jul? 

Det er blevet lidt ambivalent med årene, må jeg indrømme. Jeg har meget dejlige juleminder fra min barndom og husker, hvor hyggeligt det var, når min mor hængte julestjernen op i vinduet på mit værelse d. 1. december. At se julekalender hver aften og bogstaveligt talt tælle ned til den store aften. Så har der været en del år, hvor jeg mest af alt syntes, at december var sindssygt travl og kulminerede i en lidt akavet juleaften med dele af familien, vi ikke så særligt meget i løbet af året. Og i dag er jeg vist landet et sted midt imellem, hvor vi har gjort nogle forskellige tiltag for at mindske det der lidt opkørte ræs, og hvor jeg mest af alt glæder mig. Sidste år så min kæreste og jeg Jul på slottet sammen, det var helt vildt hyggeligt. Måske prøver vi med noget Nissebanden eller Jul på Vesterbro i år.  

2.     Din seneste roman “Blå toner” der udkom 23. september i år handler om et dansk medicinalfirma, som har udviklet verdens første pille mod sorg. Din bog beskæftiger sig således med noget helt eksistentielt. Julen kan være en svær tid for mange i forhold til sorg, ville det ikke være en god ide at kunne tage en pille hen over julen for lettere at komme igennem det måske smertefulde? 

Jeg har i hvert fald mødt en del mennesker gennem årene, der drømte om bare at kunne gå i hi over julen og først vågne op igen, når det hele var overstået. Og julen kan virkelig være en smertefuld tid, særligt i de første år efter et tab. I min roman har en af karaktererne, Elisabeth, f.eks. mistet sin søn, og hun kan slet ikke forholde sig til at skulle fejre højtiden uden ham. Det første år prøver hun at være sammen med en tæt veninde, men får det dårligt, og året efter foretrækker hun at være alene.
Så det, jeg prøver at sige, er nok, at jeg sagtens kan forstå impulsen til at ville trække en dyne over hovedet eller tage en pille for at klare sig igennem en svær tid. Men med den pille, jeg har fået skabt i Blå toner, ville jeg altså ikke anbefale det. Der er simpelthen for stor risiko for en virkelig skræmmende bivirkning. Og så er der selvfølgelig også den pointe, at sorgen i udgangspunktet er en fuldstændigt normal reaktion og på mange måder vigtig at gennemleve, også selvom det gør så vanvittigt ondt. Men måske kan man aftale at fejre julen på en anden måde end normalt og på den måde finde et setup, som er lettere at holde ud? Eventuelt kan man opfinde et nyt ritual, som inddrager den døde, hvis det giver mening for én. 

3.     Du skriver i noterne bagerst i romanen, at en sorgdiagnose er ved at blive implementeret i Danmark. Hvad tænker du i forhold til dette? 

Jeg synes, alt det med psykiatriske diagnoser er svært i det hele taget. Jeg kan se rigtig mange pragmatiske grunde til at have dem, og når man taler med mennesker med eksempelvis social angst, er det let at få øje på en række ligheder, som gør, at det kan give mening med en fællesbetegnelse. Men sorgdiagnosen balancerer i særlig grad på grænsen, synes jeg. Hvis diagnoser er tænkt som noget, der indfanger reelle psykiske sygdomme (hvad det så end er), giver det så virkelig mening at tænke sådan om sorg? Er det en afgrænset psykisk lidelse med særlige karakteristika? Der er masser af argumenter både for og imod, men jeg skal nok lade være med at blive alt for nørdet her. Der, hvor jeg selv er landet, er, at jeg ville have foretrukket den tilgang, at sorg er et naturligt vilkår ved menneskelivet, fordi vi knytter så stærke bånd til hinanden. Men at sorgen i visse tilfælde kan blive så tung og svær at bære, at der er behov for særlig hjælp, eller at den f.eks. kan føre til en depression. På den måde holder man ligesom sorgen fri for selv at blive en egentlig sygdom. Men altså, jeg kan nå at blive klogere mange gange endnu. 

4.     Du er forfatter og psykolog. Kan litteratur efter din mening bruges som et redskab i sorgarbejde? Hvis ja, hvordan? 

Helt sikkert! Og endda på flere måder. Som skrivende kan der ligge en bearbejdning af stoffet, en tilnærmelse af det umulige – som eksempel kan vi tage Naja Marie Aidts fænomenale værk Carls bog, som lader til nærmest at have været nødvendig for hende at skrive. 
Bogen er på samme tid et eksempel på en anden proces, nemlig den at forsøge at begribe sin egen sorg gennem andres skrift. Naja Marie Aidt læser nemlig en masse sorglitteratur, citerer fra den og bruger den til at spejle sin egen situation. Og det er netop noget andet, jeg tror, vi kan bruge bøgerne til, når vi har mistet: At mærke, at vi ikke er alene i sorgen, selvom det nogle gange kan føles sådan. At vi gennem litteraturen kan få ord og beskrivelser foræret, som vi måske ikke selv har adgang til, og som vi føler os genkendt i. At blive mødt i den krise, vi er i, i et tempo, vi selv bestemmer. 
Jeg ved også, at der bliver gjort forskellige tiltag for at inddrage litteratur på eksempelvis medicinstudiet, hvor narrativ medicin og lignende begreber vinder indpas. Kunsten har en helt særlig evne til at udtrykke det mangefacetterede og svære og til at gengive de helt nære, fænomenologiske oplevelser, og det synes jeg kun er godt, hvis vi kan få endnu mere blik for, også i sorgarbejdet.

5.     Oplever du særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu, og hvor tror du, den bevæger sig hen i de kommende år? 

UhaUha, jeg synes, det er svært sådan at løfte mig op over det litterære landskab på den måde; jeg er ikke engang sikker på, at jeg læser nok til at kunne det. Men et bud er, at den tendens, man kan kalde for autofiktiv, har fyldt en del i de senere år, og så for forholdsvis nylig er skyllet lidt over i eksofiktionen. Altså det fænomen, at en forfatter sætter sig i et andet, men virkeligt menneskes sted og fortæller vedkommendes historie, som eksempelvis Christina Englund i Slugt og Eva Tind i Kvinden der samlede verden. Jeg synes også, jeg ser en del historier om psykisk sygdom eller sårbarhed, men det er selvfølgelig et område, jeg er særligt optaget af, så jeg er nok lidt biased der. 
Endelig oplever jeg, at tiden er præget af en samtale om, hvad vi må og skal i litteraturen, og at der er et øget fokus på mere moralske og politiske aspekter ved skrivningen, og i den forbindelse håber jeg personligt, at både litteraturen og kunsten i det hele taget vedbliver at være stor og åben og nysgerrig og modig og mindst lige så kompleks som livet selv. Og mon så ikke, vi kan forvente os endnu mere køn og klima og forhåbentlig også en fortsat udvidelse af diversiteten hos os, der skriver? 

6.     Hvad arbejder du med/på i øjeblikket? 

Blå toner viste sig at være en hård bog at skrive, også på grund af omstændigheder rundt om med pandemi, isolation og den slags. Så da jeg endelig var færdig, trængte jeg virkelig til at have det sjovt med min skrift igen. Derfor er jeg begyndt at skrive sådan lidt uforpligtende i en sort notesbog i stedet for på computeren, og jeg har også forsøgt at skrive mere udenfor og i det hele taget at gå lidt mere legende til sagen. Jeg har en idé til en historie og fornemmelsen af nogle karakterer, men jeg vil faktisk ikke sige så meget mere end det. Jeg kan tids nok komme i tvivl om det hele, men for nu prøver jeg at lade ideen stå åben og ikke at tænke alt for meget over, hvad det skal blive til.  

7.     Hvilke bøger vil du give til andre i julegave i år? 

Det er godt spørgsmål. For nylig gav jeg min mor Hamnet af Maggie O’Farrel med en slet skjult bagtanke om gerne at ville låne den, når hun er færdig. Men hvis jeg skulle forære nogen et par af de bøger, som har gjort allermest indtryk på mig i år, ville det nok være Helga Flatlands Et liv forbi, Thread Ripper af Amalie Smith og Overleverne af Alex Schulman. Og Tine Høegs Tour de Chambre, som jeg lige har genlæst og oplevet som teaterstykke, vil også være et kæmpe hit i de rigtige hænder!