Anmeldelse af “Verdenshjertet” af Viggo Bjerring

Titel: “Verdenshjertet” Forfatter: Viggo Bjerring. Sider: 264. Forlag: Ekbátana. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Ekbátana.

“Via min profil på Easyjobs sendte jeg dokumenterne retur. En uges tid senere gik der femhundrede eller et par tusinde kroner ind på min konto. Min rating på Easyjobs steg fra neutral til troværdig+. Det var, hvad en kandidatgrad i litteratur rakte til, men så langt ville den kun række få år endnu. Snart var korrekturlæsere også overflødige i Danmark. Forsinkelsen var kun et udslag af sprogområdets og dermed markedets størrelse. Ligesom taxachaufføren og bøfvenderen på burgerbaren ville den menneskelige korrekturlæser blive værdiløs og ubrugelig. Som en mønt i det kontantløse samfund.”

Mads er freelancer hos onlineportalen Easyjobs, hvor han korrekturlæser koreanske sæbereklamer, redigerer pressemeddelelser og har andre småjobs for at få til dagen og vejen. Der er ind i mellem langt mellem de gode opgaver, og Mads har fundet ud af, at der om natten er størst chance for at byde først ind på opgaverne, hvorfor han er vågen om natten og sover om dagen. Han lever af singlebananer, joints og af de få jobs han kan få. Endelig får han en opgave, der udløser et stort engangsbeløb. Han skal redigere et manuskript til en roman, der siden skal vise sig at blive en bestseller. Mads føler sig trods engangshonoraret snydt, da den ret anonyme forfatter tilsyneladende skovler penge ind på succesen, og han beslutter derfor at foreslå, at han kan skrive en efterfølger til succesromanen. Hvad Mads ikke ved er at forfatteren er noget helt andet end det han giver sig ud for, og at han gemmer på en helt særlig hemmelighed.

“Verdenshjertet” er en fremtids- og samtidsroman om ensomhed og et velfærdssamfund i opløsning. Her er de arbejdsløse blevet “De unyttige” Økokapitalismen har vundet frem, og algoritmer har overtaget meget af arbejdet. Bogen leger med fortælleren og fortællingen på flere niveauer, og man skal som læser ind i mellem holde tungen lige i munden for at følge med. Romanen er bygget op som en spændingsroman med et touch af sci-fi. Den er svær at lægge fra sig, når man først er startet på den, fordi den er fyldt med mystik og ubesvarede spørgsmål. Den er fyldt med eksistentielle spørgsmål og med humor men også med “det mærkelige” som søsteren, der forvandler sig til en kat og så selvfølgelig verdenshjertet, som findes i en kælder i Espergærde. Psykologen Erik, der ikke evner at lytte er belastende men ekstrem underholdende at læse om. Han skøjter rundt på overfladen og giver hurtige tips til Mads om hvordan han kan blive bedre til at slappe af. Herunder links til videoyoga, som jo er vores tids svar på alt i forhold til at blive groundede og finde ind til os selv. Mads slapper da også af til yogavideoerne, omend på en lidt anderledes måde end den kvindelige instruktør i lilla yoga outfit havde tænkt. Romanen er på samme tid realistisk og fuldstændig syret. Personligt kan jeg have det svært med sci-fi romaner, men når afsættet er så tæt på vores virkelighed eller en fremtid, man kan ane forude, så bliver det spændende læsning. I “Verdenshjertet” var jeg med lige indtil historien ændrede sig fra at handle om algoritmernes betydning i forhold til vores liv og romanredigering til at handle om verdenshjertet og søsteren der forvandles til en kat. Måske hænger det hele sammen, men det var kompliceret og lidt for surrealistisk læsning tilsidst for mit vedkommende. Jeg fik lidt samme fornemmelse, som når jeg ser på abstrakt kunst. Det kan være stor kunst, men jeg forstår det ikke helt. Jeg tror, det er en bog jeg vil genlæse, da den sprogligt og idémæssigt har meget høj kvalitet.

“Verdenshjertet” udkom 26. november 2021.