Anmeldelse – “Ud af slumreland” af Mikkel Mosen

Titel: “Ud af slumreland” Forfatter: Mikkel Mosen. Sider: 476. Forlag: Montagne. Udgivelsesår 2019

“Jeg ville ud af tungsindigheden og ind i glæden. Men var jeg andet end en desperat familiefar med verdensfjerne kunstnerdrømme på midlertidig udgang fra det uundgåelige voksenliv?”

Romanen “Ud af slumreland handler om Eik Enghoff, som lever et almindeligt liv med kone, børn og et godt job. De har taget springet fra et hektisk arbejdsliv i København med små børn til et liv på Ærø, hvor planen var, at de skulle få mere tid til at udleve deres drømme. Eiks kone lever drømmen med selvstændig virksomhed i udvikling. Hun designer og producerer lædervarer. Eik derimod arbejder mere end fuldtids på det lokale turistbureau for at tjene penge til familien og kan på ingen måde finde tid og entusiasme i forhold til at skrive den roman, han har drømt om at skrive i 16 år. Han føler sig fanget mellem job og livet som småbørnsfar, hvilket Mikkel Mosen beskriver på formidabel og ærligste vis;

“Selv om det måske er den største oplevelse i livet at blive far. Man støtter sin partner og ser sit barn blive født og ved, at alting er forandret, man er en familie. Men lige der tænker man ikke på, at det er de næste ti-femten år af ens liv, man virkelig er sat på prøve. Man er stadig ung, man har stadig drømme, men pludselig har man også mange udgifter. Man kan skifte bleer i blinde, man vænner sig til søvnunderskud, larm, gråd, rod og mad på gulvet, man går lange søvndyssende ture med barnevognen, man kommer for sent på arbejde efter at have afleveret et grædende barn i institution og chefen skuler til én, når man må gå til tiden for at hente barnet igen, inden institutionen lukker, og så kører man videre til legeaftaler og fritidsaktiviteter. Man køber ind hele tiden og laver mad, som børnene ikke vil spise. Man ved, hvad der kommer til at ske fra halv syv om morgenen til klokken otte om aftenen. Hver dag. Sådan ser ens liv ud nu”

En dag ringer Eiks gamle gymnasiekammerat Jasper Jastrau, der er kendt og berygtet som rebelsk gonzojournalist. Gensynet med den antiautoritære og frisindede journalist og forfatter Jasper bliver begyndelsen på et definitivt selvopgør, hvor Eik sætter sig for at genopdage ungdommens forsømte værdier og drømme. Jasper skal skrive om Ærø og om at udleve drømmen om et enklere liv med plads til drømmene, og han bosætter sig sig hos Eik og hans kone og bliver lynhurtigt populær blandt jetsettet på øen. Eik soler sig i skyggen af Jaspers enorme popularitet og begynder selv at leve livet lidt mere farligt. Han beslutter sig for at tage med Jasper på roadtrip. En tur med rock’n roll, stoffer, skrivefrihed, sex, og løgne. En tur, der kommer til at vende op og ned på Eiks drøm om at blive forfatter.

Bogen emmer af stemning og er fyldt med litterære henvisninger til Tom Kristensens “Hærværk” med den fordrukne journalist Ole Jastrau, til Ib Michael, til Karl Ove Knausgård, Peter Matthiesen og ikke mindst til Morten Sabroo, som spiller en stor og afgørende rolle i bogen. Det helt store forbillede for hovedpersonen Eik og Jasper og i virkelighedens verden for Morten Sabroe er den amerikanske journalist og forfatter Hunter S. Thomsen, som blev kendt som skaberen af “gonzo” journalistikken, som er en delvis fiktionspræget stil, der inddrager journalistens egen person og reaktioner. Gonzojournalistikken og Hunter S. Thomsen har en stor plads i romanen.

Man fornemmer ligeledes Hemingway hele vejen igennem romanen med beskrivelsen af forfatterlivet, drømmene, moleskinsbøgerne og al den whisky, der indtages. Der er en snert af filmen “Midnight in Paris” over den, dog med en langt større seriøsitet, end der forekommer i filmen. Der ryges, der drikkes, der kneppes, og der skrives, og der er langt hen ad vejen dømt mandehørm, som man fascineres af og i et splitsekund ønsker at være en del af, hvis man bare et kort øjeblik i sit liv har haft et ønske om at leve forfatterlivet. Men bogen er så meget mere end det. Den har det helt simple budskab om, at livet er komplekst, og at der ikke findes nemme løsninger, og slet ikke i forfatterverdenen, men at der må arbejdes hårdt for ens drømme, at der er en hverdag for alle, også for berømthederne.

Et tema i bogen er også forskellen på at være almindelig og på at være noget særligt. Det særlige og det anderledes fremhæves som det spændende. Her er jet-settet på Ærø et godt eksempel. Det almindelige og det hverdagsagtige er bestemt ikke efterstræbsomt, når man har kunstnerdrømme. Familielivet og familieformer er ligeledes et omdrejningspunkt i romanen. I det hele taget handler bogen om livet, om det at skabe sammenhæng mellem hverdag, praktik og drømme og kærlighed.

Mikkel Mosen skriver i sin debutroman imponerende godt, uanset om det handler om hovedpersonens drøm om et forfatterliv eller om hans hverdag som småbørnsfar med et alt for presset arbejdsliv. Romanen afspejler en stor viden indenfor litteratur og en grundig research. Jeg er blæst bagover og har skænket mig en ren whisky, (som kun blev nippet til 😉 ) blot for at føle mig som en del af slænget i romanen, som jeg helt sikkert kommer til at genlæse på et tidspukt på grund af den helt særlige forfatterstemning.

Her tænker du på “Anmeldelse – “Ud af slumreland” af Mikkel Mosen”

Lukket for kommentarer.