Anmeldelse af “Forbrydelse og saft” af Peter Dyreborg

Titel: “Forbrydelse og saft” Forfatter: Peter Dyreborg. Sider: 56. Tegninger: Edith Zeuthen Dyreborg. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Peter Dyreborg.

“Før jeg blev far, vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke ønskede at blive far…….”

Peter Dyreborg har begået en digtsamling om at blive far. En digtsamling, der med humor, ømhed, ærlighed og ikke mindst stor kærlighed handler om hans oplevelse af at være blevet far. Digtsamlingen er baseret på sjove citater fra hans egen datter, som er 9 år, anekdoter fra familielivet og egne refleksioner over det at være far. Han ønskede egentlig ikke at blive far, da han mente, at der var flere gode grunde hertil, og at han i hvertfald aldrig ville blive en god far. Han opdagede dog, at det ikke var så skræmmende og svært, som han havde frygtet, og at det ikke behøver at være kedeligt at have barsel.

“Man bliver ikke mindre mand af at være god til skoleintra og legeaftaler. Måske tværtimod”

Jeg har grinet højt flere gange, mens jeg læste, og jeg har med et hjerte sprængfyldt med kærlighed, haft flash back til situationer, fra da mine egne børn var små. Situationer, der i dag forekommer nærmest vanvittige, men som på det tidspunkt forekom fuldstændig logiske og ikke mindst nødvendige. Som når Peter Dyreborg beskriver, hvordan hans datter kun kunne falde i søvn hvis hun hørte lyden af deres defekte larmende emhætte. Hvordan han af samme grund begyndte at elske emhætten og fotograferede den og satte billedet i glas og ramme, da datteren endelig begyndte at sove om natten. Udover det humoristiske mærker man også kærligheden, bekymringerne, smerten og ømheden. Med få ord fremkalder Peter Dyreborg nærmest en fysisk reaktion, når han skriver om hvor lettet man bliver, når det utrøstelige barn endelig falder til ro…

“…at intet kan sammenlignes med den lettelse, det er, når det langt om længe sker, når alt dét, man bare næsten ikke kan bære, lige pludselig ikke er der mere…”

Bogens titel refererer til en scene i digtsamlingen, hvor Peter Dyreborg meget seriøst fortæller sin datter om Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” og om fattigdom, som hun kort reflekterer over, hvorefter hun siger, at hun er glad for, at de ikke er fattige, men at hun ikke kan forstå hvorfor bogen hedder “Forbrydelse og saft” Det er selvfølgelig morsomt, men det sjove og fantastiske er, at Peter Dyreborg i første omgang snakker Dostojevskij med sin datter, ligesom han senere udfolder sig om Henrik Nordbrandt. Han møder sin datter ud fra eget ståsted som voksen og inviterer hende med ind i sit univers, præcis som hun inviterer ham ind i sit.

Digtsamlingen er bygget op med et skift mellem digte med datterens sjove bemærkninger og så refleksionerne over det at være far. Jeg er vild med at Peter Dyreborg har givet alle far-reflektionerne samme overskrift, nemlig FAR, mens digtene med datterens bemærkninger har tematiske overskrifter.

Hvis du har lyst til at grine og opleve ømhed i forhold til forældrerollen skal du læse denne digtsamling. Hvis du endnu ikke har børn kan du få en fornemmelse for hvor vigtigt det er, at man laver det fulde begravelsesritual for et salatblad, der har været tabt på gulvet, at man bliver tildelt de mørkhårede barbiedukker, at børn altid ønsker sig hunde, at man kun tildeles en sølvmedalje som forælder og at man fra børn og fulde folk skal høre sandheden.

“Forbrydelse og saft” der udkommer i dag den 19. november på mændendes internationale kampdag får mine varmeste anbefalinger og kan læses med stor fornøjelse af både mænd og kvinder.