Anmeldelse af “I ruiner” af Morten Pape

Titel: “I ruiner” Forfatter: Morten Pape. Sider: 604. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Jeg skælver let, mens jeg skriver denne anmeldelse. Af flere grunde. Jeg har netop vendt de sidste sider i en roman, der vækker så meget harme i mig. En roman, der får mit retfærdighedsgen til at være i højeste alarmberedskab overfor alt indenfor den finansielle sektor, og overfor alt hvad der vedrører hurtige smarte investeringer. Jeg skælver, fordi den beretter om et Folkemord, jeg kun alt for tydeligt husker, fordi jeg tilbage i 1994 havde kontakt med en familie i Rwanda, og hvor kontakten blev brudt, da nedslagtningerne begyndte. Jeg skælver, fordi Morten Pape er den forfatter, hvis bøger jeg ville redde, hvis der opstod brand i mit hjem, og hvordan formidler jeg min læseoplevelse i ord, når de ord jeg netop har læst er helt uovertrufne. Jeg skal forsøge…

“I ruiner” er Morten Papes længe ventede afslutning på Amager-trilogien bestående af “Planen” og “Guds bedste børn” Hvor de to første romaner tog afsæt i Urbanplanens udsatte unge, vold og kriminalitet blandt disse tager “I ruiner” afsæt i et parcelhuskvarter på Vestamager og i Amagerbankens krak i 2011.

Amalie, som er hovedkarakteren, vokser op på Ugandavej med sin far, mor, lillebror og en storesøster, der kommer og går efter behov. Alt er tilsyneladende håbløst normalt i den lille familie, men inde bag facaden lurer en række hemmeligheder. Amalies mor arbejder i Amagerbanken, og efter bankens dramatiske krak falder familien langsomt fra hinanden – stykke for stykke. En ulykkelig hændelse finder sted i familiens hjem. Forældrene bliver skilt og familien bliver spredt for alle vinde. Alle er mere eller mindre i opløsning. Amalie får job som facer for en humanitær organisation og lægger alle sine kræfter i dette arbejde, men hun bærer på en stor sorg, og kommer i den forbindelse i kontakt med en kvinde, der har overlevet folkemordet i hjemlandet Rwanda i 1994. Gennem denne kvinde får Amalie taget hul på at tale om sin sorg, men hun får også et nyt perspektiv på ondskab og på dens uendelige spændvidde. Hun opdager, hvordan ubærlige hemmeligheder i hendes familie siver ud. Hvordan der er blevet tiet og samtykket i flere år.

Morten Pape tager os læsere med på en historisk rejse på flere måder. Den barske del af historien omhandlende Amagerbankens Krak, Finansiel Stabilitets rolle i dette og hvad det betød for en lang række helt almindelige menneskers økomiske situation. Folkemordet i Rwanda og Frankrigs rolle i det ubeskrivelige blodbad. Men vi tages også med på en kulturhistorisk rejse med et helt uovertruffent tilbageblik på EM i 92, og hvor man ikke er i tvivl om, at Morten Pape kan sin fodboldhistorie. Scenerne med far og datter, der en søndag ser alle kampene på VHS bånd er eminent gode. Der er musik- og filmhistorie på den virkelig gode måde.

Morten Pape bedriver sprogperler gennem hele romanen. Smukt formulerede sætninger. En leg med sproget. Humor og udpenslet vold beskrives med samme elegance, og netop den udpenslede vold har Morten Pape også beskæftiget sig med i sin anden roman “Guds bedste børn” Volden er yderst brutal under folkemordet i Rwanda og virkelig ubehagelig at læse, men Morten Pape skriver aldrig for at skabe sensation. Han beskriver blot fakta. Fakta som vi bør kende til, og som vi, efter min mening, bør lade stå i vores erindring i håb om at det aldrig må ske igen, og at vi som mennesker må gøre alt hvad vi kan for at forholde os kritisk til magthavere verden over. I romanen “I ruiner” er der to meget forskelligartede katastrofer – Amagerbankens krak og folkemordet i Rwanda. Hører de til i samme fortælling? I min optik ja. Begge katastrofer handler om magt, om at tie og dermed samtykke i familien, i lokalsamfundet og på verdensplan.

Man kan sagtens læse “I ruiner” uafhængigt af de to første romaner i trilogien, men man skulle være et skarn, hvis man ville nægte sig selv denne oplevelse.

“I ruiner udkom den 7. oktober 2021.