Anmeldelse af “Evigheden i et siv” af Irene Vallejo

Titel: “Evigheden i et siv” Forfatter: Irene Vallejo. Sider: 510. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Bøger er en udryddelsestruet art, og på et tidspunkt i nær fremtid vil de forsvinde, opslugt af konkurrencen fra andre og dovnere former for underholdning og fra internettets kannibaliserende ekspansion……….”

Den spanske forfatter og filolog Irene Vallejo gør denne dommedagsprofeti til skamme med sin hyldest til bogen og dens historie i mesterværket (ja intet mindre) “Evigheden i et siv”. Bogen er en ældgammel opfindelse, og dens historie viser, at mennesket har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne, og at det er mere sandsynligt, at der i det toogtyvende århundrede er nonner og bøger end WhatsApp og tablets.

Som læsere inviteres vi i bogen med på en rejse gennem tiden, hvor vi følger bogens udvikling. Bogen starter med en prolog, hvor mænd omkring år 280 f.kr. er på jagt efter bøger til det legendariske bibliotek Alexandria i Ægypten. Et bibliotek, der skulle rumme værker af alle forfattere fra tidernes morgen og et bibliotek, der skulle blive verdens største. Her skulle al viden samles, for viden var magt. Men en bog var ikke en bog, som vi kender den i dag. Bogen var den skrøbelige papyrusrulle, der skulle transporteres og opbevares forsigtigt for ikke at gå til. Der var kun én udgave af hver rulle, og derfor skulle de skrives af i hånden, hvis de skulle kopieres, og det skulle de for at bevare og for at dele viden. Der fandtes således skrivere, der ikke beskæftigede sig med andet end at kopiere indholdet i de mange papyrusruller. Teksterne på disse var ikke som tekster i dag. Der var ikke mellemrum mellem ordene og der var ingen tegn. Alt sammen for at spare plads, så man kunne skrive mere. Ydermere mente man heller ikke, at det var nødvendigt, idet forfattere kun læste højt på denne tid og de kendte indholdet. Stillelæsning som en individuel aktivitet forekommer først langt senere.

Bøger var lig med viden og viden med magt og igennem bogen hører vi om hvor farlige, forbudte og provokerende de er, og hvilke umenneskelige handlinger, der er blevet udført for at forhindre bøgernes udbredelse. Men også om fuldstændig fantastiske værker, der har sat historiske spor gennem verdenslitteraturen.

“Evigheden i et siv” fortæller eventyret om alle de mennesker, der har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne; kopister, illustratorer, oversættere, skriftkloge, spioner, oprørere, nonner, munke, slaver og boghandlere. Og det er ikke kedeligt. Irene Vallejo skriver, så sanseligheden driver ned over siderne. Bogen virker som en historisk roman uden helt at være det. Hendes sprog er misundelsesværdigt smukt, og i den forbindelse skylder vi læsere også oversætter Rigmor Kappel Schmidt en stor tak. Man kan ikke læse denne bog uden at føle stor stor kærlighed til bøger og litteratur efterfølgende. Bogen er en kærlighedserklæring til det skrevne ord. Den er fyldt med intertekstualitet og vidner om en enorm litterær viden hos forfatteren. Hendes måde at beskrive Homers Illiade og Odyssé på giver mig flashback til 1980’erne i gymnasiet og faget oldtidskundskab. På det tidspunkt havde jeg lige fået min tandbøjle af, og havde mere travlt med at kysse end med at læse, men jeg ved nu at jeg er gået glip af stor litteratur. Det kan heldigvis indhentes og Irene Valljo guider på fineste vis os læsere igennem de helt store klassiske værker i verdenslitteraturen.

Min begejstring for denne bog skal ses i lyset af, at jeg elsker at læse, jeg elsker bøger og jeg elsker at læse om bøger. At få serveret så meget – usandsynlig meget viden på så sanselig en måde er den største gave. “Evigheden i et siv” er uden tvivl den største læseoplevelse, jeg har haft i år.

“Evigheden i et siv” udkom 25. august 2021.