Anmeldelse af “Syv lag” af Julie Sten-Knudsen

Titel: “Syv lag” Forfatter: Julie Sten-Knudsen. Sider: 120. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Når man har læst Julie Sten-Knudsens “Syv lag” og selv givet liv til tre børn, så er det svært ikke at få fysisk ondt i maven, når man læser digtene, der handler om at sætte et barn i en verden, der er ved at gå under. Digtene handler om moderskab, kejsersnit, feminisme, natur og klima.

Et øjeblik endnu er hun sig selv I lyset af hende virker civilisationen pervers Så glider hun ind og bliver en del af den Vi lærer hende ord: hårtørrer, bold, frikadelle

Med “Syv lag” prøver Julie Sten-Knudsen at bidrage til en gentænkning omkring vores forhold til naturen og forholdet kønnene imellem. Hun undersøger og beskriver i detaljer kejsersnittet og dets historie, og det er ikke for sarte sjæle, men det har forskning omkring lægevidenskab og medicin vel aldrig været. Det gør både ondt og godt at læse om kejsersnittes udvikling. Hvad kvinder ikke har lagt krop til gennem historien…

Der er noget meget smukt og stærkt over digtene på samme tid med voldsomheden. Sproget er poetisk og veksler mellem lethed og storhed. Treenigheden: barnet – naturen – kejsersnittet fungerer godt, og man fornemmer at hverdag og videnskabelighed flyder sammen i ordene. Digtsamlingens titel “Syv lag” refererer til at man ved kejsersnit skærer gennem syv lag: hud, fedtvæv, muskelsene, mavemuskler, bughinde, livmoder og fosterhinde. Syv lag refererer ligeledes til jordlag, historiske og arkæologiske lag.

Ingen hvide anemoner her Skoven er for ung og anemonen for konservativ

eller lidt hjælpeløs, kan ikke selv tage springet fra én skov til en anden, skyder kun langsomt sine stængler frem gennem jorden

Anemoner har brug for arbejdsro flere århundreders lag på lag af vissent løv flere århundreder uden forstyrrelser

“Syv lag” er en stærk digtsamling. En digtsamling hvor det sanselige, det poetiske og videnskab går hånd i hånd. En meget sjælden stærk oplevelse og et spændende greb. Bogens omslag i stærk rød og grøn er ret symbolsk for liv, død, håb. Det kan være svært at sætte en decideret målgruppe på. Men behøver man det? Digte er vel for alle, der ønsker at berøres poetisk og sanseligt.

“Syv lag” udkom 18. august 2021.