Anmeldelse af ” Sfinx” af Daniel Dalgaard

Titel: “Sfinx” Forfatter: Daniel Dalgaard. Sider: 412. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Jeg vil gerne tro at det kun er en historie jeg fortæller. Men det forekommer mig at disse begivenheder udgør det rådne hjerte i det der viste sig at være mit liv. Jeg udgøres af denne fortælling. Der findes intet i mit liv som ikke indeholdes her, det er den perfekte fortælling, en rose af smadret spejl”.

“Sfinx” af Daniel Dalgaard er en fortælling i syv dele. Tidsmæssigt springer den frem og tilbage mellem besættelsestiden under 2. verdenskrig og til et nutidigt backpackermiljø. På bagsiden af romanen kan man læse, at det er en roman om forældre og børn, om turisme, krig, handicap, rygter, små samfund – de ting som former os, de ting som er svære at løbe fra, det som nogen ville kalde skæbnen. I romanen møder man forskellige karakterer, hvoraf to af dem har en gennemgående rolle.

Jan Schnecker er vokset op på Bornholm under 2. verdenskrig. Hans navn klinger lidt for tysk og han har også et meget karakteristisk udseende, der gør at han bliver udstødt i den lille by, han kommer fra. Han vil gerne væk fra byen, men krigen forhinder ham i dette. Først langt senere i livet kommer han væk fra byen, men på det tidspunkt har han været ramt af en hjerneblødning, og sidder i kørestol dybt afhængig af andre.

Thea er først i tyverne og rejser alene rundt i Sydøstasien. Hun vil skabe et dokumentarisk kunstværk om sin rejse, og samtidig forsøger hun at navigere i et backpackermiljø, hvor alle vil have noget af hinanden.

Jan og Theas veje krydses på et resort i Thailand, hvor hele det brogede persongalleri i romanen flettes sammen.

Rå poesi er de første ord, der falder mig ind efter at have læst bogen. Daniel Dalgaard er en sproglig ekvilibrist. Han balancerer hvert ord og hver sætning til det perfekte. Titlen “Sfinx” refererer til et fabeldyr fra den græske mytologi,hvor sfinxen er et væsen med kvindehoved og -bryster, løvekrop og ørnevinger, som blev sendt for at straffe befolkningen i Theben, som havde mishaget guderne. Hun åd alle, som ikke kunne løse denne gåde: “Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og så tre ben?” Ingen kunne løse gåden, før Ødipus indså, at svaret var et menneske, der som kravler som spæd, går på to ben som voksen, og bruger stok som gammel. Da Sfinksen hørte, at han havde løst gåden, kastede hun sig i døden. Der er klare og groteske referencer til denne mytologiske fortælling i romanen.

Fortællingens syv dele er fortalt i mol, i grå farvetoner, i melankoliens farve. Det er tristesse, der gennemsyrer den samlede fortælling. Der er ikke meget at smile ad ej heller at grine over. Der er en genialitet over fortællingernes indhold og opbygning, og et kunstnerisk touch, men indrømmet, så trængte jeg til at blive færdig med bogen, da jeg var godt halvvejs. Den er simpelthen ladet med for meget negativitet og groteske beskrivelser. Jeg kan have svært ved at pege på en eksakt målgruppe af læsere til romanen, men den vil helt sikkert falde i god jord hos læsere, der vægter det skæve, det sproglige og det kunstneriske højt i en roman, som udover indholdet også er pakket i et meget smukt næsten fløjlsblødt cover lavet af grafiker Simon Lilholt.

Sfinx udkom den 12. august 2021.