Blixens blomster.

Jeg synes at blomster i sig selv er et af tilværelsens mirakler, og at det i enhver form er herligt at give sig af med dem, men De ved nok, at det er min særlige passion at sætte dem i vand. Det er hver gang som malede man et blomstermaleri

Karen Blixens forhold til blomster er et kapitel helt for sig selv. Hun elskede blomster og gjorde en dyd ud af at arrangere smukke buketter, når hun ventede gæster på Rungstedlund. Hun havde et motto, der lød således:

“Hvis noget er værd at gøre, så er det værd at gøre det godt”

Og hun gjorde det ikke bare godt. Hun gjorde det formidabelt godt. Bogen “Karen Blixens blomster” vidner om dette, og det samme gør et besøg på Rungstedlund, hvor man i parken kan se Karen Blixens skærehave genanlagt, og hvor der i dag, som da hun levede, hentes blomster ind fra haven og hvor hendes buketter eller fortolkning af disse kan ses overalt i huset.

Bogen “Karen Blixens blomster” indeholder fire dele. Første del er skrevet af vennen og professoren Steen Eiler Rasmussen, som kom meget på Rungstedlund og som gennem årene havde taget mange billeder af blomsterbuketterne tilskyndet af Karen Blixen selv, der også ytrede ønske om, at Steen Eiler Rasmussen efter hendes død skulle lave en bog om hendes buketter. Første del er en smuk personlig skildring af Karen Blixens personlighed og hendes kærlighed til blomsterne. I anden del skildrer Frans Lasson, formand for Karen Blixen Selskabet og forfatter til bl.a. “Breve fra Afrika Karen Blixen som ung, der forsøger sig ud i billedkunsten med ønsket om at blive bildende kunster. Der er afbildet flere malerier i bogen, som Karen Blixen har malet. Blomsterkender Lisbeth Hertel giver i tredje del og bogens hovedkapitel en dybtgående karakteristik af de enkelte blomsterarrangementer, således som de ses på billederne. Fjerde og sidste del gør landskabsarkitekt Sven-Ingvar Andersson rede for Karen Blixens tanker om den natur, haven og lunden, som omgav hendes hjem i Rungsted.

Jeg holder personligt meget af første del, hvori Steen Eiler Rasmussen bl.a. skriver følgende:

Buketterne kunne være ligeså forskellige af karakter som hendes fantastiske fortællinger. De spændte fra de store robuste, overdådige, der bugnede i den brede terrin med yppige gammeldags roser i forening med rødkålsblade, til de sært forfinede, med enkelte sarte blomster i et højhalset glas. At drøfte hvilke der bar prisen, ville være dumt. Hver var en sluttet komposition. Nogle var helt klassiske blomsterbilleder, som man skabte dem i det syttende og attende århundrede, vidnedsbyrd om en høj havekultur. Andre var aldeles uortodokse. Jeg husker en mageløs, jeg ville kalde den impressionistisk, buket i grønt og hvidt, sammensat af vildtvoksende vækster, som ingen havekunstner ville acceptere. Der var afblomstrede mælkebøtters luftige kloder bragt i hus med en utrolig omhu, dertil den vilde kørvels hvide blomsterstande i det fine løv, og endelig noget man straks ikke anede, hvad var, nemlig lindegrene og kviste befriet for alle lindeblade men med blomsternes vingepar bevaret. Det hele et kunstværk, der kun eksisterede et døgn. En trækvind i den store stue, og den skønne drøms hvide fnug var stille dalet ned

Bogen er sanselig og informativ og jeg holder uendelig meget af den. Jeg har den selv i to udgaver. En ældre indbundet 3. udgave fra 1. oplag fra 1983 og så en genoptrykt udgave af en 2. udgave fra 1992.

At skabe de samme buketter som Karen Blixen gjorde eller fortolkninger af disse er ikke det letteste, men det er til gengæld en givende proces. I går forsøgte jeg mig således med at genskabe en buket, jeg fandt meget smuk i bogen. Det lykkedes at få den hvide rose, stjerneskærm og funkis (hosta) i buketten mens jeg måtte erstatte blomstrende skvalderkål med vild kørvel og lammeøre med noget der blot lignede fundet i naturen. Roserne og stjerneskærm købte jeg som buketter på planteskole. Funkia blev klippet af plante i krukke på terrassen mens vild kørvel og det som lignede lammeøre blev fundet ved det søområde, hvor jeg bor. Det nærmeste jeg kom vasen på billedet var en vase, jeg har fået af min far. For at kunne arrangere blomster så de blot lignede arrangementet i bogen en smule brugte jeg oasis, som jeg lagde i vand en halv times tid før brug. For at buketten skal få et mere ægte Blixen udtryk skal den helst stå et par dage og gerne begynde at hænge en smule.

Min buket
Karen Blixens buket.