Karen Blixens liv og forfatterskab.

Et udvalg af min samling af bøger af Karen Blixen.

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er Karen Blixen ekspert. Ej heller har jeg læst hele hendes forfatterskab, men jeg er som mange andre dybt fascineret af hendes liv og forfatterskab.

Jeg stiftede for første gang bekendtskab med Karen Blixen, da jeg for mange år siden som ca. 20 årig arbejdede i Stormagasinet Sallings parfumeafdeling og i den forbindelse blev sendt på kursus på Dragsholm Slot. Jeg blev indlogeret på et smukt værelse, og på sengen lå der udover en badekåbe bogen “Babettes gæstebud” Bogen var en gave på kurset fordi vi om aftenen skulle trakteres med menuen fra Babettes gæstebud. Det var og er nok stadig den største kulinariske oplevelse jeg har haft i mit liv. Jeg husker stadig smagen af sherry til skildpaddesuppen, blinis demidoff, små vagtler i butterdej og den overdådige kage baba med frugt. Det var ubeskriveligt. Bagefter dansede vi lancier og om natten læste jeg bogen, og så var min kærlighed til Karen Blixen født.

Efterfølgende så jeg filmen “Den afrikanske farm” som jeg siden har set et utal af gange og helst en gang om året. For mig var Meryl Streep indbegrebet af Karen Blixen, og jeg blev nysgerrig og ville vide mere for jeg syntes, at Karen Blixens liv i Afrika var fantastisk spændende og ret romantisk trods det hårde liv, hun også levede. Jeg har sikkert læst noget af hende tilbage i gymnasiet i 80’erne men det husker jeg intet om.

Jeg valgte derfor at starte på “Syv fantastiske fortællinger” som jeg havde arvet efter min farmor. Men jeg blev skuffet. Det var svær læsning og jeg kunne ikke fastholde opmærksomheden på fortællingerne. Jeg havde også arvet bogen “Breve fra Afrika” så den kastede jeg mig over i stedet, og den ikke blot fangede mig, men den gav mig også et nyt indtryk af såvel Karen Blixen som af hendes ophold i Afrika. Bogen Blixens blomster blev også en bog jeg kom til at holde meget af. Jeg begyndte at besøge hendes hjem Rungstedlund, der i dag er museum og hvor hun også ligger begravet, så ofte jeg kunne når jeg besøgte familie i København. Mine besøg der har for hver gang gjort mig klogere på hendes liv og hendes forfatterskab. Derfor er min præsentation af hendes liv og forfatterskab fundet på Rungstedlunds hjemmeside og blot omskrevet en smule. En stor tak til Rungstedlund for den altid meget spændende formidling.

Karen Blixen, der oprindelig hed Karen Christentze Dinesen blev født i 1885. Hun havde en privilegeret barndom på Rungstedlund sammen med sine forældre, storesøster, lillesøster og to mindre brødre. Rungstedlund var på det tidspunkt et stort landbrug med dyrehold og mange ansatte. Hun holdt af at sidde nede i det store køkken og høre på historier. Hendes far, der gik meget op i jagt, tog hende gerne med på ture rundt i området. Han lærte hende fuglenes navne og videregav sin dybe glæde ved naturen til hende. Hendes far, som også led af depressioner tog sit eget liv, da hun var bare ni år gammel. Det blev et traume for Karen Blixen.

Hendes brødre kom i skole, mens de tre søstre havde privatlærerinder. Også mormor, moster Lidda og moster Bess, der boede på Folehavegård, underviste de tre piger. Niveauet var højt. Søstrene morede sig med at kappes om at lave vrøvlevers, og allerede som otteårig skrev Karen sine første historier og fortalte løs for veninder og søstre. Da hun var 11 år begyndte hun at skrive skuespil, som hun opførte sammen med sine søskende og venner, og som 15-årig tegnede hun illustrationer til blandt andet “En skærsommernatsdrøm” af William Shakespeare.

Som ung var Karen i perioder dybt deprimeret. Hun kunne ikke forlige sig med at følge den slagne vej for velhaverdøtre og ende som rigmandsfrue. Ikke alene ville hun være noget i sig selv, hun ville også udrette noget som sin far og opleve det store i livet. Lillebror Thomas blev hendes fælle. Da hun var 23 og han 15 år, indgik de en pagt om at tjene “Det store i livet. Det, der ligger i et andet plan, det eneste, der gør livet værd at leve”.

Familien ansporede hende til at blive forfatter. Moster Bess mente, at hun var en helt særlig litterær begavelse og sendte en af hendes fortællinger, “Eneboerne”, til det velansete litterære tidsskrift Tilskueren. Redaktøren antog “Eneboerne”, og Karen debuterede som forfatter i 1907 under pseudonymet Osceola. To andre fortællinger blev også offentliggjort, men de litterære cirkler åbnede sig ikke.

Karen blev sekretær i Rungsted Hockey Klub, hun red, lærte at sejle sammen med sin bror Thomas og deltog i festivitas på Frijsenborg Gods og andre herregårde. Men sommeren 1912 kom hun hjem fra et tre måneder langt ophold i Rom hos bedsteveninden Daisy og var mere fortvivlet end nogensinde. Hun vidste ikke, hvad hun skulle stille op med sit liv. 

I 1912 blev hun således forlovet med sin grandfætter, baron Bror von Blixen-Finecke, som hun kendte fra ballerne på Frijsenborg Gods. Bror var den tredje søn ud af en svensk adelsfamilie og skulle ifølge traditionen hverken blive godsejer eller officer, men selv vælge sin vej. Han havde forpagtet en gård under familiegodset Næsbyholm. Parret syntes, at de var “alt for levende til at vokse fast på den”, berettede Karen Blixen sidenhen. De så deres fremtid ligge et sted ude i verden og overvejede Sumatra og Argentina. Brors onkel, grev Frijs, foreslog Britisk Østafrika (vore dages Kenya). Bror rejste derned og købte en kaffefarm på 1800 hektar, der lå 15 kilometer fra Nairobi. Karens mor og morbror, Aage Westenholz, indvilligede i at investere omtrent ti millioner nutidskroner og stiftede The Karen Coffee Company Ltd.

I begyndelsen af december 1913 forlod Karen Blixen Danmark. Rejsen til Mombasa varede seks uger, og dagen efter sin ankomst blev hun viet til Bror. Hun kunne nu kalde sig baronesse von Blixen-Finecke. Efter champagnen til brylluppet begav selskabet sig ud på den 18 timer lange togrejse til Nairobi. Da de ankom til farmen, stod 1000 afrikanske landarbejdere parate for at tage imod. I Afrika kom Karen Blixen til at opleve “Det store i livet”.

Blot et år efter vielsen måtte Karen Blixen dog rejse hjem og blive behandlet for syfilis på Rigshospitalet. Hun blev helbredt, men fortsatte med behandlingerne, og bivirkningerne var ødelæggende for hendes helbred.

I 1918 mødte Karen Blixen den engelske adelsmand og storvildtjæger Denys Finch Hatton ved et middagsselskab, og hun forelskede sig på stedet. Han var den mest intelligente mand, hun havde mødt, og han var en god lytter, når hun læste højt af de fortællinger, som hun skrev. Fra 1923 boede Denys jævnligt på farmen.

Økonomisk var Bror Blixen meget uansvarlig, og farmen gav underskud år efter år. Allerede i 1921 rejste onkel Aage Westenholz ned for at sælge farmen. Det endte dog med, at han afskedigede Bror og gjorde Karen Blixen til direktør. Efterfølgende pålagde han Karen Blixen at lade sig skille fra Bror, hvilket var hende meget imod.  Dog blev de skilt i 1925. Til sidst stod det klart, at der var for koldt i området til at dyrke kaffe, og at farmen aldrig ville kunne give overskud. Da bestyrelsen for The Karen Coffee Company Ltd. sagde stop i 1931, havde onkel Aage og familien alt i alt investeret og tabt omtrent 100 millioner nutidskroner.

I løbet af sit sidste år i Afrika blev Karen Blixen mere og mere fortvivlet. Hvad skulle hun stille op, når hun mistede sin stilling som direktør og måtte forlade farmen? Hun begyndte at skrive på en bog, som hun håbede, hun kunne skrive færdig efter sin hjemkomst til Danmark. Hendes mor gav tilsagn om at understøtte hende. Få måneder inden Karen Blixens afrejse styrtede Denys Finch Hatton ned med sin flyvemaskine og mistede livet.

Den dag i august 1931, da Thomas Dinesen stod på kajen i Marseille og tog imod sin søster, så han “en skygge af en kvinde”. Karen Blixen var syg på krop og sjæl efter tabet af Denys Finch Hatton og farmen. Men efter et par dages hvile ved Genève-søen læste hun to historier op for Thomas fra den bog, hun var begyndt at skrive. Han blev dybt bevæget over hendes fortællekunst.

Hjemme igen på Rungstedlund skrev Karen Blixen bogen færdig under pseudonymet Isak Dinesen. Isak betyder “den der ler” på hebraisk, og Dinesen er hendes pigenavn. Manuskriptet var på engelsk, og hun sendte det til flere forlæggere i USA. Det kom retur, og efterfølgende vendte hun selv bitterligt skuffet tilbage fra London uden at kunne finde en forlægger. Det blev moster Bess’ veninde, den amerikanske forfatterinde Dorothy Canfield Fisher, der gav manuskriptet til sin forlægger, Robert Haas. Han antog det.

“Seven Gothic Tales” blev valgt til “Book of the Month Club” og udkom i 60.000 eksemplarer i USA. De amerikanske anmeldere mente, at “Seven Gothic Tales” var “et genis værk”. Ved udgivelsen i London skrev Evening Standard, at “Seven Gothic Tales tilhører selskabet af verdens vægtigste bøger”. Karen Blixen gendigtede selv fortællingerne på dansk. “Syv fantastiske fortællinger” fik en blandet modtagelse i Danmark. Berlingske Tidendes indflydelsesrige kritiker Frederik Schyberg skrev, at bogen var “et stykke blændende kunstnerisk simili af en begavet, men forskruet forfatterinde”.

Mens Karen Blixen boede på farmen i Kenya, foreslog hun Gyldendal og siden Flensborg Avis at skrive rejseskildringer fra Afrika, men fik afslag. Hun arbejdede vedholdende videre gennem årene, og i 1936 lykkedes det. “Magasinet”, Politikens søndagstillæg, trykte erindringsessayet “Sytten år i Afrika”. Nogle måneder senere sendte hun et nyskrevet kapitel til sin nye forlægger i London, og han svarede straks, at “der er aldrig før skrevet noget som dette”.

“Den afrikanske Farm” fik en ovenud positiv modtagelse i både Danmark, England og USA. Den britiske forfatter Vivienne de Watteville, som også deltog i middagen i 1928, da Prinsen af Wales var på besøg på farmen i Afrika, og som Karen Blixen derfor kendte fra Kenya,  skrev til Karen Blixen, at “De har set Afrika med kunstnerens øje og poetens hjerte”. Litteraturhistorikeren Hakon Stangerup anførte, at Karen Blixen er en “strålende artist og et menneske så klogt, at det næsten gør ondt”.

I 1939 blev Karen Blixen tildelt finanslovens livsvarige ydelse og sagde til Ekstra Bladet, at “det varmer mig om hjertet”. Følelsen af ikke at være accepteret og fuldgyldigt at høre til i Danmark nagede hende dog mange år frem. Karen Blixen blev også hædret med Tagea Brandts Rejselegat og genoptog sin gamle plan om at tage på pilgrimsfærd til Mekka sammen med sin afrikanske hushovmester Farah Aden og hans mor. Hun kom dog ikke afsted, fordi anden verdenskrig brød ud i 1939, men også hendes dårlige helbred med voldsomme mavesmerter stod i vejen for rejsen.

“Jeg rejser med frygt og bæven, især med ængstelse for mine egne evner”, skrev Karen Blixen i et brev, umiddelbart inden hun i begyndelsen af marts 1940 rejste til Berlin i fire uger for Politiken og en norsk og en svensk avis. Efterfølgende skulle hun til Paris og London, men det måtte aflyses på grund af den tyske besættelse af Danmark den 9. april. Af samme grund blev det først efter krigen, at hendes kloge og rammende iagttagelser i “Breve fra et Land i Krig” kunne udgives.

For at “Winter’s Tales” kunne udkomme i England og USA, opnåede Karen Blixen i 1941 tilladelse fra den tyske besættelsesmagt til at rejse til neutrale Stockholm med manuskriptet. Først efter krigens afslutning modtog hun “nyheden” om, at Winter’s Tales i Book of the Month-udgaven var blevet solgt i 280.000 eksemplarer. New York Times’ anmelder skrev, at “som litterær stilist har hun næppe en nulevende rival”.

Flere af Karen Blixens venner var med i modstandsbevægelsen, og hun lod dem vide, hvor husnøglen til Rungstedlund lå, så de kunne skjule sig der for en stund. I 1943 huserede hun jødiske familier, som var på flugt til Sverige. Til Ole Wivel sagde hun, at “vi burde være stolte af at være danske, så længe vi havde tyskere i haven og jøder inden døre”.

I krigsårene voksede Karen Blixens berømmelse. Hun udgav romanen “Gengældelsens Veje” under et nyt pseudonym, Pierre Andrézel, og benægtede at være forfatteren. Det skyldtes især, at hun ikke mente, at den var på niveau med hendes øvrige forfatterskab. Efterhånden førte Karen Blixen også en meget omfattende korrespondance, idet mange skrev til den berømte forfatter. Andre opsøgte hende på Rungstedlund, herunder en gruppe unge danske digtere, som blandt andre talte Ole Wivel og Bjørn Poulsen. Efter krigen grundlagde de tidsskriftet Heretica og fir Karen Blixen med som bidragsyder. Deres ambition var at genskabe billedet af mennesket og det menneskelige efter verdenskrigens gru og umenneskelighed.

Thorkild Bjørnvig blev redaktør af Heretica i 1948. Han var en af krigsgenerationens mest begavede digtere og uhyre belæst. Karen Blixen så ham som den ideelle samtalepartner, og selv skrev Thorkild Bjørnvig sidenhen: “at færdes med hende var en fuldstændig åbnende og grænsesprængende oplevelse”. Han tilbød at tjene hende i et og alt, hun lovede til gengæld at være hans beskytter og betegnede det som deres pagt. Igennem nogle år var de dybt forbundne i et platonisk kærlighedsforhold. “Det var en fuldendt lykkelig tid, og hvad der end hændte, følte jeg, at ‘det var kærlighed alt sammen’”, skrev Thorkild Bjørnvig. Karen Blixen kunne dog ikke tøjle sin besidderiske side, og Thorkild Bjørnvig måtte bede om sin frihed.

Der gik 13 år, før det igen lykkedes Karen Blixen at udgive en bog. Gang på gang blev hun indlagt på hospitalet, og ved en større operation i 1955 fik hun fjernet en del af mavesækken. Resten af sit liv havde hun store vanskeligheder med at spise og led af underernæring.

I 1952 udkom Babettes Gæstebud i en udgave til bare halvanden krone. En del af oplaget forærede Karen Blixen som gavebog til abonnenterne på det nystartede Fremads Folkebibliotek. I maj 1957 udnævntes Karen Blixen til æresmedlem af The American Academy of Arts. “Hendes forfatterskab har en uovertruffen kompositorisk opfindsomhed forbundet med den varmeste, mest omfattende menneskelighed”, lød begrundelsen.

“Sidste Fortællinger” udkom samtidig på ti sprog i november 1957 og i næsten en halv million eksemplarer i alt. Forventningerne var store, men modtagelsen blev ikke lige så overvældende som ved “Vinter-Eventyr”.

Et af de mest interessante interviews med Karen Blixen bragte New York Times Book Review sidst i 1957. Den danske journalist Bent Mohn stod som forfatter. I virkeligheden havde Karen Blixen selv skrevet det, fordi det ikke var lykkedes Bent Mohn at skrive en tilfredsstillende tekst. På spørgsmålet “Kan De sige, at De har været lykkelig?” svarede hun: “Ja, og af hele mit hjerte”. På spørgsmålet “Hvad var det, der gjorde Dem så lykkelig?” lød svaret: “Jeg tror på en måde, at den eneste virkelig sande lykke, man kan tale om her, er den rene livsglæde, en art triumferen over at være til. Og jeg har været så heldig at være godt udrustet hertil”.

Karen Blixen nærede et stort ønske om at rejse til Amerika og bad Gyldendals direktør, Otto B. Lindhardt, om at arrangere et ophold. I januar 1959 rejste han og Karen Blixens sekretær, Clara Selborn, med til New York som ledsagere. Karen Blixen skulle blandt andet deltage i filmoptagelser og holde festforelæsning ved The American Academy of Arts’ årsfest. Invitationerne blev ved med at strømme ind. I næsten tre måneder blev Karen Blixen feteret som ingen anden og deltog i arrangementer fra morgen til aften med en ufattelig energi. Hun havde altid følt, at hendes amerikanske læsere tog hende mere til hjertet end de danske. Da vægten viste 33 kilo, og hendes tilstand var livstruende, måtte hun en uge på hospitalet. “Jeg har alligevel haft en prægtig tid her”, sagde hun bagefter om sit ophold i Amerika. 

Om “Skygger paa Græsset”, Karen Blixens sidste værk, skrev Tom Kristensen, at det var “En livsens taknemmelig og trofast bog”. Karen Blixen dikterede de sidste rettelser til bogen fra en hospitalsseng og arbejdede videre på flere fortællinger, deriblandt “Ehrengard”, som blev udgivet efter hendes død. I 1961 var hun igen indstillet til Nobelprisen i litteratur uden at få den.

Den sidste sommer var der som altid mange gæster på Rungstedlund. Karen Blixens gode ven, den amerikanske pianist Eugene Haynes, var en af dem. En eftermiddag i august på verandaen sagde han til hende: “De sagde i “Den afrikanske Farm”, at De ikke ville slippe livet, før det havde velsignet Dem, men derefter ville De gerne slippe det”. “Livet har velsignet mig”, svarede hun.

Den 7. september 1962 sov Karen Blixen stille ind i sin seng på Rungstedlund, omgivet af sine nærmeste. Hun blev begravet under et stort, gammelt bøgetræ ved foden af Ewalds Høj i Fuglereservatet på Rungstedlund.