Anmeldelse af “Den inderste kerne” af Lotte Kaa Andersen

Titel: “Den inderste kerne” Forfatter: Lotte Kaa Andersen. Sider:416. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Hvordan bliver jeg ligeså klog som dig far?” spurgte hun en aften. “Den kloge stiller spørgsmål. Hvordan og hvorfor er de vigtiste ord i det danske sprog” Han så fra hende til Harriet. “Spørg altid jer selv hvorfor”

Lotte Kaa Andersen har med “Den inderste kerne” skrevet en biografisk roman om den danske matematiker og jordskælvsforsker Inge Lehmann, der blev verdens første kvindelige seismolog. Hun er kvinden, der opdagede jordens indre kerne. Før dette troede videnskaben på, at kernen var flydende, men ved at analysere seismogrammer kunne hun i 1936 fremsætte teorien om, at der i den flydende kerne lå en indre kerne, og at jorden dermed var tredelt og ikke todelt som hidtil antaget. Denne opdagelse møder stor modstand fra det naturvidenskabelige miljø, og særligt det danske, der er en lukket klub for mænd. Først i 1950’erne hvor hun inviteres til USA, får verden øjenene op for hendes enestående talent.

“Den inderste kerne” er en roman om at blive anerkendt som barn, for det væsen og de talenter man har, om at være kvinde og kæmpe for anerkendelse og respekt for sin faglighed både fra mænd og kvinder og om at turde træffe svære valg i livet for at forfølge sin passion eller måske rettere sit kald.

Lotte Kaa Andersen har ikke opbygget romanen kronologisk, men springer i tid fordelt over bogens fem dele. Som læser følger man den Lehmannske familie med far Alfred Lehmann, berømt professor og grundlægger af Psykologisk Institut på Københavns Universitet, mor Ida, der er limen i familien, søster Harriet, der er lys, let og udadvendt og som voksen vælger en karriere som teaterskuespiller og så mørke, blege Inge, der er optaget af tal og matematik i en grad, så mor Ida bekymrer sig mens Far Alfred begejstret opildner denne interesse. Man møder Inge som ung, der kæmper for at få lov til at uddanne sig, den voksne Inge, der kæmper for anerkendelse og respekt for sin opdagelse og sidst men ikke mindst den ældre og tilsidst døende Inge, der er mæt af dage.

Hovedtematikken i romanen er kvindens kamp for ligestilling i et mandsdomineret naturvidenskabeligt univers. Det er som sådan ikke en ny tematik, og ligeledes er der heller intet nyt i at skildre, hvilken pris det har, når man som kvinde vælger kærligheden og familielivet fra til fordel for at gøre karriere, i den periode romanen foregår i. Alligevel er det en yderst stærk og spændende fortælling, fordi Lotte Kaa Andersen igennem et enormt researcharbejde giver læseren mulighed for at komme helt tæt på nørdede forskningsprocesser omkring seismologi, og fordi der er en globalitet i fortællingen, der gør, at den rækker ud over en fortælling om dansk kvindekamp og -historie. Ydermere er der i bogens femte og sidste del en meget stærk skildring af, hvordan Inge Lehmann lever sin sidste tid. For mig nok den stærkeste del af bogen.

Biografiske romaner er populære for tiden. Og “Den inderste kerne” har lighedspunkter med Eva Tinds “Kvinden der samlede verden” Ligeledes er der fællestræk med kunstnerromanerne “Hvor lyset er” af Malene Ravn og “Kvinde set fra ryggen” af Jesper Wung Sung. Lotte Kaa Andersen har tidligere udgivet trilogien om livet på solsiden i Hellerup med romanerne “Hambros Allé 7-9-13”, “100 Dage” og “Syv sind” Med “Den inderste kerne” har Lotte Kaa Andersen betrådt en ny sti som forfatter med en biografisk roman, der har krævet enormt research og kæmpe respekt for dette. Det er en flot flot og virkelig god roman.Jeg er spændt på, hvor Lotte Kaa Andersen tager læserne med hen fremadrettet.