Anmeldelse af “Lysere dage” af Christina Andersen Reyn

Titel: “Lysere dage” Forfatter: Christina Andersen Reyn. Sider: 111. Forlag: Hexameter. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Fra forfatteren.

“Der er aldrig nogen, der har fortalt mig, at to kan elske hinanden og alligevel ikke kunne få det til at fungere. At praktikaliteter kan gøre alting så svært, at kærligheden ikke kan få luft. Hvorfor er der aldrig nogen, der har fortalt mig det? Fordi jeg ikke ville have troet dem alligevel. Mit hjerte ville aldrig have accepteret ideen om, at kærlighed kan knækkes af omstændigheder”

Der er ikke to forliste forhold, der er ens. Der er ikke to reaktioner på brudte forhold, der er ens. Men fælles for alle brud og skilsmisser er, at der følger en sorg med. Den sorg beskæftiger Christina Andersen Reyn sig med i “Lysere dage”

Hovedpersonen – en introvert maler flygter ud på landet med sit knuste hjerte efter et brud med sin mand. Hun vil være i fred med sin sorg, men det er en udfordring, for alle vil forsøge at lindre sorgen eller prøve at få den til at forsvinde. Hun kan ikke have sin sorg i fred. Manden rykker i hende, for at hun skal komme hjem til børnene. Hendes søstre inviterer sig selv og tror, at god mad, vin og en datingprofil er vejen frem for deres søster. Det er forbudt at græde, at være grim, at være indelukket, at være i sorg. Langsommelighed i hverdagen i landsbyen hun er flygtet til, en rar mand og en hund gør, at sorgen ændrer karakter, og at der er lysere dage forude.

“Lysere dage” er en fin fin bog om sorg, og om hvor svært det er for omgivelserne at acceptere, når det rammer ens nærmeste. Vi vil gerne have, at vi skal have det godt. Ja helst stræber vi efter lykken, men sorg er en naturlig del af livet, og ikke nødvendigvis noget man skal komme sig over, men måske snarere noget man skal lære at leve med. Den må ikke tage pusten fra os og forhindre os i at være livsduelige, men den må godt være der, og vi må godt være kede af det, græde og være indadvendte, når det er svært. Det er det forsvar, bogen handler om.

Christina Andersen Reyn skriver med smerte, med humor og med indsigt i sorgen. Hovedkarakteren, manden og børnene er navnløse, mens alle andre karakterer har et navn. Et fint greb, der på en måde forstærker problematikken til at være generel og ikke personlig. Ind i mellem er der sproglige passager, der bliver lidt for dagligdagsagtige, dette mest på handlingsniveauet, men på det refleksive niveau er sproget smukt.

“Hvis du kan miste gengældt kærlighed, så er intet sikkert. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal leve med, hvis det ikke er nogens skyld”

Det er en gave, at læse en bog om et brud, der ikke er forårsaget af et svigt i form af utroskab, men om et brud mellem to mennesker, der elsker hinanden, men som ikke skal leve deres liv sammen. Og det er ligeledes befriende at læse om et brud, uden at det skal handle om den midaldrende kvinde. Her er det sorgen, der er i fokus, og den kan ramme os alle uanset alder.

Bogen er, udover at have et usædvanligt smukt og symbolsk cover, en smuk læseoplevelse, og hvis man holder af Katrine Marie Guldager (måske særligt “Bjørnen) vil man også synes om Christina Andersen Reyns “Lysere dage”

“Lysere dage” udkom 21. marts 2021.