Anmeldelse af “Jeg hedder Folkvi”

Titel: “Jeg hedder Folkvi” Forfatter: Maria Hesselager. Sider: 190. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Det er sådan her, det bliver, siger han lavt. I morgen kommer Od og jeg sammen med den kloge kone. Vi rider dig ud på overdrevet, hvor der står et telt, det skal du være i, indtil den fremmede kraft er drevet ud. Det er for dit eget bedste, for alles bedste, nok”

“Jeg hedder Folkvi” er Maria Hesselagers debutroman. En roman, der er skrevet med afsæt i vikingetiden og som bevæger sig mellem psykologiske og mytologiske lag. Det er en fortælling om kærlighed, tab og jalousi, om tilfældigheder af tegn, og om med al magt at ville fastholde en tid, mens man uværgerligt bliver ældre.

Folkvi og hendes bror Áslakr er vokset op indenfor høvdingepladsens beskyttende hegn. De har været hinandens fortrolige og spejlet hinanden, så da Áslakr kommer hjem fra sit første overvintrende togt og har forlovet sig med den femtenårige Gerd, overmandes Folkví af en rasende frygt for at skulle stå alene.

Bogen er delt op i flere spor. I hovedsporet følger man som læser Folkví, der snubler sig hovedkuls gennem sommeren, hvor Áslakr bliver forlovet og skal giftes. I et andet spor ser Áslakr tilbage på de dramatiske begivenheder i tiden omkring sit bryllup og prøver at begribe, hvad der egentlig skete. Bogen starter ud med et hint om, at noget kriminelt er ved at finde sted, og bogen slutter på særdeles overraskende vis.

Sprogligt er bogen er perle, og miljøbeskrivelserne er virkelig gode, men den kræver langsommelighed og koncentration for at kunne følge med i de mange spring i tid og i de forskellige karakterer. Det er ikke en let læst bog, men den fangede mig på grund af sproget og fordi jeg drages af det historiske element fra vikingetiden. Det er en meget flot debut af Maria Hesselager.

Bogen udkommer i dag 21. april 2021