Anmeldelse af “Feje blade sammen op mod vinden” af Christina Hesselholdt

Titel: “Feje blade sammen op mod vinden” Forfatter: Christina Hesselholdt. Sider: 206. Forlag: People’s Press. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: People´s Pres.

“Det blæste, vinden spredte hele tiden de blade han havde fejet sammen……..”Og det synes jeg kan ses som et billede på hele mit liv”, sagde min far. “Jeg har fejet blade op mod vinden”

Christina Hesselholdt “Feje blade sammen op mod vinden” er en fortælling om det at blive ældre. Erindringer om fortiden i et billedligt smukt sprog. Nutidige problematikker, der skal håndteres. Vi møder de midaldrende Camilla, Alwilda, Edward, Alma og Kristian, som er venner og har været det gennem et langt liv. De har hver deres personlighed og Christina Hesselholdt har på formidabel vis opbygget fem meget karismatiske karakterer. De kæmper hver især med egne problemer, mens de skal hjælpe de andre med deres problemer. Især Camilla kæmper, først dør hendes hest, så computeren, og til sidst er det faren. Det gælder om at finde det positive i de mørke tider, men hvordan kan man det, når man har mistet alt det, man kendte? Og ikke nok med det, så står verden samtidig i brand. De fem venner diskuterer alt fra politiske ideologier til dyrevelfærd, og venskabet er ved at gå til under de ophedede diskussioner.

“Siden har jeg tænkt på om det er derfor, altså fordi “jeg ikke får noget derhjemme”dette umådeligt grimme udtryk, at jeg har udviklet fuglefobi, at jeg er optaget af stormflodsvarsler og har fået dyremishandling på hjernen, og at det eneste jeg snart opfatter som meningsfyldt, foruden at være sammen med Greta, er at gå og samle plastic op. Det ligefrem klør i mine fingre når jeg ser et stykke. Jeg kan blive helt skuffet, når jeg går ved fjorden, og der intet er skyllet op. Men det er da helt forkert at tilskrive det jeg er så ulykkelig over, en mangel på mandlig kærlighed”

Bogen er fyldt med poetisk smerte med et tvist af humor hele vejen igennem. Den er bygget op omkring hver karakter, der alle har en jeg stemme.

Kristian: “Halvfems procent af mine fødevarer er nu lilla for at forebygge demens, jeg fylder mig med grøntsager for ikke selv at ende som én, for sig mig helt ærligt: Hvem holder nok af mig til at besøge mig, skulle jeg ende i den situation? Når ingen har særlig lyst til at besøge mig som det er nu, hvor jeg er ved mine fulde fem?”

Alwilda: “Jeg har aldrig forstået hvorfor der skelnes mellem menneskers og dyrs lidelse, vi har samme centralnervesystem og føler smerte på lignende vis”

Alma: “Jeg har selv den vane at sætte bøger jeg end nu ikke har læst, eller bøger jeg har været ekstra glad for at læse frem på min reol (lænet mod bogryggen af bøgerne på hylden som så til gengæld bliver helt skjult) så man kan se forsiden. Det er systemet, i min bogudstilling. Men hvem ville kunne gætte det?”

Edward: “Jeg hører ofte mig selv sige højt: “Jeg er så træt. Mine hænder er trætte. Mine ben er trætte. Mine fødder er trætte. Hvis nogen vil have noget af mig har jeg svært ved at sige nej, er det fordi jeg har et svagt jeg? Foreksempel støtter jeg nu månedligt seksten forskelige miljø- og hjælpeorganisationer, og dem kan jeg godt remse op, men jeg kan også lade være, for den venstre hånd skal helst ikke vide hvad den højre gør”

Camilla: “Vi kunne ligeså godt have trukket ham i en automat. Eller mødt ham i en lejlighedssang. Tingene er mere levende end ham. Meget egenartede”

Det sidste citat fra Camilla er fra kapitlet der har samme navn som titlen på bogen. Et så fuldstændig vidunderligt kapitel om hvordan Camilla og Alma efter Camillas fars død skal rydde op i hjemmet og i en særlig samling faren havde. En samling bestående af seksogtyve genstande, som de to fuldstændig dissikerer og derigennem lærer Camillas far at kende.

“Vi laver en liste over tingene og katalogiserer dem efter emne. Disse emner skulle så gerne være summen af din far”

Bogen er en selvstændig fortsættelse af Christina Hesselholdts fire tidligere bøger om Camilla og vennerne. I 2015 blev alle bøgerne samlet i ét værk “Selskabet” Berlingste skrev om det:

“Christina Hesselholdts bøger om Camilla og menneskene omkring hende udgives nu i ét bind. Sådan bør de også fremstå for eftertiden: Samlet og som ét mesterligt værk”

Et værk, der betegner sig selv som “en fortællekreds” Normalt bruges begrebet som betegnelse for en gruppe (konkrete) fortællere, som mødes og udveksler gode historier. Og måske er det det, der hentydes til hér. Vi befinder os i krydsfeltet mellem kort- og langform. Tekststykkerne lader sig indimellem læse selvstændigt, men de er også vævet sammen med hinanden.

Jeg har svært ved at få armene ned efter at have læst bogen. Den har gjort stort indtryk på mig. Ikke at den var nem at gå til. Den kræver opmærksomhed i forhold til at lære såvel opbygning som karakterer at kende. Jeg følte ind i mellem at jeg var “udenfor” fordi de fem venner har en fortid sammen forud for denne bog. Den er fuld af beskrivelser, refleksioner og dialoger og ikke så meget handling. Sproget er vidunderligt poetisk og billedligt. Da jeg havde læst sidste kapitel, fældet en tåre og lukket bogen skulle jeg lige mærke efter en ekstra gang, i forhold til hvilken læseoplevelse jeg lige havde haft. Jeg føler faktisk ikke, jeg har læst noget lignende og kom til at tænke på, at det må være ligesom at spise på Noma (ikke at jeg har prøvet det) men at alt er sanseligt, sublimt, æstetisk og anderledes, måske ligefrem grænseoverskridende at tage i munden, men at det er en uforglemmelig sanselig oplevelse, der gør, at jeg har lyst til mere, hvorfor jeg lige har bestilt “Selskabet” fordi jeg vil have mere tid sammen med de fem.

“Feje blade sammen op mod vinden” udkom 19. marts i år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.