Måned: august 2022

“Det handlede slet ikke om fisk. Det handlede om at høre til. I en stund oplevede jeg en forbundethed til naturen, som på én gang gjorde mig lille bitte og uendelig stor.”

Mikkel Frey Damgaard skriver i “Fiskejournal – En begynders bekendelser” om hvordan lystfiskeri går fra at være et nostalgisk barndomsminde til at blive næsten en besættelse. En mørk novembereftermiddag får forfatteren øje på en mand med en fiskestang, og det får ham til at huske tilbage på sin barndom med fiskestunder. Han køber med det samme en fiskestang, og han oplever i den kommende tid, at fiskeriet giver ham et tiltrængt pusterum i en anspændt tilværelse og det giver ham i første omgang en ny form for fred i sindet. Men fiskeriet udvikler sig til en slags besættelse, som sluger al hans tid og og optager alle hans tanker.

Bogen har flere lag. Et videnskabeligt lag med beskrivelser af fiskearter og deres habitater. Et teknisk lag med billedlige beskrivelser af fiskeudstyr. Et psykologisk lag, hvor Mikkel Frey Damgaard beskriver, hvordan hans fars selvmord har påvirket ham psykisk og så et litterært lag med referencer til klassikere som Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” og til Jan Grünwalds “Laks” og en kærlig hilsen til Hemingway, der også dyrkede lystfiskeriet.

Jeg har netop selv læst Izaak Waltons “Den fuldkomne fisker” som tog mig med storm rent sprogligt. Derfor var jeg også ret spændt på Mikkel Frey Dams “Fiskejournal – En begynders bekendelser” I begge bøger faldt det videnskabelige mig lidt for svært at få hold på ved blot én gennemlæsning og med et minimalt kendskab til lystfiskeri, mens naturbeskrivelserne i begge bøger er smukke og sanselige. “Den fuldkomne fisker” er skrevet helt tilbage i 1653 og den udkom på dansk i 1943. Altså er den skrevet i en tid, hvor manden ikke talte højt om sine følelser og slet ikke om at have det svært følelsesmæssigt. Det gør Mikkel Frey Damgaard til gengæld på blændende vis ved at beskrive, hvordan hans fars selvmord, som forfatteren oplevede som 8 årig, har sat sit præg på hans tilværelse. Det psykologiske lag ligger latent gennem hele bogen, men har også sine helt egne tydelige afsnit. Der er en god balance mellem netop det psykologiske og så alle beskrivelserne omkring fiskeriet.

Jeg får lyst til at lære at fiske, når jeg læser bogen. Til at lære teknikken. Til at være i naturen. Der er noget tiltalende ved den langsommelighed og fordybelse, der følger med lystfiskeri, men også det adrenalinkick der opstår, når man mærker, at det rykker i linen. Forfatter Victor Boy Lindholm er netop udkommet med sin roman “En del af hjertet går ud af kroppen” som jeg endnu har tilgode, men det er en roman, der handler om tanker om at være mand, at blive far, og også i den bog og hos forfatteren er lystfiskeriet en passion. Mænd har fisket i mange hundrede år, men ikke åbenlyst delt deres tanker og følelser i ligeså mange. Det har heldigvis ændret sig. Hvis jeg skal forholde mig kritisk til netop dette i et litterært øjemed, så gælder det at dele tanker og følelser generelt for mænd og kvinder i vores tid. Jeg’et har fået en stor plads i litteraturen. Og ind i mellem lidt for meget efter min mening. Mange nutidige værker har et autobiografisk touch. Det hænger meget fint sammen med vores individorienterede måde at være i verden på som moderne menneske. Mikkel Frey Damgaard balancerer dette rigtigt godt i bogen. Jeg’et fylder ikke for meget og den personlige historie smelter utroligt fint sammen med de videnskabelige og de sanselige beskrivelser af lystfiskeriet.

Bogen, som er en æstetisk oplevelse i sig selv i sit blotte ydre udkom på Gads Forlag i april måned i år.

Titel: “Om udregning af rumfang” 1, 2 og 3. Forfatter: Solvej Balle. Forlag: Pelagraf.

I februar 2020 udkom første bog i serien “Om udregning af rumfang” af Solvej Balle. Planen er, at der skal udkomme 7 bøger i alt om kvinden Tara Selter, hvis liv er blevet en endeløs, forudsigelig trædemølle med en dag, der bliver ved med at gentage sig selv, fordi tiden er gået i stykker. Indtil videre er der udkommet 3 bind i serien.

I den første bog møder vi Tara Selter, som handler med antikvariske bøger, sammen med sin mand Thomas. Efter en forretningsrejse er tiden gået i stykker og kommet imellem dem, fordi Tara er den eneste, der har været i og oplevet den 18. november, mens Thomas og alle andre lever i dagen før. Tara indvier Thomas i problemet flere dage i træk og må starte forfra hver dag med at forklare tidsproblematikken, som han gerne vil hjælpe med at opklare – men det bliver hurtigt et gentagende arbejde, som ingen veje fører. Tara skriver dagbog, og forsøger på den måde at adskille de forskellige 18. novembre fra hinanden. Det giver hende indhold i den på en gang trivielle og alligevel fremmede verden, og det er med til at give hende troen på, at tiden faktisk er fremadskridende.

Romanen er bygget op omkring en struktur med dagens gentagelser, så man læser også mange gentagelser. Det gør på den ene side læsningen trættende og ensformig, men på den anden side er det også det, der gør, at man oplever og identificerer sig med Taras frustration, hvor hun jo nærmest kender dagen, før solen går ned. Som læser venter man, præcis som hovedkarateren, hele tiden på, at tingene tager en uventet drejning, fordi alt jo i princippet burde kunne ske, når det, som allerede er sket virker usandsynligt.

I bind 1 er Tara alene om at leve i den 18. november, og det samme i bind 2, og det stiller krav til forfatteren om en vis kreativitet, for at skabe en historie med fremdrift, og det er her, jeg er ovenud begejstret, for Solvej Balle trykker på de helt rigtige knapper i forhold til at udvide Tara Selters verden. I bind 1 skildres Taras tænkning meget, mens der er mere handling i bind 2. Tara fører fortsat dagbog i bind 2, og selvom den “rigtige” dato er den 18. november forsøger Tara at opleve årstiderne og højstiderne med al deres sanselighed, men hvordan oplever man sommerens stemning i november? Det vil jeg ikke afsløre. Læs i stedet bogen, og reflekter over hvordan vi mennesker måske selv kan skabe de forhold, vi trænger til. I slutningen af bind 2 afsløres det, at Tara ikke er alene om at være fastholdt i den 18. november, og dermed får hun en lidelsesfælle i bind 3, som har et mere filosofisk touch, og hvor forskelligheden mellem blot to mennesker synliggøres, og hvor videnskab generelt og refleksioner over kærlighedens væsen også er i spil.

Solvej Balles projekt (vil jeg næsten kalde det) er litterært spændende, for hvad kan vi som læsere forvente af de kommende bind? Får vi en forklaring på, hvorfor tiden overhovedet er gået i stå? Er tiden overhovedet gået i stå, eller er hele fortællingen bygget op omkring Taras tanker? Rumfang er et begreb, der bruges til at fortælle, hvor meget der kan være i forskellige ting, så er hele bogserien et eksperiment om, hvad vi fylder ind i vores tid? Jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg kommer til at læse de kommende bind, også selvom det kræver en vis vedholdenhed at læse sig gennem det genkendelige, men det fører mig blot tættere på hovedkarakteren, som jo netop lever i det univers.

De tre bind er, sammen med Rakel Haslund-Gjerrilds “Adam i Paradis” indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år, som repræsentanter for den danske litteratur, så hold øje med den 1. november, hvor vinderen findes.