
Titel: “Måske sjælen” Forfatter: Rasmus Nikolajsen. Sider: 96. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.
“Mon gestapomændende har en sjæl? spørger hun sig selv. Hun er temmelig sikker på at også gestapomændene må være født med en sjæl, men hvor har de gjort af den? Hvad er der sidenhen sket med gestapomændenes sjæle? Hun kan godt mærke sin egen sjæl. Men hun kan også mærke at den er pakket af vejen”
“Måske sjælen” er en familieversfortælling om en gravid kvinde, der må flygte fra Gestapo uden sin søn, og om en mand, der henter sin datter i vuggestue, alt imens kastanjetræerne blomstrer. Der er således to fortællinger som væves sammen til én. Den dramatiske fortælling om farmoren og den mere hverdagsagtige fortælling om manden, der henter sin datter fra vuggestuen en helt almindelig eftermiddag. Tematikkerne er liv og død, forældreskab og refleksioner over det sjælelige. Rasmus Nikolajsen formidler gennem en jeg-fortæller sin farmors historie. Under 2. verdenskrig måtte farmoren flygte fra Gestapo, og under selve flugten efterlod hun sin søn – jegets far. Han er selv manden, der henter sin datter fra vuggestuen, mens han reflekterer over sin rolle som far og om det sjælelige.
“En gravid kvinde sidder i en gul lænestol og drikker hindbærte. Hendes datter sætter sig ved siden af hende og lægger et puslespil. Ude i køkkenet er barnepigen ved at give den lille søn kartoffelmos. Kvinden slumrer lidt og tænker over, hvad det vil sige at sætte en ny sjæl i verden. Så banker det på døren. Hun ved hvad det er. Det er et mareridt. Og hun ved, hvem det er. Det er Gestapo.”
“En mand cykler gennem København for at hente sin datter i vuggestue. Han tænker på fødslen: Tjæreagtig lort løb ud af den lille mystiske skabning og størknede på hans mave og tøj. Han tænker på sin farmors død, og på hvad der sker, når en sjæl forlader verden”
Familieversfortælling som genre havde jeg aldrig hørt om tidligere, og jeg måtte søge til litteraturhistorien, hvor begrebet versfortælling knyttes sammen med digter Christian Winter (1796-1876) som bl.a. skrev i denne form. Stilistisk lægger versfortællingerne sig tæt op ad mere moderne poesi og noveller og udfolder, i følge Dansk Litteraturhistorie, en skriveform, der forener en stor stramhed med en næsten henkastet og løst skitserende stil, der mere angiver situationerne end tegner dem. Det passer meget godt med indholdet i “Måske sjælen” som efter min opfattelse bevæger sig meget overfladisk i forhold til tematikkerne. Det kommer aldrig til at gøre helt ondt, når man læser, for der sker hele tiden spring i tid og sted. Refleksionen får ikke ro. Det er som om forfatteren vil rigtigt meget på meget lidt plads (fortællingen er på blot 96 sider) Jeg var flere gange i tvivl om, hvem fortæller nu – hvis tanker er nu i spil, og så forvirrede det mig med bogstavbetegnelserne for personerne. Dissikerer man fortællingen og smager på de enkelte sætninger, er de utrolig smukke. Sprogligt er det en vidunderlig læseoplevelse. Ord og sætninger smelter på tungen, men selve indholdet, selve fortællingen ramte mig ikke.
“Måske sjælen” udkom 11. maj 2022.