Anettes Litteratursalon holder sommerferie frem til 1. august. Jeg glæder mig til en spændende sensommer og et efterår med flere spændende events. Du kan allerede nu se nogle af dem i højre side. Det er ikke alle events, der er offentliggjort endnu, men jeg lægger dem frem på siden så snart de er tilgængelige. På glædeligt gensyn og rigtig god sommer, og husk at min bog”Læseglæde & Læsefællesskaber” er en skøn feriebog, hvor du kan lære dig selv bedre at kende som læser, og du kan finde inspiration til at komme med i eller starte dit eget læsefællesskab.
“SULT” handler om hvad fertilitetsbehandling gør ved et menneske, en kvinde, en kunstner, en kæreste, en krop.
Mia og Emil er kærester. De har forsøgt at få et barn i et år, men det er problematisk og de starter i fertilitetsbehandling. Emil har i forvejen to børn fra et tidligere forhold, så Mia er bonusmor, som hun selv vælger at kalde det til Emils to børn, som bor hos på skift hos dem og deres mor. Mia er forfatter, og har altid haft en drøm om at blive mor, men drømmen er svær at holde fast i, som fertilitetsbehandlingen skrider frem. Gang på gang er der blot én streg på graviditetstesten. Behandlingsforløbet bliver stadig mere gennemgribende og truer med at få alt til at falde fra hinanden. Mia er frustreret fordi al behandling er koncentreret omkring kvindens krop – hormonbehandlingerne, smerterne, blødningerne. Manden er nærmest ikke-eksisterende i behandlingssystemet, og er reduceret til en kop sæd, der helst skal opbevares mellem kvindens bryster for at have den perfekte temperatur, når den skal leveres i behandlingsøjemed. Mia begynder at skrive om forløbet – det er det hun kan som forfatter.
“SULT” er en roman om begær efter liv. Driften efter at skrive flyder sammen med det erotiske begær, der flyder sammen med begæret efter at blive befrugtet, føde et barn. Romanen er skrevet over præcis 9 måneder. Ligeså længe som en graviditet varer. Det er Mias ønske uanset, hvad udfaldet af fertilitetsbehandligerne viser på det tidspunkt.
Tine Høeg skriver om sult og begær i romanen. Sulten efter at blive mor, som for Mia er så gennemtrængende, at hun kommer til at hade Emil for at han har fået to børn med en anden kvinde. Hun kommer til at hade veninder, der får børn. Mias længsel gør så ondt, at hun ikke evner at glædes over andre børnefødsler. Hun slår knude på sig selv, og hjælper en veninde, der lider af angst, gennem et abortforløb. Et grotest scenarie at stå i, når man mest af alt ønsker sig et barn. Mia lider. Skriften bliver hendes vej i det hele, men kan hun det? Kan hun skrive om sine følelser. Om alt det, der er svært. Om Emil. Om Emils børn. Emil lider også. Han er angst for at miste Mia, for er hendes behov for at få et barn større end hendes kærlighed til ham? Vil hun forlade ham til fordel for en mand med bedre sædkvalitet? Han er usikker på det hele, også på hvad hun skriver. Mia har skriften. Emil har intet. Da vi som læsere slipper Mia og Emil på de sidste sider efter 9 måneder, er de på vej til Ærø, for at holde jul med Emils familie. Et æg er blevet befrugtet og sat op. Måske spirer et lille liv indeni Mia, men ingen ved med sikkerhed, hvordan det ender.
Tine Høeg brillerer i sin tredje roman igen med minimalistisk lyrisk skarphed i næsten essayagtig form og får os alle til at føle sult og begær, smerte og frustration. Omdrejningspunktet for fortællingen er fertilitetsbehandling, men kvindekroppen og moderskabet foldes også ud på en virkelig interessant måde gennem bibelske referencer og musikalske referencer med bl.a. Lana del Reys smukke ord “Will you still love me when I´m no longer young and beautiful”? og med uddrag fra Suzanne Brøggers dagbog “Hvad er kvindens begær? Nobody knows” At være kvinde, som på den ene side længes efter mænds begærlige blikke og på den anden side ikke ønsker at være reduceret til krop. Og så er der kærligheden. Den altopslugende kærlighed, hvor kompromisets kunst også hører til, som når Emil henter en lyserød sofa op fra kælderen og placerer den ved siden af den gamle sofa, fordi Mia ønsker sig en større sofa, for at hun ikke skal blive kvalt af børn, der ikke er hendes af kød og blod. Der smeltede mit hjerte lidt. Kærligheden har mange sprog, og størst af alt er kærligheden i romanen – kærligheden mellem Mia og Emil og kærligheden til skriften.
Titel: “Tove og Ester – En brevveksling” Forfattere: Tove Ditlevsen og Ester Nagel. Forlag: Mikrobe. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Mikrobe.
“Kære Ester Når vi engang begge er døde og meget berømte (jo, det blir man, når man er død), så vil vor interessante og opbyggelige korrespondance kunne udgives og sælges til betryggelse for vores børns alderdom. Man vil finde ud af, at du i virkeligheden har et mægtigt fint humoristisk talent, men i levende live blev holdt nede af en vis Hr. Rasmussen, der selv, “med et vist held forsøgte sig i branchen”, og man vil endvidere opdage, at jeg i grunden blev mægtig overvurderet og sammeligne mig med Jenny Blicher-Clausen og andre “dame” – forfatterinder – rædsler. Og vi vil sidde på hver sin lille hvide sky og snerre ad hinanden.”
Således lyder blot ét af brevene skrevet af Tove Ditlevsen til veninden og kollegaen Ester Nagel i “Tove og Ester – En brevveksling”. Et brev, der skulle vise sig at komme til at indgå i en brevveksling i bogform, der så dagens lys for første gang i 1986, da Ester Nagel i samarbejde med litteraten Susanne V. Knudsen gennemgik brevene, der efter Tove Ditlevsens død havde været opbevaret på Det Kongelige Bibliotek. I 1986 udkom bogen “Husmor og skribøse”, som nærværende bog er en opdateret og udvidet genudgivelse af.
“Husmor og skribøse” købte jeg antikvarisk for nogle år tilbage, og jeg var i den grad underholdt, da jeg læste den. Derfor har det været en stor fornøjelse at genlæse den med nye øjne. I den nye udgave er der tilføjet enkelte nye breve, en kronik samt et redigeret efterord.
Bogens form er brevform tilsat små afsnit med ord fra Ester Nagel om deres forhold og om Tove Ditlevsens liv. Brevene emmer af leg med sproget, hvor der byttes om på bogstaver, talemåder og ords betydning med en humor, der er er så sjov, at jeg har grinet højt flere gange, mens jeg har læst. Indholdet i brevene handler om besværligheder med at balancere ægteskab, moderskab og forfatterkarrierer i en tid, hvor kvindens plads var i hjemmet. Som Ester Nagel så præcist skriver, at hendes mand kun rørte ved brugt service, når han var alene med børnene, hvorfor opvasken på alle andre tidspunkter tilfaldt hende, hvilket den gjorde for langt de fleste kvinder, hvilket da også fik Tove Ditlevsen til at skrive den berømte kronik i Information med titlen “Flugten fra opvasken” Tove Ditlevsen var gift med chefredaktør Viktor Andreasen – hendes fjerde og sidste ægteskab og et turbulent et af slagsen præget af misbrug hos dem begge. Et ægteskab, man kan læse mere om i bogen “GIFT” af Tove Ditlevsen (FANTASTISK BOG). Ester Nagel var gift med forfatter Halfdan Rasmussen – et ægteskab, der ved siden af Toves virkede som harmonisk, men som alligevel efter mange år blev opløst af skilsmisse. Begge kvinder udtrykker, gennem deres breve, frustration over, at de ikke kan finde tid og ro til at skrive, fordi de på samme tid skal passe børn og holde hus, og jeg tænker, at det må have føltes som en kontinuerlig coronakrise med nedlukning og hjemmeskole. Det var normalen. På samme tid luftes også frustrationer over forfatterlivet, forlagsbranchen med dens krav og på samme tid dårlige betaling. Begge kvinder ønsker sig ofte en anden tilværelse, men de har ingen uddannelse og at skrive er det, de kan. Brevene bliver, som Tove Ditlevsen også skriver til Ester Nagel, “en mentalhygiejnisk sund funktion” der opmuntrer dem begge. Og Tove Ditlevsen går så vidt som til at skrive “Hvis alle folk brugte dette gamle meddelelsesmiddel noget mere, ville alle psykoanalytikerne blive overflødige” Helt overflødige blev de dog ikke, for Tove røg ind og ud af psykiatrien, hvorfra hun også skriver til Ester Nagel. Tove Ditlevsen endte med at begå selvmord i 1976 som 58 årig. Ester Nagel døde i 2005.
“Tove og Ester – En brevveksling” er en sjov og hjertevarm bog om forfatterliv, forstyrrelser og fællesskab. Om normative kønsroller og om at løsrive sig fra dem. Det helt unikke ved bogen er, for mig, det sproglige element. Måden Tove og Ester adresserer brevene til hinanden på, deres selvironi og deres hilsener når brevene afsluttes med henholdsvis “Hilsen og håndslag” Hilsner til “drogene” og “Ynglen”(ægtemændende og børnene) Hilsen fra den “hengivne” Tove eller Ester.
Brevveksling i papirform er i dag nærmest ikke eksisterende. I stedet skriver vi som aldrig før til hinanden på de sociale medier og flotter os med emojis. Ord og leg med sproget kan noget særligt, og det kommer i høj grad til udtryk i denne brevveksling. Hvis man kan lide denne form, vil jeg også anbefale bogen “Kvindehjerter” af Karin Michaelis og Betty Nansen, der ligeledes kredser om kvinder, karrierer og ægteskab i skøn forening. Brevvekslingsromaner fra nyere tid med humor får mig til at tænke på “Michael Laudrups tænder” af Majse Njor og Camilla Stockmann, men ingen af de nævnte er i liga med “Tove og Ester – En brev veksling” Bogen er en sand perle, og det er en gave for nye læsere, at den nu genudgives.
