Måned: april 2022

Titel: “Tjeneren og hans søster” Forfatter: Dorrit Willumsen. Sider: 217. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“I aften tager jeg hjem.” “Allerede.” “Jeg skal vande mit citrontræ.” “Du kan tage det med. Jeg kunne tænke mig at få lavet et drivhus, det vil stå meget bedre her.” Hun rystede på hovedet, og det var en lettelse at stige på toget. Men hun kom, når han kaldte. Det havde hun altid gjort”

“Tjeneren og hans søster” handler om en ældre kvinde, der blot bliver kaldt Søster. Hendes bror Alf er syg og netop udskrevet fra hospitalet. Søster kommer og passer og plejer sin dominerende bror sammen med hjemmeplejen. De har aldrig haft et tæt forhold til hinanden. Alf er udadvendt og eventyrlysten mens Søster er mere indadvendt og foretrækker et stille aleneliv i sin lejlighed med sit citrontræ. Alf vil have Søster med på krydstogt, når han bliver rask, men desværre går det i den forkerte retning og Alf dør. Og da Alf dør er Søster ikke kun Søster men Vera Sørensen, der modtager breve fra sin afdøde brors sagfører. Søster arver en formue fra sin bror, men fortsætter sit asketiske liv i sin lejlighed, rutiner hun trives med. Hun er tynget af alderdommen af kroppens forfald og af smerter, men hun lever og tænker tilbage på de kys hun har fået i livet:

“Og hvis hun skulle skrive dagbog lige nu kl. 3.07, ville hun skrive: “Jeg smurte mine slidte læber. Jeg vil have min mund tilbage. Mens jeg smurte, tænkte jeg på, hvad de læber har oplevet. De dybe smægtende tungekys var der kun få af. Men lette kindkys med løg, nougat og pebermynte husker jeg. Og far, der strejfede min kind med hvidløg, sprit og kamfer. Men jeg ved ikke, hvad jeg tænkte, mens kyssene stod på. Det er mærkeligt, de ikke har bundfældet sig mere, når mit materiale er så begrænset, fordi jeg er det stille vand.”

En dag oplever hun en pludselig følelse af frihed. Hun køber en blå persianer pels, der pakkes i blåt silkepapir og blå pose og hun føler sig svævende, da hun forlader butikken for at tage toget hjem. På stationen glemmer hun sin taske på et toilet:

“Tasken. Hun står med posen i hånden, og tasken er på toilettet. Og i den taske er hele hendes liv, hendes nøgler. hende kort, hævekortet med hele Alfs hus, og hvis hun begynder at græde, ligger lommetørklædet i tasken.”

Hun reddes af en ung mand, der har adgang til de låste toiletter. Hun får sin taske og han inviterer på en kop cappuccino. En relation begynder at tage form.

Romanen handler om kærlighed og drømme. Om hemmeligheder og om at længes efter friheden. Men mest af alt handler den om livet, om alderdom, om hverdagen, og jeg knuselsker den. De mange flashbacks til både Alfs og Søsters liv. Jeg kunne gengive næsten hver eneste sætning i bogen, fordi de rummer så meget om det at leve. Mens jeg læste gik det op for mig, at jeg drages af de fortællinger, der kredser om det stille liv, som udadtil kan virke kedeligt og oplevelsesløst, men som alligevel er fyldt med små finurligheder og masser af oplevelser. Der er noget helt særligt (for mig) ved at læse om alderdom, at læse om den sidst fase i livet. Hvad man kan putte i det. Hvad man har indflydelse på og hvad man ikke har. Dorrit Willumsen skriver om dette på smukkeste vis, og jeg vil placere hendes roman i min bogreol ved siden af Lotte Kirkebys seneste roman “Hvis man ikke vidste bedre” der er skrevet med lidt samme stemme og som også på formidabel vis tegner et portræt af en ældre kvinde, der har levet det stille liv. Begger bøger vil blive genlæst flere gange. Det ved jeg.

“Tjeneren og hans søster” udkom 25. marts.

Titel: “Et sted at være mor fra” Forfatter: Joakim Kruse Lykke. Sider: 144. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Helt tæt ind til hende i sengen, til bryst. Joakim, siger hun og jeg nikker. Jeg nikker og nikker og håber det er rigtigt, at vi ligner hinanden, og jeg håber at hendes død ikke vil slå mig ihjel, at hun ikke også forlader mine gener.”

“Et sted at være mor fra” er en søns rå og smertelige fortælling om en mors terminale sygdomsforløb. Fra øjeblikket, da sygdommen bliver kendt og skal formidles til familien – til børnene, selve sygdomsforløbet og slutteligt døden og tiden derefter.

Jeg-fortælleren Joakim er identisk med forfatteren, og det er et autobiografisk værk. Et ordknapt værk, som dog kaldes roman, skrevet som lyrisk prosa. Hvert ord indfanger alt det, der følger med et terminalt forløb – praktikken og følelserne. Det smukke og det smertelige.

“Mælken holder længer end mor, tænker jeg, jeg kigger på udløbsdatoen, jeg køber den og tager den med på hospice. Den dag, jeg drikker hele mælken den dag, og jeg drikker den, så den ikke skal være en dom i køleskabet. Mors liv skal fortsætte ud over mælkens.”

Joakim Kruse Lykke skriver om det, der er blevet døbt ventesorg. Sorg man gennemlever, mens man venter på, at et menneske skal dø. Et menneske, der i dette tilfælde er en mor. Han inddrager søskende og mormor i fortællingen, for de skal også også miste, og det er skrevet meget stærkt frem.

“Jeg vil tage det fra Julius, og jeg tænker, lad det kun være mig, tænker jeg, mig der mister hende.”

“Mor mærker det, stuen forandrer sig, da mormor siger hun vil tage væk for natten. Hun mærker det og siger, mor, siger hun, skal mor ikke blive, hun skal da være hos sit barn, siger hun, og mormor, hun er mor på stuen, lister til bage til sengekanten for at overleve sin datter.”

Romanen går helt tæt på kroppen og sorgen og på den særlige form for intimitet, der kan opstå i overgangen mellem liv og død. Men også i tiden efter. Hvor smukt det kan være at mindes og hvor frygteligt det kan være ikke at kunne huske. Alt sammen naturligt og en del af det at leve med sorg.

Jeg har for kort tid siden læst “Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson, der også har skrevet om ventesorg, og om at miste sin mor mens man er helt ung. “Et sted at være mor fra” og “Tænk ikke på mig” er helt unik litteratur for unge, der står samme sted, men det at miste er et fundamentalt livsvilkår og derfor kan bøgerne læses af alle. Bøgerne vil derudover være meget velegnede til guidet fælleslæsning i sorggrupper og på kurset narrativ medicin på lægestudiet.

“Et sted at være mor fra” er Joakim Kruse Lykkes debut. Han er uddannet billedkunstner fra Stockholm og til sommer bliver han færdig på forfatterskolen i København.

“Et sted at være mor fra” udkom den 1. april 2022 og den får mine varmeste anbefalinger.

Titel: “Litteraturland – En gps” Forfatter: Anne-Marie Mai. Sider: 443. Forlag: Hans Reitzels Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal

“Der skrives nærmest ubegribeligt meget god litteratur på dansk. Forfattere har i de seneste 50 år forsynet læserne med mange hyldemeter af skønne bøger. Der udgives stadig flere titler; siden 2010 er antallet af nye skønlitterære titler forøget med 74%. Folk har virkelig fået mod på at sende bøger på gaden, ofte for egen regning. Der er skidt og kanel i bjergene af titler, og fred være med det. Jeg hører ikke til dem, der advarer mod, at der udkommer for mange bøger. Men jeg hører til dem, der advarer mod, at vi glemmer de mange gode bøger, der burde være fast beholdning på vores mentale lager og en aktiv del af dansk kulturarv.”

Anne-Marie Mai har skrevet et værk om nyere dansk litteratur, der henvender sig til undervisere og studerende, men også til den almindelige læser, der gerne vil blive klogere på den danske litteraturscene og som gerne vil have inspiration til sin læsning. “Litteraturland – En gps” er en litterær gps og inspiration til al slags læsning af og skrivning om dansk litteratur gennem de sidste 50 år.

Hvis man kender til det samlede værk “Dansk Litteraturs Historie” vil man vide, at det er opbygget kronologisk i forhold til tid, og at der i hver tidsperiode præsenteres forfattere og aktuel litteratur for netop den periode. Anne-Marie Mai har valgt en anden tilgang. Nemlig gennem 9 tematiske overskrifter at sammenflette 157 værker fra det sidste halve århundrede, der på hver deres måde udtrykker noget om den valgte tematik. Dette gjort gennem “poetiske lister” fordi de i følge Anne-Marie Mai refererer til hendes opfattelse og oplevelse af bøgerne og deres kvalitet. Hun arbejder således med overskrifter, der slår en stemning an i forhold til de værker, der præsenteres. Eksempelvis er overskriften “Tyk af wienerbrød og portvin” når Vita Andersens værk “Tryghedsnarkomaner” fra 1977 præsenteres. “Ondskabens triumf” er overskriften på Christian Jungersens “Undtagelsen” fra 2004 og overskriften “Påhæng i vestjysk vind” tager os med ind i Stine Pilgaards “Meter i sekundet” fra 2020. Det at de forskellige værker på tværs af tid knyttes sammen tematisk forstærker, at det er god litteratur, og at tematikkerne er evigtgyldige og vedkommende. Det som også kendetegner klassiske værker.

Bogen er ikke en kanon men et uafsluttet værk om dansk litteratur, forstået på den måde, at der kunne have været flere bøger med og at værket med tiden kan udvides. Anne-Marie Mai udtrykker i bogen, at alle bøgerne ikke nødvendigvis er hendes yndlingsbøger, og at hun også har medtaget bøger, som er prist højt af andre. Hun har lyttet til, hvad der har fremkaldt gode læseoplevelser og bruger selv udtrykket at være “hooked” på bøgerne. Hendes lister er styret af hendes egen og andre læseres oplevelser af at være “hooked” på bøgerne, og det er disse bøger, der danner et litteraturlandskab, som vi som læsere får en gps til i bogen.

Anne-Marie Mai er forfatter og professor i dansk litteratur og man mærker sammensmeltningen mellem hendes enorme viden og hendes glæde ved litteraturen og det at læse, og det gør bogen til noget ganske unikt. Jeg er lykkelig for at den er landet på mit bord, og den vil være til stor inspiration i min videre læsning, både når jeg læser for mig selv og når jeg skal finde inspiration sammen med min litteraturklub.

“Litteraturland – En gps udkom 1. februar 2022.

Titel: “Jeg er Jensen” Forfatter: Heidi Amsinck. Sider: 390. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Krimimessen 2022 er netop afsluttet. En messe, hvor krimien som genre hyldes sammen med dens forfattere og dens mange læsere. “Mit navn er Jensen” tilhører krimigenren. Lad mig sige med det samme, at jeg ikke har gæstet krimimessen nogle år og ej heller læst krimier i en lang årrække, og da “Mit navn er Jensen” lå i min postkasse blev jeg overrasket. Først troede jeg, det var en oversat krimi, og lagde den derfor til side, da jeg helst beskæftiger mig med nye danske romaner og lyrik, men jeg fandt dog ud af, at forfatter Heidi Amsinck er dansk, men bosiddende i London, og at “Mit navn er Jensen” udkom på engelsk i 2021 i England og nu altså på dansk hos forlaget Gutkind. Derfor tænkte jeg, at den ville være oplagt at læse denne weekend, nu jeg ikke skulle besøge krimimessen. På denne måde ville jeg alligevel blive inviteret ind i krimiuniverset igen. Måske ville jeg blive grebet igen, som jeg var for flere år siden.

Dagbladets reporter Jensen snubler nærmest over et lig dækket af sne en tidlig morgen på vej på til redaktionen. En ung mand, dræbt af knivstik. Hun er netop hjemvendt efter femten år som udenrigskorrespondent i London, og har derfor ikke det store netværk i Danmark. Dog har hun haft en affære med kriminalkommissær Henrik Jungersen, og hun ringer derfor til ham som den første. Gamle følelser genoplives, men det er kompliceret, da Henrik stadig er gift og endnu mere kompliceret bliver det, da Jensens chefredaktør tager hende af sagen, fordi hun ikke har brugt sit førstehåndskendskab til sagen til at sikre Dagbladet forsidehistorien . Jensen tager sagen i egen hånd, godt hjulpet af Margrete Skovs nevø Gustav, som har brug for noget at beskæftige sig med. De forsøger at opklare mordet på den unge mand, men flere mord følger og pludselig er Jensen er Jensen så involveret i opklaringen, at hun udsætter både sig selv og Gustav for fare. Mere vil jeg ikke røbe i forhold til handlingen.

Krimien er skåret over den klassiske skabelon med en kvindelig reporter, der lever og ånder for sit job, og som er problematisk som medarbejder set med sin chefredaktørs øjne og så dyrker hun ikke de nære relationer. Så har vi kriminalkommissæren, der ikke kan opklare sagen selv, men som skal have hjælp af den kvindelige reporter, som han så også har haft en affære med. Set med de briller på er der ikke sket noget på krimifronten siden jeg læste Sara Blædel og Elsebeth Egholm tilbage i 2010’erne. Og det skuffede mig. Indrømmet så greb historien mig til allersidst, men jeg savnede alligevel noget nyt. Bogen kunne være skrevet og udgivet i 2010’erne. Der er ikke noget tidstypisk. Nogle tidstypiske nøgleproblemer. Det ville have løftet bogen for mig, hvis den havde taget mere fat i en samfundsmæssig konflikt parallelt med den personlige. Karaktererne bliver overbeskrevet – særligt kriminalkommissær Henrik Jungersen. Man er ikke i tvivl om, at han er glad for damer, når man har vendt sidste side. Jeg havde forventet mere. Men jeg har ikke det bedste sammenligningsgrundlag, da jeg som skrevet ikke har læst krimier i mange år, højst spændingsromaner. Måske skal man lade en erfaren krimilæser tale for bogen og ikke en læser med hang til romaner og lyrik.

“Mit navn er Jensen” udkom 23. februar og er første bind i en krimiserie.