Måned: marts 2022

Titel: “Den farlige alder” Forfatter: Karin Michaëlis. Sider: 154. Forlag: Alhambra. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Alhambra.

“Der burde grundes en klosterorden, i stor og munter stil, for kvinder mellem fyrre og halvtreds. Et slags asyl for overgangsårenes ofre. For der kommer jo de år i enhver kvindes liv, da hun er bedst tjent med frivillig indespærring eller i hvertfald fuldstændig afspærring fra det andet køn”

Karin Michaëlis udforskede den modne kvindes identitet og seksualitet med sin roman “Den farlige alder” tilbage i 1910. En roman om at være kvinde og om at finde sig selv uden at være afhængig af mændenes syn på kvinder. Forlaget Alhambra har nu genudgivet romanen i anledning af Karin Michaëlis’ 150 års fødselsdag. Romanen er bygget op omkring breve og dagbogsoptegnelser.

“Den farlige alder” handler om Elsie Lindtner, der som 42 årig vælger at forlade sin mand efter 22 års ægteskab og flytte til en afsides ø, hvor hun kan være alene. For det er ønsket om at være alene – at være sig selv, der driver Elsie i sit valg om at forlade sin mand. Ikke at de har haft et dårligt ægteskab, nej tværtimod. Elsie skriver i et brev til sin søster, at hun nu går ud af “et fuldstændig harmonisk og lykkeligt ægteskab” og at hun “må leve alene” Aldrig har hun glædet sig til noget som dette “eneboerliv” Dog lever hun ikke helt alene på øen. Hun har taget tjenestepigen Jeanne og kokken Torp med sig. Gennem dagbogsnotater og breve får man som læser adgang til Elsies tanker og følelser om at være kvinde i overgangsaldseren, og det handler om krop og sind, om begær og lyst og om at være kvinde i et patriarkalsk samfund. Men romanen handler også om, at vi som mennesker er sociale af natur og har brug for hinanden, og derfor er det måske heller ikke drømmen for Elsie at leve alene som tiden går.

Da Romanen blev udgivet i 1910 skabte den straks skandale, men blev også en kæmpe succes. Karin Michaëlis insisterede på at give stemme til kvinder med “komplekse indre liv og stærke fysiske drifter” og det ca. 30 år efter sædelighedsfejden, som netop handlede om kønsmoralen. Indenfor lægevidenskaben antog man i 1800-tallet, at kvinder ikke fra naturens side havde en naturlig seksualitet, og at hvis de havde lyst til sex udover det reproduktive aspekt blev de anset for at være mentalt forstyrrede. Med dette in mente forstår man godt, at bogen vakte stor opmærksomhed i 1910. Men er den aktuel i dag? Ved vi efterhånden ikke godt, at kvinders seksualitet og lyst er tilstedeværende på lige fod med mænds og ved vi ikke også godt, at midaldrende kvinders seksualliv er alt andet end gået i dvale? Det tror jeg, men bogen kan også noget, som er helt aktuelt i dag, nemlig at diskutere om man føler sig egnet til ægteskab, til at binde sig til ét menneske eller om man kan være lykkelig ved at leve alene og have elskere til forskellige tider. Den tager fat på ensomhed, på forbundethed, på identitet. Problematikker, der er evigt gyldige og relevante. Det essentielle i bogen for mig er problematiken med både at være et jeg og et vi, som jo er en balancegang i alle relationer. Bogen fik mig til at tænke på romanen “Bjørnen” af Katrine Marie Guldager, som ligeledes beskæftiger sig med denne problematik.

“Den farlige alder” der har det skønneste og skarpeste forord af Sanne Søndergaard, udkom 15. marts 2022 og den får mine varmeste anbefalinger.

Titel: “Glasregn på Goldstreet” Forfatter: Torben Guldberg. Sider: 218. Forlag: Jensen & Dalgaard. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Jensen & Dalgaard.

“Den basale pengeenhed er ikke længere én krone, én dollar, én enhed af en valuta, men derimod en binær kode, en elektronisk størrelse. Denne kan udveksles lige så hurtigt som en hvilken som helst anden bid af simpel information, der håndteres af computere, og dette skift har resulteret i bl.a. højfrekvenshandel.”

Kunst, kapital og idealisme tilsat et virkelig spændende og ret tankevækkende plot er opskriften på Torben Guldbergs “Glasregn på Gold Street”

Forfatteren leger med tanken “Hvad nu hvis det var muligt at spærre alle verdens ledere og finansfolk inde og true med først at lukke dem ud, når de har løst verdensproblemerne”

Henrik Pingmann, indflydelsesrig finansmand debuterer i 2019 som kunstner med et spektakulært værk om penge. Men dagen inden ferniseringen og tre måneder inden han skal være vært ved en international konference om digital økonomi, blæser glasfacaden på hans penthouselejlighed i Manhattens finansdistrikt ud, og den regn af glas, der falder på Gold Street, er kun begyndelsen. Henrik Pingmanns kæreste Rebekka ved i en måned ikke, hvad der er blevet af ham, men da hun finder ud af det, står hun pludselig med ansvaret for hele verdens økonomi.

Romanen tager fat på økonomi og pengebegreber, for hvordan forstår vi penge vi ikke kan se, føle og fornemme, når de er blevet digitaliseret, og når der ikke er et loft for mængden af penge. Der er flere økonomiske begreber i romanen, men det er ikke forstyrrende for handlingen og spændingen, når man læser. Tværtimod er det yderst interessant og ja komplekst, og det er jo præcis sådan, det er i den virkelige verden. Torben Guldberg rejser med romanen kritik af verdens ledere i forhold til den økonomiske ulighed, der ses og i forhold til klimakrisen og mangel på handling. Alt sammen bygget ind i en virkelig spændende og actionfyldt roman, fyldt med overraskelser. Performancekunst, simulation, og en penthouselejlighed med en helt særlig indretning, der får ekstreme konsekvenser for Wall Street.

“Greed, for lack of a better word, is good” sagde Gordon Gekko i filmen Wallstreet fra 1987 i en scene, hvor der afholdes konference.“Greed is right” “Greed works” Præcis denne grådighed tager Henrik Pingman afstand fra (det samme tænker jeg, forfatteren gør), og han ønsker, at verden skal være et bedre sted at være, men Pingmanns idealisme fører til en situation, hvor balancen mellem terror og performancekunst er hårfin, og hvor man kan blive i tvivl om hvorvidt kunstneren og finansmanden Henrik Pingmann er gal eller genial.

Bogen er for læsere, der holder af spændingsromaner eller krimier, der også tager fat på samfundskritik. Jeg var godt underholdt, og særligt sidst i romanen kunne jeg mærke adrenalinen pumpe i kroppen. Jeg savnede dog nogle skarpere karakterer. Der er kredset meget for plottet og mindre for persongalleriet efter min oplevelse. Men igen skyggede det ikke for historien. Jeg gad godt se denne bog filmatiseret både på grund af plottet og på grund af tematikken.

“Glasregn på Goldstreet” udkom 10. marts 2022.

Titel: “Nøjsomheden” Forfatter: Stine Askov. Sider: 366. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår. 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Hun holder øje med ham, følger hvert enkelt lille bevægelse i hans ansigt, hvert et smil, hver sitren i hans øjenlåg. Det er første gang, en drøm bliver virkelig, og så i så ydmygt et køkken i Nøjsomheden. Der sidder han, selv forslået er han appetitlig, selv uvasket har han den duft. – Er alt ok? Du stirrer. – Glosuppe, siger hun og peger på sine øjne. – Med kigboller.”

“Nøjsomheden” er en roman, der kan mærkes langt ind i hjertet og den forbliver der efter endt læsning.

Den unge Mona bor i ghettoen Nøjsomheden, hvor hun forsøger at finde sin vej i livet med en mildt sagt spraglet familie. Mor Mømmer, der er psykisk syg og samler ud i det ekstreme, moster Tut, der er farverig, handlekraftig men også terminal syg af kræft og fætter Frederik, der er kriminel og voldelig og bange for at se sin døende mor. Mona, der i starten af bogen arbejder for undertøjsfirmaet Triumph, drømmer sig væk i bøgernes verden og skriver små post-it anmeldelser på de brugte værker i Nøjsomhedens byttecentral ved vaskekælderen. Dette og med moster Tuts hjælp får Mona job i Lindas boghandel, hvor den unge litteraturstuderende Nikolaj en dag træder ind. Nikolaj åbner bøgerne ligeså nænsomt som Mona og selvom han er til Søren Ulrik Thomsen og Mona mere er til Tove Ditlevsen deler de læseglæden og kærligheden til litteraturen og de forelsker sig i hinanden. Men kærligheden er ikke let, når den ene kommer fra ghettoen Nøjsomheden og den anden fra Nationernes Allé, hvor alle de største villaer ligger.

Romanen tager med både humor og alvor fat på klasseskel, kærlighed, psykisk sygdom, kriminalitet og det at sige farvel til livet, men jeg læser også romanen som en hyldest til den almene passion for litteraturen sat overfor den fagligt videnskabeligt funderede tilgang. Stine Askov brillerer med litterære henvisninger gennem Monas kendskab og passion for litteraturen. Anmeldelserne på de små post-it er et genialt greb i forhold til en kærlig kritisk forholden sig til den eksisterende anmelderkultur. Karakteren Nikolaj som repræsentant for den videnskabelige og faglige tilgang til litteraturen og Mona som den almene passionerede læser. Begge gives stemme og den enes oplevelse af litteraturen er ikke bedre end den anden. Stine Askov lader disse to tilgange til litteraturen gå hånd i hånd, og åh hvor jeg dog elsker det og hilser det velkomment i en tid, hvor anmeldere på dagblade og bogbloggere (almindelige læsere) ind i mellem kriges i forhold til berettigelse i stedet for at se på, hvad det er vi hver i sær kan bidrage med i forhold til læseglæde. Der er præcis som i “Nøjsomheden” plads til os alle.

Stine Askov skriver som altid fremragende, når det kommer til det relationelle, og særligt de nære relationer. Hun har en særlig evne til at skabe karakterer, vi alle kender, og så give dem et tvist med humor, som også går igen i alle hendes tidligere udgivelser, senest “Katalog over katastrofer”. Ind i mellem kan troværdigheden til karaktererne betvivles, men kun i et splitsekund, for jeg tror de findes i os alle og rundt omkring. Jeg tror vi alle kender et boligområde som Nøjsomheden og de store villaer på Nationernes Allé. Og jeg tror, at psykisk sygdom, kriminalitet, kærlighed, død og passion for litteratur findes i alle miljøer og derfor bliver bogen også en bog for alle. Alle der lever livet.

“Nøjsomheden udkom den 4. marts 2022.

Titel: “Berøringen af hud” Forfatter: Pia Taftdrup. Sider: 162. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

Enhver er udstyret med sanser, for at vi skal mærke, vi ikke er robotter.

Enhver er udstyret med sanser, for at ingen skal tvivle på sin eksistens.

Enhver er udstyret med sanser, for at kunne navigere i kaos, gå med hjertet forrest.

“Berøring af hud” af Pia Tafdrup er digte om følesansen – om hænder, kærtegn og kamp, om at mærke nærvær og fravær, om de materialer, vi omgiver os med, og de elementer, vi udsættes for. Denne digtsamling er afslutningen på et storværk kaldet “DE FEM SANSER”, som er en undersøgelse af sanserne i poetisk form, og som består af digtsamlingerne “Smagen af stål”, “Lugten af sne”, “Synet af lys”, “Lyden af skyer” og denne “Berøringen af hud”

Jeg har ikke læst de øvrige digtsamlinger, men “Berøringen af hud” er interessant. Begrebet hudsult blev noget, vi alle talte om, da Danmark oplevede den første lockdown under coronakrisen i foråret 2020. En længsel efter at blive rørt ved – blidt, omsorgsfuldt, kærligt og erotisk. Hudsult og længslen efter berøringer findes hos mange, der lever alene, og hos mennesker, der føler sig ensomme. Digtsamlingen er meget sanselig, og ved at læse digtene om den menneskelige berøring, men også om berøring af materialer kan det føles som en fysisk berøring. Som om man kan mærke det på egen krop, mens man læser. Jeg tror mange kender fænomenet fra afspændingssessioner, hvor en person fysisk eller digitalt gennemgår hver enkelt kropsdel, mens man ligger afslappet med lukkede øjne – kropsscanning kaldes det også, og at man kan fornemme hver lille del af sin krop på denne måde, selvom der ikke er tale om direkte fysisk berøring. En sådan fysisk følelse fik jeg flere gange, mens jeg læste digtene, som også fik mig til at tænke på fænomenet “Gentle whispering” udviklet i USA. Her kan man på videoer på YouTube opleve kvinder hviske blide ord, mens de eksempelvis lader som de friserer dit hår. Jeg oplevede fænomenet første gang på højskole i 2019, før corona, og før jeg selv havde hørt ordet hudsult. Jeg syntes, det var dybt mærkeligt, næsten pornografisk, og jeg kan stadig ikke helt forholde mig til det, selvom jeg præcist ved, hvor dejligt det er, når jeg selv sidder i frisørstolen og mærker berøringen. Et af digtene handler også om gentle whispering.

Med digtene, der handler om berøringen af materialer, kunne jeg næsten fysisk fornemme disse genstande. At røre ved forfaldet på træer og mennesker, glaskuglen, glasset i mørket og bestikket ved måltidet.

Med et smukt billedligt sprog og med knækprosaen som form er jeg som læser blevet berørt. Både mentalt og næsten fysisk.

“Berøringen af hud” udkom 3. marts 2022.