Måned: februar 2022

Titel: Det fælles bedste. Forfatter: Selma Rosenfeldt-Olsen. Sider: 156. Forlag: Harpyie. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Harpyie.

“Reglerne for Det-fælles-bedste

Der er altid en Hans. Er der en Hans, skal man altid følge efter, men vi hører hinanden altid, og man må godt stikke af. Man tænker godt på en kirkegård, og der er altid noget at lave i Berlin. Når du går meget rundt et sted, vil du få en gave, og toge har deres egen dramatik. Hvis det er vigtigt nok, kommer det tilbage. Vi finder hinanden. To søstre er godt, men tre er bedre.

Få det bedste ud af det, der er, det vil være det fælles bedste.”

“Det fælles bedste” er en finurlig, smuk og poetisk læseoplevelse, med en historie, der tager afsæt i et Tyskland før, under og efter 2. verdenskrig og i grænselandet mellem Danmark og Tyskland. Den handler om at være søstre og om at ville være med i et søsterskab både med og uden slægtsblod. Lora er den ældste søster, Manni den yngste og så er der Judith, som ikke er biologisk søster, men som alligevel bliver en slags tredje søster.

Der er noget eventyrligt og noget magisk realisme over historien. Såvel naturen som det overnaturlige spiller en rolle. Der leges med det barnlige og det legende hele vejen igennem med de mange selskabslege pigerne leger og finder på. Men legene skildrer på egen vis den virkelighed søstrene befinder sig i med krig og kærlighed og det særlige er, at i legene kan man selv opfinde, hvordan man ønsker, at virkeligheden skal tage sig ud.

Kærlighed, begær og erotik er skildret fra den første elskov med blomstring som symbol til et kærlighedsløst forhold, hvor døden synes som eneste udvej. Og ind i mellem et forhold til en elsker. Sidstnævnte beskrevet med poesi og humor, så det er svært ikke at lade sig begejstre.

“En dag bryder doktor Lunds bil sammen, kardanakslen går midt over, og hvem sidder i bilen, da det sker: doktor Lunds kone. Og hvem tager imod hos bilmekanikeren: den unge lærling, bare nitten år.

Senere, da hun ligger under ham i græsset i skovbrynet og ser op mod himlen, mens hun går i blomst, tænker hun: Han er ingen stor elsker: Men det gør ikke noget, det er hun heller ikke. Hun kan bare godt lide det.

Når du går i blomst: Drej ansigtet til siden, så halsen vrides smal, vend det hvide ud af øjnene. Mellem benene en summen, eller hvad man skal kalde det, en kvækken? Et mammutblad folder sig ud, enormt med bløde, lysegrønne pigge på stænglerne, de grove blade vokser helt ud til tåspidserne og knitrer.”

Elskoven ender med et barn, som kaldes “Kardanaksel” men ikke højt.

De tre søstre i romanen er meget forskellige, men Selma Rosenfeldt-Olsen lader alle tre søstre komme til som jeg-fortællere med skift i synsvinkler. Det kan sammenholdt med det magisk realistiske til tider kræve, at man som læser holder tungen lige i munden, men det er skøn læsning, og jeg følte det lidt som et eventyr for voksne med fokus på et stærkt kvindefællesskab.

“Det fælles bedste” udkom den 8. februar 2022.

Titel: “Mor spiser rav” Forfatter: Irmelin Prehn. Sider: 71. Forlag: Mikrobe. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Mikrobe.

“Frygten for et ansigtsløst led i en smittekæde og så alligevel: lettelsen over at være et led i en kæde via pandemien at være forbundet til verden“

Irmelin Prehn har med “Mor spiser rav” begået en digtsamling om mor-identiteten under coronapademien. Digtene, som kredser om kroppens og samfundets forvandling, om ekskærester, ensomhed, angst, længsel og håb, er skrevet med humor, ømhed og rytme, og den er intet mindre end virkelig virkelig skøn og rammende.

“Endnu et pressemøde Der indføres forsamlingsforbud for mere end 10 personer. Statsministeren siger, alle større begivenheder bør udskydes til næste år.

Mor kan ikke huske, om det er mandag eller tirsdag eller lørdag/ hver dag de samme vægge/de samme billeder/de samme møbler. Kun barnet, som vokser, er tegn på at tiden for længst er gået.

Der findes en længsel efter, at det her snart går over/de flossede nætter og pandemiens tid (alt mudres sammen) og en længsel efter at blive her/i det lille barns tid. Barnets tid kan ikke gøres om, vi kan ikke udskyde det lille barns tid til næste år.“

Irmelin Prehns digte veksler mellem et nu, hvor mor skal navigere i coronapandemiens restriktioner og det altopslugende omsorgsarbejde for et spædbarn og så flashbacks til oplevelser med ekskærester og i dette spænd findes mors identitet. Far er der også, men kun som et drys, og ved at han glimrer ved sit fravær i digtsamlingen prikker Irmelin Prehn også til billedet af en kønsrollefordeling, der stadig gør sig gældende, når det kommer til barsel.

“Mor er blevet mor og har tabt sit jeg”

“Barnets far hedder også bare far, men har stadig sit jeg i behold”

“Barnefaren har et job, han får løn under barsel og i det hele taget”

“Jeg drømmer om mine ekskærester/en eks/en nat ad gangen/ et internaliseret, mandligt begærende blik”

Titlen “Mor spiser rav” tænker jeg referer til et af digtene, der handler om, at nogen har sagt til mor, at hun skal købe en kæde af rav, som barnet kan bide i, når det begynder at få tænder, men måske er det mor, der har behov for at bide i noget hårdt under barslen med coranapandemien som bagtæppe.

“Mor spiser rav” udkom 11. februar og jeg håber den bliver læst af mange, for det er en fuldstændig vidunderlig, underholdende, smuk og tankevækkende digtsamling, som i høj grad skriver sig ind i litteraturhistorien i forhold til litteratur skrevet under coronapandemien.

Titel: “Ly” Forfatter: Emma Bess. Sider: 240. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Linda ser hen på Sal. Sal ser ind i skærmen, som om hun har besluttet sig for ikke at lade sig distrahere, lige meget hvad Linda finder på. Linda bider i sin underlæbe. Den er allerede blevet tør, dette klima, hun får en flage lirket af med tænderne. Hun trækker sit ærme ned over sin håndflade og lader diskret en dråbe spyt og det lille stykke hud glide ned på stoffet. Tanken om Sals håb har gjort hende fortvivlet, Linda føler sig igen frossen og ubevægelig. Tænk, at Sal fik lov at se et dybt ønske udfolde sig lige foran sine øjne, og at se sin mor pludseligt opfyldt af noget, der for Sal kun kunne være, simpelthen måtte være omsorg. Og så var det i virkeligheden bare en trang, som kom fra at cykle, ikke noget med Ada, i det hele taget ikke noget med kærlige følelser for barnet Ada, i det hele taget ikke nogen kærlige følelser, for hvor skulle de komme fra – men en trang til at cykle hen ad en vej, få fart på og suse ind i den lysende luft.

“Ly” handler om Linda, som er kunstfotograf og som rejser fra sit hjem i London til Danmark, hvor hendes far ligger for døden. Hun indlogerer sig hos sin datter Sally, der bor i rækkehus med sin mand og to børn. Da Sally var barn var hun motiv for Lindas fotografier, men siden har hun distanceret sig fra sin mor. Romanen foregår foregår over en dag men med mange flash back til fortiden. Linda og Sally har et fjernt og dysfunktionelt forhold til hinanden, og de mange flash back vidner om, at Linda også har haft en svær relation til egne forældre, især sin far som nu ligger for døden.

Romanen sætter fokus på de nære men svære relationer. En tematik der i denne roman er vævet ind i et sprog, der for mit vedkommende tog pusten fra mig. Sproget overtog fortællingen. Jeg holder af smukke sætninger og gerne lange sætninger, men her føltes det, som om jeg skulle smage på hver eneste sætning i stedet for at nyde dem mere spredt. Det blev for tung en læseoplevelse for mit vedkommende. Jeg er dog sikker på, at læsere af “Hummerens skjold” af Caroline Albertine Minor vil finde bogen mere end interessant. Forfatter Emma Bess har før denne roman skrevet den prisvindende novellesamling “Mødre, døtre, søstre”

“Ly” udkom 9. februar 2022.

Titel: “Ting jeg tænker på” Forfatter: Louise Juhl Dalsgaard. Sider: 120. Forlag: Ekbâtana. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Ekbâtana.

“Jeg tænker på min mor, der køber forvandlingskugler til mig i iskiosken ved Tranum Strand. En pakke med tre koster fem kroner. Kuglerne skifter farve i munden, og tungen aber efter: først blå, så rød, tilsidst gul. Jeg elsker at række tungen helt ud, se farverne skifte. “Så er det vist godt”, siger min mor og runder brynene, men jeg er ligeglad”

“Ting jeg tænker på” er, i følge forlaget Ekbâtana, et poetisk Danmarksportræt fra 1970’erne og frem til i dag. En poetisk og psykologisk romancollage, hvor man følger en kvindes opvækst i 1970’erne og frem til i dag. Romanen er inddelt i tre dele – barndom, ungdom og livet som voksen. Alle tre dele skrevet med hjerte og smerte, og med små hentydninger til en barndom med tydelige rammer og rutiner og med savn. Minder beskrevet med tidsmarkører, jeg selv er vokset op med. Isabella Rossellini – Lancomes ansigt udadtil, flourskylning i skoletiden, ordet røvkatar, når noget bare var noget lort, Pamela, Bobby, J.R. og Sue Ellen på skærmen, endagsture til indkøbscentre i Tyskland og ABBA. Det barnlige perspektiv og de barnlige refleksioner, der særligt optræder i første del af bogen er sjove og skarpe på samme tid, som når barnet eksempelvis tænker på slagteren i Brovst og hvad ordet tyndfed betyder:

“Jeg tænker på slagteren i Brovst, der kun sælger svin. Min mor siger, at han er “tyndfed”. Det vil sige, at al flæsket sidder på indersiden.”

Men det er ikke for sjov, at ordet tyndfed optræder, for hovedkarakteren lider af en spiseforstyrrelse, som man hører mere om i anden del på samme poetiske psykologiske måde. Igen er der tidsmarkører men også geografiske markører af det kvarter, som hovedkarakteren er ung i. Jeg har været ung i selvsamme kvarter, og derfor blev min læsning noget helt særligt. Jeg kender højhuset på Grønlandstorv. Jeg kan også erindre, hvordan vi som unge passerede torvet flere gange om ugen og altid talte om, at der var folk, der sprang ud fra det højhus for at tage sig af dage. Jeg husker romkuglerne hos bageren og de sjove adresser omkring gymnasiet. Bogen er fyldt med “kodachmoments” som man kalder det. Øjeblikke, der fastholdes og som aldrig bliver glemt. Jeg deler tilsyneladende flere kodakmoments med hovedkarakteren. Men jeg deler ikke den smerte, som også meget smukt skrives frem. Smerten ved ikke at kunne spise, og smerten i voksenlivet ved at længes ubeskriveligt efter at få et barn og på samme tid være bange for om man er i stand til at tage sig af det.

“Jeg tænker på ingenting at spise om dagen for i stedet at gemme til natten. Og ingenting at spise om natten for at gemme det til dagen efter. Og dagen efter ingen ting at spise, fordi jeg har glemt, hvordan man gør.”

“Jeg tænker på at tænke på, om det overhovedet er forsvarligt at give plads til et andet menneske, når man ikke har plads til sig selv”

Louise Juhl Dalsgaard er en poet, et ord-menneske og et af det fineste af slagsen. Tak for ordene og for kodachmoments Louise.

“Ting jeg tænker på” udkommer i dag 11. februar 2022.

Titel: “SUPER” Forfatter: Marie-Louise Hansen. Sider: 390. Forlag: Forlaget Republik. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Forlaget Republik.

Jeg modtager en ualmindelig smuk og meget tung bog til anmeldelse. Bogens cover er rosa og fløjsblødt mens siderne indeni er kridhvide og blanke med sort tekst i skrifttypen Comic Sans. Coveret er nærmest foldet rundt om bogen, så den ligner en æske. Det er en meget sanselig oplevelse at sidde med bogen i hånden, men den er ikke let at læse, og det gælder på flere plan.

I “SUPER” møder man seks forskellige mennesker i fem fortællinger. Stine, Smølfeskæg, Mathias, Zack, Leif og Birgit. Alle præget af en vis dysfunktionalitet. Mad, sex og krop og perfektionisme fylder meget i bogen. I næsten groteske beskrivelser lærer man karakterne at kende, og så alligevel ikke. Man kommer ikke ind under huden på karaktererne og man oplever som læser ingen udvikling. Det føles lidt som at gå ind på et kunstmuseum og kigge gennem et hul, hvor kunstneren har installeret seks karakterer og deres adfærd i et tidsbestemt interval, som man så kan se på udefra. Fungerer det? Både ja og nej. Forfatter Marie-Louise Hansen skaber rent sprogligt nogle ret fantastiske billeder af karakterne og situationerne, som jeg sporadisk fandt underholdende. Sporadisk fordi nogle af karakterne kunne jeg lettere le af og med end andre. Jeg ville dog ikke ane, hvem jeg skulle anbefale bogen til. Jeg har svært ved at se, hvilken målgruppe, den er skrevet til. Mest af alt fordi den minder mere om en kunstinstallation end om en bog. I det følgende har jeg valgt nogle udpluk fra bogens fortællinger, fordi jeg synes, den rent sprogligt kan noget i forhold til at skabe billeder hos læseren.

“Hun tænkte, at hvis han var uden på hendes chokoladekaldender, ville hun ikke æde alt indholdet på en gang og lukke lågerne til. Hun kunne ikke nænne at åbne en eneste låge, og hendes mor ville være stolt af hende, fordi hun kunne gemme ting og styre sin lyst”

“Han riggede til, og hun rystede som et espeløv, hun kunne jo for fanden høre, hvad han lavede. Han fandt sin Thomas Winding stemme frem og hentede en lunken klud i badeværelset. “Bare nyd det” Han rensede forsigtigt den mintgrønne maske af, men nu rystede hun så meget, at det irriterede ham, der kom creme i sengen. Han bed tænderne sammen og skreg fucking kælling et par gange, til det føltes, som om hovedet eksploderede af at holde lyden inde. Og med Winding-røst bad han hende lukke øjnene helt op, lige så forsigtigt. Hun lå klar med kuglerunde skovsøer. Helena Christensen kunne godt gå hjem og lægge sig. Hans pik stod op ad maven, den hurtige rejsning gjorde næsten ondt.”

“Birgit bed tænderne sammen for hver lyd af en gren der knækkede, og nu stod den med store åbne huller, der hvor den var blevet voldtaget. “Det er måske et lidt stærkt udtryk at bruge,” sagde Leif, og hvis ikke køkkenskabene havde været med touch, havde hun smækket med dem. I stedet klirrede hun så godt, hun kunne med porcelænet og lod med vilje hans kaffekop skvulpe over. “Tror du måske, at de erstatter vores hæk.” Hun gav sig ikke, og Leif blev ved med at bedyre, at det nok skulle vokse ud igen, alting vokser ud igen. Hun hælder godt op med frøskaller i Margrethe-skålen og får tændt lidt for kraftigt for hanen, der ryger skaller og vand op på vinduet, og hun siger “PIS” alt for højt.”

“SUPER” udkom 18. november 2021.

Titel: “Vindens port” Forfatter: Anne-Cathrine Riebnitzsky. Sider: 448. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021.

“Jeg stirrer op i det mørke himmelhvælv. Det er en skønhed så overvældende, at jeg føler mig meget lille, men også på en mærkelig måde udvalgt. Stående under stjernerne, hvisker jeg en kort bøn. Jeg takker for min familie, for min rejse, for min by. Jeg nævner ikke min søn. Stjernerne og min Gud har allerede talt hver eneste af mine tårer”

Vindens Port er en smuk historisk roman om kærlighed, fjendskab og overraskende venskaber i 1300 tallets Spanien. Ibrahim er borgherre for befolkningen i den berømte fæstning Al Qalat i Andalusien. Han er ramt af en personlig sorg, da han har mistet sin elskede søn Ahmad, men han forsøger at være en nådig og klog borgherre for sit folk på samme tid med at han prøver at være så god en mand han kan for sine tre meget forskellige hustruer, som han alle elsker på hver sin måde. I Al Qalat trives handel med både muslimer, kristne og jøder, og stedet er søgt af dygtige videnskabsmænd. Men en kristen invasion nærmer sig, og spørgsmålet er om Ibrahim kan redde sit folk.

Der er store følelser på spil i romanen og Ibrahims måde at være i verden på med sine tanker og handlinger som borgherre, ægtemand og far og ubeskriveligt smukt beskrevet. Alligevel blev jeg ikke grebet af fortællingen. Jeg blev ikke følelsesmæssigt berørt. Romanen har jeg haft svært ved at læse til ende. Jeg har svært ved at rette kritik mod bogen, da den rent litterært er et flot værk i forhold til tematik, sprog og form, og jeg er sikker på, der er en stor læserskare, der vil have en helt anden læseoplevelse end jeg. Det blev lidt for meget for mig med de mange mange beskrivelser af forholdet til hestene. Der er utrolig mange hestescener med, og selvom hestene var af afgørende betydning for handel, krig og som transportmiddel, så blev det alligevel en anelse for meget for mig. Ibrahims tanker omkring hans tre hustruer var spændende at læse, og i det hele taget den kultur, der præsenteres i bogen. Måske skal den findes frem en anden gang hos mig, men får nu ligges den hen på hylden.

“Vindens port” udkom 15. oktober 2021.

Titel: Jeg læner mig mod verden Forfatter: Anne Lise Marstrand – Jørgensen. Sider: 120. Forlag: Gyldendal. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gyldendal.

“Engang var jeg en ballon fuld af indespærrede ord. Måske skriver jeg, fordi jeg eksploderede og aldrig groede sammen igen.”

Med disse ord indleder Anne Lise Marstrand – Jørgensen sit selvbiografiske essay Jeg læner mig mod verden, hvori liv og litteratur smelter sammen. Forfatteren reflekterer over eget liv og det at læse og skrive.

En barndom med alt materielt og kulturelt indenfor rækkevidde, men ikke anerkendelse. En barndom præget af angst og depression sideløbende med en barndom med prikker og streger, der forvandles til ord, der kan læses og skrives. I antikvariatet dufter bøgerne, som hjemme hos Anne Lise Marstand – Jørgensens mormor. Et kærligt holdepunkt i en ellers tilsyneladende kærlighedsløs opvækst. En mormor, der har fortalt historier og læst højt, og hvor bogreolen lover hende et refugium for en stund. Anne Lise køber bogen “Forbrydelse og straf” af Fjodor Dostojevskij i antikvariatet, og den redder hende en sommer. På biblioteket befinder hun sig foran lyrikken, og pludselig møder hun ord, der beskriver hendes verden med “nænsom melankoli” Som 12 årig stifter hun for første gang kendskab til psykiatrien og kommer i behandling for sin angst og depression. Det skrevne ord kommer til at betyde meget.

“Jeg skriver for at skrive, fordi dér forsvinder jeg ud af syne for mig selv”

Livet med angst og depression beskrives sideløbende med ungdomsliv og senere moderskab. Særligt delen med moderskabet greb mig. Sjældent har jeg læst så smukt og ærligt om dette og på samme tid fået indblik i det at skrive. Refleksionerne flyder i bogen på smuk men melankolsk vis – nænsomt melankolsk, som Anne Lise Marstrand – Jørgensen selv oplevede i lyrikken. Det er som at lytte til et smukt stykke musik i mol. I bogens sidste del bliver indholdet en anelse politisk med forfatterens syn på, hvordan vi i Danmark behandler flygtninge men stadig med skriften for øje og hvad det er den kan.

“Jeg skriver, fordi jeg fik muligheden. For at tilegne mit et sprog, der kan skrives. For at lære at læse og stave, aflæse modtager, afsender, medie. Skriften skal man ikke tage for givet, tale kan man ikke proppe ned i hilsen på mennesker igen. Jeg skriver, fordi jeg ejer en stemme, fordi jeg er født med retten til den stemme, fordi nogen tager sig tid til at lytte, fordi de ser mig som et menneske og standser et øjeblik, når jeg siger noget”

Anne Lise Marstrand – Jørgensen har skrevet flere romaner og digtsamlinger. Mest kendt er nok romanerne om Hildegard. I januar måned modtog forfatteren Søren Gyldendal Prisen med ordene:

“Med den største ildhu, den vildeste forestillingsevne og aldrig svigtende ambitioner har Anne Lise Marstrand-Jørgensen i sine sytten værker gravet sig ned til det dybeste mørke og søgt det klareste lys i sin beskrivelse af menneskelivets ambivalens, udfordringer og forvandlingspotentiale”.

“Jeg læner mig mod verden” udkom 13. december 2021.