Ehrengard af Karen Blixen

I 2022 har jeg besluttet, at jeg hver måned vil præsentere et værk af eller om Karen Blixen. Det kan være et helt værk eller et uddrag. Jeg fascineres til stadighed af Karen Blixens liv og forfatterskab. Hendes liv er på forunderlig og eventyrlig vis flettet ind i mange af hendes fortællinger, men de behøver ikke læses som sådan. Fortællingerne kan sagtens stå alene uden kendskab til forfatteren. Dog oplever jeg selv at have en større interesse i det, hun har skrevet, efter jeg er blevet klogere på hendes liv, og sådan tror jeg, at mange har det.

Det første værk, jeg vil præsentere er “Ehrengard” en fortælling om forførelse med fokus på forholdet mellem kunstneren og hans motiv, og om iscenesættelse, som også var en af Karen Blixens spidskompetencer.

Vi er i et tysk fyrstedømme i begyndelsen af det 18. århundrede. Den unge prins Lothar af Babenhausen skal giftes med prinsesse Ludmilla af huset Leuchtenstein til stor glæde for sin mor Storhertuginden. Kort tid efter brylluppet viser det sig, at Ludmilla er gravid, og at hun skal føde to måneder for tidligt i forhold til bryllupsdagen. Det må for alt i verden ikke opdages, da det vil vække skandale. Storhertuginden iscenesætter derfor et forløb, der skal sløre begivenhedernes gang, i fællesskab med sin fortrolige, kunstneren Cazotte. 

Ludmilla og Lothar bliver installeret på et isoleret romantisk slot med et lille hof, som bl.a tæller hofdamen Ehrengard og portrætmaleren og kunstneren Cazotte. Han betragter sig selv som højt kvalificeret kunstner, både i malerkunst og i forførelse og han betages af hofdamen, Ehrengard, som er en handlekraftig kvinde, der kan ride en vild hest. Hver morgen bader hun nøgen i søen og dét motiv optager ham kunstnerisk. Han fantaserer om at forføre hende og han er sikker på, at det lykkes for ham, så hun må rødme foran ham, men Ehrengard genneskuer ham og reagerer på en måde, der overrasker ham. Det er et moderne kvindesyn Karen Blixen her lægger ned over fortællingen.

Ludmilla føder og får tildelt en amme til den lille prins. Alle afventer at tiden går, så omverden kan få besked om at der er født en arving. En vigtig dåb venter forude. Men vil alle kunne tie længe nok? Det skal jeg ikke røbe her.

Fortællingen Ehrengard er fyldt med kærlighed og intriger og er underholdende læsning. Den blev skrevet i sin første form i 1952 på engelsk. Karen Blixen omarbejdede den i 1961 og 1962, men da hun døde, var den endnu ikke oversat til dansk. Den danske oversættelse, som udkom i 1963, er bygget på den engelske udgave samt en række noter, Blixen havde anført som en forberedelse til at oversætte værket.

Ehrengard bliver filmatiseret. H.M. Dronningen skaber scenografi og kostumer til filmen, som instrueres af Bille August. Filmen får international premiere på Netflix i 2023.

Anmeldelse af “Læsepadden Pede”

Titel: “Læsepadden Pede” Forfatter: Carl Quist-Møller. Sider: 48. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

For tre måneder siden blev jeg mormor. En af livets største gaver. Mit barnebarn hedder Bertil. Jeg har allerede fundet bøger frem, som mine egne børn har fået læst højt fra, selvom jeg godt ved, at der går et stykke tid, før Bertil og jeg kommer til at sidde sammen med bøgerne, men forventningens glæde er stor. Jeg vil så gerne give læseglæden videre, og give ham oplevelsen af de mange fantastiske fortællinger, der findes.

Jeg anmelder normalt ikke børnelitteratur, men da jeg forleden modtog bogen “Læsepadden Pede” skrevet og tegnet af Carl Quist-Møller satte det tanker i gang. Måske kunne det være interessant ind i mellem at se, hvad der rører sig på børnelitteraturscenen. Så derfor vil der nu være en kategori, jeg har valgt at kalde “Bertils bøger” hvor der ind i mellem vil dukke udvalgt børnelitteratur op. “Cykelmyggen Egon” skrevet af Flemming Quist-Møller har været genstand for mange timers højtlæsning for mine egne børn. Flemming Quist-Møller (1942-2022 er far til Carl Quist-Møller) og derfor var det en særlig glæde at skulle starte med netop denne bog.

I “Læsepadden Pede” møder vi skildpadden Pede, som er en smule sløv og doven. Han vil helst blot putte i sit skjold i stedet for at stå op, men en dag skal han med sine venner Ræv, Hare, Mus og grævling på biblioteket. Alle vennerne glæder sig, undtagen Pede, som vil helst vil sove. På biblioteket bliver han væk fra sine venner. Han leder efter dem mellem alle de fyldte bogreoler, men han finder dem ikke. Han bygger sig et hus af bøger og falder i søvn. Da han vågner forsætter han med at lede. Han kravler op af et bjerg af bøger for at få udsigt over biblioteket, men han kommer til at svede, inden han når toppen, og han tager sit skjold af. Så kravler han op igen og ser, at hans venner står ved udgangen til biblioteket og er på vej ud. Lyset går ud og Pede kravler ned af bogbjerget i mørket. Hans skjold er væk og biblioteket er lukket. Pede er nu helt alene. Han forsøger at bygge et tog, et skib og et fly af bøger, men de kan ikke transportere ham væk fra biblioteket. Han ender med at bygge et telt af bøger, og da han ligger i teltet og pludselig ser en bog indeni, åbner der sig en magisk verden for ham.

Bogen er, som altid med Carl Quist-Møller, vidunderligt illustreret med masser af humor og æstetik og i denne også med læseglæde og litterære hilsener til nogle af de forfattere, vi alle holder meget af. Jeg har grinet flere gange undervejs på grund af illustrationerne af bøgerne på biblioteket, hvor Astrid Lindgren, Dostojevskij, Jane Austen, Karen Blixen, Koranen og selvfølgelig Carl Quist-Møllers klassiker “Cykelmyggen” er med. Læseglæde og humor følges ad hele vejen gennem den smukt illustrerede bog.

Jeg glæder mig ubeskriveligt meget til at læse “Læsepadden Pede” højt for Bertil og til at smitte ham med læseglæde. Indtil han bliver stor nok vil jeg bruge tiden på at lære at brodere, for på forlaget Gutkinds hjemmeside findes der et mønster på Læsepadden Pede, som man kan lave som perleplade eller som korsstingsbroderi, og min alder taget i betragtning, så hælder jeg mest til at brodere. Måske Bertils første bogmærke?

“Læsepadden Pede” udkom 12. januar 2022.

Anmeldelse af “Tænk ikke på mig” af Vilma Sandnes Johansson.

Titel: “Tænk ikke på mig” Forfatter: Vilma Sandnes Johansson. Sider: 256. Forlag: Gutkind.Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

DAGBOG Du bliver mere og mere træt for hver dag, der går. Du er så sød, når du mumler. Jeg ved ikke, hvor lang tid, du er her endnu. Det er okay, hvis du ikke er her i morgen. Du skal ikke føle dig presset til at leve for min skyld. Men det er også svært at holde op med at græde. MOR + VILMA

Jeg har lavet æselører og fældet tårer i et hidtil uoplevet omfang i forbindelse med en læseoplevelse. Æselørene fordi romanen rummer så mange steder, jeg gerne vil fastholde. Tårer, fordi den er så ubeskrivelig smuk og smertefuld på samme tid. Kærlighed, kræft, ensomhed og sorg, men mest af alt… kærlighed.

Vilma Sandnes Johansson har, som debutant, skrevet en autobiografisk roman om at være teenager, samtidig med at hendes mor konstant er ved at dø af sin kræftsygdom, men bliver ved med at leve.

Vilma er blot 13 år gammel, da hendes mor får konstateret uhelbredelig kræft. Lægerne giver hende 6-48 måneder at leve i. Som meget ung teenager skal Vilma navigere mellem veninder, kærester, fester, musik og sin mors sygdom og forestående død. Sammen og hver for sig forsøger datter og mor at leve et så almindeligt liv som muligt, samtidig med at de, som årene går, begge prøver at forholde sig til at skulle miste og mistes. Vilma har svært ved at bede om hjælp og skjuler i lang tid sin mors situation for omgivelserne. Først langt hen i romanen åbner hun op for, hvordan hun har det og beder om hjælp, men der har hendes mor ikke langt igen.

Romanen, som oprindelig blev skrevet som en privat mindebog i 2019, er bygget op i flere spor med forskellige teksttyper. Sporet “Nu” er tiden lige efter moderens død, hvor Vilmas følelser og tanker beskrives, samtidig med at hun skal forholde sig til alt det praktiske i forhold begravelse og oprydning i moderens lejlighed. Sporet “Morbog” er Vilmas nedfældede ord om sin mor i en notesbog hun får foræret af Mia til bisættelsen. “Som jeg kender dig Vilma” er et andet spor i bogen og består af breve, Vilmas mor har skrevet til hende. Breve, som fortæller om, hvordan Vilmas mor har oplevet Vilma. Et fjerde spor er “Dagbog” som er små optegnelser Vilma har lavet, mens hendes mor var syg. Og så er der det, jeg vil kalde fortællersporet, eller prosasporet, som er korte kapitler bygget op som en kronologisk beretning om forløbet med forskellige overskrifter. Det er en stærk roman, og man skal være lavet af sten, hvis man ikke bliver dybt berørt, mens man læser. Den kærlighed der strømmer gennem familien mellem Vilma, hendes mor og hendes far er helt unik, og det er vidunderlig at læse autofiktion om en opvækst, som ikke har været præget af svigt men af den største omsorg og kærlighed i et kreativt musikmiljø. Det er ikke det, der kendetegner de utrolig mange autobiografier, der findes på markedet.

Der er kunstneriske finurligheder i romanen. Detaljer som Lone Hørslevs digt som indledning til romanen og så allersidste side, hvor tematikken begge steder handler om, hvordan den døde lever videre igennem den, som står tilbage. Det er smukt og bevægende. Jeg græd og græd på sidste side. Bogens omslag og farverne er ligeledes en del af fortællingen, som jeg ikke vil røbe, men det særlige er, at bogen er i klare, stærke og friske farver, og at det må have været et yderst bevidst valg i forhold til det aftryk forfatteren har ønsket at sætte i forhold til sin mor.

Roman fungerer usædvanligt godt med sin sammenblanding af tekstformer. Vilma Sandnes Johansson skriver med en skarphed og med få ord. Alt overflødigt er dissekeret væk og tilbage står et mesterværk, intet mindre. Det er, udover at være en bevægende og vedkommende eksistentiel fortælling, litteratur af virkelig høj kvalitet, og lur mig om ikke romanen og Vilma Sandnes Johansson løber med en debuttantpris eller mere.

“Tænk ikke på mig” udkommer i dag 26. januar 2022.

Anmeldelse af “Langt fra Gud” af Nikolaj Zeuthen.

Titel:”Langt fra Gud” Forfatter: Nikolaj Zeuthen. Sider: 60. Forlag: Basilisk. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Basilisk.

Nikolaj Zeuthen ER Gud. I hvertfald når det kommer til det skrevne ord. I digtsamlingen “Langt fra Gud” som handler om tro, mennesker med almindelige navne og kommunen prikker han til vores samtid med kulturel frisættelse og en søgen efter Gud eller bare noget. Digitaliseringen kan hjælpe os med dette. Kommunen har nemlig fået adgang til et apparat, der kan måle tanker, og dermed måle, hvem der er længst fra Gud. Nikolaj Zeuthen tager i digtsamlingen de unge, de voksne og de ældre i hånden og synliggør for læseren gennem ironi og humor, hvordan vi som mennesker i samtiden forholder os til hinanden, og hvordan vi forholder os til Gud, og måske også til kommunen.

Petra Kit Andersen er den person i kommunen der er længst væk fra Gud – hun får et brev om det det er målt med nogle nye instrumenter som man tester i øjeblikket – hun opfordres til at ringe til rådhuset hvis hun har uddybende spørgsmål og det gør hun – hun får at vide at apparaterne især har bonnet ud på bekymring, selvoptagethed og handlingslammelse – der er ligesom et tungt, vådt håndklæde i Petras bevidsthed som lukker fuldkommen ned for kontakt til noget som helst spirituelt eller i det hele taget til noget “åndeligt friskgørende”

Digtet Udfordringen for Petra er blot et billede på, hvordan kommunen og mennesker fremstilles. I digtet Da Troels blev sat på plads (Og kan man andet end elske titlen?) er der omstrukturering i kommunen. Troels forsøger at forstå sammenlægningen af to afdelinger ud fra Luhmanns systemteori, men bliver sat på plads af Jane, hvis voldsomme udbrud han ligeledes analyserer ud fra Luhmann. Eller digtene om Rune, der er “chef i det foretagende der har med data at gøre” og som arbejder hjemmefra fordi alt hvad der hedder fællessarealer er sparet væk i kommunen. Rune kan ikke få kontakt med Gud uanset hvor meget han end prøver med bøn og ritualer, og han kunne godt bruge en håndsrækning fra Gud med sin far, der er blevet fækal og barnlig og seksuelt afsporet på sine gamle dage.

Jeg har læst digtsamlingen tre gange, og for hver gang er jeg blevet mere og mere begejstret. Det er en digtsamling, der kræver fuld koncentration, fordi der er så mange nuancer og så mange detaljer i digtene trods det, at Nikolaj Zeuthen rammesætter dem stringent med Gud og kommunen. Men læs den for Guds skyld og din egen. Den er underholdende, tankevækkende og bare helt genialt skrevet.

Jeg var meget spændt på denne digtsamling, da jeg sidste år havde læst og anmeldt “Sommerferiedigte” og som jeg anbefalede som årets digtsamling i programmet “Årets bøger” i kulturprogammet KRÆS på Radio4 lige op mod nytår. Jeg kan kun sige, at “Langt fra Gud” i den grad også har kvalitet til en sådan nominering. Jeg er Nikolaj Zeuthen fan.

“Langt fra Gud” udkom 14. januar 2022.

Anmeldelse af “Det skete bare ikke” af Peter Jepsen

Titel: “Det skete bare ikke” Forfatter: Peter Jepsen. Sider: 129. Forlag: Mellemgaard. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Mellemgaard.

“Det skete bare ikke” er en novellesamling med 8 fortællinger fra situationer fra hverdagen, som vi alle kan nikke genkendende til, i hvertfald de fleste. Men alt går galt i disse situationer. Til hustruens bogreception, hvor manden har fået nok af hendes karriere, veninden der lige har brug for en enkelt overnatning, men overtager ens hjem, hævn over eks’en, affæren med den alt for unge studerende, trafikulykken, hvor forsikringsselskaber er din fjende og ikke din ven, forfatterens skriveblokering eller mangel på talent, spammails, der truer med at afsløre dit forbrug af internetporno og slutteligt myren, der overtager dit liv.

Bogen er klart skrevet med underholdning for øje, og flere steder trak jeg også på smilebåndet, fordi det netop er genkendelige situationer Peter Jepsen har valgt som omdrejningspunkt for sine noveller. For mig hænger det genkendelige sammen med en god læseoplevelse. Formen virkede næsten som stand up på skrift, fordi der bygges op fra det hverdagsagtige til katastroferne, som skal få os til at grine. I udgangspunktet burde bogen altså have hvad der skal til for at underholde, og den vil helt klart fremkalde grin hos nogle læsere, men den blev tåkrummende for mit vedkommende med alt for mange klichéer både tematisk og sprogligt.

Fra egen reol: “Skabt som mand og kvinde” af Ditlev Tamm

Da jeg i november sidste år var inviteret på bogforum til at samtale med forfatter Mads Damsø var det med en indgangsbillet til VIP indgangen. Fint skulle det være. På vej mod indgangen passerer jeg som de første en mand og en kvinde. Jeg erindrer intet om kvindens udseende, for mine øjne hvilede på manden, omend kun i det øjeblik det tog at passere hinanden. Han var iført sort tøj og over det en jakke i stof, der ligende brokade i farverne blå og guld. Sådan husker jeg det. En meget smuk mand med gråt hår og sorte runde briller. Power, elegance, sex og intelligens tænkte jeg og førstehåndsindtrykket satte sig fast. Jeg så ikke mere til manden og kvinden under mit desværre meget korte ophold på Bogforum.

Da december nærmede sig, og ønskesedlen skulle udfyldes skrev jeg to bogtitler på. Bøger, jeg havde læst om om, og som havde vækket min nysgerrighed. Den ene “Skabt som mand og kvinde” af Ditlev Tamm. Bogen lød yderst interessant med historien om Francois Timoléon de Choisy, en crossdresser fra Solkongens Frankrig. En mand, der levede sit liv som både mand og kvinde. Den havde fået spændende anmeldelser og jeg fornemmede en ligeså stor interesse i forfatteren som i historien selv. Lidt som med Karen Blixen. Jeg blev derfor også nysgerrig på, hvem denne forfatter var og undersøgte det nærmere.

Ditlev Tamm (1946) er juraprofessor med to doktorgrader og forfatter til en række bøger, der handler om alt fra retshistorie til Bournonville Balletten. Han definerer sig selv som konservativ udenfor et partipolitisk perspektiv – altså at han tænker og lever ud fra den konservative ideologi uden nødvendigvis at være enig i det partipolitiske. Han er kendt som samfundsdebattør og som avisskribent mm. Han er æresmedlem af Juridisk Diskussionsklub, medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab, medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets historie og i 2004 blev han Ridder af 1. grad af Dannebrog. Da han fyldte 54 skiftede han sine grå habitter og slips ud med mere farverigt tøj og begyndte at mixe herre- og dametøj, og blev dermed crossdresser. Præcis som hovedkarakteren i bogen “Skabt som mand og kvinde” som udkom oktober 2021, og som jeg nu vil vende opmærksomheden mod. Lad mig dog kort redegøre for begrebet crossdressing forinden, som jeg fortolker det.

Crossdressing er et begreb, der dækker over det at bære tøj og andre ting, der normalt associeres med det modsatte køn i et givent samfund. Det handler ikke nødvendigvis om ens seksuelle orientering, men mere om en leg med identitet.

Bogen “Skabt som mand og kvinde” er blevet til, da Ditlev Tamms fashionable og knivskarpe veninde P.F dukker op med Francois Timoléon de Choisys pikante crossdressinghistorier, og opfordrer ham til at oversætte dem og skrive hans biografi. Ditlev Tamm – i bogen kaldet D.T skriver han Choisys histories frem, guidet af veninden P.F. som er mindst ligeså interessant som hovedkarakteren Francois Timoléon de Choisy, herefter kaldet Choisy.

Choisy levede fra 1644-1724. Hans mor havde en tæt tilknytning til Solkongens hof og særligt til solkongens yngre bror, som holdt af at klæde sig som kvinde. Fra Choisy var dreng, bliver han klædt som pige, fordi hans mor ved, at det vil gavne både hende selv og sønnen, hvis han bliver uundværlig for hoffet. Choisy selv fortsætter med at klæde sig som kvinde i sin ungdom og i sit voksenliv. I sine unge år forfører han purunge piger. Som kvinde drager han omsorg for disse piger og oplærer dem i alt fra at frisere sig til at spille musik mens han om natten, som mand, oplærer dem i elskovskunsten. Han veksler mellem at klæde sig som mand og kvinde. Da hans mor dør efterlader hun ham en solid arv, men desværre er Choisy også, i rollen som mand, ludoman og lider under dette. Han mister formuer og stifter gæld, men prostituerer sig som kvinde for at indfri gælden. Han uddanner sig til teolog, rejser til Thailand, bliver senere medlem af Det Franske Akademi og udvikler sig som forfatter.

Historien om Choisy er helt utrolig fascinerende og man forføres gennem æstetiske beskrivelser af smukke klæder og kunstige skønhedspletter. Skønhedspletter, der også er drysset ud over bogen i et grafisk touch. Men kapitlerne med veninden P.F og hendes refleksioner over Choisy og over kønsidentitet og seksualitet var den største læseoplevelse for mig. Her møder man, som læser, en anonym kvinde, der tilsyneladende er lynende intelligent, og som foretrækker denne egenskab hos de mennesker hun omgås. Hun stiller krav om interessante samtaler med litteratur og videnskab som omdrejningspunkt og dyrker disse med sine veninder i Frankrig, hvis selskab hun også inviterer D.T til at deltage i. Hun redegør i bogen for sin fashionable påklædning og hvordan hun og mændene i hendes liv leger med kønsidentiterne sideløbende med at hun guider D.T i sin skrivning om Choisy.

Bogen er en unik læseoplevelse, og jeg mindes ikke at have læst noget lignende, der minder om den. Hverken i form eller indhold. Bogen er underholdende, grænseoverskridende, smuk og ikke mindst vedkommende og lærerig i vores samtid, hvor køn, identitet og seksualitet er under debat og evig udvikling. Og så er den også en hyldest til at klæde sig smukt og ekstravagant. At dyrke maximalisme i stedet for minimalisme, og med dette vil jeg slutte indlægget med billeder fra solkongen slot Versailles i Frankrig, hvor Choisy havde sin gang, og som jeg har besøgt to gange i mit liv, senest i 2015. Og så tror jeg, at jeg vil købe en beklædningsgenstand i leopard, jeg har forelsket mig i, mens jeg har læst bogen. Det ville klæde min garderobe og Nordjylland.

Og nå ja…… opmærksomme læsere vil måske nu have gættet, at det var Ditlev Tamm, jeg passerede ved indgangen til Bogforum…

Anmeldelse af “Dafnesyndromet” af Siri Ranva Hjelm Jacobsen

Titel: “Dafnesyndromet” Forfatter: Siri Ranva Hjelm Jacobsen. Sider: 219. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Han skiller hendes læber med tungen, og mens han trænger ind i hende, suger han den saftige, bitre mund. Mavesækken revner, og en tynd rod vrikker ud mellem organerne i et sprøjt af saltsyre og pepsin. Han støder igennem, mærker det tykne, mærker det vride sig i kroppens rør. Laura folder grenene om ham. Så brister de sorte knopper. Så ved han ikke længere, hvor han ender og træet begynder.”

Siri Ranva Hjelm Jacobsen skriver sig med “Dafnesyndromet” ind i cli-fi genren og krydrer den med græsk mytologi gennem tre fortællinger baseret på myten om nymfen Dafne, som jeg kort vil redegøre for i forhold til forståelsen af min anmeldelse af bogens tre dele.

Dafne er en nymfe, fuldstændig hengiven til natur. Hun er smuk og har mange bejlere. Hun afviser dem alle og vil kun være fri og nyde naturen. Hendes far beder hende om at gifte sig, fordi han ønsker sig børnebørn. Dafne har imidlertid ikke det samme ønske. Således beder hun ham om at tillade hende at være leve alene for evigt, ligesom gudinden Artemis. Hendes far accepterer, men advarer hende om, at det ikke vil være let at holde hendes forskellige bejlere væk fra hende. Dafne bliver indblandet i et skænderi mellem guderne Apollon og Eros. Apollon fornærmer Eros, der som hævn affyrer to pile: Én der rammer Apollon og gør ham besat af Dafne, og én der rammer Dafne og sikrer, at hun i hvert fald ikke vil have noget at gøre med Apollon. Apollon jager Dafne; Dafne flygter. Og lige da Apollon er ved at fange hende, så bønfalder hun om at slippe for den voldtægt, der er under opsejling. ”Den her krop, som har voldt mig så meget besvær – skil mig af med den!” Så forvandler hendes far hende til et laurbærtræ. Nu er Dafne forvandlet til et træ. Men hjertet banker stadigvæk bag barken og hun har stadig sin nymfede bevidsthed. Hun kan bare ikke længere handle eller bevæge sig. Og oven i købet beslutter Apollon at gøre hende stedsegrøn, altså underforstået: Sådan skal hun stå fanget til evig tid.

I “Dafnesyndromet” er der tre fortællinger.

Den første fortælling handler om teenageren Miki, der starter på efterskole. Skolen ligger i smukke landlige omgivelser med planter voksende vildt omkring bygningerne, der tidligere fungerede som ramme for en drengeanstalt. Miki har et komplekst forhold til sin mor, der er som besat af hvid i sin påklædning og sin boligiondretning, og som han forsøger at frigøre sig fra, men det er svært, da moderen søger hans kontakt. Miki forelsker sig i Laura, og sammen udforsker de seksualiteten og naturen omkring dem, og natur og menneske smelter sammen, som ses i det indledende citat i min anmeldelse.

Den anden fortælling handler om Vibeke, Mikis mor. Hun interviewes af forskere, da hun som menneske har udviklet fysiske egenskaber, der aldrig tidligere har været set. Hun er 173 år gammel og har udviklet et perlemorsfarvet skelet uden på huden. Hun fortæller sin livshistorie, og herigennem får man som læser svar på nogle af spørgsmålene omkring hendes og Mikis relation, og hvorfor hun er draget af den hvide farve. Hun fortæller om sin relation til Mikis far og om hendes ønske eller mangel på samme i forhold til at være mor. Der er i denne fortælling tydelige træk til Dafnemyten, og Dafnes ønske om at forblive barnløs.

Den tredje og sidste fortælling er meget anderledes rent formsmæssigt. Hvor de to første fortællinger er prosa er den sidste fortælling lyrik. Her digter Siri Ranva Hjelm Jacobsen videre på dafnemyten, og giver Dafne stemme efter hun er forvandlet til et træ. Interessant er det, at forfatteren skriver “man kaldte mig Laura/Dafne” og med det binder hun bogen første og sidste fortælling sammen.

“Dafnesyndromet” er en ganske særlig læseoplevelse. Jeg holder af bøger, der skærper min nysgerrighed og som kræver at jeg ikke bare læser men også bliver undersøgende undervejs i min læsning. Jeg måtte undersøge Dafnesyndromet og den viden jeg fandt, gjorde at jeg blev mere analytisk i min læsning end hvis jeg ikke havde opsøgt den viden. Jeg synes bogen er interessant som et værk, der kan analyseres i forhold til fagene dansk og psykologi. Og så er det en bog for alle, der er til litteratur, der beskæftiger sig med klima og natur. Og selvfølgelig til alle, der læser sci-fi litteratur. Har man læst “Rosarium” af Charlotte Weize vil man også være i målgruppe til denne bog.

Jeg er imponeret over ideen bag bogen og dens sprog er yderst billedskabende. Ind i mellem når jeg læser får jeg en fornemmelse for at det er kunst jeg sidder med mellem hænderne, sådan havde jeg det helt klart med “Dafnesyndromet”

Bogen udkom den 2. september 2021.

Fra egen reol: “Borgerlige samtaler” af Marie Louise Wedel Bruun.

Her på bloggen har jeg indtil nu kun anmeldt bøger, jeg har modtaget fra forlag og forfattere. Jeg vil gerne udvide med bøger fra min egen reol, forstået på den måde, at jeg vil dele mine læseoplevelser ud fra bøger, jeg selv har købt eller fået i gave, og som jeg tænker kunne have interesse for jer, der læser med. Flere af de bøger, jeg selv køber er anmeldt af andre bloggere, hos hvem jeg ofte selv finder inspiration. Det kan også være bøger købt hos antikvarboghandlere. Derfor vil disse indlæg omfatte både nye, gamle og virkelig gamle bøger og vil blive kategoriseret “Fra egen reol” og ikke som anmeldelser. Den første bog, jeg vil præsentere for jer er “Borgerlige samtaler” af Marie Louise Wedel Bruun.

Marie Louise Wedel Bruun går i “Borgelige samtaler” på jagt efter den borgerlige ånd. Bag på bogen kan man læse, at hun vil give danskerne friske øjne på de borgerlige – ikke mindst på de konservative, som hun altid har stemt på, men som hun ikke har turdet sige højt af frygt for at blive udskammet og sat i bås. For at undersøge den borgerlige ånd, har forfatteren talt med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, sognepræst Kathrine Lilleør, juraprofessor Ditlev Tamm, journalist Aminata Amanda Corr, forfatter Kristian Ditlev Jensen og formand for det konservative folkeparti Søren Pepe og disse ti “borgerlige samtaler” udgør bogen sammen med Marie Louise Wedel Bruuns egne refleksioner.

Jeg læser helst skønlitteratur, og stort set aldrig biografier, men samtalebøger har jeg en forkærlighed for. Denne er ingen undtagelse. Det er en gave at få lov til at møde ti så forskellige personer, der alle har en oplevelse af, hvad det vil sige at være borgerlig. Og hvad vil det egentlig sige? Hvad karakteriserer et borgerligt menneske? Kan man eksempelvis være borgerlig uden at sætte sit kryds ved de partier, vi i Danmark placerer i det, der kaldes blå blok? Og giver det i det hele taget mening at dele politiske partier op i rød og blå blok?

Disse spørgsmål diskuteres i bogen, og det er yderst inspirerende læsning, hvis man, som jeg, føler sig som en fusionering af de tre store ideologier konservatisme, liberalisme og socialisme. Jeg er blevet væsentligt klogere på den borgelige og måske mest af alt den konservative ånd igennem de ti samtaler.

“Denne her balance mellem individet og staten, som er balancen mellem frihed og tryghed, balancen mellem generationernes udfoldelsesmuligheder og ret, sat overfor ansvaret for, at du ikke ødelægger noget for andre – andre på kloden, men altså også næste generation – den hedder “kontrakten mellem generationerne”. Og din primære opgave er at sørge for, at dit samfund, din kultur, lever videre, for ellers har du svigtet kontrakten mellem generationerne” Per Stig Møller.

Efter endt læsning sidder man tilbage med oplevelsen af, at det at være borgerlig handler om, at opføre sig ordentligt og ansvarligt og kommunikere som sådan, at passe på dem, der måtte have behov, at være åben for forandringer og udvikling med respekt for historicitet, at kultur spiller en væsentlig rolle i menneskets dannelse og at naturen og bæredygtighed ikke er noget de radikale har opfundet, men at det en en borgerlig konservativ dyd, der har eksisteret siden ideologiens begyndelse.

Særligt for de ti samtaler er, at der hos stort set alle de medvirkende opleves uoverensstemmelse mellem borgerlige værdier og så den partipolitik, der føres hos de borgerlige partier, og det er måske den bedste forklaring på, hvorfor man som individ godt kan føle sig som og leve sit liv som borgerlig uden nødvendigvis at sætte sit kryds hos et borgerligt parti. Liberalismen og konservatismen er ideologier i borgerlig politik, men ønsket for graden af individets frihed og dets ansvar overfor staten er afgørende for, hvor man placerer sig som borgerlig.

“Borgerlige samtaler” er berigende læsning, som kan føre til flere spændende samtaler mellem mennesker. Bogen udkom i december måned 2021.

Anmeldelse af “Hvis man ikke vidste bedre” af Lotte Kirkeby

Titel: “Hvis man ikke vidste bedre” Forfatter: Lotte Kirkeby. Sider: 207. Forlag. Gutkind. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Der er ikke længere nogen, som tager billeder af mig, der er ingen, som fanger mig i det øjeblik, hvor jeg er uopmærksom, eller hvor jeg er optaget af andre, der er kun mig selv i spejlet, men det snyder, og da jeg ser os alle tre komme hen imod mig, ved jeg, at det var tanken, der talte. Det var den, som forførte mig, og som jeg forelskede mig i, tanken om hende, og om ham og os, det var forestillingen, ikke det faktiske, og det skulle jeg nok have sagt.”

Lotte Kirkeby har med “Hvis man ikke vidst bedre” skrevet en smuk og på samme tid melankolsk fortælling om det at være ensom sammen med andre. Mere ensom, end når man er alene.

I romanen følger man en kvinde gennem en enkelt dag, hvor hun vender tilbage den by, hvor hun boede sammen med sin mand og sin datter. Hun har været væk i mange år og hun er blevet ældre. Huset hun fik bygget sammen med sin mand er revet ned, og i stedet skal der opføres en moderne villa med udsigt. Hun taler med manden, der nu ejer grunden, og hvor det nye hus skal opføres og hun konfronteres med sin fortid, med sine valg og med det fællesskab, som hun aldrig selv blev en del af.

Romanen tager fat på de tætte og svære relationer med familie, venner og naboer. Det er både en fortælling om ægteskab, moderskab og om livet som familie i provinsen, men mest af alt handler den om den ensomhed man kan føle, hvis man er sammen med mennesker. En yderst interessant tematik, som handler om hvem vi er som mennesker, når vi er alene eller sammen med andre. Hovedkarakteren udtrykker det på følgende måde:

“Jeg troede, at jeg var alene, og det ville jeg ikke være. Dengang troede jeg, at det var det værste, der kunne ske, og jeg vidste ikke, at det ikke var svært, men måske nemmere end alt andet……”

Lotte Kirkeby lader kvinden i romanen se tilbage på sit liv i provinsen uden bitterhed og uden store følelsesmæssige udtryk men med en objektivitet og en nøgternhed, der forstærker den oplevelse, man som læser får af kvinden, nemlig at hun også til livet har forholdt sig nøgternt. Hun har ikke stillet spørgsmålstegn ved sit liv, sine relationer og om hun havde det godt. Hun var der blot i kraft af sin eksistens. Hun giver flere gange udtryk for at hun nok skulle have spurgt…. at hun nok skulle have sagt noget…. men det udtrykkes uden følelser. Som læser oplever jeg kvinden som nærmest selvudslettende, og jeg får lyst til at ruske lidt op i hende, få hende til at mærke livet og til at træffe valg, men jeg gør det ikke og det gør Lotte Kirkeby heller ikke. Kvinden findes i os alle. Vi indgår alle i relationer, hvor vi tier og samtykker ind i mellem. Vi kender det fra ordsproget “Du får ret og jeg får ro” I romanen har kvinden valgt denne strategi gennem et helt liv og det valg er det hun konfronteres med på den ene dag vi møder hende i romanen, hvor hun vender tilbage til byen, hvor de boede.

Romanen er skrevet i et nutidsspor, hvor kvinden opsøger byen, hvor hun boede med sin mand og sin datter. Sporet brydes af tanker og minder fra tiden i byen. Sætningerne er lange og virker som tankemylder, hvor der ikke systematiseres i indhold og overgange. Det er helt fantastisk at læse omend det kræver koncentration. Det er unikt, at Lotte Kirkeby har kunnet holde fast i denne skrivemåde gennem hele romanen. Bogens format er virkelig rar. Den er behagelig at sidde med i hånden og så er den virkelig smuk med dens rosa cover brudt af petroliumsfarvede striber der tilsammen danner et mønster af skyer og måske et hus.

“Hvis man ikke vidste bedre” er en unik læseoplevelse, og den giver mig lyst til at genlæse Lotte Kirkebys første roman “De nærmeste” der også beskæftiger sig med de tætte og svære relationer.

Romanen udkommer i dag 5. januar 2022.

Anmeldelse af “Vittu” af Iben Mondrup

Titel: “Vittu” Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 336. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2022. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

“Flere gange måtte hun have ham til at gå frem og tilbage og rykke sig den centimeter som gjorde hele billedet. Aldrig har hun været så optaget af noget, næsten besat”

Iben Mondrup har med “Vittu” givet os efterfølgeren til romanen “Tabita” der udkom i 2020. I “Tabita” bliver Vittu, sammen med sin søster Tabita, adopteret fra Grønland af et dansk par, men adoptionen forløber ikke som det danske par ønsker sig, og Vittu og Tabita adskilles. Mere vil jeg ikke røbe, hvis man ikke har læst bogen. Hvor “Tabita” primært er Tabitas historie er “Vittu” Vittus historie.

Vittus danske navn er Vitus, og han er fem år, da han bliver adopteret af den franske men dansk bosiddende fotograf Alice og hendes mand Stig. Alice er fascineret af Vitus’ grønlandske baggrund og hun har en drøm om at gøre en forskel for et trængende barn. Hun ønsker ikke selv at sætte børn i verden med sine familiemæssige rødder, man kun hører meget kort om. Alice knytter sig hurtigt til Vitus i en blanding af omsorg og fotografisk leg. Hun bruger ham som et led i sin kunst, imens ægtemanden Stig, der er embedsmand er bortrejst i hverdagene. Relationen mellem Alice og Vitus udvikler sig til et psykologisk spil om kærlighed med grænseoverskridende adfærd og svigt, og som årene går begynder Vitus at spekulere over sine egne grønlandske rødder.

Når man har læst “Tabita” længes man som læser efter at høre, hvordan det mon gik Vitus. Den historie giver Iben Mondrup os i “Vittu” Jeg var grebet af fortællingen fra start. Den er smuk, smertelig og grænseoverskridende at læse. Beskrivelsen af relationen mellem Alice og Vitus er stærk læsning. Iben Mondrup har ladet sig inspirere af henholdsvis Sally Mann og Irina Ionesco og deres kunstneriske arbejde i sin beskrivelse af Alices kunst med fotograferingen. Normalitet og afvigelse går hånd i hånd gennem bogen. Franske gloser, kunst, en maske, der betyder alt for Vitus er blot få af de greb Iben Mondrup gør brug af langt hen i bogen. Masken med dens flertydighed er en spændende måde at skildre Vitus’ indre. Omsorg, kærlighed, begær flyder sammen med tanker om, hvad der er rigtigt og forkert, når man ikke er knyttet sammen af blodets bånd. Den grønlandske fortid glimrer ved sit fravær langt hen i romanen, hvilket er med til at forstærke, hvor lidt betydning den tillægges af det danske adoptivpar. Men Grønland får det sidste ord i fortællingen, og Iben Mondrup binder på smukkeste vis romanerne “Tabita” og “Vittu” sammen.

“Vittu” udkommer i dag 3. januar 2022.