Måned: december 2021

Glædelig 4. søndag i advent. Denne søndag skulle adventsalonens gæst have været en boghandler, men der kom afbud på grund af travlhed i butikken, hvilket på den ene side er ærgerligt og på anden side glædeligt, for vigtigst af alt er bøgernes liv. At der lige nu i disse timer pakkes bøger ind, der skal pakkes op juleaften og skabe læseglæde i juledagene, det gør mig glad. Jeg har selv bøger på min ønskeseddel, og opfyldes disse ønsker ser jeg frem til at iklæde mig blødt tøj i juledagene, fordybe mig i læsningen og spise rester af den engelske julekage, som er tradition i min familie.

Da der ingen gæst er i dag har jeg i stedet valgt at “genudsende” min anmeldelse af “Den danske sang” af Philip Faber og Rikke Hyldgaard. Bogen er søndagens giveaway på Instagram. Bogen udkom sidste år, men for mig er den eviggyldig, da den handler om den danske sangskat og om sangdannelse. Hvis du står og mangler en julegave eller en ekstra flot mandelgave kan jeg på det varmeste anbefale denne bog. Ligeledes er bogen velegnet til nybagte forældre, der ønsker at deres barn skal vokse op med den danske sang.

“Genudsendelse” af min anmeldelse:

Titel: “Den danske sang” Forfattere: Philip Faber & Rikke Hyldgaard. Sider: 328. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2020. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

At få lov til at anmelde denne bog har været stort for mig. Philip Faber er nok den mand, jeg har tilbragt mest tid sammen med i 2020 – altså bag skærmen. I marts måned lukkede Danmark ned for at mindske spredningen af covid-19. Størstedelen af befolkningen skulle pludselig opholde sig i eget hjem, inklusiv undertegnede og en søn i risikogruppe. Den 16. marts om morgenen var der fællessang på DR1 med Philip Faber. Et tiltag sat i værk med henblik på at styrke fællesskabet i landet i en svær tid. Jeg kendte godt Philip Faber fra andre musikalske udsendelser, men jeg kendte ham ikke godt. Jeg havde heller ikke sunget siden jeg var på højskole i sommeren 2019, men den 16. marts sad jeg klar med højskolesangbogen og en stemme. Det blev til mange morgener. Hver eneste morgen frem mod Sankt Hans sang jeg, og da fællessangen blev udvidet med en aften udgave om fredagen, sang jeg også med der. Det var en gave at få præsenteret så mange sange. Mange kendte jeg, men ligeså mange var nye, og særligt tonefilmssangene blev jeg opmærksom på. Når jeg ikke sang, lyttede jeg til playlisten “Morgensang (DR1) by Philip Faber på Spotify. Det kom bag på mig, at jeg var så glad for sangene og for at synge. Jeg har altid været glad for musik, men jeg har ikke fået sang ind med modermælken. Jeg kunne sikkert også have sunget mere sammen med mine egne nu voksne børn, og kunne jeg gøre noget om skulle det være, at have introduceret dem for den “sangdannelse” Philip Faber beskriver på formidabel vis i bogen. 

“I sangen kan vi samtidig tage ord i munden, som vi normalt ikke ville bruge, og den bliver således en genvej til at erklære sin kærlighed, dvæle ved en sorg eller takke andre. Når vi synger sammen, deler vi store ord, med dem vi elsker. Ord, som vi måske aldrig ville gå og sige højt til hinanden, men som er vigtige.“

“Den danske sang” er skrevet med en stor kærlighed til den danske sangskat. Philip Faber kombinerer musik- og sanghistorie med personlige anekdoter helt tilbage fra sin barndom og frem til i dag. Det er igennem forskellige danske sange, at man som læser bliver ført igennem fortællingerne, igennem hvordan melodi og tekst spiller sammen, hvordan dur og mol bruges bevidst sammen med bestemte ord for at skabe stemninger. Sangenes betydning for køn og kultur. Vi synger om årstiderne. Vi synger til fødselsdage, til bryllupper, barnedåb og begravelse. Vi synger fodboldsange. Vi synger lejlighedssange. Vi synger nok i grunden mere end vi er bevidste om. 

“Modeluner og dagsordener kommer og går. Noget bliver slagtet i kulturlivet, nyt blomstrer op et andet sted af den rene og skære nødvendighed, der kendetegner kunsten, og den friskhed flytter os. Sangen – her forstået som det at synge – vil derimod aldrig ophøre med at være her” 

Philip Faber har sammen med Rikke Hyldgaard begået en bog fyldt med sangdannelse, og allervigtigst glæden ved sangen. Alle er inviteret og inkluderet i bogen. Sangen er for os alle. Alle de udvalgte sange, der danner ramme om fortællingerne er med i fuld tekst og med noder, så de kan synges og spilles. Sjældent har en bog ramt så bredt i forhold til målgruppe. Den kan og bør læses af alle, der vil det gode (sang)liv.

Bogen udkom den 24. november 2020.

Glædelig 3. søndag i advent.

Denne søndag glæder det mig at kunne præsentere en person, der gennem sit arbejde har beriget mit bogliv i mange år. At hun de sidste ca. 4 år også har beriget mit privatlivliv gennem vores fælles litteraturklub er en endnu større glæde. Nina Iversen, antikvarboghandler hos Pilegaards Antikvariat i mere end 30 år, er i dag gæst i adventsalonen. Læs hendes spændende beretning om antikvariatets historie og om arbejdet som antikvarboghandler. Pilegaards Antikvariat i Aalborg er provinsens største med over en kvart million bøger.

1.     Hvordan etableres et antikvariat? Fortæl om Pilegaards historie.

Pilegaards Antikvariat blev etableret i 1963. Det er det ældste familieejede antikvariat i Danmark, i dag ejet af 2. generation, nemlig Jens Pilegaard og Alina. 

Jens’ far var boghandler, og ledede i en årrække den antikvariske afdeling i Knud Engsigs Boghandel i Aalborg, før han besluttede at åbne sit eget. I en lille butik blev en del af den private bogsamling sat til salg, suppleret med et par indkøbte bogsamlinger. Bøgerne stod åbnede på hylderne for at fylde mest muligt, så der ikke så alt for tomt ud. 

Det var en forsigtig start, men med godt købmandsskab, dygtighed og med fingeren på pulsen, fik Jens’ forældre skabt en god forretning. At Stormagasinet Salling åbnede året efter meget tæt på butikken i Møllegade var selvfølgelig også en bonus. Mønthandel, fabrikation af møntalbum og handel med guld og sølv kom til, og pladsen blev efterhånden for trang. I 1972 flyttede vi til vores nuværende adressse i Algade. 

Jens er også uddannet boghandler, og han arbejdede i forskellige boghandler i København, før han i 1986 kom hjem for at arbejde i antikvariatet. Jens overtog antikvariatet i 1992, et år før Gunnar døde alt for ung. Jens’ mor fortsatte med at arbejde i antikvariatet og hun gik på pension som 80-årig.

Gunnar var af den gammeldags skole, og han var fantastisk til at fortælle anekdoter og historier fra bøgernes verden. Jeg startede min ”mesterlære” med Jens’ far som min primære læremester og inspirationskilde. Jeg elskede hans historiefortællinger, og sugede til mig. Det var primært Jens, der lærte mig at købe bogsamlinger og alt andet praktisk.

Nu har jeg i langt over halvdelen af mit liv været antikvarboghandler, og det er en daglig lykke. At beskæftige sig med bøger hver dag sammen med dygtige kollegaer er et drømmejob.  Vi er til dagligt 4 i butikken; Jens og Alina, min kollega Søren (der også er uddannet boghandler) og jeg. Vi er et af de største antikvariater i landet, og vores speciale er at have bøger i alle genrer, i alle prisklasser, bøger for enhver, og vi sætter en ære i at yde den allerbedste service. 

At være antikvarboghandler er en livslang uddannelse. Man bliver aldrig færdig med at lære. Faget er alt andet end stillestående, og man må løbende forny sig og følge med. 

I vores branche har antikvarerne meget forskellige baggrunde. Det er alt lige fra autodidakte til bibliotekarer, lærere, akademikere m.m., men fællesnævneren er selvfølgelig en dyb kærlighed til bøger og litteratur. Vi befinder os i en verden af kulturarv og vi elsker bøger og vi er stolte af vort fag. Vi formidler og fortæller bøgernes historier. At være antikvarboghandler er en livsstil. Det er mere end et arbejde og vi brænder for det.  

2.     Hvordan får I nye brugte bøger på hylderne og hvad sker der når I får nye bøger ind i antikvariatet?

I dag køber vi primært bøger af private. Vi køber bedre enkeltbøger og store bogsamlinger. Det kan være dødsboer, folk der flytter til noget mindre, folk der flytter til udlandet, bogsalg pga. skilsmisser eller mange andre personlige grunde. 

Kunderne sender os lister med titler, sender billeder af deres bogreoler eller efter en aftale tager vi ud på adressen og vurderer. Med mange års erfaring er det nemt for os at gennemgå reoler med mange tusinde bøger og give et samlet tilbud på dem. Det er altid spændende at komme ud i folks private hjem. Vi ved aldrig helt, hvad der venter os, og vi håber altid på at finde nogle fine bøger, der skiller sig ud fra mængderne. Der bor en lille skattejæger i enhver antikvar. Og bogjagten fortsætter når vi har fri. 

Vi har også altid købt bøger på bogauktioner, og har på den måde fået skaffet nogle virkelig enestående samlinger til Aalborg. Jeg husker især en fantastisk guldaldersamling, men der har været mange. Som antikvarboghandler må man hele tiden sætte sig ind i nye emner… Hvis man f.eks. køber en gigantisk samling bøger om lystfiskeri, ja, så må man tilegne sig den viden, der skal til, for at formidle bøgerne bedst muligt. 

3.     Hvordan værdisætter I bøgerne?

I sidste ende er det udbud og efterspørgsel, der sætter prisen. Og priserne ændrer sig, så vi bliver nødt til at følge med og have fingeren på pulsen. F.eks. kan en bog, der i årevis har været umulig at skaffe, pludselig blive genoptrykt og så skal den antikvariske pris justeres. Ligeledes er der mode i hvilke bøger der spørges efter. Markedet bevæger sig. En filmatisering eller en avisomtale, et øget fokus på en forfatter eller en begivenhed, er også ting, der kan påvirke prisen. 

Vi har altid mange kasser bøger til at stå, der kun venter på at blive gennemgået og prismærket. Kunderne kan kun se butikken i stueplan og 1. sal, men derudover har vi en kælder, der er fyldt med bøger, vi har lager på 1. sal, lager i gården og et gigantisk eksternt lager. 

Når en bog skal prismærkes, kigger vi den først igennem og tjekker at den er i orden. Så undersøger vi om der er en dedikation, en nummerering, grafik eller andet, der kan koste ekstra. Og så skriver vi prisen bagi og registrerer den på vores interne computersystem. Herfra lægger vi løbende de nyindkøbte bøger til salg online. Vi sælger meget over nettet og sender dagligt, men det er svært at få folk til at forstå, at vi har mange flere bøger i virkeligheden. Vi har ca. 60.000 titler til salg online, men vi har over 200.000 titler. 

Vi har et gigantisk kartotek over bøgers prisudvikling, men det kan især bruges til en indikator af en bogs sjældenhed. Omsætningshastigheden kan være meget langsom i et antikvariat. Måske venter en bog på den helt rigtige køber i 20 år. Det er slet ikke usædvanligt.

4.     Smider man bøger væk i et antikvariat?

Det er med blødende hjerter, men ja, det bliver vi nødt til. Det kan være defekte bøger, skadede bøger, eller bøger, der i dag ikke har et publikum. Og tro mig, det er der. Men vi går langt, for at give alle bøger et godt nyt liv. Og vores trang til at bevare og gemme, kommer ofte kunderne til gode. Vi er vist ret berømte for, at kunne finde bøger, som er ”umulige” at finde, igen ofte takket være vort store lager… Engang imellem holder vi store ”hollandske udsalg” i lejede lokaler. Så koster bøgerne næsten ingen penge, vi får ryddet op og kunderne er glade. Her bliver der også et overskud, der enten bliver købt af marskandisere eller går til papirgenbrug, så de kan blive til nye bøger. 

5.     Hvordan ser jeres kundekreds ud? Og har I kunder, I ved, I skal kontakte, når der kommer bestemte bøger ind?

Vi har alle typer kunder! Vi har kunder fra 0-100 år… Alle typer.: Den bibliofile. Bogsamleren, der altid er på bogjagt. Nørderne. Læsehesten. Den studerende. Hr. og fru Jensen. Gavekøberen. Børnene. Biblioteker og uddannelsesinstitutioner. Boghandlere. 

At være antikvarboghandler betyder også, at man ofte kommer lidt tættere på sine kunder end man gør i andre forretninger. Vi kender kunderne, ikke altid ved navn, men vi lægger mærke til hvad de interesserer sig for. Og vi tænker altid ”gad vide om dette ikke kunne være noget for.” 

Mange beder os også om at få besked hvis vi køber bestemte bøger ind. Vort søgekartotek er legendarisk. Vi har altid skrevet folk op på ventelister. Da jeg startede i branchen var det på kartotekskort, men det krævede en god hukommelse alligevel. Før onlinehandelen startede i 90’erne tog vi ofte rundt til kollegaer og ”flyttede bøger”. Men kasser med kartotekskort kunne selvfølgelig ikke tages med rundt, så det gjaldt – dengang og nu – om at kunne huske, hvilke bøger der var venteliste på. Det er stadig så dejligt bekræftende, at finde en bog til en kunde, der har ledt efter den i årevis.

6.     Fortæl lidt om bogkataloger – Hvad er det?

Bogkataloger har altid været en måde at reklamere med de bøger man i antikvariaterne havde til salg. Også her er udviklingen gået stærkt. Blot i Pilegaards Antikvariats levetid blev et salgskatalog først skrevet og trykt på stencils, senere skrivemaskine og så computer… 

Særligt gode bøger blev udvalgt og samlet i et salgskatalog, og vi sendte de små trykte hefter ud til udvalgte kunder i hele verden. Når kunderne modtog kataloget, var der undtagelsestilstand i antikvariatet. 2 telefoner ringede uafbrudt, ordrer blev skrevet ned, først til mølle pr. telefon, pr. brev samtidigt med at kunder kom ind i butikken for at købe. Det var med at holde tungen lige i munden. Alt gik helt amok. 

I håndbogssamlingen på Det kongelige Bibliotek er en del ældre antikvarboghandlerkataloger bevarede. De er gode kilder til boghistorie og tidsbilleder. 

I dag sender vi sjældent papirkataloger ud. Vi skriver stadig bogkataloger engang imellem, men de bliver lagt på nettet, så man kan downloade dem online.  Bogtitlerne er her kuraterede og nøje udvalgte, og køberen ved, at der er tale om særlige bøger. 

Personligt savner jeg de gode gamle papirkataloger. Men sådan er det nok at være antikvar; Følelsen af papir og duften af tryksværte foretrækkes til hver en tid.

7.     Fortæl om en særlig oplevelse, du har haft i antikvariatet?

Det er svært at nævne én særlig oplevelse. Overordnet vil jeg nævne, at den teknologiske udvikling har overgået enhver fantasi… Jeg var med til at udvikle firmaets første edb system omkring 1990, og den udvikling har jo bare fortsat. Med både fordele og ulemper.

Jeg vil ikke gå i detaljer, men nævne, at den store brand vi havde i 1999 var den ultimativt værste oplevelse i mit arbejdsliv. Hele vort lager på 1. sal gik op i røg, og kun en klog og effektiv indsats af dygtige brandfolk gjorde, at ilden ikke nåede at sprede sig til stueetagen. Det var så forfærdeligt og synet af brændte bøger sidder for evigt på nethinden. 

Den sjoveste oplevelse tror jeg, var arbejdet med at registrere Dan Turèlls bibliotek.  10 år efter hans død blev forfatterens efterladte bøger, manuskripter, møbler m.v. solgt på auktion, og vi var heldige at købe ca. 800 bøger, han havde brugt, læst og værnet om. Vi sad og arbejdede med den berømte forfatters bibliotek, der var nøglen til et liv og et forfatterskab, med alt lige fra romaner af Lovecraft og Jacob Paludan til bøger om Malta, Marx Brothers, kriminologi og euforiserende stoffer… Alt mellem himmel og jord. Den afdøde forfatter blev i den grad levende og hvis han havde lavet understregninger, skrevet noter eller andet i, var det ekstra spændende. Denne bogsamling blev selvfølgelig også katalogiseret, og hver en bog blev forsynet med en mærkat der verificerede, at bogen stammede fra Dan Turèlls bibliotek.

8.     Hvordan er december og julen hos Pilegaards antikvariat?

Juletiden er altid noget særligt.. Vi finder julebøgerne frem og det er altid med forventningens glæde. Vi pynter op og hjælper kunder, der kommer med alenlange ønskelister. Måske har de først været hos boghandleren, men har fået beskeden, at bogen ikke længere fås. Så prøver de antikvarisk i stedet. Bæredygtighed er oppe i tiden, og det betyder også, at der ofte på ønskesedlerne står ”må gerne være brugt”.  Vi laver pakkekalendre og adventspakker.. Vi laver bogpakker. Vi hjælper med at finde de personlige firkantede pakker, som passer til modtageren. December er altid travl, og vi nyder det og nyder før-julestemningen og pakker ind, så gaverne er klar til at komme under træet.  

D. 23. december ønsker vi hinanden en glædelig jul med gløgg og æbleskiver i personalestuen. 

Glædelig 2. søndag i advent. I dag gæster forfatter Anne Cathrine Bomann adventsalonen.

Anne Cathrine Bomann er uddannet psykolog og arbejder som psykolog og forfatter. Hun debuterede med digtsamlingen “Hjemløs” i 1999, der blev efterfulgt af “Fald” i 2004. Debutromanen “Agathe” udkom i 2017. Den er blevet solgt til 17 lande og vandt den internationale litteraturpris Scrivere per Amore i 2019. Anne Catherine Bomann er lige nu aktuel med romanen “Blå toner” der handler om et dansk medicinalfirma, som har udviklet verdens første pille mod sorg. I Aarhus er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler den nye medicin. Men en psykologiprofessor får mistanke om, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning. Han allierer sig med to af sine studerende, der skriver speciale om sorg. Sammen forsøger de at komme til bunds i, hvad der egentlig er på spil, før pillen mod sorg bliver sendt ud på markedet.

Bogen er en fængslende spændingsroman om sorg, videnskab og kærlighed. Den rejser en vigtig diskussion omkring sorg, og om hvordan vi som mennesker skal være i sorg og håndtere den. Om den er tidsbegrænset og noget vi skal komme os over, eller om vi kan og skal leve med sorgen som et livsvilkår, selvom den kan være smertelig.

• 

• 

Julen kan være en svær tid i forhold til sorg. Jeg fik lov til at stille Anne Cathrine Bomann nogle spørgsmål i den forbindelse. I det følgende kan I læse hendes svar.

Hvad er dit forhold til december og til jul? 

Det er blevet lidt ambivalent med årene, må jeg indrømme. Jeg har meget dejlige juleminder fra min barndom og husker, hvor hyggeligt det var, når min mor hængte julestjernen op i vinduet på mit værelse d. 1. december. At se julekalender hver aften og bogstaveligt talt tælle ned til den store aften. Så har der været en del år, hvor jeg mest af alt syntes, at december var sindssygt travl og kulminerede i en lidt akavet juleaften med dele af familien, vi ikke så særligt meget i løbet af året. Og i dag er jeg vist landet et sted midt imellem, hvor vi har gjort nogle forskellige tiltag for at mindske det der lidt opkørte ræs, og hvor jeg mest af alt glæder mig. Sidste år så min kæreste og jeg Jul på slottet sammen, det var helt vildt hyggeligt. Måske prøver vi med noget Nissebanden eller Jul på Vesterbro i år.  

2.     Din seneste roman “Blå toner” der udkom 23. september i år handler om et dansk medicinalfirma, som har udviklet verdens første pille mod sorg. Din bog beskæftiger sig således med noget helt eksistentielt. Julen kan være en svær tid for mange i forhold til sorg, ville det ikke være en god ide at kunne tage en pille hen over julen for lettere at komme igennem det måske smertefulde? 

Jeg har i hvert fald mødt en del mennesker gennem årene, der drømte om bare at kunne gå i hi over julen og først vågne op igen, når det hele var overstået. Og julen kan virkelig være en smertefuld tid, særligt i de første år efter et tab. I min roman har en af karaktererne, Elisabeth, f.eks. mistet sin søn, og hun kan slet ikke forholde sig til at skulle fejre højtiden uden ham. Det første år prøver hun at være sammen med en tæt veninde, men får det dårligt, og året efter foretrækker hun at være alene.
Så det, jeg prøver at sige, er nok, at jeg sagtens kan forstå impulsen til at ville trække en dyne over hovedet eller tage en pille for at klare sig igennem en svær tid. Men med den pille, jeg har fået skabt i Blå toner, ville jeg altså ikke anbefale det. Der er simpelthen for stor risiko for en virkelig skræmmende bivirkning. Og så er der selvfølgelig også den pointe, at sorgen i udgangspunktet er en fuldstændigt normal reaktion og på mange måder vigtig at gennemleve, også selvom det gør så vanvittigt ondt. Men måske kan man aftale at fejre julen på en anden måde end normalt og på den måde finde et setup, som er lettere at holde ud? Eventuelt kan man opfinde et nyt ritual, som inddrager den døde, hvis det giver mening for én. 

3.     Du skriver i noterne bagerst i romanen, at en sorgdiagnose er ved at blive implementeret i Danmark. Hvad tænker du i forhold til dette? 

Jeg synes, alt det med psykiatriske diagnoser er svært i det hele taget. Jeg kan se rigtig mange pragmatiske grunde til at have dem, og når man taler med mennesker med eksempelvis social angst, er det let at få øje på en række ligheder, som gør, at det kan give mening med en fællesbetegnelse. Men sorgdiagnosen balancerer i særlig grad på grænsen, synes jeg. Hvis diagnoser er tænkt som noget, der indfanger reelle psykiske sygdomme (hvad det så end er), giver det så virkelig mening at tænke sådan om sorg? Er det en afgrænset psykisk lidelse med særlige karakteristika? Der er masser af argumenter både for og imod, men jeg skal nok lade være med at blive alt for nørdet her. Der, hvor jeg selv er landet, er, at jeg ville have foretrukket den tilgang, at sorg er et naturligt vilkår ved menneskelivet, fordi vi knytter så stærke bånd til hinanden. Men at sorgen i visse tilfælde kan blive så tung og svær at bære, at der er behov for særlig hjælp, eller at den f.eks. kan føre til en depression. På den måde holder man ligesom sorgen fri for selv at blive en egentlig sygdom. Men altså, jeg kan nå at blive klogere mange gange endnu. 

4.     Du er forfatter og psykolog. Kan litteratur efter din mening bruges som et redskab i sorgarbejde? Hvis ja, hvordan? 

Helt sikkert! Og endda på flere måder. Som skrivende kan der ligge en bearbejdning af stoffet, en tilnærmelse af det umulige – som eksempel kan vi tage Naja Marie Aidts fænomenale værk Carls bog, som lader til nærmest at have været nødvendig for hende at skrive. 
Bogen er på samme tid et eksempel på en anden proces, nemlig den at forsøge at begribe sin egen sorg gennem andres skrift. Naja Marie Aidt læser nemlig en masse sorglitteratur, citerer fra den og bruger den til at spejle sin egen situation. Og det er netop noget andet, jeg tror, vi kan bruge bøgerne til, når vi har mistet: At mærke, at vi ikke er alene i sorgen, selvom det nogle gange kan føles sådan. At vi gennem litteraturen kan få ord og beskrivelser foræret, som vi måske ikke selv har adgang til, og som vi føler os genkendt i. At blive mødt i den krise, vi er i, i et tempo, vi selv bestemmer. 
Jeg ved også, at der bliver gjort forskellige tiltag for at inddrage litteratur på eksempelvis medicinstudiet, hvor narrativ medicin og lignende begreber vinder indpas. Kunsten har en helt særlig evne til at udtrykke det mangefacetterede og svære og til at gengive de helt nære, fænomenologiske oplevelser, og det synes jeg kun er godt, hvis vi kan få endnu mere blik for, også i sorgarbejdet.

5.     Oplever du særlige kendetegn/fællesnævnere ved den danske litteratur lige nu, og hvor tror du, den bevæger sig hen i de kommende år? 

UhaUha, jeg synes, det er svært sådan at løfte mig op over det litterære landskab på den måde; jeg er ikke engang sikker på, at jeg læser nok til at kunne det. Men et bud er, at den tendens, man kan kalde for autofiktiv, har fyldt en del i de senere år, og så for forholdsvis nylig er skyllet lidt over i eksofiktionen. Altså det fænomen, at en forfatter sætter sig i et andet, men virkeligt menneskes sted og fortæller vedkommendes historie, som eksempelvis Christina Englund i Slugt og Eva Tind i Kvinden der samlede verden. Jeg synes også, jeg ser en del historier om psykisk sygdom eller sårbarhed, men det er selvfølgelig et område, jeg er særligt optaget af, så jeg er nok lidt biased der. 
Endelig oplever jeg, at tiden er præget af en samtale om, hvad vi må og skal i litteraturen, og at der er et øget fokus på mere moralske og politiske aspekter ved skrivningen, og i den forbindelse håber jeg personligt, at både litteraturen og kunsten i det hele taget vedbliver at være stor og åben og nysgerrig og modig og mindst lige så kompleks som livet selv. Og mon så ikke, vi kan forvente os endnu mere køn og klima og forhåbentlig også en fortsat udvidelse af diversiteten hos os, der skriver? 

6.     Hvad arbejder du med/på i øjeblikket? 

Blå toner viste sig at være en hård bog at skrive, også på grund af omstændigheder rundt om med pandemi, isolation og den slags. Så da jeg endelig var færdig, trængte jeg virkelig til at have det sjovt med min skrift igen. Derfor er jeg begyndt at skrive sådan lidt uforpligtende i en sort notesbog i stedet for på computeren, og jeg har også forsøgt at skrive mere udenfor og i det hele taget at gå lidt mere legende til sagen. Jeg har en idé til en historie og fornemmelsen af nogle karakterer, men jeg vil faktisk ikke sige så meget mere end det. Jeg kan tids nok komme i tvivl om det hele, men for nu prøver jeg at lade ideen stå åben og ikke at tænke alt for meget over, hvad det skal blive til.  

7.     Hvilke bøger vil du give til andre i julegave i år? 

Det er godt spørgsmål. For nylig gav jeg min mor Hamnet af Maggie O’Farrel med en slet skjult bagtanke om gerne at ville låne den, når hun er færdig. Men hvis jeg skulle forære nogen et par af de bøger, som har gjort allermest indtryk på mig i år, ville det nok være Helga Flatlands Et liv forbi, Thread Ripper af Amalie Smith og Overleverne af Alex Schulman. Og Tine Høegs Tour de Chambre, som jeg lige har genlæst og oplevet som teaterstykke, vil også være et kæmpe hit i de rigtige hænder!