Adventsalon 1 Mød Bogsamleren – Henrik Sejerkilde.

Glædelig 1. søndag i advent.

Jeg har glædet mig til at dele disse adventsaloner med jer, som består af IGTV på Instagram, hvor jeg introducerer til fire indlæg her på bloggen. De bringes hver søndag i advent frem mod jul. Der vil være julestuestemning på Instagram med julepynt lavet af bøger, lidt mundgodt samt en giveaway sponseret af forskellige forlag. I de fire blogindlæg vil I kunne møde forskellige bogfolk – Bogsamleren, Forfatteren, Antikvarboghandleren og Boghandleren.

Denne 1. søndag i advent glæder det mig at kunne præsentere Henrik Sejerkilde, debat- og kronikredaktør ved Jyllandsposten, klummeskribent, forfatter og sidst men ikke mindst bogsamler. Det er bogsamleren, I her skal møde. Jeg har fulgt Henrik Sejerkilde i lang tid på Instagram, og hans profil adskiller sig væsentligt fra mange andre profiler, jeg følger, ved at han viser billeder af bøger, der er smukt indbundne, bøger med særligt design, spændende dedikationer og nummereringer. Han har et bibliotek, man kun kan drømme om med reoler i den smukkeste farve og med bøger fra gulv til loft. Han anbefalede mig for kort tid siden en virkelig god bog om det at være bogsamler “Om at samle på bøger” af Peter Christiansen og jeg vil sige, at jeg er blevet klogere på, hvad det vil sige at være bogsamler, og jeg er blevet endnu mere nysgerrig på området. Når jeg gæster mit lokale bogantikvariat Pilegaard, kan jeg stå længe foran sektionen “Bogvæsen” og her kan man finde mange interessante bøger om at det at være bogsamler. Der findes ikke mange af slagsen i Danmark, så derfor er jeg uendelig glad for at Henrik takkede ja til at svare på en række spørgsmål om netop at være bogsamler. I det følgende kan I læse hans svar på spørgsmålene. Det føles som at blive taget med ind i en skøn fortælling.

Hvordan vil du karakterisere en bogsamler?

En bogsamler er ikke én bestemt ”slags”. I virkeligheden er alle bogsamlere forskellige – selv samlere, der ved første øjekast samler de andre samme bøger, kan have dem stående – eller have trangen til at finde dem – af vidt forskellige grunde. Groft sagt er der omtrent lige så mange indgange til bogsamleri, som der er bøger. En på en gang skræmmende og velgørende, vildtvoksende tanke. Og som man siger: Hvis mig din bogsamling – og jeg skal sige dig, hvem du er. Det er ikke kun på titlerne, emnerne. Det er jo også måden, de er stillet op på – æstetikken, om man vil. Efter en lineal eller som et skib i bølgegang. Efter farve eller efter, hvordan man lettest rækker ud efter dem, man læser oftest…

Hvordan blev du selv bogsamler, og hvilke kriterier samler du ud fra?

Bogsamler blev jeg allerede, før jeg kom i skole i virkeligheden. Underligt nok. For jeg kommer ikke fra et hjem med hverken klaver eller bøger. Min mor havde en slidt kogebog, fyldt med fedtede, håndskrevne opskrifter lagt ind – og den lå i køkkenskuffen og var ikke for andre end hende. Og nå ja, ”Mesterkokkens Smørrebrødsbog” – jeg aner ikke, hvorfor, hun havde den – for som medhjælpende hustru i en slagterforretning var det altså mere praktiske håndmadder, der blev bestrøget med minarine. Min far havde fire hæftede Alistar McLean-krimier, skrålæst dengang han stadig kunne holde sig vågen, når han kom sent hjem fra butikken. Og så tre ret tilfældige årgange af Hvem-Hvad-Hvor. Dem bladrede jeg nærmest i stykker. Samtidig abonnerede det par, som passede mig i dagtimerne, på Lademanns Leksikon, som jeg tyggede mig igennem, bind for bind, efterhånden som de udkom. Og at sådan en tyk, rødhåret knægt, enebarn tilmed, kunne læse, inden han kom i skole, var så tilpas sært, at kunder i butikken afleverede bøger til mine forældre, og min far købte også lidt; Halfdans ABC, fordi jeg naturligvis skulle have en ABC – stor var hans næsten forargede skuffelse, da han bladrede i den og konstaterede, at den så langt fra mindede om hans egen Ole Bole ABC… I 1977 – mellem 1. og 2. klasse – var jeg og mine forældre en tur i København, og mens min mor var stormet i forvejen, fulgtes jeg med min far og standsede ud foran vinduerne hos Kaabers Antikvariat i Skindergade – og fik øje på den ældste bog i det tætpakkede vindue. Den var fra 1660, på latin og hebræisk – og jeg anede ikke en pind om, hvad den handlede om. Lige meget – det var den ældste, og min far gik resolut ned og købte den til mig. Og gad vide, om ikke min mor efterfølgende blev stiktosset.. hun syntes, det der med bøgerne var ”noget underligt noget”, mens jeg ikke er i tvivl om, at min far smuglevede lidt af sin egen manglende muligheder for at læse ud gennem mig – udover den faderlige stolthed. I de første mange år samlede jeg vidt og bredt – ved siden af Anders And og bilblade og Alt om Sport – nærmest til komplet – voksede bogbestanden. Den fra 1660 har jeg stadig. Uden egentlig helt at ane, hvad den handler om. Udover noget med Herodes ..

Hvor mange bøger har du?

For halvandet år siden flyttede vi. Et flyttefirma hjalp – heldigvis. Arbejdsmiljøreglerne foreskriver, at der kun må være 15 kilo i hver kasse. Det kan være svært, når Danske Herregaarde ved 1920’s tre bind vejer over 20… Det blev til godt og vel 300 kasser bøger – udover de 20, jeg skilte mig af med. Jeg aner ikke, hvor mange bøger, jeg har. Nogle dage – ikke kun, når vi flytter, det kan også være en aldeles mental ting – har jeg alt for mange. Andre dage – og det kan være en andeles mental ting – har jeg omtrent for få.

Hvordan finder du bøger til din samling?

I mange år har den naturlige adkomst til bøgerne jo været antikvariaterne, men i takt med, at de er svundet ind i antal – og at de er blevet noget mere transparente via nettet – er jagten der nok blevet en anelse mindre interessant. Desværre. Der er ikke noget som en bogjagt uden forudanelse. Vi er en del, der bl.a. mindes Munch-Christensens vildtvoksende, men meget ordentlige antikvariat i Vejle, hvor man selv efter en håndfuld grundige besøg stadig kunne overraskes af nye, ukendte rum med bøger fra gulv til loft. Den slags steder findes ikke mere. Til gengæld har jeg i de senere år i stigende grad haft glæde ved at købe hos private, både andre bogsamlere og hos personer, der ønsker at skille sig af med arvegods eller flyttelæs. Det har tit givet de der overrumplende fund og overraskelser – og i en del tilfælde også nye, gode bekendtskaber med ligesindede, som bestemt har lige stor værdi som bøgerne i sig selv. For i virkeligheden er bøgerne – og bogsamleriet – mest af alt kun levende, når det deles med andre. Glæden, nysgerrigheden, oplevelserne – og ærgrelsen – er en ikke uvæsentlig del af bogsamleri, som dermed både er en meget individuel og personlig, men også – i de bedste tilfælde – en uhyre social beskæftigelse.

Fortæl om dit bibliotek.

Mit ”bibliotek” – danske bogsamlere har en lang tradition for at fægte afværgende med armene i – falsk – beskedenhed, hvis ordet ”bibliotek” dukker op. Men mit bibliotek, min hule, er en personlig, efter konventionerne ukomplet samling af – alt for mange – forskellige områder; bogvæsen, illustrerede bøger og bogtryk fra ca 1890 til 1980, nyere dansk skønlitteratur fra primært det 20. århundrede, med vægten lagt på limfjordsforfatterne, Tom Kristensen, Paludan, Knud Sønderby og Johannes Smith – de sidste tre store sproglige stilister, der ikke læses mere. Litteratur fra mellemkrigsårene og fra kredsen omkring Heretica, ikke mindst Martin A. Hansen og Ole Wivel. Og det hele helst med en fornuftig proveniens og indbundet i bind af nogle af de dygtige danske bogbindere, der leverede høj klasse i en periode, hvor også dansk bogtryk og bogdesign peakede – navne som Simon Bernsteen, Kristian Kongstad, Kaj Hjorth, Volmer Nordlunde, Viggo Naae, Erik Ellegaard Frederiksen, Simon Gullander og Poul Kristensen – siger sikkert ikke mange noget som helst i dag. Men de er rigt repræsenteret med deres bogkunst på mine hylder – og jeg glædes over at se på det hver dag .. og nogle gange også læse i bøgerne..

Har du bøger i din samling, du har haft fra start eller har du ændret din samling hen ad vejen og tilpasset den som dine behov har udviklet sig?

Og mit bibliotek er ikke statisk – ja, jeg har den der lille tingest fra 1660, og den bliver! Men med årene har jeg oplevet, at bøger, jeg troede umistelige, pludselig er visnet på hylden og har kunnet drage forbløffende let videre, forbløffende i betragtning af, med hvilken iver de blev fanget ind i sin tid. Men der bliver nok – når sandheden skal frem – flere bøger her år for år. Endnu.

Anmeldelse af “Daggry” af Søren Staal Balslev.

Titel: “Daggry” Forfatter: Søren Staal Balslev. Sider: 312. Forlag: Dreamlitt. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Dreamlitt.

“Rundt omkring ham sad et larmende mylder af unge mennesker med farvet hår og uren hud. De drak cappuccino og caffe latte og lo hjerteligt. Hvor de fik deres penge fra, havde han ingen idé om. Også de var fanget i denne umenneskelige maskine, der langsomt, men sikkert, gjorde det af med den sidste overlevelsestrang. Den sikre livmoder møjsommeligt varmet op af socialdemokrater og velfærdsfetichister trak tænderne ud på dens indbyggere. De slubrede svinedyre drikke i deres sarte legemer, imens de sygnede hen i en verden af degenereret selvfedme”

Frederik har alt: en smuk kone, en sund og selvfed teenager, succesfulde rødvinsvenner, en fremtidssikret tilværelse som IT-sikkerhedskonsulent og et middelklasseslot midt i Jægerspris… og han hader det. Til trods for bevidstheden om en alarmerende global fremtid fortsætter danskerne uanfægtet livet, som altid har været, bedøvet af småborgerlige problemstillinger, åndelig dovenskab og meningsløse pensionsdiskussioner. Men hvad kan en enkelt mand gøre for at vække livsgnisten i en hel nation? Frederik har en idé, og bevæbnet med sin viden om IT-infrastrukturen og et drabeligt gåpåmod påbegynder han det store arbejde – koste, hvad det vil.

Søren Staal Balslev har skrevet en roman, der i den grad prikker til det moderne menneskes livsførelse med klimaangst på den ene side og trangen til den ultimative livsnydelse på den anden. Med en meget skarp pen skaber han karakterer, som er mere end genkendelige, og som er helt tæt på os alle. Dog skal det siges, at særligt de velhavende får med pennen, da de i særlig udstrakt grad er centrum for hovedkarakteren Frederiks had og frustration. Bogen indeholder både et uhyggeligt element af den virkelighed, vi står overfor med en global klimatrussel hængende over hovedet på os og så helt almindelige dagligdags trivialiteter med familieliv og teenagebørn. Sønnen Vitus er et pragteksemplar på den generation, Frederik næsten ikke kan udholde, og det skrives vanvittigt godt frem i scener i mødet mellem den Counterstrike spillende søn og hans far. Frederik ønsker vitterligt at forandre verden, og med en klar vision om et nyt daggry starter han i det små med handlinger, der som bogen skrider frem udvikler sig og får fatale konsekvenser for hans nærmeste, for ham selv, lokalt, nationalt og globalt.

Bogen greb mig fra start, og jeg var med langt hen ad vejen, men på et tidspunkt taber den mig med for meget computerteknologi og de mange dialoger, der foregår på engelsk. Karakteren Frederik virker, efter min mening, langt hen ad vejen troværdig for til sidst at fremstå lidt for karikeret. Jeg havde personligt ønsket en lidt anden slutning, der for mig bliver for mærkelig. Det der gør bogen virkelig god og spændende er netop balancen mellem det gale og det geniale, som er tilstede i langt størstedelen af bogen, som også rejser spørgsmål af mere etisk karakter.

Søren Staal Balslev kan virkelig skrive, som i virkelig. Sproget er sprudlende flot og karakter- og miljøbeskrivelser sidder lige i skabet. Bogens budskab er ikke til at tage fejl af. Vi skal vågne op fra vores åndelige dovenskab, være sammen med vores nære og glemme alt om iscenesættelse og selvfedme. Det er ikke i Dubai og hos Audi-forhandleren at lykken findes.

“Daggry” udkom 5. november 2021.

Anmeldelse af “Forbrydelse og saft” af Peter Dyreborg

Titel: “Forbrydelse og saft” Forfatter: Peter Dyreborg. Sider: 56. Tegninger: Edith Zeuthen Dyreborg. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Peter Dyreborg.

“Før jeg blev far, vidste jeg med sikkerhed, at jeg ikke ønskede at blive far…….”

Peter Dyreborg har begået en digtsamling om at blive far. En digtsamling, der med humor, ømhed, ærlighed og ikke mindst stor kærlighed handler om hans oplevelse af at være blevet far. Digtsamlingen er baseret på sjove citater fra hans egen datter, som er 9 år, anekdoter fra familielivet og egne refleksioner over det at være far. Han ønskede egentlig ikke at blive far, da han mente, at der var flere gode grunde hertil, og at han i hvertfald aldrig ville blive en god far. Han opdagede dog, at det ikke var så skræmmende og svært, som han havde frygtet, og at det ikke behøver at være kedeligt at have barsel.

“Man bliver ikke mindre mand af at være god til skoleintra og legeaftaler. Måske tværtimod”

Jeg har grinet højt flere gange, mens jeg læste, og jeg har med et hjerte sprængfyldt med kærlighed, haft flash back til situationer, fra da mine egne børn var små. Situationer, der i dag forekommer nærmest vanvittige, men som på det tidspunkt forekom fuldstændig logiske og ikke mindst nødvendige. Som når Peter Dyreborg beskriver, hvordan hans datter kun kunne falde i søvn hvis hun hørte lyden af deres defekte larmende emhætte. Hvordan han af samme grund begyndte at elske emhætten og fotograferede den og satte billedet i glas og ramme, da datteren endelig begyndte at sove om natten. Udover det humoristiske mærker man også kærligheden, bekymringerne, smerten og ømheden. Med få ord fremkalder Peter Dyreborg nærmest en fysisk reaktion, når han skriver om hvor lettet man bliver, når det utrøstelige barn endelig falder til ro…

“…at intet kan sammenlignes med den lettelse, det er, når det langt om længe sker, når alt dét, man bare næsten ikke kan bære, lige pludselig ikke er der mere…”

Bogens titel refererer til en scene i digtsamlingen, hvor Peter Dyreborg meget seriøst fortæller sin datter om Dostojevskijs “Forbrydelse og straf” og om fattigdom, som hun kort reflekterer over, hvorefter hun siger, at hun er glad for, at de ikke er fattige, men at hun ikke kan forstå hvorfor bogen hedder “Forbrydelse og saft” Det er selvfølgelig morsomt, men det sjove og fantastiske er, at Peter Dyreborg i første omgang snakker Dostojevskij med sin datter, ligesom han senere udfolder sig om Henrik Nordbrandt. Han møder sin datter ud fra eget ståsted som voksen og inviterer hende med ind i sit univers, præcis som hun inviterer ham ind i sit.

Digtsamlingen er bygget op med et skift mellem digte med datterens sjove bemærkninger og så refleksionerne over det at være far. Jeg er vild med at Peter Dyreborg har givet alle far-reflektionerne samme overskrift, nemlig FAR, mens digtene med datterens bemærkninger har tematiske overskrifter.

Hvis du har lyst til at grine og opleve ømhed i forhold til forældrerollen skal du læse denne digtsamling. Hvis du endnu ikke har børn kan du få en fornemmelse for hvor vigtigt det er, at man laver det fulde begravelsesritual for et salatblad, der har været tabt på gulvet, at man bliver tildelt de mørkhårede barbiedukker, at børn altid ønsker sig hunde, at man kun tildeles en sølvmedalje som forælder og at man fra børn og fulde folk skal høre sandheden.

“Forbrydelse og saft” der udkommer i dag den 19. november på mændendes internationale kampdag får mine varmeste anbefalinger og kan læses med stor fornøjelse af både mænd og kvinder.

Anmeldelse af “I ruiner” af Morten Pape

Titel: “I ruiner” Forfatter: Morten Pape. Sider: 604. Forlag: Politikkens Forlag. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Politikkens Forlag.

Jeg skælver let, mens jeg skriver denne anmeldelse. Af flere grunde. Jeg har netop vendt de sidste sider i en roman, der vækker så meget harme i mig. En roman, der får mit retfærdighedsgen til at være i højeste alarmberedskab overfor alt indenfor den finansielle sektor, og overfor alt hvad der vedrører hurtige smarte investeringer. Jeg skælver, fordi den beretter om et Folkemord, jeg kun alt for tydeligt husker, fordi jeg tilbage i 1994 havde kontakt med en familie i Rwanda, og hvor kontakten blev brudt, da nedslagtningerne begyndte. Jeg skælver, fordi Morten Pape er den forfatter, hvis bøger jeg ville redde, hvis der opstod brand i mit hjem, og hvordan formidler jeg min læseoplevelse i ord, når de ord jeg netop har læst er helt uovertrufne. Jeg skal forsøge…

“I ruiner” er Morten Papes længe ventede afslutning på Amager-trilogien bestående af “Planen” og “Guds bedste børn” Hvor de to første romaner tog afsæt i Urbanplanens udsatte unge, vold og kriminalitet blandt disse tager “I ruiner” afsæt i et parcelhuskvarter på Vestamager og i Amagerbankens krak i 2011.

Amalie, som er hovedkarakteren, vokser op på Ugandavej med sin far, mor, lillebror og en storesøster, der kommer og går efter behov. Alt er tilsyneladende håbløst normalt i den lille familie, men inde bag facaden lurer en række hemmeligheder. Amalies mor arbejder i Amagerbanken, og efter bankens dramatiske krak falder familien langsomt fra hinanden – stykke for stykke. En ulykkelig hændelse finder sted i familiens hjem. Forældrene bliver skilt og familien bliver spredt for alle vinde. Alle er mere eller mindre i opløsning. Amalie får job som facer for en humanitær organisation og lægger alle sine kræfter i dette arbejde, men hun bærer på en stor sorg, og kommer i den forbindelse i kontakt med en kvinde, der har overlevet folkemordet i hjemlandet Rwanda i 1994. Gennem denne kvinde får Amalie taget hul på at tale om sin sorg, men hun får også et nyt perspektiv på ondskab og på dens uendelige spændvidde. Hun opdager, hvordan ubærlige hemmeligheder i hendes familie siver ud. Hvordan der er blevet tiet og samtykket i flere år.

Morten Pape tager os læsere med på en historisk rejse på flere måder. Den barske del af historien omhandlende Amagerbankens Krak, Finansiel Stabilitets rolle i dette og hvad det betød for en lang række helt almindelige menneskers økomiske situation. Folkemordet i Rwanda og Frankrigs rolle i det ubeskrivelige blodbad. Men vi tages også med på en kulturhistorisk rejse med et helt uovertruffent tilbageblik på EM i 92, og hvor man ikke er i tvivl om, at Morten Pape kan sin fodboldhistorie. Scenerne med far og datter, der en søndag ser alle kampene på VHS bånd er eminent gode. Der er musik- og filmhistorie på den virkelig gode måde.

Morten Pape bedriver sprogperler gennem hele romanen. Smukt formulerede sætninger. En leg med sproget. Humor og udpenslet vold beskrives med samme elegance, og netop den udpenslede vold har Morten Pape også beskæftiget sig med i sin anden roman “Guds bedste børn” Volden er yderst brutal under folkemordet i Rwanda og virkelig ubehagelig at læse, men Morten Pape skriver aldrig for at skabe sensation. Han beskriver blot fakta. Fakta som vi bør kende til, og som vi, efter min mening, bør lade stå i vores erindring i håb om at det aldrig må ske igen, og at vi som mennesker må gøre alt hvad vi kan for at forholde os kritisk til magthavere verden over. I romanen “I ruiner” er der to meget forskelligartede katastrofer – Amagerbankens krak og folkemordet i Rwanda. Hører de til i samme fortælling? I min optik ja. Begge katastrofer handler om magt, om at tie og dermed samtykke i familien, i lokalsamfundet og på verdensplan.

Man kan sagtens læse “I ruiner” uafhængigt af de to første romaner i trilogien, men man skulle være et skarn, hvis man ville nægte sig selv denne oplevelse.

“I ruiner udkom den 7. oktober 2021.

Bogforum 2021

Bogforum 2021 var ventet med stor glæde og spænding. Glæde fordi, 2020 var et år, hvor Bogforum var aflyst på grund af Corona pandemien. Spænding fordi jeg i år var inviteret som bogblogger og skulle i samtale med forfatter Mads Damsø om hans roman “Solitaire” som jeg havde anmeldt tidligere på året.

At samtale med en forfatter om hans værk er en gave. At samtale med en forfatter om hans værk på landets største bogmesse er en endnu større gave og også en smule grænseoverskridende, men det var en virkelig god oplevelse. Forlaget Forår skabte trygge forudsigelige rammer for samtalen og scenen var perfekt i størrelsen. Teknikken fungerede og publikum var aktive, smilende og rare at være i selskab med. Vi havde 25 minutter, og kunne sagtens have brugt længere tid.

At læse er berigende, at læse og anmelde endnu mere. At læse, anmelde og få mulighed for at samtale med forfatteren om hans værk topper det hele, og jeg gør det gerne igen. Meget gerne.