Måned: september 2021

Titel: “Blå toner” Forfatter: Anne Cathrine Bomann. Sider: 250. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

“Selvfølgelig skal man have hjælp, hvis man har det svært,” råber hun, og ordene er som en stor sang, der fylder hele salen ud. “Men Danish Pharma vil have os til at glemme kærligheden for at slippe for smerten. Kan vi leve med det?”

“Blå toner” handler om et dansk medicinalfirma, som har udviklet verdens første pille mod sorg, og i Aarhus er en forskningsgruppe ved at lægge sidste hånd på et studie, der blåstempler den nye medicin. Men psykologiprofessor Thorsten Gjelsted får mistanke om, at nogen har manipuleret med tallene for at skjule en foruroligende bivirkning. Han allierer sig med sine to studerende Anna og Shadi, der skriver speciale om sorg. Sammen forsøger de at komme til bunds i, hvad der egentlig er på spil, før pillen mod sorg bliver sendt ud på markedet.

Anne Cathrine Bomann har skrevet en fængslende spændingsroman om sorg, videnskab og kærlighed. Jeg var fanget fra start og har kun lagt bogen fra mig for at sove i nat. Tematikken omkring medicinalfirmaer, der skjuler fakta om bivirkninger for at få deres medicin på markedet er ikke ny i litteraturens univers. Der er heller ikke noget overraskende i romanen i forhold til plottet, men det at romanen er bygget op omkring etiske refleksioner omkring sorg og sorgprocesser gør, at romanen får eksistentiel karakter. Bogen rejser en umådelig vigtig diskussion omkring sorg, og om hvordan vi som mennesker skal være i sorg og håndtere den. Om den er tidsbegrænset og noget vi skal komme os over, eller om vi kan og skal leve med sorgen som et livsvilkår, selvom den kan være smertelig. Den rejser ligeledes diskussion om videnskaben og om forskning, der jo aldrig kan være objektiv, da data altid vil være udvalgte og afgrænsede.

Roman har et “ungt touch” med karakterene Anna og Shadi. Studieliv, kærlighed og sex og deres tanker om alt dette, men også deres egne personlige erfaringer med sorg og medicinering. Dette balanceres utroligt fint med det mere voksne perspektiv gennem psykologiprofessor Thorsten Gjelsted og Elisabeth, kvinden der får ideen til pille mod sorg.

En virkelig god og vedkommende spændingsroman, der udkom 23. september 2021.

Titel: “På undersiden af dagen” Forfatter: Emeli Bergman. Sider: 156. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Jeg elskede pigerne, som jeg elskede alle børn, jeg passede i længere perioder, jeg ville altid huske dem, men når jeg skiftede familie, savnede jeg dem ikke. På en måde var det en meget sund, eller i det mindske praktisk, kærlighed”

“På undersiden af dagen” handler om Anna, der som 20 årig tager til Frankrig som au pair for at komme på afstand af sin egen familie og sin brors pludselige død. Som læser følger vi Anna indtil hun bliver 38 år. I alle årene arbejder hun som au pair for skiftende familier. Vi hører ikke meget om brorens død ud over at han er død af en overdosis. Det sniges ind i historien ligesom den underliggende smerte, der blot antydes hos Anna i hendes relation til sine forældre og ikke mindst til hendes mor. Smerte og praktik går hånd i hånd, når Emeli Bergman i detaljer fortæller om, hvordan Anna tilbereder mad til familierne, hun arbejder for. Måltider hun ikke selv får lov til at smage. Der er på den ene side noget meget sanseligt over beskrivelserne og på den anden side noget meget tomt og indholdsløst. Det er som om Anna ikke er tilstede, som om hun blot udfylder rollen som au pair pr refleks sideløbende med at hun reflekterer og drømmer om sin døde bror og sine forældre, hvis skæbne hun netop gennem drømme forsøger at ændre.

Der er noget fascinerende over Emeli Bergmans måde at skrive på. Teksten er ind i mellem nærmest lyrisk og der antydes mere end der oplyses. Det gør at man som læser selv skal søge ind i teksten for at finde sammenhæng. Se blot på titlen “På undersiden af dagen” som kunne antyde, at romanen handler om det skjulte, det fortrængte, det som ikke ser dagens lys. Paradokset med at Annas liv kredser om andre familier mens hendes eget familieliv er ikke eksisterende er et interessant greb fra forfatteren. Det forstærker smerten, omend den er underspillet. Der byttes om på rollerne, når Anna ønsker, at hun kunne have været au pair for sine forældre og derved måske kunne have ændret skæbnen. En skæbne, der blot antydes og som kunne handle om en form for omsorgssvigt og mangel på kærlighed, hvilket også understreges i det indledende citat i anmeldelsen.

“På undersiden af dagen” er ikke en let læst bog. Som læser skal man holde tungen lige i munden for at navigere i børn, familier og ikke mindst tiden. Tonen er den samme hele vejen igennem bogen og der er intet klimaks. Det er en ret linær følelsesmæssig læseoplevelse. Psykologisk og litterært er der dog meget at tale om, hvorfor jeg mener, at man som læser vil få størst udbytte af bogen, hvis læseoplevelsen deles og diskuteres.

“På undersiden af dagen” udkommer i dag 15. september 2021.

Titel: “Evigheden i et siv” Forfatter: Irene Vallejo. Sider: 510. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

“Bøger er en udryddelsestruet art, og på et tidspunkt i nær fremtid vil de forsvinde, opslugt af konkurrencen fra andre og dovnere former for underholdning og fra internettets kannibaliserende ekspansion……….”

Den spanske forfatter og filolog Irene Vallejo gør denne dommedagsprofeti til skamme med sin hyldest til bogen og dens historie i mesterværket (ja intet mindre) “Evigheden i et siv”. Bogen er en ældgammel opfindelse, og dens historie viser, at mennesket har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne, og at det er mere sandsynligt, at der i det toogtyvende århundrede er nonner og bøger end WhatsApp og tablets.

Som læsere inviteres vi i bogen med på en rejse gennem tiden, hvor vi følger bogens udvikling. Bogen starter med en prolog, hvor mænd omkring år 280 f.kr. er på jagt efter bøger til det legendariske bibliotek Alexandria i Ægypten. Et bibliotek, der skulle rumme værker af alle forfattere fra tidernes morgen og et bibliotek, der skulle blive verdens største. Her skulle al viden samles, for viden var magt. Men en bog var ikke en bog, som vi kender den i dag. Bogen var den skrøbelige papyrusrulle, der skulle transporteres og opbevares forsigtigt for ikke at gå til. Der var kun én udgave af hver rulle, og derfor skulle de skrives af i hånden, hvis de skulle kopieres, og det skulle de for at bevare og for at dele viden. Der fandtes således skrivere, der ikke beskæftigede sig med andet end at kopiere indholdet i de mange papyrusruller. Teksterne på disse var ikke som tekster i dag. Der var ikke mellemrum mellem ordene og der var ingen tegn. Alt sammen for at spare plads, så man kunne skrive mere. Ydermere mente man heller ikke, at det var nødvendigt, idet forfattere kun læste højt på denne tid og de kendte indholdet. Stillelæsning som en individuel aktivitet forekommer først langt senere.

Bøger var lig med viden og viden med magt og igennem bogen hører vi om hvor farlige, forbudte og provokerende de er, og hvilke umenneskelige handlinger, der er blevet udført for at forhindre bøgernes udbredelse. Men også om fuldstændig fantastiske værker, der har sat historiske spor gennem verdenslitteraturen.

“Evigheden i et siv” fortæller eventyret om alle de mennesker, der har sikret bogens overlevelse gennem århundrederne; kopister, illustratorer, oversættere, skriftkloge, spioner, oprørere, nonner, munke, slaver og boghandlere. Og det er ikke kedeligt. Irene Vallejo skriver, så sanseligheden driver ned over siderne. Bogen virker som en historisk roman uden helt at være det. Hendes sprog er misundelsesværdigt smukt, og i den forbindelse skylder vi læsere også oversætter Rigmor Kappel Schmidt en stor tak. Man kan ikke læse denne bog uden at føle stor stor kærlighed til bøger og litteratur efterfølgende. Bogen er en kærlighedserklæring til det skrevne ord. Den er fyldt med intertekstualitet og vidner om en enorm litterær viden hos forfatteren. Hendes måde at beskrive Homers Illiade og Odyssé på giver mig flashback til 1980’erne i gymnasiet og faget oldtidskundskab. På det tidspunkt havde jeg lige fået min tandbøjle af, og havde mere travlt med at kysse end med at læse, men jeg ved nu at jeg er gået glip af stor litteratur. Det kan heldigvis indhentes og Irene Valljo guider på fineste vis os læsere igennem de helt store klassiske værker i verdenslitteraturen.

Min begejstring for denne bog skal ses i lyset af, at jeg elsker at læse, jeg elsker bøger og jeg elsker at læse om bøger. At få serveret så meget – usandsynlig meget viden på så sanselig en måde er den største gave. “Evigheden i et siv” er uden tvivl den største læseoplevelse, jeg har haft i år.

“Evigheden i et siv” udkom 25. august 2021.