Måned: august 2021

Titel: “Syv lag” Forfatter: Julie Sten-Knudsen. Sider: 120. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind.

Når man har læst Julie Sten-Knudsens “Syv lag” og selv givet liv til tre børn, så er det svært ikke at få fysisk ondt i maven, når man læser digtene, der handler om at sætte et barn i en verden, der er ved at gå under. Digtene handler om moderskab, kejsersnit, feminisme, natur og klima.

Et øjeblik endnu er hun sig selv I lyset af hende virker civilisationen pervers Så glider hun ind og bliver en del af den Vi lærer hende ord: hårtørrer, bold, frikadelle

Med “Syv lag” prøver Julie Sten-Knudsen at bidrage til en gentænkning omkring vores forhold til naturen og forholdet kønnene imellem. Hun undersøger og beskriver i detaljer kejsersnittet og dets historie, og det er ikke for sarte sjæle, men det har forskning omkring lægevidenskab og medicin vel aldrig været. Det gør både ondt og godt at læse om kejsersnittes udvikling. Hvad kvinder ikke har lagt krop til gennem historien…

Der er noget meget smukt og stærkt over digtene på samme tid med voldsomheden. Sproget er poetisk og veksler mellem lethed og storhed. Treenigheden: barnet – naturen – kejsersnittet fungerer godt, og man fornemmer at hverdag og videnskabelighed flyder sammen i ordene. Digtsamlingens titel “Syv lag” refererer til at man ved kejsersnit skærer gennem syv lag: hud, fedtvæv, muskelsene, mavemuskler, bughinde, livmoder og fosterhinde. Syv lag refererer ligeledes til jordlag, historiske og arkæologiske lag.

Ingen hvide anemoner her Skoven er for ung og anemonen for konservativ

eller lidt hjælpeløs, kan ikke selv tage springet fra én skov til en anden, skyder kun langsomt sine stængler frem gennem jorden

Anemoner har brug for arbejdsro flere århundreders lag på lag af vissent løv flere århundreder uden forstyrrelser

“Syv lag” er en stærk digtsamling. En digtsamling hvor det sanselige, det poetiske og videnskab går hånd i hånd. En meget sjælden stærk oplevelse og et spændende greb. Bogens omslag i stærk rød og grøn er ret symbolsk for liv, død, håb. Det kan være svært at sætte en decideret målgruppe på. Men behøver man det? Digte er vel for alle, der ønsker at berøres poetisk og sanseligt.

“Syv lag” udkom 18. august 2021.

Titel: “Før vi ved af det vender lyset tilbage” Forfatter: Sofie Due. Sider: 208. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Hvad gør man egentlig af Gud, når man ikke længere ønsker at forholde sig til ham?

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” er Sofie Dues debutroman, og en yderst velllykket af slagsen.

Romanen handler om Leah, der er opvokset i Odense med en barndom dybt forankret i Pinsekirken, men som flytter til København for at komme væk fra sit opvækstmiljø for at starte på en frisk. Her starter romanen, og som læser følger man Leah i denne nye tilværelse med roommates, venskaber, arbejde, fester, forelskelse, kropsbevidsthed og seksualitet. Barndommen i Odense og tankerne om Gud kredser hele tiden i hendes bevidsthed, og hun føler tvivl om, hvor hun hører til, og om den religiøse og den ikke religiøse verden kan forenes i hendes liv med venner, veninder og kæreste i København. Hun er tæt knyttet til sin morfar, der bor på Amager, og som hun ser jævnligt, ligetil han ikke længere er en del af hendes hverdag.

Romanen kan synes som en ungdomsroman, om identitet og om at finde sig selv, men den henvender sig ligeså meget til voksne, da spørgsmålene der rejses i romanen er af eksistentiel karakter – om tro og tvivl. Der er noget utroligt fint og smukt over den. Der er, som jeg læser den, ingen fordomme mod tro og kirke, men en nøgtern beskrivelse af det fællesskab men også forbundethed, der er forbundet med at vokse op med en tilknytning til en frikirke og en tvivl der kan følge i kølvandet på en løsrivelse. Med mange helsætninger og et enkelt sprog beskriver Sofie Due den komplekse oplevelse, det kan være at fjerne sig fra det miljø, man er vokset op i, og langsom finde en vej frem med både lettelse og tvivl som ledsagere.

“Før vi ved af det kommer lyset tilbage” udkommer i dag 18. august 2021.

Titel: “Sfinx” Forfatter: Daniel Dalgaard. Sider: 412. Forlag: Gutkind. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Gutkind

“Jeg vil gerne tro at det kun er en historie jeg fortæller. Men det forekommer mig at disse begivenheder udgør det rådne hjerte i det der viste sig at være mit liv. Jeg udgøres af denne fortælling. Der findes intet i mit liv som ikke indeholdes her, det er den perfekte fortælling, en rose af smadret spejl”.

“Sfinx” af Daniel Dalgaard er en fortælling i syv dele. Tidsmæssigt springer den frem og tilbage mellem besættelsestiden under 2. verdenskrig og til et nutidigt backpackermiljø. På bagsiden af romanen kan man læse, at det er en roman om forældre og børn, om turisme, krig, handicap, rygter, små samfund – de ting som former os, de ting som er svære at løbe fra, det som nogen ville kalde skæbnen. I romanen møder man forskellige karakterer, hvoraf to af dem har en gennemgående rolle.

Jan Schnecker er vokset op på Bornholm under 2. verdenskrig. Hans navn klinger lidt for tysk og han har også et meget karakteristisk udseende, der gør at han bliver udstødt i den lille by, han kommer fra. Han vil gerne væk fra byen, men krigen forhinder ham i dette. Først langt senere i livet kommer han væk fra byen, men på det tidspunkt har han været ramt af en hjerneblødning, og sidder i kørestol dybt afhængig af andre.

Thea er først i tyverne og rejser alene rundt i Sydøstasien. Hun vil skabe et dokumentarisk kunstværk om sin rejse, og samtidig forsøger hun at navigere i et backpackermiljø, hvor alle vil have noget af hinanden.

Jan og Theas veje krydses på et resort i Thailand, hvor hele det brogede persongalleri i romanen flettes sammen.

Rå poesi er de første ord, der falder mig ind efter at have læst bogen. Daniel Dalgaard er en sproglig ekvilibrist. Han balancerer hvert ord og hver sætning til det perfekte. Titlen “Sfinx” refererer til et fabeldyr fra den græske mytologi,hvor sfinxen er et væsen med kvindehoved og -bryster, løvekrop og ørnevinger, som blev sendt for at straffe befolkningen i Theben, som havde mishaget guderne. Hun åd alle, som ikke kunne løse denne gåde: “Hvilket dyr har først fire ben, så to ben og så tre ben?” Ingen kunne løse gåden, før Ødipus indså, at svaret var et menneske, der som kravler som spæd, går på to ben som voksen, og bruger stok som gammel. Da Sfinksen hørte, at han havde løst gåden, kastede hun sig i døden. Der er klare og groteske referencer til denne mytologiske fortælling i romanen.

Fortællingens syv dele er fortalt i mol, i grå farvetoner, i melankoliens farve. Det er tristesse, der gennemsyrer den samlede fortælling. Der er ikke meget at smile ad ej heller at grine over. Der er en genialitet over fortællingernes indhold og opbygning, og et kunstnerisk touch, men indrømmet, så trængte jeg til at blive færdig med bogen, da jeg var godt halvvejs. Den er simpelthen ladet med for meget negativitet og groteske beskrivelser. Jeg kan have svært ved at pege på en eksakt målgruppe af læsere til romanen, men den vil helt sikkert falde i god jord hos læsere, der vægter det skæve, det sproglige og det kunstneriske højt i en roman, som udover indholdet også er pakket i et meget smukt næsten fløjlsblødt cover lavet af grafiker Simon Lilholt.

Sfinx udkom den 12. august 2021.

Titel: “Adam i Paradis” Forfatter: Rakel Haslund-Gjerrild. Sider: 303. Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar: Lindhardt og Ringhof.

Jeg får lyst til at elske og til at købe blomster, til at omgive mig med kunst, men måske ikke til at blive virkelig gammel efter at have læst Rakel Haslund-Gjerrilds “Adam i Paradis”

“AT SIGE, AT jeg har plukket blomster til dig, min haves flor af tulipaner, ranunkel, brudeslør og hortensia, i den buket, der møder dig, når du lukkes ind gennem hoveddøren, på skænken foran spejlet, der fordobler mængden af blomsterkroner, jerusalemkoralbær, kinesisk sankthansurt, solhat, høstanemone, og slynget om dem ranker fra min vildvin, og det er den dugt af tør sensommer, af æbler og kornmarker, der bages af solen til en duft så sød, at den lægger sig på tungen som sult, der får din mave til at knurre allerede i entréen, mens jeg hjælper dig af med frakken….

“Han har set, at jeg ser på ham. Men han skammer sig ikke, han bliver ikke flov. Jeg sveder. Jeg ryster pludselig på hænderne. Han stirrer på mig. Hans grin har knivskanter, hvad vil du? siger han med sine knive, blanke og rå. Der er en kløft imellem os. Hver linje i hans krop skærer rifter i øjet. Han spreder lårene et hårstrå, men når han trækker vejret igen, trækker han ikke lårene med sig, de bliver der – en anelse mere spredte. Paradiset siger: Kom og sæt dig i mit skød. Jeg lader øjet røre det hele.”

“Adam i Paradis” er en historisk roman om maleren Kristian Zahrtmann, om kunst og forbudt begær. 70 år gammel og på højden af sin karriere maler Kristian Zahrtmann et portræt af Adam, det første menneske, der emmer af begær og erotik. Året er 1913. Det moderne Gennembrud har prædiket fremskridt og progressive tanker, men hvad angår seksualitet er stien smal og konsekvenserne brutale. København har netop lagt scenen til to store retsforfølgelser af homoseksuelle.

Og midt i alt dette fragter Zahrtmann palmer, eksotiske blomster og bananklaser fra drivhusene i Botanisk Have til sin mondæne villa på Frederiksberg for at omdanne sit atelier til en jungle, for at male sin version af Paradiset.

Romanen emmer af sanselighed og smukke sætninger og ind imellem dette et brutalt billede af synet på homoseksuelle. Rakel Haslund-Gjerrild har anvendt et fantastisk greb til dette. Midt i alt det fiktive, som dog er baseret på virkelighed ses der breve, bilag og dokumenter, der vidner om hvor udstødte homoseksuelle var herunder forfatteren Herman Bang. Kunstneren selv Kristian Zahrtmann fremstilles som en mand, der føler sig rig i forhold til skønhed omkring sig men selv føler sig gammel og ensom. Der er særligt et par steder i romanen, der er skrevet helt unikt i forhold til dette:

“Jeg tæller mine pletter i stedet. Jeg dalmatineres. Gule og beige og rødlige plamager. Mine lår er landkort. Jeg har genkendt Møn og en plet, der kunne ligne Den Iberiske Halvø. Jeg rejser med fingrene fra ø til ø. Leverpletter og skønhedsmærker, fregner og ar og filipenser og tør, skabagtig hud, der som et hav i oprør slår flager af sig, der tages af vinden og drysses ud over mit gulv”

“Men jeg selv! 70 årigt forfald. Jeg kan ikke glemme mine leverpletter, min ånde, åh, mine tænder, når jeg maler ham. Jeg ledes ved mig selv”

Tematikkerne i romanen er kunst, forbudt begær og aldring. Romanen skriver sig ind i genren exo-fiktion, hvor forfattere, modsat i autofiktion, tager udgangspunkt i en reelt eksisterende person eller hændelse, men med fiktionen og sproglig leg som virkemiddel. Jeg er meget begejstret for bogen, og jeg synes den skiller sig markant ud i dens form i forhold til andre kunstnerromaner med de “grå sider” med breve, bilag og dokumenter. Ligeledes sidst i romanen, hvor Rakel Haslund-Gjerrild har valgt at lade et dokument fra den Hirschsprungske Samlings arkiv indgå vedr. afdøde Kristian Zahrtmanns indbo. I det hele taget vil jeg anbefale andre læsere i at tage et kig bagerst i romanen inden påbegyndt læsning, da der er et grundigt persongalleri, der kan være til hjælp under læsningen.

“Adam i Paradis” udkom 5. maj 2021.